Irene var tilsagt næste formiddag klokken ti. Det var Thor, der havde ringet. Jo, der var en udvikling i sagen, sagde han. Det var nødvendigt, at de vendte nogle ting med hende.
Så hun havde taget sit arbejdstøj på. Anitas besøg på hendes værelse havde været ydmygende. Hun havde følt sig udenfor, som en skolepige under stuearrest. Alle havde deres på det tørre, alle havde deres arbejde, deres hjem og deres dagligdag. Hun havde ingenting. Hun havde sat huset i Nordvest til salg, og hun havde sat prisen lavt. Hun ville komme ud af det med nogle penge, og for dem ville hun købe en lille lejlighed i byen og genoptage sit arbejde. Det var det gode.
Det mindre gode var hendes afhængighed af Lyse. Og ikke bare det. En dag havde en fyr på Jægersborggade tilbudt hende hash, og før hun havde set sig om, havde hun givet ham 500 kroner og stået med en fedtet, karrygul klump i hånden, mens gutten i hættetrøje fortsatte ned ad gaden. Først havde hun ikke vidst, hvad hun skulle gøre med stoffet, men det havde hun fundet ud af. Hvad fanden skulle hun ellers foretage sig? Hun røg i forvejen cigaretter, og hun havde tilbragt aftener på sit værelse med at nulre tobakken ud af hylstrene, blande den med små stykker af den karrygule hash, før hun stoppede hylstrene til igen med blandingen. Den første aften var hun gået en tur før sengetid, havde røget sig skæv og var gået i seng med en følelse, som gjorde det lettere for hende at forestille sig Lyse og det, de foretog sig sammen. Det fungerede godt, så godt som det nu kunne fungere. Det havde udviklet sig til et ritual, som hun så frem til hele dagen, fordi hun ikke havde andet at se frem til. En aften havde hun endda set en film med sine forældre, efter hun havde røget sig skæv. Hun havde siddet samen med dem og følt deres indbyrdes forbindelse som noget nyt og fremmed.
Deres sammenvoksede måde at leve på.
Deres opfattelse af filmen, som om de kun havde én hjerne.
Mængden af signaler i deres gamle stue, som altid måtte have været der, men som hun aldrig havde været i stand til at opfatte før.
Deres kærlighed til hende.
Deres sorg over det, der var sket.
Prisen, hendes far havde betalt, hans konstante forsøg på at balancere sig igennem hendes egen ulykke, hendes stilstand, hendes hemmelige, masturbatoriske ensomhed – og hendes mors disciplinerede indsats for at holde sin del af balancen og holde hendes far kørende, holde hende selv kørende, så de en dag kunne se tilbage på denne periode som en hård tid, en tid, familien Brøssner havde gennemlevet sammen, før de var kommet ud på den anden side.
Hun havde mærket tårerne trille ned over sit ansigt i den tv-blå stue. Filmen, de havde set, berettigede hendes tårer – det var Robin Williams og Robert De Niro, det var meget Hollywoodrørende og inderligt, og hendes forældre havde ikke forstået, at hendes tårer skyldtes noget andet. Det havde bare været en hyggelig familieaften. Da hun var kommet op i seng, havde hun grædt mere. Hendes forstærkede indsigt og sindsbevægelse var et biprodukt af den mørkeste side i hendes liv. Hun havde følt sig så gabende hudløs, at fraværet af Lyses hænder, hans muskler og hans voldsomhed, havde gjort ondt i hele hendes krop. Hun havde været ude af stand til at falde i søvn, og ved totiden havde hun åbnet vinduet og røget en joint til.
Den næste formiddag havde hun smidt den flagede klump hash i søen ovre i parken med en nagende smerte og en følelse af, at hun havde været et sted, som hun aldrig ville besøge igen. Hun var advokat. Hun havde åbenbart en psykisk disposition, som kun tillod hende at få udløsning, hvis det skete under fornedrelse. Men hun kendte mennesker, som ikke opererede ud fra fornedrelsens energi. Hun kendte en psykolog, der hed Jan Wilhelm, og hun havde bestilt en tid hos ham. Hun agtede at fortælle Jan Wilhelm alt om sig selv. Hun agtede at træde væk fra de destruktive kræfter, som lige nu var hendes eneste måde at føle sig selv på.
Hun mødte op på Thor og Anitas kontor præcis på klokkeslæt, og Thor sagde, – Det var pænt af dig at komme, Irene. Sæt dig ned. Vil du have kaffe?
Hun nikkede. – Ja tak.
Han skænkede en kop. Anita kom ind på kontoret og lukkede døren. – Hej, sagde hun. – Hvordan går det?
– Okay, sagde Irene. Hun trængte allerede til en cigaret. Deres venlige ro fyldte hende med rædsel.
Thor rullede en stol hen til bordet. De satte sig.
Thor sagde, – Vi vil gerne stille dig nogle spørgsmål, Irene. Direkte spørgsmål. De er intime. Du har ikke nogen pligt til at besvare dem, som du ved. Men jeg håber, at du forstår, at vi stiller dem i den bedste mening. Vi er ikke ude på at gøre tingene sværere for dig. Men vi er nødt til at gøre det.
– Det er okay, sagde hun.
Han nikkede. – Kender du en mand ved navn Bjarne Lystrup?
Hun nikkede. – Ja. Jeg forsvarede ham i en appelsag i Landsretten for ... ja, det er vel fire måneder siden. Før August.
Thor nikkede. – Kender du ellers noget til ham?
Hun smilede lidt. – Hvordan ellers?
– Jeg mener, sagde Thor, – om dit kendskab til Bjarne Lystrup rækker ud over det rent professionelle.
– Hvorfor vil I vide det? Hvad har det med August eller Henrik at gøre?
– Irene, sagde Anita, – hvis du svarer på vores spørgsmål, fortæller vi dig bagefter, hvorfor vi har stillet dem.
– Jeg forstår ikke, hvad Bjarne Lystrup har med noget at gøre.
– Okay, sagde Thor. – Prøv at se på dette billede.
Han rakte hende billedet. Hun så sig selv og Lyse på gaden foran Hotel Copenhagen. Hun så hans glade ansigt og sin egen stenede profil.
– Jeg tog hen på hotellet med ham, den dag han blev frikendt, sagde hun. – Vi fik en drink. Vi havde lige vundet sagen.
Thor nikkede igen. – Ja, men det er jo snart fire måneder siden. Billedet her er taget for to uger siden.
Hun så de digitale tal i billedets nederste, højre hjørne.
Hun lagde billedet på bordet. – Okay, sagde hun. – Jeg har set ham siden.
– Hvorfor det?
Hun trak på skuldrene. – Jeg var ensom.
– Det forstår jeg godt, sagde Thor. – Det forstår jeg udmærket.
Irene sagde, – Det var sex. Det er sex.
– Ja, sagde Thor. – Det er det vel.
Irene sagde, – Det havde der ikke været så meget af. Mellem mig og Henrik, mener jeg.
– Nej.
Irene sagde, – Måske forekommer det jer ... billigt.
– Det har vi ingen mening om, Irene, sagde Anita. – Det her går ikke ud på at dømme dig.
Irene vendte blikket mod hende. – Hvad går det så ud på, Anita?
Thor sagde, – Det her drejer sig om Bjarne Lystrup.
– Hvordan det?
– Vi har i går sigtet Bjarne Lystrup for drabet på en mand ved navn Jes Færch. Det er det, vi gerne vil tale med dig om.
Irene rystede. Hun sagde, – Må jeg ... kan jeg ikke få en cigaret?
– Selvfølgelig, sagde Thor. Han trak en pakke Prince op af sin skuffe og bød hende. Derefter tændte han den.
Irene inhalerede. Hun sad med det ene ben lagt over det andet, ret op og ned. Hun støttede sin ene arm på den anden og røg.
Så sagde hun, – Hvordan fandt I frem til Bjarne? Gennem mig?
– Nej, sagde Anita. – Vi fandt frem til Bjarne ved en tilfældighed, da vi efterforskede drabet på Færch. Og så fandt vi billedet af dig og Bjarne.
Irene askede i sin underkop. – Jeg forstår det ikke ... hvad har Færch med noget at gøre? Jeg troede, I efterforskede mordet på Henrik.
– Det gjorde vi også, sagde Thor. – Og da Bjarne Lystrup dræbte Færch, havde vi afhørt ham om eftermiddagen.
Irene så forvirret ud. – Jamen ... hvorfor? Hvad havde Færch med Henrik at gøre?
Anita sagde, – Vi fandt en mobiltelefon i jeres hjem, Irene. Og ud fra sms’erne på den fandt vi Færch.
– Jamen, hvem er Færch.
Thor sagde, – Jes Færch var en læge, som din mand traf.
Han så på hende. Hendes påklædning var professionel. Han tænkte, at hun havde forestillet sig, at dette var en professionel samtale.
– Traf? sagde hun. – Hvordan traf?
– Igennem sit arbejde. Men der var mere i det end det.
Hendes energi var langsom nu. – Hvordan mere?
Thor ventede. Så sagde han, – Vi fik en mistanke om, at de havde et forhold.
Irenes ansigt blev roligt. Efter en lang pause sagde hun, – Okay.
Hun sagde det lavmælt, og Anita sagde, – Det er meget at tage ind på én gang. Vi prøver bare at sætte dig ind i det, vi ved.
Irene nikkede. – Det forstår jeg godt. Jeg forstår det.
Thor sagde, – Det overrasker dig ikke?
Irene havde tårer i øjnene, men hun tørrede dem, som om gråden ikke var noget, hun havde tid til. – Nej, sagde hun, – det overrasker mig ikke.
– Men du kendte ikke til forholdet?
– Nej. Jeg ... jeg havde mit eget forhold, ikke?
– Til Bjarne Lystrup.
– Jeg var sammen med Bjarne, da Henrik kvalte August. Jeg så Henriks besked, da jeg sad i taxaen. Bagefter.
Thor rejste sig, gik bag om Irene, som skoddede sin cigaret. Han gav Anita et nik. Anita sagde, – Det var ikke Henrik, der slog August ihjel.
Irene vendte sig langsomt mod hende. – Hvad?
– Det var Jes Færch.
– Jeg er ikke med.
– Jes Færch og din mand var kærester. Vi mener, at Henrik afbrød forholdet. Vi mener også, at det var grunden til, at Jes Færch slog jeres søn ihjel. Henrik påtog sig skylden, fordi han ikke ville erkende forholdet. Derefter skød Jes Færch Henrik.
Thor gav Anita endnu et nik bag Irenes ryg. Anita skubbede sin stol lidt tilbage, men blev siddende. De ventede.
Og du ville til psykolog, tænkte Irene. Du ville fortælle om dig selv, du ville hjælpes. Du ville ...
Hun rejste sig.
De så på hende.
– Kan vi holde en pause? sagde hun. – Jeg ... jeg er nødt til at sætte det sammen. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke ... forstå det. Jeg kan forstå, hvad I siger, men jeg kan ikke ... forstå det.
Anita sagde, – Selvfølgelig. Vi tager en pause.
– Har I et toilet? sagde Irene.
– Nu skal jeg vise dig det, sagde Anita.
Irene gik først ud på gangen, og Thor sagde til Anita, – Bliv tæt på hende.
De gik videre ti minutter senere. De sad som før. Thor sagde,
– Bjarne Lystrup.
Irene sagde, – Det var ... det var dumt af mig. Jeg var, jeg er ulykkelig. Jeg havde været ulykkelig med Henrik i lang tid. Jeg havde ingen følelse af ham. Han var bare ... han virkede bare som ingenting. Jeg var glad, når han rejste. Jeg vidste, han også var glad, når han var væk. Og så løb jeg ind i Lyse ... Bjarne.
Thor nikkede. – Det forstår jeg godt. Men vi vil gerne vide, hvad du fortalte ham.
Irene så længe på ham. – Fortalte ham? Jeg fortalte ham ikke noget. Han læste i avisen, hvad der var sket. Det havde ikke noget ... det var ikke noget, vi talte om.
– Det var et fysisk forhold?
– Det er det stadig, sagde hun.
– Men vi ved, at Bjarne Lystrup slog Jes Færch ihjel.
Han lod hende tænke sig frem til det. Det tog ikke lang tid. – I tror, at jeg ... at jeg havde noget at gøre med det?
Thor trak på skuldrene. – Du er advokat, Irene. Du havde – eller har – et forhold til den mand, som vi ved dræbte Færch, som havde dræbt både din mand og din søn. Hvad ville du som advokat tænke om det?
– Jeg ville tænke, at den lille, liderlige so sendte sin gangsterkæreste efter Færch.
– Gjorde du det?
– Nej. Jeg fik Bjarne frikendt. Jeg vidste da godt, hvad han var. Men jeg havde ingen ide om, at han havde noget med ... os at gøre. Jeg vidste ikke noget om ham Færch. Hvordan kunne jeg involvere Lyse i det? Jeg vidste ikke noget. Jeg troede, Henrik havde slået August ihjel. Jeg troede, I var på sporet af dem, der skød Henrik. Jeg ... selv om jeg ville, havde jeg ingen mulighed for at bruge Lyse til noget. Det kan I godt se. Jeg vidste ikke noget. For mig var Lyse bare en udvej. Vi knaldede. Han knaldede mig. Vi røg joints. Og knaldede. Det var dét.
– Okay, sagde Thor. – Vi er færdige. Bjarne Lystrup bliver fremstillet i morgen.
Da Irene var gået, sagde Anita, – Hvis hun ikke var Brøssners datter, ville det her være foregået på en helt anden måde. Det ved du godt, ikke?
– Jo, Anita, men Irene er Brøssners datter. Jeg har kendt hende, siden hun var lille. Troede du ikke på hende?
– Jo, jeg troede på hende. Hun vidste ikke en skid om noget som helst. Hun var gift med en svag, usikker, biseksuel mand, og så fandt hun en hård mand, som kunne knalde hende, når de havde røget sig skæve.
– Ja, sagde Thor, – det lader til det.
– Så Lystrup tager turen.
– Irene er ikke en del af det, Anita.
– Og du tror på, at anklagemyndigheden vil gennemføre sagen uden, at Irene vidner?
– Det er ikke mit problem. Irenes forbindelse med Lystrup er tilfældig. Hvis hun bliver tvunget til at vidne – og jeg kan ikke se, hvorfor det skulle være nødvendigt – er hun færdig. Den kamel kan selv ikke Mikael Leunbach sluge.
– Og du mener, det er retfærdigt, at hun bare slipper?
– Hun har jo ikke gjort noget.
– Hun har været meget dum.
– Det ved hun godt. Det er ikke forbudt. Og det er forbi nu.
Anita sagde, – Okay.
Hun gik tilbage til sin stol og satte sig foran computeren.
– Du vil gerne have, at hun lider mere? sagde han.
– Jeg er ligeglad.
– Som jeg ser det, sagde han, – har Irene lidt nok.