Thor stod på hotelværelset nær havnen i Korsør og stirrede ud over efterårshimlen i vest. Han kunne se de blinkende projektører på toppen af Storebæltsbroens pyloner. Synet fyldte ham med ensomhed.
Hotellet havde kendt bedre dage. Engang havde det været et stoppested ved Bæltet, hvor familier på ferie parkerede deres Taunus eller deres Folkevogn og tog en overnatning. Men den tid var forbi, og hotellet var hægtet effektivt af. Værelset havde en brunlig atmosfære, lampen på natbordet havde en rød, plisseret skærm, og da han havde trykket på madrassen – det første han gjorde på et hotelværelse – havde han knurret af irritation og mismod over udsigten til at tilbringe de næste nætter i dens badekaragtige favn.
Drabet var sket i et lille, hvidt byhus på en brolagt gade midt i Korsør. De var kommet sidst på eftermiddagen og var kørt direkte til gerningsstedet, som var bevogtet af to lokale strømere, som ikke havde rørt noget.
Ofret var en 52-årig kvinde ved navn Irma Poulsen. Hun lå på det imiterede kelimtæppe i stuen, halvt inde under spisebordet. Irma Poulsen var iført en gammeldags husmoderkittel i lysegrøn nylon. Hendes stolpeagtige underben var iført støttestrømper af en art. Det grøngule tæppe var gennemsølet af blod, hvor hun lå.
De havde tilbragt et kvarters tid med at foretage hver sin observation af det lavloftede hjem, mens de ventede på teknikerne. Dødsårsagen var overvældende tydelig – stump vold mod overkroppen og hovedet. Thor havde kun betragtet den døde kvindes sønderslåede ansigt i nogle sekunder, før han havde vendt sig bort.
Irma Poulsen havde været kæderyger. Det var et ensomt nikotinhjem, og under nikotinens gule lugt lå andre lugte, som Thor forbandt med ydmyge provinsboliger af den gamle slags: bygas, kaffe, desinfektionsmidler og en tynd, kemisk lugt, som måske stammede fra medicin. Der var også en umiskendelig lugt af en hund og dens ekskrementer. Han gik gennem det smalle køkken ud til bagdøren. Gennem ruden kunne han se ud i en smal gård med hvidkalkede mure ind mod de tilstødende huse. I det blålige kobberlys derude så han en schäferhund, som lå på siden med benene strakt ud som et jagttrofæ. Han så blodet under dens hoved. Døren var ulåst, en af de fire små ruder i den knust. Han gik ud i gården, passerede den døde hund og nåede ned til lågen bagest i den lille gård. Han betragtede håndtaget på den simple trælåge. Galvaniseret, helt almindeligt. Han åbnede forsigtigt lågen og gik ud i smøgen bag gården.
På dens modsatte side rejste en gul mur sig. Det lignede noget småindustrielt, et snedkerværksted, et lager. På den side, hvor Irma Poulsens hus lå, så han flere uens mure, stakitter og træer, hvis grene hang ud over smøgen. Der var stille. Luften var kølig og stillestående. Der var ingen at se.
Han kommer ind denne vej.
Han starter med at skære halsen over på hunden.
Han ved, hunden er der, i gården.
Måske kender hunden ham.
Han tager i køkkendøren, finder den låst, slår den lille rude ind, låser op, går ind.
Det var ikke utænkeligt, at det galvaniserede håndtag i gårdlågen kunne bære et fingeraftryk.
Han gik ind gennem gården.
Anita var ingen steder at se, og han tvang sig selv til at tage en omhyggelig runde i den lavloftede stue, hvor Irma Poulsen lå.
Anita var inde ved siden af, hvor hun talte med ofrets nabo, en enkemand ved navn Aksel Enevoldsen.
Enevoldsens bolig var af samme karakter som ofrets. Lavloftet, beboet af de samme mennesker gennem mange årtier, støvet, komprimeret og indelukket. Enevoldsen var også tobaksryger, men i hans stuer var det pibetobakkens sødlige lugt, der dominerede, hvor Irma Poulsen havde røget billige filtercigaretter i stor mængde. Den anden dominerende odør i Enevoldsens hjem var urin.
Enevoldsen selv var sidst i firserne, udvisket og tør. Han bar høreapparater på begge ører, og gennem dem havde han hørt ‘tumulten’ inde hos Irma.
– Er hun død? ville han vide.
Anita nikkede. – Ja, desværre, sagde hun.
Hun noterede den gamle mands forklaring ned. Det var sket sidst på aftenen. Enevoldsen havde været på vej i seng. Han havde været i tvivl om, hvorvidt han skulle ringe til politiet med det samme, men havde besluttet at vente til om morgenen.
– Sidst blev hun tosset, da jeg ringede, sagde han. – Måske var det under alle omstændigheder for sent.
– Sidst? sagde hun. – Har der været tumult derinde før?
Enevoldsen så på hende og nikkede trist.
– Ja, det er jo Carsten.
– Carsten?
– Det er nevøen. Hendes søstersøn.
– Som kom her og lavede tumult?
– Ja, det gjorde han jo. Han var efter Irmas penge.
– Havde hun da mange penge?
– Det vil jeg da tro, sagde den gamle mand. – Da Herluf døde, fik hun jo hans livsforsikring. Ja, hun ruttede ikke med dem, så hun har vel haft rigeligt.
– Ved du hvor Carsten bor? Hans efternavn?
– Carsten Dagdal. Men jeg ved ikke, hvor han bor. Men han kom da jævnligt. På sin knallert. Jeg kunne høre den ude bagved.
Hun takkede den gamle mand, som virkede uberørt og utraumatiseret af begivenhederne. Der var noget pergamentagtigt over ham. Hans indtryk af omverdenen kom til ham gennem høreapparaternes teknik og de tykke brilleglas. Hans bevægelser var langsomme, men hun havde en underlig følelse af en hjerne, som fungerede besindigt og forholdsvis hurtigt, og som fordøjede de svage signaler i omgivelserne upåklageligt, årvågent og distanceret.
Hun sagde, – Vi kommer igen. Vil du gerne tale med nogen?
Han rystede på hovedet og tog en pibe i et bronzeaskebæger, som var udsmykket med en grim hund, som holdt en tændstikæske. Hun så hans tyndhudede fingre gribe tobakspungen med Sweet Dublin Mixture. Den havde hendes egen onkel Steen også røget. Blandet af en ægte irsk tobaksmester.
– Jeg klarer mig, sagde Enevoldsen og strøg en tændstik.
Hun gik tilbage til Irma Poulsens stue. Thor stod i stuen. Hun refererede Enevoldsens forklaring. Thor nikkede.
– Ja, jeg tænkte i samme baner. Penge. Der er rodet godt op i hendes skuffer i soveværelset.
– Et madrasdrab, nikkede hun.
– Vil du bede de lokale om at pågribe Carsten Dagdal?
Hun gik udenfor, og betjenten ved døren sagde, – Jeg giver dem besked med det samme.
Nogle minutter senere ankom teknikerne fra Odense. Thor briefede dem og sagde, – Håndtaget på lågen ude i gården kan have et aftryk eller to. Vi har en mistænkt, som er ofrets nevø. Det er muligt, at hans aftryk er over det hele. Han kom her vist jævnligt. Men det ville selvfølgelig være rart, hvis der var et aftryk i noget af blodet.
Deres arbejde var gjort. Det næste ville være en telefonbesked om, at Carsten Dagdal var pågrebet. Hvornår den kom, kunne ingen vide.
Så de havde indlogeret sig på hotellet. Han stirrede ud på himlen. Der var noget på én gang løfterigt og håbløst ved synet af de høje pyloner mod himlens kolde perlemor.
Han tog sig sammen, pakkede sine sparsomme klæder ud, vaskede sine hænder og ansigt i det gule badeværelse og tog en sweater på. Han vidste, at hans mismod skyldtes drabets forudsigelige elendighed, efterårslyset, hotellets bedagede kummer og det faktum, at han ikke havde spist, siden han og Anita havde tanket op på rastepladsen i Karlslunde, og han havde ædt en fransk hotdog, mens Anita nøjedes med en croissant. Anita havde udtalt ordet meget fransk, da hun bad om den, og han havde sagt, – Du kan sgu da ikke nøjes med en krøjsandt.
Hun havde sagt nogle forventelige ord om, hvad hans franske hotdog indeholdt, men det føltes allerede, som om det var længe siden. Faktum var, at han var skidesulten og ikke længere den, han engang havde været. Sult gjorde ham menneskefjendsk og gav ham lyst til en cigaret. Det var et dødvande, han skulle svømme igennem.
Han bankede på hendes dør, og de gik ned ad korridoren. Der lugtede i det mindste af mad fra restauranten.
Hotellet var overraskende stort, men virkede tomt.
– Man venter næsten at se de to blodige tvillinger om det næste hjørne, sagde han. – Eller Jack Nicholson med en økse i hånden.
Hun sendte ham et hurtigt blik. – Rolig. Det er bare dit blodsukker. Alt ordner sig.
Spisesalen var åben, og han bimlede ned i en stol, mens Anita gesvindt bestilte to wienerschnitzel og to øl.
Den kvindelige tjener vendte hurtigt tilbage med øllet, og han drak lidt af det. Det virkede næsten øjeblikkelig og lagde en hinde af snurrende ligegyldighed over ham.
Anita sagde, – Min seng er fucked.
– Det er min også. Dødens badekar.
– Jeg har hevet min ned på gulvet. Det hjælper altså. Det er mest lamelbunden, der hænger.
– Jeg tænkte på at smide den ned på gulvet, men jeg orkede det ikke.
Hun så på ham. – Du kan bare sove inde hos mig. Jeg har arrangeret et hippieleje ovre i hjørnet. Det er en dobbeltmadras.
Han nikkede. – Vi får se.
– Kom nu, din dødbider. Jeg forstår ikke, du gider det der.
Han kneb øjnene i. – Hvad?
– Ja, det der tante Gerda.
– Tante Gerda?
– Ja, vi skulle altid på ferie med tante Gerda. Hun kunne også det der. Der var altid noget galt. Så var hun sulten, men når vi så fik mad, så var der alligevel et eller andet galt med den. Så skulle hun ikke have noget. Sengen var for blød. Eller for hård. Den varme hane havde det kolde vand og omvendt. Bruseforhænget havde mug på. Hun kunne ikke se Gardasøen fra sit vindue. Jamen, så kunne vi bare bytte værelse. Nej, det var ikke ulejligheden værd. Hun led, men aldrig i stilhed.
– Og nu er jeg tante Gerda?
– Ja, lidt. Tante Thor.
– Tante Et og tante Thor, sagde han, uforholdsmæssigt påvirket af få slurke øl på tom mave. – Hvorfor var hun sådan?
Anita trak på skuldrene. – Ugift. Grim, var hun. Hestegrim.
– Javel.
– Hun var bare en ugift, frustreret kvinde, som aldrig fik lov til at folde sig ud og derfor hang fast i, hvor mange drikkepenge man skulle give, eller hvordan Gribskovbanens vinterkøreplan var helt anderledes end sommerkøreplanen.
– Hun lyder som sjovt selskab.
– Hun var frygtelig. Hun var som et vådt vattæppe over selskabet. Men hun havde heller aldrig fået tilbuddet om at komme ind og sove på et hippieleje, som nogen havde rigget til for hende.
Hun så på ham, og han grinede. – Hvis du ikke var her.
– Hvad så?
Han rystede på hovedet. – Ikke noget. Du ved, hvad jeg mener.
Deres wienerschnitzler kom, og Thor skar med bange anelser for. Det så okay ud, ærterne, smørsovsen, de brasede kartofler – selv citronskiven og ansjosen havde de styr på.
– Godt kød, sagde hun.
Han følte sig gråden nær af pludselig taknemmelighed. Måske var der en gud, som drev ham gennem livstrætte håbløse dale af dage, men ved aftenstide alligevel viste sin nåde i en wienerschnitzel.
De havde oven i købet næsten spist den, før Anitas mobil sang sin glade Nokia-melodi ud i den dunkle restaurant.