Carsten Dagdal sad i et kontor på stationen, oplyst af lysstofrør i loftet, og Thor måtte lægge bånd på sig selv for ikke at tage det, Anita kaldte hans ‘forudindfattede briller’ på.
De satte sig over for ham. Carsten Dagdal var stor, tyk og rødmosset. Omkring de fyrre, en typisk molehænger med en plastickasse bag på knallerten, når han tøffede op efter flere bajere. I en film kunne han være spillet af Rasmus Bjerg, når Bjerg ikke var i sit flæbende, infantile supermarkedsreklame-mode.
Thor pegede på rapporten, som han lige havde lagt på bordet. Teknikerne havde arbejdet hurtigt, og de lokale havde stået klar. Det var forbilledligt arbejde.
– Som du har fået at vide, blev din moster, Irma Poulsen, på et eller andet tidspunkt sidste nat dræbt med et stumpt instrument i sit hjem af en person, som havde tiltvunget sig adgang ad bagdøren og på vej ind i huset skåret halsen over på din mosters hund. Vi har undersøgt drabsstedet grundigt og blandt andet taget fingeraftryk. Du er for fem år siden dømt for et indbrud her i byen, og ved den lejlighed blev dine fingeraftryk taget. Vores teknikere har her sidst på dagen sammenlignet dine fingeraftryk med dem, vi fandt i din mosters hus, og vi mener, at du var til stede der i nat.
Carsten Dagdal sad lænet ind over bordet. Hans kraftige arme i læderjakken hvilede på bordpladens grønne plastic. – Jeg kom hos min moster flere gange om ugen, sagde han. – Så det er vel ikke så underligt.
– Nej, sagde Thor. – Det underlige er, at nogle af de aftryk, vi har fundet i dag, er sat i blod. Hvilket vil sige, at vi har et bevis for, at du ikke alene var til stede i aftes, men at du også har rørt ved forskellige ting i stuen, efter at din moster blev slået ihjel.
De så på manden. Efter en tid sagde Dagdal, – Nå, men det var vel så det.
– Hvad slog du hende ihjel med, Carsten? sagde Anita.
– Kan det ikke være lige meget?
– Nej.
Han udstødte et lille fnys. – Nå, men jeg klappede til hende med sådan et rør, jeg havde. Et jernrør. Så langt.
Han holdt hænderne op med cirka fyrre centimeter imellem.
– Og hvor er røret?
– Det kylede jeg i Bæltet.
– Og pengene?
– Hvad for nogle penge?
– Din mosters penge, Carsten. Dem, du slog hende ihjel for.
Manden trak på skuldrene.
Thor sagde, – Okay. Så tager vi den lange vej. Hvorfor slog du din moster ihjel?
Carsten Dagdal trak på skuldrene igen. Thor mente, at han i mandens øjne så den langsommelige tankevirksomhed, som udfoldede sig i hans hoved. – Vi kom op at skændes.
– Om hvad?
Det var utroligt, så hurtigt man kom tilbage til det samme.
– Jeg ville låne nogle penge. Men hun havde lukket kassen i, den rige sæk.
– Var hun rig?
– Hun var stinkende.
– Og hun havde før lånt dig penge?
– Ja.
– Så du vidste, at hun havde kontanter i sit hjem?
– Selvfølgelig vidste jeg det.
– Hvor meget tog du i aftes, da du havde slået hende ihjel?
– Hvem siger, jeg tog nogen?
– Det gør jeg. Kom nu, Carsten. Lad være med at gøre det mere indviklet, end det er. Det er ligesom skattefar eller socialen, ikke? Du kan gøre det hurtigt og enkelt, eller du kan gøre det langsomt og indviklet. Vi er sådan set ligeglade. Om lidt sigter vi dig formelt. Du kommer ikke herfra. Vi har tekniske beviser til at sigte dig for drab, og jeg kan love dig, at den holder i byretten, landsretten og højesteretten – selv om den ikke kommer så langt.
Manden lænede sig tilbage på stolen, men tav.
– Du har muligvis en forestilling om, at du om nogle år kan vende tilbage og hive pengene frem fra den cigarkasse, hvor du har gemt dem. Men der kommer til at gå mange år, Carsten, og det bedste, du kan gøre lige nu, er at fortælle os, hvor du har gemt dem.
– Får jeg kortere straf, hvis I får pengene?
– Nej.
– Hvorfor skulle jeg så sige, hvor de er?
– Hvorfor ikke? Du sidder alligevel i til halsen, Carsten. Ville det ikke være bedre at få det hele overstået med det samme?
– Jeg vil gerne tale med en advokat.
– Helt i orden. Vi har ikke travlt. Er der en advokat, du vil ringe til? Nogen bestemt? Eller skal vi sørge for, at du får en?
– Sigurd Hagedorn.
– Bor han her i byen?
– Ja, han bor på Søndergade.
– Okay. Skal vi ringe til ham?
Carsten Dagdal smilede lidt og sagde, – Ja, hej, her er det Hans Pilgaard i ‘Hvem vil være millionær?’. Om lidt får du Carsten i røret, og så har I 30 sekunder til hitte ud af dén redelighed.
Anita rejste sig. – Jeg ser, om han kan komme nu.
Hun forlod afhøringslokalet, og Thor sagde, – Er der noget, du vil have? En kop kaffe?
– Jaeh, sagde Carsten Dagdal, – I giver jo nok ikke en øl.
Opklaringen var ikke den hurtigste, de havde opnået, men det var tæt på. Engang var de ankommet til et hus et sted på Sydsjælland, hvor ti minutters kontant afhøring havde resulteret i en tilståelse. Drab kunne være såre enkelt. I nogle tilfælde sad gerningsmanden næsten på spring for at tilstå. Disse sager betragtede Thor som rutine. Anita havde det ikke helt på samme måde. Hun havde en tendens til at gøre ekstra meget ud af det efterfølgende papirarbejde, som om de på en eller anden måde var kommet for let til det.
Hotellets bar var overraskende nok åben, og de gik derind og befandt sig øjeblikkelig omgivet af gabardineklædte herrer med brede slips og solbrune kvinder, der var klædt som skulle de til taffel på Amalienborg. Der blev talt både svensk og dansk, højt, og Thor spurgte bartenderen, – Hvad er det for en fest?
Bartenderen havde hvid skjorte og rød- og sortstribet vest på. Han sagde, – Det er Comco. De fejrer fusionen.
Thor nikkede og bestilte to gin og tonic. De sad ved baren et stykke tid. En mand på Thors anden side talte med to kvinder og sagde, – Næh, kinesisk. Det er det nye sort. Så I kan godt melde jer til på aftenskolen. Det kan kun gå for langsomt. Kvinderne og manden selv grinede højt.
Anita sagde, – Jeg er træt.
Han så på hende. – Vær nu lidt festlig. Vi har lige knækket sagen.
– Det vil jeg skide på, sagde hun, – men du har et valg. Enten bliver du her og drikker og spiller fransk klovn med bøhtosserne – og så kan du sove i dødens badekar. Eller også går du med op nu.
– På hippielejet.
– Tænk på din ryg.
– Vi kunne også tjekke ud og køre hjem. Klokken er kun halv tolv.
– In your dreams, sagde hun. – Vælg.
Ti minutter senere lå de i hjørnet af Anitas dystre værelse. Anita rejste sig halvt op og slukkede den rødplisserede natlampe. De lå en tid på den flade, udboksede madras. Thor kunne mærke trætheden og ginen i kroppen som en svag summen. De var nøgne og gled uanstrengt ind mod hinanden.
De fik hurtigt varmen og kastede de tunge dyner til side. Thor hamrede højre knæ hårdt ind i natbordet, så lampen faldt ned på hippielejet. – Gik den i stykker? sagde Anita.
Han tændte den. – Næh.
Han slukkede den igen og bevægede sig for at komme tilbage til det, de havde været i gang med. Han sagde, – For helvede, mit knæ, og Anita begyndte at grine. Han lagde sig fladt på ryggen og stirrede op i loftet. Når hun grinede på den måde, var der ikke andet at gøre end at vente på, at hun holdt op. Han betragtede loftet og viften af ravfarvet lys fra lygterne udenfor. Han tænkte på, hvor mange mennesker der havde sovet her. Tusinder, uden tvivl. Hans tanker var spredte som flaksende fugle. Han så Carsten Dagdal for sig, en simpel rovmorder, for dum til at nægte. Han så Carsten i Herstedvester. Anita grinede stadig uhjælpeligt – hun havde nået det punkt, hvor hun vidste, at han var ved at blive mildt irriteret, og det gjorde det kun endnu sværere for hende at holde op. Han vidste, at intet, han kunne sige, ville få hende til at slappe af.
Han vågnede kvart over fem og skulle pisse helt overvældende. Anita sov på hippielejet, og han balancerede forsigtigt ud på badeværelset, pissede og listede lige så forsigtigt tilbage og lagde sig. Han kunne mærke fjedrene skrumple i den gamle madras. Han havde det ligesom dem. Lidt efter faldt han i søvn og drømte om Bjarne Lystrup. Bjarne Lystrup, som havde taget faldet for Lothar Zolle. I drømmen sad Bjarne i en vindueskarm og røg på en cigaret. Han rundede munden og blæste røgringe skråt opad.
Klokken ni havde de pakket og spiste morgenmad. Dagen var grå og neutral, som om den ville se tiden lidt an, inden den besluttede, om solen skulle skinne, eller det skulle være en regnfuld dag af den type, som fik meteorologerne på tv til at tale om ‘skybrud’ med en slet skjult forventning, som om de fortalte, at cirkus kom til byen.
Det blev det sidste, og på vej op ad motorvejen smækkede bilens kraftige vinduesviskere sit rytmiske gunk mod ruden, mens han kørte, og Anita puttede sig på sin tjekkede bilmåde med hovedet til siden og hænderne foldet som støtte på skulderen. Hun kunne sove hvor som helst, og det gjorde ham ensom på turen til København. Han længtes efter at tænde for radioen og høre en eller anden tale om et eller andet, eller måske kunne han høre et stykke af Mussorgsky. Men hvis han tændte, ville hun vågne og beklage sig. Så han kørte dem hjem, mens han igen tænkte på Bjarne Lystrup og Uffe Granitz’ fremkommelige, men dybest set tomme ord om, at Thor var velkommen til at efterforske en eventuel forbindelse mellem Lystrup og Lothar Zolle. Politidirektørens ord var billige. Det lå i hans holdning, at en sådan efterforskning fra Thors side ville være helt for egen regning. Mandskabstimer var der ikke tale om – kun en overordnets velvillige anerkendelse af, at det da ville være rart – men ikke nødvendigt – hvis alting gik op i en højere enhed. Irene Brøssners affære med Bjarne Lystrup bød Uffe Granitz imod. Det bød ham imod at tænke på, at drabschefens datter havde horet med en slibrig type. Det bød ham imod af menneskelige grunde. Og Irene havde med nød og næppe undgået at få vingerne svitset af. Bjarne Lystrup var blevet dømt uden hendes vidneudsagn. Thor kunne se Uffe Granitz lade nogle ord falde til Irene. Han kunne se Irene, angerfuld, eftergivende, pludseligt og målbevidst den pæne pige igen. Far behøver vel ikke at få noget at vide?
Han manøvrerede gennem byen og standsede ved Anitas opgang. – Så var det Holsteinsgade, sagde han med gammeldags taxachaufførstemme. Hun kom til sig selv, spærrede øjnene op et par gange og sagde, – Er vi allerede hjemme?
Han smilede til hende. – Vi ses i morgen.
Hun gav ham et tørt kys på kinden. Hendes ånde lugtede af søvn. Han så hende bære sin taske hen til opgangens dør, og da hun var forsvundet ind, kørte han langsomt den korte strækning til sin egen bopæl i den grå, ligeglade regn.