Bjarne Lystrup så ud, som om han altid havde siddet i fængsel. Thor havde ventet i ti minutter i et sikret besøgsrum i fængslet vest for København, før den kraftige dør blev åbnet, og Bjarne blev vist ind. Vagten sagde, – Jeg er herude. Thor nikkede, og Bjarne satte sig på den anden side af det fastboltede træbord. Bjarne var iført sorte Levi’s, en hvid T-shirt og en tynd, blåternet fleeceskjorte. Han var mager og bleg. Hans askeblonde hår var blevet længere, men det var stadig fedtet på en måde, som Thor ikke kunne afgøre skyldtes, om morderen kom olie i det eller bare ikke gik i bad.
Bjarne tog en pakke Prince op af brystlommen. Han hev en lighter op af pakken sammen med en smøg, som han tændte. Derefter holdt han pakken frem mod Thor med et spørgende udtryk. Thor sagde, – Nej tak.
Der stod et askebæger af foldet aluminium på bordet. Der lå allerede to maste skod.
– Det var pænt af dig at tage imod besøg, sagde Thor. – Der er noget, jeg gerne vil tale med dig om.
Bjarne pustede røgen i en søjle op mod loftet. – Hvad?
– Lothar Zolle, sagde Thor. – Hvad ved du om ham?
– Lad mig se, sagde Bjarne, – jeg har aldrig mødt manden, men jeg ved godt, hvem han er. Stor mand i gamle dage. Porno, fissebutikker, hvem ved, måske også stoffer. Men som sagt, jeg kender ham ikke.
– Ved du, hvordan han ser ud?
Bjarne nikkede. – Jeg har set ham et par gange. Gusten gammel stodder. Jeg ved ikke engang, om han lever endnu. Han må i hvert fald være gammel.
– Han er 77, sagde Thor. – Men han lever endnu.
Bjarne nikkede. – Hvorfor vil du snakke om ham?
– Fordi jeg har en teori.
– Uha, sagde Bjarne. – En teori?
Thor sagde, – Ja, en teori.
– Og hvad går den så ud på?
– Bjarne, da du blev dømt for mordet på Færch, var der forskellige ting, som ikke rigtig passede.
– Det var satans, sagde Bjarne. – Jeg synes ellers, det hele passede meget godt. Det syntes dommeren også. Bum, sagde det. Du har sgu da ikke noget at være sur over.
Thor lænede sig lidt frem. – Jeg er heller ikke sur. Der var ikke noget pis i det, vel? Du havde jo optaget drabet på Færch, ikke? Enhver idiot kunne høre, at det var dig, der torterede ham, klippede hans finger af og slog ham ihjel. Men det er det, jeg ikke kan få til at passe. Hvorfor gjorde du det?
Bjarne lænede sig tilbage på stolen. – Det forklarede jeg jo i retten. Dér stod I med to drab. Ham drengen – som I troede var blevet kvalt af sin egen far. Og så faren, som blev nakket ude i Tåstrup, eller hvor det var. I havde ikke en skid at komme med. Det ved du også godt selv.
Thor nikkede. – Det er rigtigt.
– Ja, sagde Bjarne, – og da man er den, man er, og da jeg tilfældigvis på det tidspunkt dyttede drengens mor, så tænkte jeg, hey, brug dine talenter, Bjarnedrengen. Vis strømerne, hvordan det hænger sammen. På den rigtige måde. Sådan som det er ude i livet. Vis lidt samfundssind. Panserne mangler ressourcer, ikke?
– Og du vidste tilfældigvis, hvordan tingene hang sammen.
Bjarne smilede. – Ja, jeg mangler i hvert fald ikke ressourcer.
– Nej, du fandt frem til Færch omtrent samtidig med os.
– Ja, men jeg afregnede en del hurtigere. Og så gav jeg jer løsningen på et sølvfad. Bum. Plus at det var den rigtige løsning. Du skal ikke glemme, at ham bøssedoktoren også satte det med drengen på plads, da han først blev overtalt. Dén havde I ikke set komme. I troede, det var faren.
– Ja, på den måde var din optagelse en stor hjælp.
Bjarne gjorde et lille kast med hovedet. – Som jeg sagde, man viser samfundssind.
Thor nikkede. – Ja. Men det bringer mig alligevel tilbage til min teori. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor du gjorde det på den måde.
Bjarne virrede med hovedet. – Hvordan?
– Du kunne da bare have slået Færch ihjel og så have skrevet et anonymt brev til os om, hvordan sagerne hang sammen. På den måde kunne du have vist den samme form for samfundssind. Resultatet var blevet det samme – bortset fra at vi i så tilfælde ikke havde anet, hvem du var. Kan du se pointen?
– Ikke helt, sagde Bjarne.
– Jeg accepterer, at du er mere ressourcestærk, end vi er.
– Det er da altid noget.
– Men jeg har svært ved at forstå, hvorfor du ligefrem optog din egen stemme, mens du slog Færch ihjel.
– Hvorfor det?
Thor smilede og slog ud med armene. – Hvor er vi lige nu? Og hvor ville vi ikke have været, hvis du havde ladet være med at lave den åndssvage optagelse?
Bjarne skoddede sin smøg og tændte en ny, mens han sagde,
– Nej, men det gjorde jeg altså.
– Ja, det gjorde du jo. Og så er vi tilbage ved min teori.
Bjarne pustede ud. – Kom nu til det, mand. Jeg har ikke hele dagen, var jeg ved at sige. Det er løgn, men kom nu til det alligevel. Hvad er din teori?
– Min teori er, at du havde nogle andre planer, da du lavede den optagelse. Min teori er også, at du fik dig en ordentlig én på opleveren, da vi hev dig ind og spillede den optagelse for dig. Min teori er også, at du sendte nogle meget grimme tanker til dem, som havde bedt dig om at lave den optagelse. Optagelsen, som du ikke i dine værste mareridt havde forestillet dig skulle ende hos os.
Bjarne havde skubbet stolen lidt ud fra bordet og sad nu sidelæns på stolen med det ene ben lagt over det andet, mens han røg.
– Det er lidt af en teori, sagde han. – Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.
– Det kan jeg godt forstå, sagde Thor. – Men det korte af det lange er, at jeg tror, du blev solgt.
– Solgt? sagde Bjarne. – Af hvem?
– Af dem, der bad dig om at lave den optagelse. Og som du stolede på.
Bjarne sad helt stille. Hans ene sko dirrede lidt i luften. – Og hvem skulle det så være?
– Ja, hvem mon?
– Ja, jeg ved det ikke. Det er dig, der har teorierne her.
– Ja, og hvad har du?
– Jeg har logi de næste mange år. Godt selskab, kan man sige. Al den tjald, jeg kan suge ned i lungerne.
– Plus tanken om, at Lothar Zolle solgte dig, som han ville sælge fem Rohypnoler til en pige på gaden. Og ham stolede du på. Den store Lothar Zolle, som gav dig opgaven.
Skoen dirrede stadig. Så holdt den op, og Bjarne sagde, – Jeg forstår stadig ikke, hvordan Lothar fucking Zolle kommer ind i det.
– Det tror jeg, du gør.
– Så det er din teori. Så har du måske også en teori om, hvorfor den gamle narrøv skulle være interesseret i et bøssesvin som ham lægen oppe i Allerød?
– Ja, sagde Thor. – Lothar Zolle ville måske også vise samfundssind.
– Hvorfor det? Det har han da aldrig gjort, efter hvad jeg ved.
– Nej, det kan man sige. Men hør her – du sagde selv til mig, at du havde medlidenhed med Irene Brøssner, ikke? At det også var for hendes skyld, at du dræbte Færch?
Bjarne nikkede. – Det spillede da ind. Hun var dybt på skideren. Hvem ville ikke være det – sønnen og manden slået ihjel. Men hende skulle vi ikke tale om i retten. Næ, næ, for hun var jo din chefs fine datter, ikke? Så der blev ligesom lagt låg på den side af historien.
– Overraskede det dig?
– Lidt. Jeg mener, Irene er hverken værre eller bedre end alle mulige andre ludere. Hun er da en sød pige og det. Men jo, det overraskede mig lidt, at jeg ikke fik mulighed for at fortælle den side af historien, bare fordi det ville se grimt ud for ham dit flødefjæs af en chef.
– Sådan er det, sagde Thor. – Men mellem os så overraskede det også mig.
Bjarne rynkede panden. – Hvorfor det?
– Det kan jeg ikke fortælle dig. Men det overraskede mig.
– Det giver ikke mening, sagde Bjarne. – Hvorfor fortæller du mig det her, hvis du alligevel ikke fortæller, hvad du er ude på?
Thor sagde, – Giver du stadig en smøg?
Bjarnes blik forlod ham ikke, men han sagde, – Ja, tag bare.
Thor tog en cigaret fra pakken på bordet. Bjarne rakte ham sin lighter.
Thor tændte og sagde, – Jeg kan ikke hjælpe dig ret meget. Du ved godt, at løbet er kørt. Men du kan hjælpe mig.
– Med hvad?
– Med at knalde Zolle.
– Jamen, jeg kender ikke Zolle, sagde Bjarne. – Kan du ikke forstå det? Knalde ham? For hvad? Hvorfor?
– For at have sat dig på Færch. For at have solgt dig. Du kan stadig nå at tage Zolle med, Bjarne.
Bjarne stirrede på ham. – Jeg er slet ikke med, sagde han.
– Enten det, nikkede Thor, – eller også er du bare meget bange.
– Hvad fanden skulle jeg være bange for?
– Hold nu op, Bjarne. Hvis det er, som jeg tror, og Zolle bestilte mordet på Færch og solgte dig til stanglakrids, da du havde gjort det, så ville jeg sgu da også være bange.
– For hvad?
– For Zolle. Hvem ellers? Jeg ved ikke, hvad du fik for at slå Færch ihjel, men er det nok til, at du tager, hvad, otte år, hvis vi skal være optimistiske her – uden i det mindste at give igen?
Bjarne grinede hult. – Okay, nu er jeg med. Du leger Kevin Costner. Du har set for mange kriminalfilm, Belling. Du tror, at jeg tog faldet for Lothar, og nu går jeg herinde og tør ikke sige, hey, det var Lothar, der fik mig til at gøre det, fordi så vil Lothar sætte en eller anden knallert på mig?
– Ja, sagde Thor. – Det er lige præcis, hvad jeg tror. Det er min teori. Jeg kunne ikke have sagt det bedre.
– Du er langt ude, Thormanden, grinede Bjarne og skoddede igen sin cigaret. Han rakte ud efter pakken, men undlod at tage en ny. – Men okay. Men så kan jeg fortælle dig, at jeg ikke er bange for en skid. Har du nogen ide om, hvem jeg går sammen med herinde?
– Det tror jeg. Jeg har da selv sendt nogle af dem herind.
– Jeg har venner her, siger jeg til dig. Men okay. Lad os sige, at du har ret. Hvad så?
– Hvis du giver mig Zolle, vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for at undgå, at han sender nogen efter dig. Og jeg kan gøre noget.
– Som hvad?
Thor trak på skuldrene. – Alternativ indkvartering. Ansøgninger om en eller anden form for godtgørelse.
– Godtgørelse?
– Ja, du er dømt for drab, så du får ikke en feriebolig i Perpignan, vel? Strafnedsættelse, bedre forhold. Sikkerhed. Hvad jeg siger, er, at hvis jeg har ret, og du leger med, så kan Zolle i hvert fald godt tørre grinet af, ikke? Jeg ved godt, at han er død om et år eller to, men –
– Tre måneder, ville jeg tro, sagde Bjarne. – Han ligner ...
Thor løftede øjenbrynene og så lige på Bjarne.
Bjarne sagde, – Hey, du er god, Belling! Bedre end Kevin Costner.
– Okay, sagde Thor, – så fik vi det på plads. Tre måneder, mener du?
– Iltapparater i stuen plejer at betyde, at knokkelmanden allerede lusker rundt ude i haven, ikke?
Thor nikkede. – Jo. Og du har ikke sagt noget, Bjarne.
– Næ. Ikke en skid. For du vil have mig til at give dig en stodder, som allerede er gul og ligner et dødningehovede bare så du kan få dine fine fornemmelser til at passe. Retfærdighed. Jo tak, den kender jeg godt. Det, du ikke ved, er, hvad det vil koste mig.
– Det er det, jeg siger. Det behøver ikke at koste dig noget.
– Nej, men læg mærke til det lille ord ‘behøver’. Hvis du får Zolle, så er jeg da ikke i tvivl om, at du vil lægge et godt ord ind for mig. Spørgsmålet er så, hvor længe du gider at gøre det, og hvor længe dem du taler med, gider at høre på dig. Og imens går jeg rundt herude og skider grønne grise. Og det kan jeg for så vidt blive ved med, også selv om Lothar har taget billetten. Om det så er det sidste, han bøver op med, når han ligger og er ved at tjekke ud, så kan du være sikker på, at knallerten kommer. Før eller siden. Så er det købt og betalt, Belling.
Thor nikkede. – Det kan jeg godt se.
Bjarne sagde, – Så, desværre. Men se på den lyse side – om et halvt år har Lothar alligevel stillet træskoene, ikke?
Han kørte opildnet tilbage til byen. Det var gået langt bedre, end han havde turdet håbe. Han havde fået vished, og det var det eneste, der betød noget.
Bjarne Lystrup blev ført tilbage til afdelingen. Han havde en underlig følelse. Han talte ikke med mange. Han kunne ikke fatte, at han aldrig mere skulle se Irenes hvide røv spredt ud under sig, mens hun peb og græd og hylede. Han havde en computer i sin celle. Internet og hele lortet. Han høvlede den af, om og om igen, mens han kiggede på nogle, der gjorde det, han havde gjort ved Irene. Men de var derinde, og han var herinde, og sådan var det bare.
Han kunne have gjort det, men han havde ikke gjort det. Okay, han havde været så meget inde i at snakke med Belling, at han muligvis havde sagt noget, som han ikke havde tænkt sig at sige. Men det var kun Belling, der havde hørt det. Og Belling var mest optaget af at få ret i sine teorier. Lothar var døende – det var ikke løgn. Han kunne ikke gøre andet end at tage det, som det kom, og det var rigeligt.
Han bad om at blive lukket inde, og da metaldøren var smækket i, fandt han den lille messingpibe og klumpen frem. Tjalden herinde var mindst lige så god som udenfor, og selv om de somme tider kom ind og væltede hele lortet frem, så var de dybest set ligeglade med tjald. Hvilket man godt forstod. Når man røg tjald alene i sin celle, slappede man af.