Richard havde ikke fortalt sin kone, hvor han skulle hen. Ninas direkte aggressive modvilje mod Lothar havde overrasket ham lidt. Den skræmte ham. Han skulle granske sin hjerne for at forstå, hvor den kom fra. Der havde været lange perioder for mange år siden, hvor aggressionen lå hos ham, og hvor Lothar Zolle havde tæret på energien i hans familie. Nina kaldte allerede dengang Lothar for en ‘vampyr’, og selv om det måske var en kende bombastisk, havde der været noget om det. I de år havde Lothar været en skygge over deres tilværelse. Nu kunne han ikke rigtig huske, hvor meget han havde indviet Nina i, men et eller andet sted kom hendes vrede jo fra.
Mens han kørte ud til huset ved søen, havde han lidt dårlig samvittighed over for hende. Nina troede, han skulle besøge en dement kollega i Søllerød. Han havde løjet for hende for hendes egen skyld. Hvis han havde fortalt hende, at han skulle spise frokost med Lothar Zolle, var hun blevet både vred og ulykkelig og havde med stor sandsynlighed gentaget de ord om at ‘fraternisere med fjenden’, som hun havde brugt, da Lothar havde afleveret sit amputerede manuskript.
Men ikke ti vilde heste havde kunnet afholde ham fra at tage imod Lothars uventede invitation. Richard så realistisk på tingene. Han mente nok, at Lothar Zolle ville dø før ham selv – men man kunne aldrig vide. Måske havde Lothar i sin isolation besluttet at fortælle ham et eller andet. Men det var mere end det, mere end udsigten til en obskur oplysning om ting fra fortiden. Det var Lothars person, hans hjem, hans måde at tale på, hans uventede, afsporede argumentation – hele råheden i ham. For Richard var der noget stærkt tillokkende i dette sene indblik i den person, som i så mange år havde givet ham tendenser til mavesår. Selv de to korte møder, de havde haft, havde forsynet Richard med flere detaljerede indtryk af Lothar. De tilhørte samme generation, og Richard forstod, at hans og Lothars roller var blevet dem tildelt ved tilfældighedernes spil. Richard havde engang ment, at enhver træffer sine egne valg, men selv et kort møde med Lothar havde fortalt ham noget andet. Engang havde en overbetjent ved navn Tage Folmersen sagt om Lothar, – Man kan lugte ham, før han kommer ind.
Det var naturligvis ikke sandt – eller var det? De havde grinet af Folmersen, men ikke på en latterliggørende måde. De havde grinet, fordi alle, der kendte Lothar Zolle, forstod, hvad Folmersen mente.
Der stod en svag lugt af fysisk ondskab om Lothar. Ikke noget, man kunne retsforfølge for. Ikke noget, som havde nogen reel betydning. Som Richard huskede det, lugtede alle mere dengang. Hans egne folk lugtede af tobak, øl og sved. Det gjorde han også selv – måske lidt mindre af øl end de andre. Lothar Zolle lugtede ikke på den måde. Han lugtede af ulykkelig barndom, fordækt vold og korruption. Lothar forsøgte at maskere disse lugte med kølnervand, lavendelpastiller og jakkesæt, som udsendte en tynd, kemisk duft. Det virkede ikke.
Han parkerede i det grå formiddagslys og gik op til den høje villa, ringede på og blev prompte lukket ind af den lille orientalske husholderske, som tog hans frakke og førte ham ovenpå.
Lothar sad som en opstablet voksdukke i sin lænestol. Richard var chokeret over ændringen i hans fremtoning. Han havde før set slægtninge og kolleger sygne hen, men Lothars forfald var slående, hans hoved gult og afpillet, hans lemmer usynlige i det sorte jakkesæt. Richard bemærkede et apparat med en klar plasticslange, som stod ved siden af Lothars stol.
Lothar løftede hånden til hilsen, – Dav, Richard, sagde han. – Pænt af dig at komme.
Richard satte sig på en puf foran Lothar. – Tak for invitationen. Du ser lidt bleg ud, synes jeg.
Lothar grinede med sine lange tænder. – Det skal du ikke tage dig af. Jeg har det udmærket. Det er naturens gang.
Richard nikkede. – Den kan vi ikke lave om på.
– Næh, men vi kan prøve, ikke? sagde Lothar. – Ingen kender damen, før kjolen går ned, som man siger.
– Det er sandt.
Lothar betragtede ham et øjeblik. Så sagde han, – Jeg læste, at hr. Belling og frøken Hvid har afsluttet problemerne i din egen familie. Det glæder mig.
Richard nikkede igen. – Ja, de er dygtige folk.
– Det må være en befrielse for dig og din kone. For ikke at tale om Irene.
Irene? tænkte Richard.
Han nikkede igen. – Ja. Det er det.
Han så på Lothar. Lothar smilede mildt, men der var alligevel et lille glimt i hans øjne. – Fanden til karl, ham oppe i Allerød, hvad?
– Ja, det var underligt.
Richard havde samme følelse som sidst, han var her. En følelse af, at dagsordenen var en anden, end han havde forestillet sig, uden at han kunne komme i tanker om, hvad han havde forestillet sig.
– Hvad tænker sådan en starut på? sagde Lothar. – Optage det på bånd og sende det til jer?
– Ja, det var meget mærkeligt. Men som jeg siger – Thor og Anita er dygtige. De lagde låget på, kan man sige.
Lothars sorte øjne hang på ham. – Det kan man sige. Men du må indrømme, at de fik det serveret sådan lidt ude fra kulissen.
– Efter hvad jeg forstår, sagde Richard, – er Bjarne Lystrup psykopat.
Lothar grinede. Det gav en rallende lyd. – Det er der vist ingen tvivl om. Besynderlig type. Direkte selvmorderisk. Stikke hovedet i krokodillens gab på den måde, når han bare kunne have ringet fra en boks, ikke?
– Jo. Men –
Lothar blev ved, – Man kunne næsten få den tanke, at ham Lystrup ikke rigtig vidste, hvad han foretog sig.
– Det tror jeg nu nok, sagde Richard. – For så vidt som man overhovedet kan gisne om, hvad der foregår i hovedet på den slags.
Han svedte.
Lothar sagde, stadig med sit lille smil, – Dér kan du se, Richard. Al respekt for hr. Belling. Grundigt arbejde og sådan. Og så alligevel. Man sidder lidt med en lurende fornemmelse af, at det er lidt mudret, ikke?
– Mudret?
– Ja. Mudret.
– Jeg forstår ikke, hvad du mener.
De så på hinanden. Lothar sagde, – Nej, men det er jo ikke noget nyt, Richard.
– Hvad mener du?
– Du har aldrig forstået, hvad jeg mente, vel?
– Det ved jeg da ikke. Jeg tror nu nok, jeg har forstået det, Lothar. Det krævede ikke den store fatteevne at forstå. Men du har altid været en dygtig dreng, og uanset hvor godt man forstod dig, så var det jo ikke det, der var problemet. Problemet var, at du var dygtigere end os.
Lothar så alvorlig ud. Han nikkede langsomt. – Det betyder alverden for mig at høre dig sige det, Richard. Du har ret. Jeg var forud for jer. Ti skridt, tyve skridt. Jeg kunne høre jer komme rendende, men jeg vidste altid, at I ikke kunne indhente mig.
Richard gav et lille nik med hovedet. – Og nu er det sent.
– Ja, det er det jo. Og alligevel er det, som det altid har været, ikke, Richard?
Der var det igen. Tæt på var oplevelsen af Lothars smil noget, han indså, at han gerne ville have været foruden.
– Jeg ved ikke, hvor du vil hen, sagde han.
– Ved du ikke? Nej, men det er jo det, jeg siger. Alting er, som det altid har været.
– Jeg forstår ikke, hvad du siger.
– Nej.
– Jeg forstår ikke, hvad Lystrup har med det at gøre.
– Nej, sagde Lothar. – Det gør du jo nok ikke. Og det er nok også det bedste. Somme tider her i livet skal man tage imod de gaver, skæbnen sender en. Også når man har det bedst med ikke at vide, hvem den glade giver mon kunne være.
Richards tanker kørte hurtigt, men farten i dem gav ham ingen svar. – En gave ...
– Richard, jeg ved godt, at du har gode folk omkring dig. Belling, hans fikse medhjælper ... de vil dig det godt. De værner om dig. Det er vigtigt at have den slags folk. Til tider kan de endda beskytte en imod at se ting, som man helst ikke vil se.
Richard rejste sig. Han stak den ene hånd i lommen.
Husholdersken kom ind med en tung bakke, som hun stillede på bordet. Derefter trak hun et bord på forkromede ben hen foran Lothar i lænestolen.
– Nå, nu er der frokost, sagde Lothar. – Ja, du må undskylde, Richard. Vi er nødt til at sidde her.
– Det er helt i orden.
Lothar så op på den orientalske kvinde, som satte tallerkenerne på det lille bord. – Mai Ling sørger så godt for mig, gør du ikke, Mai Ling?
Mai Ling smilede. Richard så de to platter. Det var noget orientalsk mad, så han. To høje glas med øl. Servietter. Han følte sig ør af sult og kvalm på samme tid.
Da de sad over for hinanden, tog Lothar en lille indbagt rulle og bed af den. – Dejlig mad, sagde han. – Alt sammen hjemmelavet. Mai Ling kan bespise tredve mennesker med én kylling, siger hun.
Richard tvang sig til at spise, mens Lothar tørrede sine knokkelfingre i servietten og løftede glasset til sin mund. Han drak langsomt og satte glasset fra sig.
– Ja, sagde han, – vi har det godt i lille Danmark.
– Hvad mente du med, at mine folk beskytter mig, Lothar? Fra hvad?
– Årh, du ved.
– Nej, jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvad du taler om.
Lothar havde pillet en stor reje fra hinanden og suget kødet i sig. Han tørrede fingrene igen, lagde servietten og sagde, – Ham Lystrup? Er den tanke ikke faldet dig ind, at hans særprægede lydoptagelse måske var tiltænkt helt andre lyttere end Thor Belling?
Richard så forbavset op. – Hvem skulle det være?
– Dem, der bad ham slå lægen i Allerød ihjel, ville jeg tro. Det ville jo forklare det. Som bevis for udført arbejde, mener jeg.
– Jamen –
– Hør nu her. Kan du ikke se det?
– Se hvad?
– Ja, Lystrup havde jo ikke rigtig nogen grund til at slå den læge ihjel, vel?
– Nej, men –
Lothar tog en rulle til. – Er det ikke langt mere sandsynligt, at han blev bestilt til det? Og at dem, der bestilte ham, også gerne ville sikre sig, at det var gjort rigtigt? Er det ikke langt mere sandsynligt, at disse personer derefter besluttede at overlevere beviset til hr. Belling og hans diskrete afslutning af sagen? Jeg mener – denne verden er fuld af Bjarne Lystrupper, hvis man bare ved, hvor man skal finde dem.
Richard havde en akut følelse af, at han skulle kaste op. Han tog en slurk øl og prøvede at beherske sig.
– Jungleloven og lovjunglen, Richard, sagde Lothar. – Begge dele virker. Men jungleloven virker nu engang hurtigst.
Richard sagde, – Er det ikke lovlig fantasifuldt?
– Det ved jeg ikke. Er det?
– Du antyder –
– Ja, jeg antyder, Richard. Sådan har det altid set ud for dig. Det er måske din største fejl. Du er et godt menneske. Du vægrer dig ved at tænke helt ud til enden af det, der bliver antydet.
– Sagen mod Lystrup var helt klar. Manden tilstod. Thor havde lydoptagelsen.
– Ja, sagde Lothar. – Det var godt. Så kan resten i og for sig også være ét fedt. Og det var godt, at Irene blev holdt udenfor.
– Irene? Hun havde da ikke noget med Lystrup at gøre.
Lothar betragtede ham. Hans sorte øjne var alvorlige. Så nikkede han langsomt. – Nej, sagde han. – Det er det, jeg siger. Du har gode folk omkring dig. Jeg har kun Mai Ling. Hun er også god, men slet ikke i samme klasse som dine folk, Richard.
Richard måtte beherske sig voldsomt for bare at holde ud at være der. Han tog en slurk af kaffen og undskyldte sig. Han kom ud fra huset med en følelse, som om han havde været under vandet. Lugten af Lothar hang ham i næsen.
Han var nødt til at holde ind på vejen hjem. Han var ude i rabatten, hvor han knækkede sig. Han tørrede sig om munden, satte sig dirrende ind i bilen og fandt et mentolbolsje i handskerummet.
Lothar, Lystrup og ... Irene?
Gaver, som skæbnen gav en?
Han så Thor for sig. Thor i et andet lune end normalt. En forbeholden Thor. Richard forstod det ikke. Han kørte videre mod sit hjem. Han tænkte på Irenes ulykke. Hans pige. Dagen var sværtet, hans system ude af balance, hans tanker modstridende, og hans mund syg af smagen af sur-sød chili.