Anita havde købt en folkeaktie i Christiania, og Thor kom til at sige, – Er det ikke lidt afdanket?
Hun så på ham, – Afdanket? Hvad mener du?
– Ja, Christiania.
– Hvad mener du med afdanket?
Han spærrede øjnene op. – Afdanket. Du kan slå det op.
– Jamen, hvordan afdanket?
Han trak på skuldrene, – Passé. Nostalgisk. Overstået. Ikke hvad det var.
Hun betragtede ham skråt med aktien, hun lige havde vist ham, i hånden. – Jeg troede, du gik ind for Christiania.
– Det er måske så meget sagt. Jeg har altid ment, at der var noget uldent ved forudsætningerne.
– Hvordan det?
– Ja, du ved, ‘vi er de underfundige, fantasifulde mennesker, I er de røvsyge borgerdyr – pay up’.
– Okay, nu kommer Helge Adam Møller så pludselig frem, sagde hun og smed aktien på skrivebordet. – Der kan man bare se. Næring efter tæring. Yde, før man kan nyde. Oh boy.
– Jeg siger bare, sagde han, – at jeg med årene har fået et mere forbeholdent syn på den slags små, elitære og ideologiske enklaver, Anita.
– Elitære? sagde hun og smilede vantro. – Siger du, at Christiania er elitært?
– Selvfølgelig er det da elitært. Det har det da altid været. En elite behøver ikke at være hr. og fru Rungsted til fernisering eller en eller anden loge af skumle industrialister, vel? Det kan da også bare være en samling skrammelbyggere, der mener, at verden skal se ud på deres måde.
Hun nikkede. – Så har man hørt det med.
– Jeg er bare blevet for gammel til at have tålmodighed med folk, der kun går op i deres egne små hyggelige ideer om, hvordan alting burde være.
– Hvad fanden skal man ellers gå op i?
Han så på hende. – Verden. Som den er. Vi er alle i samme båd, Anita. Den globale udfordring. Jeg siger bare, at folkeaktier i et hippiereservat ikke kan få mit pis i kog. Så skyd mig, eller kald mig fascist. Du ville muligvis ikke være så forurettet, hvis jeg havde argumenteret for, at Kongehuset skulle nedlægges.
– Misantropen har talt, sagde hun trist. – Er du klar over, at Christiania er en af Københavns største turistattraktioner?
– Ja, sammen med Den lille Havfrue. Kitsch og tjald. Det er vi gode til.
Hun rystede langsomt på hovedet og lavede små kliklyde med tungen.
Han havde lagt en ukonstruktiv stemning fra morgenstunden. Det kom han somme tider til, og i dag havde han mere brug for hendes velvilje end normalt.
Han satte sig til at arbejde.
Lidt efter sagde hun, – Hvad skriver du?
Han så op. – En opsummering af min samtale med Lystrup. Som jeg idiotisk nok ikke optog, regelret som jeg er.
– Hvorfor bruger du tid på det?
Han trak på skuldrene. – Lystrup sagde næsten, at han havde kontakt med Lothar, da han dræbte Færch.
– Næsten?
– Nej, mere end næsten. Jeg lokkede ham i en fælde. Først sagde han, at han kun kendte Lothar af navn. Og så pludselig beskrev han, hvordan Lothar ser ud nu. At han har et iltapparat derhjemme. At han synger på sidste vers.
– Og nu bruger du så dit krudt på at prøve at køre drabet på Færch helt op til Lothar? Lothar, som er ved at dø?
– Det generer mig, Anita.
– Det ved jeg.
– Det generer mig, at det ikke er færdigt.
– Hvorfor? Hvis Zolle kradser af i morgen, så er det jo pissehamrende omsonst.
– Nej, det er det ikke. Det ligger mellem mig og Richard. Richard vil ikke se det. Det generer mig, at jeg skal arbejde for Richard, indtil han bekvemmer sig til at gå af, uden at det er belyst. Det generer mig, at han stikker hovedet i busken, bare fordi vi har kvajet os.
– Og det, sagde hun, – er så din idé, om at tackle den globale udfordring?
Han bøjede sig over tastaturet.