Bjarne havde løjet for strømeren. Han havde bildt ham Belling ind, at han selv var i godt selskab i fængslet. Det var det, han havde sagt. Godt selskab. Han ville ikke have, at Belling skulle se, hvor bange han var.
Der var ingen i fløjen, som havde haft fat i ham. Det var ikke sådan. Der var ingen, der havde truet ham. Det var næsten det værste. Han tilbragte dagene i afdelingen, og det gode selskab bestod af mange forskellige typer. Der var de tynde perkerdrenge, som sad for narko, vold, tyveri, våben. De holdt sig for sig selv. Bjarne var ikke specielt bange for dem. Nogle af dem var hårde, nogle af dem var bløde og havde svært ved at sidde. Der var nogle rockere – flæskede typer, som holdt af at træne og spille billard, og som herskede over billardrummet på deres kongemåde, al deres pis om brødre og ære. Bjarne var god med en kø, og hvis rockerne havde haft bare en lille smule mere mellem ørerne og ikke gik så helvedes meget op i at spille seje og gå rundt med deres fede lår i træningsbukserne og armene strittende ud, kunne han have spillet billard med dem. Han ville ikke have haft noget imod det. Han ville have spillet kluntet og ladet dem vinde. I hvert fald i starten. Så kunne han se, om de kunne komme lidt ind på hinanden, så han kunne begynde at rulle sig ud. Men sådan var de ikke.
Resten var en ubestemmelig gruppe af mænd, som ikke tilhørte nogen gruppe. De lignede bare almindelige mænd, de fleste af dem med briller. Nogle af dem sad inde for grov økonomisk kriminalitet, nogle af dem for sexforbrydelser. Der var en, der hed Mogens. Mogens havde pillet ved børn, og til sidst havde han pillet så meget ved en lille pige, at hun var død af det. Da Bjarne kom, havde Mogens lige fået røvfuld. Han lå i sin celle, Bjarne havde først set ham flere uger efter, han kom ind. Mogens havde fået sin røvfuld af nogle af de andre. Der var ingen, der sagde hvem, men det var også lige meget. Alle vidste, at klamme typer som Mogens var dem, der fik røvfuld. Det var der ikke noget at gøre ved.
Bjarne kunne ikke holde sig fra tjalden. Der var ikke andet. Han købte af en af de flæskede, en fyr, der hed Helge. Bjarne var stenet det meste af tiden. Det gjorde ham ligeglad, men det gjorde også hans tanker underlige.
Hvad havde han helt nøjagtig sagt til Belling?
Hvad var chancen for, at Belling arbejdede videre?
Og hvad var chancen for, at Belling på et eller andet tidspunkt kørte ud til søen og fortalte Lothar Zolle, at Bjarne Lystrup havde sagt noget?
Hvad var chancen for, at Lothar stillede træskoene, før det skete?
Og hvad var chancen for, at Belling nåede at tale med Lothar, og at Lothar – efter at have nægtet, at han overhovedet kendte nogen, der hed Bjarne Lystrup – ringede til en eller anden?
Han tænkte stort set ikke på andet. Der var tidspunkter, hvor han hersede med sig selv og fortalte sig selv, at det var tjalden. At han var paranoid. Så prøvede han at lade være med at ryge. Han havde forsøgt at disciplinere sig selv. Blive hård. Han havde trænet, lavet mavebøjninger på gulvet, løftet jern. Men det holdt ikke. Efter en dag eller to kunne han ikke lade være med at ryge igen, og så var han tilbage.
Hvad var chancen?
Eller risikoen.
Det kunne han ikke vide.
Han kunne ikke vide en skid. Ikke andet end at han ville blive ved med at tænke sådan, også længe efter at Lothar Zolle havde taget billetten.
Hvad var risikoen?
Når han var længst nede og stenet til, så han knap nok vidste, om han skulle pisse, eller han lige havde gjort det, kom tankerne om at ende det. Der var ikke noget at se frem til alligevel. Ingen af dem, han havde kendt, kunne finde på at besøge ham. Han havde ikke noget. Jo, Willy Gustavsen havde været på besøg to gange, men Willy var ikke en rigtig ven. Willy havde en sandfarvet vindjakke på, og Willy ville ikke være Willy, hvis han ikke også hurtigst muligt vaskede sine hænder og i øvrigt holdt sig langt væk. Bjarne hvem?
Han kunne når som helst hænge sig, det stod ham frit for, hvis han turde. Han kunne gøre det på mange måder, men han turde ikke. Han var i Skærsilden, og det var ikke den i Tivoli, som hans mor engang havde taget ham med i. Det var den rigtige Skærsild, en linoleumsbelagt Skærsild et sted mellem lyset og mørket, og her var han åbenbart dømt til at blive, indtil han enten krudtede sig selv op til at komme videre ind i mørket – eller hans hoved på en eller anden uforståelig måde skulle ændre sig, så han kunne anbringe det hele på hylden og finde fred herinde.
Der var en ny vagt, Christensen. Christensen var på hans egen alder, tynd som han selv, sagde ikke meget, men kunne godt dele et par smøger i gården og sludre lidt om løst og fast. Han havde rødt hår, røde øjenbryn og blå øjne. Han sagde, han havde været sømand.
– Jeg sejlede på containerskib, fortalte han. – Seksten mand, tolv tusind containere, stille og roligt. Ude tre måneder, hjemme i to.
Og Bjarne havde set sig selv på et stort, blåt skib midt i et roligt, solbeskinnet ocean langt fra alting. – Hvad lavede I?
– Ikke ret meget. De daglige rutiner. Tjekkede computere. Gik runder. Tog en løbetur. Der var to, der spillede golf.
– Golf?
Christensen grinede. – Ja, de stod ude på dækket og hamrede bolde ud i havet.
Bjarne spekulerede på, hvorfor fanden Christensen ikke var blevet derude. – Hvorfor gik du i land?
Christensen tog et hvæs, smed den og trådte rundt på den.
– Det blev for kedeligt i det lange løb.
– Og så kom du herind? Fordi her er mere fedt?
Vagten trak på skuldrene. – Det er, hvad det er. Jeg kan godt lide at gå hjem, når det er fyraften. Det var længe at være væk. Men det var også længe at være hjemme. Det var hårdt for parforholdet.
Det kunne Bjarne godt se. Han havde indtrykket af en almindelig mand, som valgte almindelige, rolige ting. Det imponerede ham, mens de stod i den kolde efterårssol i gården og røg.
Han talte en del med den rødhårede vagt, og det var nemt at fortælle ham om sit eget liv. Christensen var helt anderledes end han selv, men han lyttede, og det virkede, som om han hverken følte sig frastødt eller overrasket over det, Bjarne fortalte.
– Jeg har altid været en cowboy, sagde Bjarne. – Altid. De gamle blev skilt, og da jeg flyttede til København med min mor, kørte det lidt af sporet. Men sådan så jeg det selvfølgelig ikke dengang. Min mor fik noget arbejde i en kantine ude på Hejrevej. Hun kunne godt lide en lille en. Så jeg kunne gøre, hvad der passede mig. Så det gjorde jeg.
Christensen nikkede. – Cowboy på Vesterbro.
Bjarne grinede. – Ja, det gik hurtigt dengang. Der var knald på. Og så sidder man her. Men det er på en måde okay et eller andet sted.
Christensens let sammenknebne øjne betragtede ham.
– Det tænker jeg på, sagde Bjarne. – Det er, som om alle får en pose krudt, ikke? Så kan man selv bestemme, om man vil fyre den af på én gang, eller man hellere vil fise den af i små bidder. Gå på skole og alt det. Jeg valgte så det første, kan man sige. Ikke fordi der var nogen, der sagde, hey, Bjarne, hvad med om du blev professor eller doktor eller noget? Nej, jeg fyrede den af, kan man sige. Og så pludselig, bum, er der sgu ikke mere krudt. Game over. Sur røv, men hvad havde du tænkt dig?
Han så på Christensen. Christensen smilede skævt. – Det kan man sige.
En dag havde han haft så gevaldigt ondt i hovedet af alt det, han havde røget, at han havde været nede i vagtstuen, hvor Christensen sad. Vagten havde givet ham to piller. – De er stærke, advarede han Bjarne. – Men de virker. Gå op og læg dig. Og så lad for helvede være med at ryge alt det tjald.
– Jeg ved ikke, hvad fanden de blander i den nossemarok, sagde Bjarne. Hans hoved dunkede. Christensen gned sig over panden og rystede på hovedet, før han gik sammen med Bjarne op på afdelingen.
– Tak, sagde Bjarne og lagde sig forsigtigt.
– No problem, sagde Christensen.
Han sov, da Christensen kom tilbage. Vagten lukkede døren til cellen bag sig, trak Bjarnes livrem ud af hans sorte Levi’s og ind under Bjarnes hals. Han satte et knæ på ryggen af Bjarne og trak til med begge hænder. Det tog ikke lang tid.
Christensen forlod cellen og gik tilbage til vagtstuen, hvor han tog sin jakke og gik sin vej.
Thor blev ringet op den følgende formiddag, og da han lagde røret, sagde han, – Fuck.
Anita så op. – Fuck hvad?
– Bjarne Lystrup er død.
Hun løftede øjenbrynene. – Hvordan?
Thor sagde, – Han blev kvalt med sit bælte i sin celle i går eftermiddags.
Hun stirrede. – Af hvem?
– En ny vagt, der sagde, han hed Christensen. Hvilket han jo så ikke gjorde. Der er ikke nogen Christensen. Han har faket sig ind. Han havde været der i en måned.
– Hvorfor er vi ikke derude?
– Det er internt. De er selvfølgelig på skideren, det lægger de slet ikke skjul på. De hyrede den falske Christensen, fordi de manglede en. Han virkede solid, siger de. Gammel sømand, rolig fyr, pæne referencer, gift, dygtig og præcis. Meget præcis, må man sige. Men næppe gammel sømand – i hvert fald ikke for den reder, som han havde referencer fra. Han var heller ikke gift, og han boede ikke på adressen, han havde givet.
– Hvordan fanden kan de fucke sådan op?
– Hvor skulle jeg vide det fra? Men det var det, jeg sagde, ikke? Lystrup var ikke den, vi troede. Han slog Færch ihjel, fordi Lothar havde bedt ham om det. Og nu har Lothar fået Lystrup slået ihjel bare for en sikkerheds skyld.
– Det ved vi ikke, Thor.
Men hun var bleg.
– Jo, sagde han, – det ved vi.