Det var sent, de fleste var gået hjem. Han havde været igennem adskillige sagsmapper, og sidst på eftermiddagen havde han fundet en henvisning i en af dem. Der stod, ‘Se yderl. fotodokumentation, sag 0011/37 18A’. Så havde han fundet mappen på metalhylden i arkivet og taget den med, først i kantinen, hvor han havde spist alene, mens han bladrede. Det var et tungt ringbind med hen ved 50 sort-hvid fotos i 18x22 centimeterformat.
Henvisningen til ringbindet havde han fundet nederst på en side i Willy Gustavsens sagsmappe. De halvtreds billeder var mest overvågningsskud taget under efterforskningen af Willy Gustavsen for år tilbage.
De fleste af dem viste Willy Gustavsen, enten alene eller med andre. På nogle af dem krydsede den anløbne hotelejer en gade, på andre satte han sig ind i en bil. I nederste højre hjørne havde kameraet indsat dato og klokkeslæt.
Da han kom tilbage til sit kontor, gik han billederne igennem igen, og han fandt ét, som han tog ud af ringbindet. Han så længe på det. Det var taget i 2006 uden for en café på Dag Hammerskjölds Allé, sandsynligvis fra en bil.
Der var fire mænd på billedet. Tre af dem sad ved et bord tæt ved vinduet. På den ene side af bordet sad Lothar og Willy Gustavsen. På den anden side sad Richard Brøssner. Foran Lothar og Willy stod tallerkner, et par ølflasker og kaffekopper. Foran Richard stod kun en kaffekop. Lothar havde solbriller på og smilede, Richards ene arm var løftet, som om han illustrerede en eller anden bevægelse.
Den fjerde mand var Bjarne Lystrup, som stod til venstre for bordet, lænet op ad husmuren, hans blonde hoved drejet, hans blik opmærksomt rettet mod gæsterne ved de øvrige borde, fortovet og gaden.
Thor var træt. Han lukkede ringbindet og anbragte billedet i sin skuffe. Han låste skuffen, rejste sig, tog sin jakke, slukkede og lukkede døren til kontoret bag sig.
Han gik ned ad gangen. Lyset i Richards forkontor var slukket, men der var lys inde hos Richard. Døren stod åben. Thor standsede i korridoren og så sin chef derinde, i skjorteærmer ved skrivebordet, bøjet over sit arbejde, præcis som han havde siddet, da Thor var kommet for at fortælle ham om drabet på August.
Han tøvede. Richard så op. – Thor? kaldte han, – Er du her endnu?
Han nikkede og gik hen til døren. – Hvad laver du? sagde han.
– Det ene og det andet. Indhenter det forsømte. Læser, hvad Uffe Granitz har skrevet. Det lader til, at han har været flittig.
Thor sagde, – Har du tid?
– Jeg har ikke andet. Hvad tænker du på?
– Jeg har noget, jeg gerne vil vise dig.
– Kom ind, sagde Richard. Den gamle Richard, chefen, der havde det bedst bag sit skrivebord.
– Øjeblik, sagde Thor. – Det ligger på mit kontor.
Han hentede billedet, gik tilbage, satte sig over for Richard og lagde billedet foran ham.
Brøssner betragtede det længe.
Så lænede han sig tilbage i stolen. Der var stille. Kun arbejdslampen på bordet brændte. Han sagde, – Jeg sad netop og læste om en intern udredning af drabet på Bjarne Lystrup.
Thor ventede.
Brøssner sagde, – Det billede dér ... hvad skal jeg sige? Det ligger jo år tilbage. Jeg løb ind i Zolle og Gustavsen den dag. De sad og grinede og gav en kop kaffe.
– Og du blev fotograferet. Af dine egne.
– Ja, jeg kan sgu da godt forstå, at det kan se underligt ud. Men der var ikke noget underligt ved det.
– Richard, det ved du, og det ved jeg. Men det er jo det, vi taler om. Jeg ved ikke, hvorfor du ikke kan forstå, hvor vigtigt det er, at der ikke findes billeder som det her. Vi to ved, hvad det er. Andre kan få hvad som helst ud af sådan et billede.
Brøssner betragtede ham tankefuldt.
– Forleden, sagde Brøssner, – besøgte jeg Lothar Zolle. Han havde inviteret mig. Jeg vidste ikke rigtig hvorfor.
– Fandt du ud af det?
– Ikke helt. Jeg blev faktisk dårlig. Han er meget syg. Han ville partout have, vi skulle spise frokost. Han var meget floromvunden, men han ville et eller andet.
– Det tror jeg på.
– Han sagde blandt andet nogle ting om Irene, som jeg ikke rigtig kunne vurdere. At det var godt, at hun blev holdt uden for sagen mod Lystrup. Jeg forstod ikke, hvad han mente.
– Det kan jeg fortælle dig, sagde Thor. – Din datter forsvarede Lystrup i Landsretten. Fik ham frikendt. Hun indledte derefter et forhold til ham.
Richard betragtede ham udtryksløst.
– Forholdet stod på, da August blev dræbt af Jes Færch. Anita og jeg faldt tilfældigt over et overvågningsfoto – lidt som det her – da vi efterforskede drabet på Færch, og André Blangstrup havde givet os nogle detaljer om drabsmanden ud fra lydoptagelsen. Oplysningerne førte os til Lystrup, og vi fandt derefter et billede af ham og Irene. Vi konfronterede Irene med det, og hun fortalte om forholdet til Lystrup. Men forholdet havde ingenting at gøre med, at Lystrup slog Færch ihjel – det var bare et bizart tilfælde. Og af hensyn til dig og Nina – og Irene, selvfølgelig – snittede vi politianklagerens sag sammen, så Irene ikke behøvede at vidne. Vi vurderede, at det ikke var afgørende for sagen, at det kom frem, at drabschefens datter, da hendes søn blev kvalt, var involveret i et sadomasochistisk forhold til Lystrup, som dræbte Færch. Som dræbte August og Henrik. Men det fortæller jeg dig nu. Så vi læser på samme side.
Richard nikkede kort. – Det er værdsat, Thor, sagde han. – Det hele.
– Du kendte ikke til det forhold, vel?
– Mig? Nej, det ved gud, jeg ikke gjorde. Men nu gør jeg.
Thor nikkede. – Men Lothar viftede dig om næsen med det.
– Han antydede. Jeg kunne ikke sætte det sammen.
– Sådan er Lothar.
– Irene og Lystrup, sagde Brøssner. – Stakkels Irene.
Thor så ned.
Så sagde Brøssner, – Jeg havde sgu da glemt alt om det dér. Han prikkede på billedet med en finger.
– Det havde Lothar ikke.
– Hvem er ham ved døren? Ham, der står op?
– Det er Bjarne Lystrup.
Han lod Richard tænke over det.
Richard sagde, – Som lige er blevet slået ihjel. I fængslet.
– Ja, det var meget professionelt. Køb og salg.
– Jeg gav Zolle oplysninger om Færch, sagde Richard. – Jeg videregav noget, som du havde fortalt mig i den tro, at jeg holdt det for mig selv.
Thor nikkede. – Jeg vidste ikke, du kendte Lothar.
Richard gned sin hage. – Dén har vi klodset godt i.
– Det kan man roligt sige. Men det er der jo ikke nogen, der ved.
Richard så op. – Lothar ved det.
– Ja, Lothar ved det. Han ved, at han er den stærkeste. Som han altid har vidst.
Der gik en tid. Lyset fra lampen reflekteredes i det blanke foto på bordet og sendte et hvidligt skær op på Brøssner.
– Nej, sagde Richard så.
– Nej hvad?
– Vi risikerer at få nogle tæsk, og vi risikerer at ligne idioter. Hvad vi på en måde også er. Men ... ja, det må man bare æde en gang imellem, ikke?
Thor nikkede.
Richard fortsatte, – Og måske dør Lothar inden. Men jeg kan ikke bære det.
– Bære hvad?
– Ja, at han slipper godt fra at pisse os op og ned ad ryggen på den måde.
Thor gav et enkelt nik. – Okay.
– Lad os gøre det. Jeg taler med Granitz om lidt.
– Fint med mig.
Thor rejste sig. I et kort øjeblik mærkede han den gammelkendte aftenstemning på Richards kontor. Han havde ikke følt den siden den eftermiddag, han havde været herinde og fortalt Richard om August. Nu var stemningen der igen. Det var en rolig, normal stemning. En atmosfære i bygningen, som kun indfandt sig, når tingene balancerede. En stemning, man var tilbøjelig til at tage for givet. Han lagde sig på sinde aldrig igen at tage det for givet, at han kunne gå ud og ind ad denne dør, se Richard i skjorteærmer, mærke den specielle, støvede blyantslugt og vide, at de havde gjort, hvad de kunne. Den atmosfære kunne fordampe på et sekund, uden at man forstod hvorfor. Da han var henne ved døren, sagde Brøssner,
– Du troede ikke, jeg ville, vel?
Thor vendte sig. – Jeg håbede, sagde han. – Men jeg ville gerne høre dig sige det selv.