4

Hun fandt Ismael i badeværelset i børnehjemmets drengefløj. Den magre elleveårige sad på en taburet midt på gulvet med et håndklæde over skuldrene. En ung kvinde – en af de nye tilsynsførende, som Sabrina ikke brød sig om – var ved at kronrage ham, mens hun talte i mobiltelefon og samtidig havde en cigaret vippende i mundvigen. På håndklædet sprang en delfin efter en falmet badebold. Pigen smilede til Sabrina, der lænede sig mod væggen med armene over brystet. Ismael ignorerede hende naturligvis. Under skillevæggen i aflukket længst borte så hun et par fødder, e t par sokker og shorts og et par tynde ankler, og hun hørte siderne blive vendt i et blad. Der var ingen døre; drengene havde for længst splintret dem ved at bruge dem som surfbrædder på trapperne. Der var hvide tremmer for vinduerne. De var intakte, selv om det så ud, som om enhver velnæret fireårig kunne rive dem fra det smuldrende murværk uden at anstrenge sig synderligt.

Kystvagten havde fundet Ismael i daggryet i brændingen på en strand nær Amalfi ved siden af en tom, forrevet redningsflåde; den eneste overlevende fra et menneskesmugleri, der var gået frygtelig galt. Han var sikkert fra Maghreb, og når han talte, hvilket var sjældent, talte han arabisk. Han var uden for administrativ kategori, hvilket var det værste, der kunne ske en forældreløs, illegal indvandrer. En bureaukratisk evighedssløjfe. Drengen havde været to år på børnehjemmet uden nogen næste station. Sabrina havde valgt at være besøgsven for netop ham, fordi børnepsykiaterne havde påhæftet ham flest diagnoser af alle.

De sidste sorte krøller dalede ned på Ismaels skuldre, og pigen lagde en hånd om hans nakke og prøvede at dreje hans hoved i Sabrinas retning. Sabrina vidste, at det var nyttesløst. Ismael så dig, når han var parat til at se dig. Hovedet drejede villigt nok, men blikket forblev klistret til de revnede gulvfliser.

– Lad ham være, sagde Sabrina.

Pigen så på hende. To centimeter aske faldt fra cigaretten ned på drengens isse. Han rystede asken af sig, rejste sig og rakte håndklædet til pigen.

– Hvornår er I tilbage? spurgte hun.

– Når vi er tilbage, sagde Sabrina.

– Jeg skal føre det ind i loggen, signorina, De ved, at …

– Kom Ismael, sagde Sabrina og gik ud af badeværelset uden at se sig tilbage. Hun hørte det stille klap-klap fra drengens sandaler bag sig. De gik gennem en mørk korridor, der lugtede af bonevoks og lim, og passerede den ene sovesal efter den anden. Der sad eller lå børn overalt. Det var børnehjemmets stilhed, hun først havde bemærket. Som på et hospice. Den endeløse venten kvalte alle følelser. Det var, som om børnene holdt vejret. Som om ethvert skrig ville diskvalificere dem fra den ene chance, de måske fik.

Børnehjemmet lå i Arenella-distriktet, og Napolis zoologiske have lå i Posilippo-kvarteret. De holdt i en bilkø på Via John Fitzgerald Kennedy i en trafik, der bevægede sig som kontinentalplader. Sabrina svedte og tyggede tyggegummi og havde underarmen dinglende ud ad vinduet. Indimellem gjorde hånden en lille, frustreret gestus eller slog hårdt mod bildøren, når endnu en idiot kørte ind, hvor der ikke var plads, og hun fik lyst til at trække pistolen og skyde huller i vedkommendes dæk. Ismaels ansigt var en knyttet hånd, og han sad klistret mod sidedøren, længst muligt fra hende. Det eneste, der bevægede sig, var hans kæbemuskler, når han skar tænder. Undertiden knækkede han knoer. Det var som at sidde ved siden af Pinocchio, der manglede olie. Var det på grund af hende? På grund af altings meningsløshed, set fra en afrikansk forældreløs og elleveårigs synspunkt?

Ismael førte langsomt hånden over issens millimeterkorte stubbe og sukkede. Tænderne skurrede mod hinanden.

– Jeg bliver nødt til at tage væk nogle dage, Ismael, sagde hun.

Der var ingen reaktion i drengens ansigt. Han samlede hænderne mellem knæene og pressede dem mod hinanden.

Sabrina gentog informationen på snublende arabisk, og en hånlig skygge gled over Ismaels små træk. Hun kastede Opelen ned i første gear, ind mellem en tudende turistbus og en trehjulet scooter læsset med gule meloner. Måske var han den førstefødte, tænkte hun, måske hed han i virkeligheden Mohammad og var ikke vant til at blive tiltalt uopfordret af kvinder eller andre laverestående væsner.

– Jeg kommer tilbage, sagde hun til hænderne på rattet. – Om en uge. Måske før.

Ismael gik altid nøjagtigt to meter bag hende. Når hun standsede, standsede han. De bevægede sig som mimere. Sabrina vidste, at de vakte en vis opsigt. For øjeblikket spiste de is. Ismael spiste sin isvaffel med mørk koncentration uden at en krumme eller en dråbe gik til spilde, Sabrina støttede albuerne mod det tykke jernrækværk foran dromedarernes og kamelernes stykke afrikansk savanne, bed metodisk af sin isvaffel og prøvede at synkronisere kæberne med den drøvtyggende dromedar lige foran dem. Dyrets pigeagtige, fugtige øjne betragtede hende uden at blinke.

Ismael studerede også dromedaren. Der var en særlig intensitet i hans øjne, når de var i nærheden af dromedarerne, kamelerne eller strudsene. Sabrina tænkte på ørkenhave af bløde, endeløst gentagne sandklitter til de fjerne horisonter, på saltkaravaner, der trak milelange skygger gennem en nedgående sol. Bål, myntete drukket af kopper så små som fingerbøl, flade, nybagte brød, luntende hunde og poetiske, arabiske stemmer under stjernerne, og hun spekulerede på, om Ismael nogensinde havde været i ørkenen.

Drengen fangede hendes blik, slukkede omgående for interessen for dromedaren og bed i sin is.

De gik videre.

Den hvide emalje var flere steder sprængt bort fra det sorte jern i sengens hovedgærde, som om drengen gnavede i rørene i søvne.

På grund af sine mareridt havde Ismael fået bevilget en af børnehjemmets få enestuer.

Som det var hans uomgængelige vane, låste Ismael sit skab op med en nøgle, der hang i en sejlgarnssnor om hans hals, tog sit tandkrus med tandbørsten og stillede det på det hvide natbord ved siden af sengen. Når hun var gået, ville han børste tænder og lægge sig til at sove. Hun vendte sig bort, mens han foldede sin T-shirt og sine shorts sammen; nydeligt som en rekrut. Han lagde tøjet på skabets nederste hylde. Fraværet af tænderskæren signalerede, at han havde taget pyjamas på og lagt sig under tæpperne. Han vendte sig mod den afskallede væg, mens hun fandt bogen med Brødrene Grimms eventyr.

Hun plejede at læse et kvarters tid, mens Ismael lå uden at bevæge sig. Hun vidste ikke, om han forstod et ord af eventyrene, eller om hendes stemme bare var nok eller nødvendig. En enkelt gang, hvor hun havde glemt læsningen, havde han selv taget bogen og rakt den til hende uden at se på hende. Som altid med Ismael var man ikke sikker på, hvem der gjorde hvad for hvem. Hun rørte aldrig ved ham, og der var aldrig nogen fysisk tilnærmelse fra hans side.

Men de tilsynsførende og den overbelastede børnepsykiater fortalte hende, at Ismael var nær katatoni; utilnærmelig og ulykkelig i de perioder, hvor hun var borte på ferier eller kurser.

Hun lukkede bogen og trak vejret dybt. Ismael vendte sig i sengen og så på hende med et forventningsfuldt glimt bag de lange øjenvipper. Hun rødmede over dette sidste og fuldkommen ukorrekte punkt på dagsordenen. Hun trak den skinnende Walther PPK fra skulderhylstret, lod magasinet glide ud i hånden, tjekkede kammeret for den patron, der aldrig var der, og rakte Ismael pistolen. Sabrina havde glemt, hvem eller hvad, der nogensinde havde begyndt dette strengt forbudte idioti. Hun lavede med hænderne en acceptabel skygge-kanin på væggen overfor. Ismael hævede pistolen i begge hænder og fik lov til at skyde kaninen to gange.

– Bang, bang, sagde hun lavt og tonløst og for dem begge.