5

Opelen blev parkeret mellem et afpillet ådsel af en BMW, hvis aksler hvilede på asfalten, og en ny, kromglimtende politimotorcykel. Den ville ende som BMW’en, hvis den stod der natten over, mens ingen rørte Sabrinas gamle Opel. Hun gik gennem portens halvmørke og passerede den gamle mand, mørk og tynd som en tobaksstængel, der altid sad på en af de smalle opganges dørtrin. Han kendte hendes skridt og smilede tandløst. Den gamles øjne var hvide af stær. Hun berørte hans lange, udstrakte fingre, mumlede sit salaam aleikum, og modtog sit wa aleikum salaam, før hun krydsede den smalle gård. Hun delte den faldefærdige ejendom med illegalt indvandrede nordafrikanere; kvinder og børn; mændene fortsatte al Nord, til fabrikkerne eller de nederste lag i Milanos eller Torinos serviceindustrier. Hendes valg af bolig i den lille, nordafrikanske enklave havde hævet ikke så få øjenbryn i familien og blandt kolleger, men hun holdt af stedet: Duften af timian fra potterne i gården, de gamle kvinders kaglen, mængderne af legende, faderløse børn, endog de khat-gumlende, søvnige unge somaliere, der evindeligt spillede poker eller kalaha på en spånplade lagt over en pakkasse.

Selv skrigene fra den interimistiske tandlægeklinik, der optog halvdelen af stuetagen i det gule og grønne baghus, hvor hun boede, hørte sig til. Tandlægen, dr. Khatib, mente, at lidokain var for dyrt, for tøsedrenge og burde reserveres til større, kæbekirurgiske indgreb – hvilke han også gerne udførte. Døren stod åben, og Sabrina så den tykke tandlæge lude indædt over et sprællende offer i den gammeldags frisørstol, der fungerede som skafot. Drengen Fakhry trådte gabende det pedaldrevne tandlægebor. Når han sagtnede farten, og det slidte bor standsede et sted i en kindtands grundfjeld, var patientens øjne ved at træde ud ad deres huler, og dr. Khatib nedkaldte en blomstrende serie forbandelser over drengen.

Hun så også noget andet: en motorcykelbetjent i Polizia Stradales smarte uniform. Han lignede en ung, selvbevidst påfuglehan. Den unge mand sad på det næstnederste trin i hendes opgang med en rød papkasse og en grå sportstaske mellem støvlerne.

– Dottoressa Sabrina D’Avalos?

– Ja?

Han smilede bredt, rejste sig, klædte hende af med øjnene og gjorde honnør.

Hun holdt sit legitimationskort op uden at sige noget og fik tingene overrakt.

– Stakkels mand, sagde betjenten og pegede mod dr. Khatibs al fresco klinik.

– Ja, men han er billig. Skal jeg kvittere et sted?

– Det er ikke nødvendigt. Buenasera.

– ’sera.

Der lå fire beskeder fra hendes gifte elsker på telefonsvareren. Fra det bebrejdende til det forpinte. Roberto var kunstmaler, tyve år ældre end Sabrina, og hun havde beundret hans værker. Måske var landskaberne og de svale portrætter ikke i fuld overensstemmelse med Robertos karakter, men han kompenserede med andre færdigheder, og undertiden lod Sabrina sig drikke fuld i god rødvin og lod ham få hende med i seng. Altid i hans atelier, der var en blanding af værksted og motionsrum. Kunstmaleren var muskuløs og anså sin krop for et tempel – under årenes uretfærdige erosion. Han havde aldrig været i hendes hjem, der var erklæret Roberto-fri zone. Hun slettede beskederne og besluttede på stedet aldrig at se ham igen.

Hun kunne ikke tænke på Roberto uden at tænke på sin far, hvilket var det egentlige problem med elskeren. Hun havde forestillet sig, at farens hage en dag ville være væk, den nøjagtige øjenfarve, tonefaldet, smilerynkerne, det ironiske blik, hvormed generalen betragtede omverdenen, fortroligheden og forståelsen. Hun havde troet, at hun en morgen ville vågne, og at hendes far i nattens løb ville være blevet mindre og medgørlig. Men det skete aldrig. Hun havde stadig det hele.

Og hadet til de ukendte drabsmænd blev aldrig mindre. Hendes psykolog kaldte relationen en amputeret faderbinding, en infantil idolisering, der blev næret af hendes kønsfornægtende tilværelse og valg af profession. Det var ikke sorg, men fantomsmerter, sagde han.

Få en mand og nogle børn. Bliv døvelærer eller noget andet nyttigt.

Hun fortalte ham om Roberto og hørte brikkerne falde på plads bag psykologens høje pande.

– Selvfølgelig, sagde han. – Det er ikke forelskelse, Sabrina, men virkelighedsflugt.

– Jeg ser da nogen …

– Kun de ufarlige, Sabrina.

Hun havde følt sig banal. Med en sjælsdybde som en labrador.

– Måske har jeg ikke mødt den rette, havde hun sagt.

– Måske … hvis vi forudsætter, at nogen er det. Hele konceptet er overvurderet. I min erfaring er ingen den rette, før man gør hende eller ham til den rette. Det kræver tilpasning, arbejde, omhyggelig planlægning. At man gør sig umage.

Det lød som at bygge en garage.

– Måske skal kærlighed ikke være sådan et slid, havde hun sagt.

Psykologen havde opgivet hende.

Senere blev hun rasende. Hun hadede denne moderne forestilling om, at alt havde samme værdi. Hendes slægt havde færdedes på jorden i 1200 år. Man slog ikke overhovedet ihjel og slap godt fra det. Det var umuligt. Og det var umuligt at forklare idioten på den anden side af skrivebordet. Men selv hendes brødre, der havde kedelige karrierer langt uden for juraen og militæret, havde svært ved at forstå hende.

Hun satte papkassen og sportstasken på spisebordet, åbnede skodderne, vandede pelargonierne i altankasserne og strøede en håndfuld frø på foderbrættet. De blev undertiden ædt af nabolagets spurve, undertiden af duerne. Hun betragtede et øjeblik den røde og dybblå himmel over husenes sorte tage, tog en dåse cola fra køleskabet og satte sig til at arbejde.

Mange colaer og nitten Lucky Strikes senere lagde Sabrina sig på sengen og stirrede op i loftet.

Cirka klokken 10.00, den 5. september 2007, var gerningsmænd fra Camorraen trængt ind i Nanometric S.A. på Via Ippodromo i Milano, hvor de havde dræbt fysikeren Fabiano Batista, 63 år, med et 9 mm-pistolskud gennem hovedet. Man havde identificeret to brændemærker på fysikerens hals, der var afsat af en elektrisk stungun. Fysikeren havde været lammet, men ved bevidsthed, da han blev henrettet, og han havde formentlig selv lukket sin morder ind i den topsikrede villa. Datalogen, Paolo Iacovelli, 22 år, blev skudt to gange gennem hjertet, mens han sad på en stol i køkkenet. Den ballistiske undersøgelse viste, at det var samme pistol, der blev anvendt til de to drab. Den tyske kemiker, Hanna Schmidt, 28 år, var blevet dræbt af en tveægget klinge, der havde ramt hende én gang i brystet. Bladet havde delt legemspulsåren, og døden var indtrådt i løbet af sekunder.

Harddisken fra firmaets overvågningskameraer var ødelagt. Det samme var alle computere og servere. To pengeskabe – ét i stueetagen og ét på Giulio Forlanis kontor på første sal – var blevet åbnet med plastisk sprængstof og tømt. Patentansøgningerne var blevet overhældt med benzin og brændt.

Giulio Forlani var blevet udsat for et iscenesat trafikuheld på motorvej A7 i nordgående retning i forstaden Assago klokken 09.45. Tidspunktet var verificeret af flere øjenvidner og af et af motorvejens overvågningskameraer. Dr. Forlani havde få minutter før havariet kvitteret for en kasse halvledere hos General Electrics importør i Assago. Attentatmanden havde overhalet Giulio Forlanis Skoda Octavia i en 22 tons tung MAN lastvogn og havde derefter blokeret lastvognen foran Skodaen med en voldsom og uundgåelig kollision til følge. Man havde afbrudt forbindelsen mellem bremsepedalen og bremselysene, og nedbremsningen blev ikke afsløret for Giulio Forlani. Overvågningskameraet viste ingen bevægelser i Skodaens knuste kabine efter sammenstødet. Attentatmanden havde yderligere affyret to pistolskud mod den hårdt kvæstede fysiker på tæt hold. Ét havde ramt ham i ansigtet og ét i højre side af brystet. Chaufføren var sprunget over autoværnene, der adskilte A7’s nord- og sydgående kørebaner, og blev samlet op af en sort BMW 320i. Begge køretøjer viste sig at være stjålet. Forlani var blevet indbragt til traumecentret på Ospedale Maggiore i live, men blev erklæret død klokken 18.15 efter næsten syv timer på operationsbordet. Traumeholdets leder, dr. Carlo Mazzaferro, havde underskrevet dødsattesten.

Giulio Forlanis bror, Bruno Forlani, der boede i Kyoto, og hans forældre, der boede i Seattle, Oregon, gjorde krav på liget, og Giulio Forlani blev fem dage senere begravet i familiegravstedet på kirkegården i Chiaravalle syd for Milano.

Milanesisk haute coutures mest berømte designer, Nanometric S.A.’s primære investor og Giulio Forlanis gode ven, Mas-similiano Di Luca, havde om formiddagen den 5. september haft en halv frokostaftale med Forlani i restaurant Dal Pescatore. Forlani kom naturligvis aldrig, og Sabrina havde studeret Massimiliano Di Lucas vidnesbyrd, der var detaljeret, men ikke bemærkelsesværdigt. Modeskaberen havde drukket et par martinier i restaurantens bar, mens han ventede, havde studeret væddeløbssiderne i en avis, havde opgivet Forlani, og var fra restauranten kørt til galopbanen i San Siro, hvor han havde tilbragt eftermiddagen.

Sabrina havde lagt en cd fra Galleria Vittorio Emanuele i computeren, og havde igen og igen studeret de grynede, uskarpe optagelser fra to overvågningskameraer i indkøbscentret fra 5. september 2007. Hun så Lucia Forlani og hendes tolvårige søn Salvatore træde til side for et ungt par med en klapvogn, før de gik ind i en elevator i centrets stueetage. Dørene gled mod hinanden, men tillod en mand at presse sig igennem i sidste øjeblik, og de åbnedes igen, da manden passerede elevatorens fotoceller. Bagfra kunne man se, at han var lavstammet og iført en grøn oilskinsjakke og mørke eller sorte benklæder. Han havde en kasket på hovedet. Lucia Forlani smilede til ham, og han smilede formentlig tilbage, som man nu smiler til en gravid kvinde. Derefter bøjede han sig frem og sagde noget til hende. Hendes smil forsvandt. Hun vaklede, og manden støttede hende med en hånd om albuen. Salvatore Forlani begyndte at græde.

Dette var ubestrideligt: To kameraer bag disken i en herremodeforretning på den anden side af indkøbsgaden og lige over for elevatorerne registrerede optrinnet, lagrede det, og den efterforskende opdager spekulerede senere på, om kvinden og drengen havde passeret netop disse kameraer.

Sabrina spillede optagelsen langsomt, hurtigt, bagfra. Hun klippede sekvenser ud og satte dem ind i Photoshop; zoomede ind på kvindens ansigt og på den smule, man kunne se af drengens ansigt.

Hvis hun nogen sinde havde set et genkendende smil, havde Lucia Forlani præsteret det, da manden trådte ind i elevatoren.

Man forventede, at trioen ville blive genfundet af kameraer, der overvågede caféen og den lille piazza på første sal, men de dukkede aldrig op. Kriminalbetjenten havde i sin rapport nævnt muligheden for, at kameraer i parkeringskælderen ville finde drengen, kvinden og manden. Men disse kameraer havde været afbrudt – tilfældigt eller forsætligt. Lucia og Salvatore Forlani og den fremmede mand var forsvundet mellem tre etager i et af de mest besøgte indkøbscentre i verden. En næsten umulig præstation.

Den efterforskende kriminalbetjent havde vedlagt en liste over de køretøjer, der havde befundet sig i parkeringskælderen på tidspunktet for bortførelsen. Alle ejerne var blevet interviewet uden noget som helst resultat.

Tonen i rapporterne blev mere resigneret som dagene og ugerne gik. Opdageren havde prøvet at forfølge de mest usandsynlige spor, og hun var imponeret. Ingen kunne sætte en finger på opklaringsarbejdet.

Sabrina havde tændt et par stearinlys bag sengen og holdt et lille stykke fascinerende magi mellem fingrene. Tynd, skarp, sort og bøjelig som celluloid. En halv centimeter bred og fire centimeter lang. Strimlen var flagret ned på hendes nøgne fod, da hun fandt Giulio Forlanis tilsyneladende tomme tegnebog i en papirspose. På posen stod navn og adresse på et kendt konditori i Milano, og den lugtede stadig af mandelkager.

Magien udspillede sig med grønne, fosforescerende tal og bogstaver uanset fra hvilken side, man iagttog strimlen:

TUE 2010:09:08

Hvilket uimodsigeligt var netop denne dags navn og dato. Efter datoen fulgte en 12-cifret talkode. Hun havde ført en negl over strimlen. Tal og bogstaver flød fra hinanden, men blev gendannet lige så veldefinerede, når hun slap trykket. Det var ekstraordinært, og hun begyndte at forstå strimlens potentiale, ikke kun modeindustriens accessories, men også pengesedler, softwareprogrammer, dvd-film, kreditkort, pas eller kørekort. Hun forestillede sig yuppien i morgenpendlertoget til Rom eller New York med en Prada-taske – og en datostrimmel, der for eksempel viste 12. december – mens det var højsommer udenfor. Hvis strimlen blev indsyet eller forseglet i det pågældende produkt, umiddelbart synlig for enhver, og skiftede dato hvert døgn som et ur, ville det være en unik kombination, ingen ville kunne eftergøre, og ingen modebevidst kvinde – eller mand – ville naturligvis udsætte sig selv for at deres egosignalerende, dyre accessories ville blive afsløret som billig kopi.

Strimlen endte i Austens Northanger Abbey på natbordet.

Tegnebogen var dækket af en brunlig hinde, som Sabrina identificerede som indtørret blod, og den var tømt for fotos, kreditkort, kørekort og pengesedler, der sikkert var blevet udleveret til Forlanis familie. Tegnebogen selv var blevet deponeret med hans ituklippede og blodige tøj, sko og sokker.

Hun hældte resten af den grå sportstaskes indhold ud på gulvet. Små glasstykker fra Skodaens knuste bilruder glitrede som sukker i Giulio Forlanis tøj.

En mørkeblå vindjakke, et par strømper, stive af gammelt blod, en skjorte, der engang havde været blå, et par gigantiske mokkasiner, et par kakibukser, opklippede fra opslagene til bælteløkkerne, og et par sorte underbukser. Sabrina tog skjorten op og stak en pegefinger gennem et sodsværtet hul, der sad højt i højre side af brystet og netop tog en fingerspids.

Et højresidigt lungeskud, havde traumelægen, dr. Carlo Mazzaferro, dikteret. Dertil kom alle knoglebruddene, pistolskuddet til hovedet, indre blødninger, sammenklappede lunger. Hele katastrofen.

Sabrina gennemsøgte lommer og opslag uden at finde noget usædvanligt. Det stak i fingerspidserne, da hun lod dem glide gennem vindjakkens lommer, og hun kunne presse små bloddråber fra dem.

Motorcykelordonnansen og Federico Renda havde rekvireret sagens dokumenter og Forlanis efterladenskaber fra de forskellige instanser i Milano, der havde delt sagen imellem sig.

Det var, som Sabrina havde formodet: Ingen koordinerende politiembedsmand eller statsadvokat havde nogen sinde vurderet den samlede sag.

Ordensmagten i Italien var, som i alle andre lande, også en slagmark for stridende efterretningstjenester, etater og politikorps, der vogtede over deres privilegier og bevillinger og hele tiden indlod sig i territoriale magtkampe. Hendes far havde altid været fortaler for en centraliseret bekæmpelse af organiseret kriminalitet som det amerikanske FBI.

Måske havde det været den egentlige årsag til hans død.

Hun vågnede ved lyden af baskende vinger og ophidset kurren. Hun gabte, strakte sig og opdagede, at hun var faldet i søvn med alt tøjet på. To duer sloges om frøene på foderbrættet, og Sabrina tog den sidste cigaret, tændte den og kastede den sammenkrøllede pakke efter fuglene.

Det var daggry, og luften var kølig og ren. Hun røg cigaretten færdig, lod den falde i en halvtom kaffekop og trak dynen over hovedet.