6

Qualiano – Francesco Terrasinos ejendom

Der lød en velopdragen banken på døren, men don Francesco Terrasino havde allerede hørt sygeplejerskens travle hæle.

Gaflen svævede ubeslutsomt over et fad med skinke og æg, men han var ikke længere sulten. Mindre sulten for hver dag.

Han åbnede døren for den gråhårede sygeplejerske.

– Klar? spurgte han.

– Hun har sovet godt, signore, sagde hun. – Hun har badet, og la signora har spist lidt.

Han fulgte hende gennem den lavloftede gang til dagligstuen og måtte tage sig i stadig at dukke hovedet under dørkarmen. Da han og Anna flyttede ind på gården, havde overliggeren været i niveau med hans pande. Nu passerede han den med en tomme luft over issen.

De gik forbi et værelse, der engang havde været hans nærmeste rådgivers kontor, men nu blev brugt af børnebørnene, når de overnattede på gården. Don Francesco tillod det. Han havde fulgt med tiden. I dag var hans nærmeste rådgiver en seniorpartner i et stort advokatfirma i Rom, og et multinationalt revisionsfirma tog sig af Familiens regnskaber. Gården var ikke længere hovedkvarter for Terrasino-klanen. Fejderne var forbi. De befandt sig i en efterkrigstid, som alle håbede ville vare ved. De store konferencer i 90’erne med Cosa Nostra, ’Ndrangheta, albanerne og ukrainerne havde afsluttet de kostbare og nyttesløse stridigheder. Urs Savelli havde været en mesterlig forhandler for Terrasino-familien. Især i forhold til albanerne, naturligvis.

En dag ville alle beslutninger i Systemet blive afgjort af velklædte MBA’ere i luftkonditionerede møderum. Et andet sted og på et andet sprog end italiensk. I dag kom de fleste af familiens indtægter fra legitime renovationsfirmaer, ejendomsselskaber og landbrug, der høstede generøse tilskud fra Den Europæiske Unions bundløse strukturfonde, og de havde flyttet stort set alle deres kopifabrikker til Østen, nøjagtigt som alle andre virksomheder gjorde: til oceanerne af billig, uorganiseret, veluddannet og fordringsløs arbejdskraft i Indien, Taiwan, Sydkorea, Indonesien eller Kina. Lande som ikke var længere borte end et museklik i et Excel-ark.

De hvide containeres tid var forbi. Den havarerede container fra Taixan havde været en af de sidste.

Sygeplejersken havde kørt Annas kørestol til de åbne terrassedøre. Hans kone kunne høre fuglene, og hun kunne indånde blomsternes duft. Han håbede, at de førte hende til lykkelige steder.

Hun smilede ved synet af ham. Hun smilede til alle.

Øjnene var de samme som altid. De var stadig klare og mørkegrå, selv om de kun levede i deres egen ret og ikke længere afspejlede nogen sjæl. Alzheimers sygdom havde ædt Annas sind. Som sorte snegle, der æder sig gennem hvide svampe, tænkte han.

Han kyssede hende på kinden.

Hun smilede og flyttede blikket mod krukkerne med forsytier på terrassens fliser, uden at overgangen afspejledes i øjnene. Alting havde fået samme værdi.

Gårdens mange ansatte vidste, at don Francesco foretrak isolation og stilhed, og de holdt sig ude af syne, mens den gamle gik mellem vinstokkene. Han gik langsomt, mens han hjerne bearbejdede solens stilling, vinden på halsen og luftens fugtighed; essentielle ting. Han åbnede døren til en ældgammel, trehjulet lastscooter, rullede skjorteærmerne op, fandt en NY Giants baseballkasket på forsædet og satte den på hovedet. Han tog en kurv fra ladet og gik ind mellem bedene for at finde grøntsager og frugt til dagens middag.

Han vejede en klase nebbiolo i hånden, men byttede den til en anden, plukkede en melon og lagde auberginer, mandler, nødder og nektariner i kurven.

Han hørte Savellis skridt over gruset og vendte sig.

– Don.

– Urs. Velkommen.

– Hvordan går det?

– Godt … meget godt, tror jeg.

Den gamle rakte drueklasen frem, men Savelli rystede på hovedet. Han foretrak sine druer presset, gæret, mindst fem år gamle og i en flaske fra en autoriseret Barolo-producent.

– Du skulle spise mere frugt, Urs.

– Jeg skal prøve, sagde Urs Savelli. – Deres hustru. Hvordan har la signora det?

Den gamle tog kasketten af og tørrede sig over panden med jakkeærmet.

– Hendes hoved er tomt som en tromme. Måske er hun den lykkeligste af os alle.

Savelli nikkede.

– Måske.

De satte sig på en bænk i pergolaens skygge. De to mænd kunne ikke have været mere forskellige: Don Francesco var lige så bred, undersætsig, vejrbidt og gemytlig som Savelli var mørk, mager og dyster; entydig som et skrifttegn. Don Franc-esco havde brede, dygtige bondehænder, mens Savellis var lange og rastløse. Den ældre mands hår var hvidt og kortklippet og stod lige i vejret, mens Savellis var lige, mørkebrunt og redt i en klassisk, kort frisure. Don Francesco Terrasino var altid sjusket og elementært klædt, mens Savelli foretrak dyre, sorte habitter, blanke sko, en knitrende hvid skjorte og et mørkt slips. Den ene talte højt og gestikulerede ivrigt, mens den anden hviskede og lod øjnene udfylde pauserne.

Problemet med disse sjældne samtaler var naturligvis at sige det nødvendige uden at sige noget bestemt. Djævlene fra antimafiakorpset ROS, Raggruppamento Operativo Speciale, hang som igler ved don Francescos læber, hvor han gik og stod uden for murene – med deres forbandede parabolmikrofoner, satellitter, droner, deres mundaflæsere og telelinser – mens det på gårdens område, hans eget land, stadig var muligt at sige tingene ligeud.

ROS’ anstrengelser var gudskelov forudsigelige. Alle deres elektroniske vidundere kunne ikke hjælpe dem det sidste stykke. Kunsten var at bevæge sig uden for sin egen tid, lære af de gamle. Men dertil var mændene og kvinderne i ROS og i GIS for unge, arrogante og fantasiløse. Generalen, baron Agostino D’Avalos, havde været anderledes. Han havde haft aristokratens oprigtige respekt for bonden.

Savelli fandt en mobiltelefon frem og viste optagelser fra de hvide pavilloner på Vittorio Emanuele II-kajen. Den gamle nikkede.

– Det var uheldigt, sagde han. – Men betyder det noget? Alle har alligevel altid vidst det.

– En tilfældighed, sagde albaneren. – Containeren, mener jeg.

– En ulykkelig tilfældighed. Meget ulykkelig, sagde don Francesco.

Savelli nikkede svagt og zoomede ind på de sidste to navne. Nummer 29 og 30.

– Disse to er ikke glemt. Lucia og Salvatore Forlani. De er blevet identificeret. De var i containeren.

Den gamle nikkede. Han havde haft styrken til at gøre det, der var nødvendigt, uanset hvad det var, der var nødvendigt, og at gøre det øjeblikkeligt. Evnen havde givet ham adgang til Rådet; det havde givet ham gården, anseelsen og respekten. Men drab på kvinder og børn var og blev en utilgivelig synd.

Han slog korsets tegn, og den sprukne stemme knækkede over.

– Er det virkelig nødvendigt, Urs. Nu? Er det ikke tre år siden? Behøver jeg at tænke på dem nu?

Savelli fandt optagelserne af vicestatsadvokat Sabrina D’Avalos; uigenkendelig i den blå heldragt, bøjet over bakke # 31 i pavillonen, og derefter let genkendelig, da hun skridtede over oplagspladsen mellem containerne på Vittorio Emmanuele II-kajen. Billederne var taget fra en af havnens kraner og på lang afstand, men de var fremragende. Vicestatsadvokaten gik med lange skridt og så ned i asfalten. Solen reflekteredes i hendes pilotsolbriller, og kameraet havde fanget et glimt af den forniklede pistol i skulderhylstret, da hun satte sig ind i bilen.

– Hvem er kvinden? spurgte don Francesco.

– En af Federico Rendas unge. Hun er i NAC.

Figlio di puttana, henåndede don Francesco besværgende, som havde albaneren udtalt den ondes navn.

Han tyggede på en drue uden at smage den, spyttede kernerne ud i sin hule hånd og kastede dem på jorden bag bænken.

Savelli tegnede trekanter i gruset med makilaens spids.

– Hun havde et møde med sin chef to timer efter, at hun forlod havnen, sagde han. – Vi kan selvfølgelig kun gætte os til indholdet af deres samtale, men jeg tror, at de talte om kvinden og drengen. De står for øvrigt stadig opført under indenrigsministeriets vidnebeskyttelsesprogram.

– Har hun forbindelser?

– Hun er selveste baron D’Avalos’ datter, sagde Savelli.

Don Francesco måtte op at stå. Han gik over til en vinstok og bandt stammen tættere til pælen ved vredt at stramme ståltrådsløkkerne.

– Hvad ved hun? spurgte han.

– Jeg er ikke bekymret. Hun ved ingenting, don, og der er ingenting at vide.

– Få nogen til at se efter hende, Urs. På afstand. Ingen rører en statsadvokat, hører du? Slet ikke hende. Det med hendes far var slemt nok. En synd. Som at skyde den sidste elefant i verden, sagde capoen. – Du ødelagde alt i det firma?

– Selvfølgelig.

– Godt. Meget, meget godt.

Don Francesco vendte sine falmede, grønne øjne mod kaptajnen.

– Ingen slår en statsadvokat ihjel, Urs, gentog han.

Alle vegne og hele tiden indskærpede don Francesco at sagen, organisationens nye sag, transformationen, voksede bedst i tidens skygge. Det var et simpelt budskab. Man havde ikke brug for en ny martyr; en ny Giovanni Falcone, der ville få folket til at rejse sig, få vendt hver fredhellig sten, få testet hver vaklende alliance med de kastrerede og forfængelige politikere i Rom, få de unge præster i Vatikanet til at skrive tankeløse ting på deres blogs. Federico Renda var en anden sag, en sidste sag, og et simpelt spørgsmål om selvforsvar. Desuden var han fra Napoli og burde vide bedre.

Albaneren var ikke uenig med don Francesco. Mordet på general Agostino D’Avalos havde været nødvendigt, som tingene nu faldt. Men mordet havde rejst en proteststorm og medførte en politisk enighed uden fortilfælde om bekæmpelse af mafiaen. En stiltiende accept af at gengældelsesdrab kunne forekomme. Det havde betydet nye magtbeføjelser og ressourcer til ROS og GIS. Ledende personligheder i Camorraen, i ’Ndrangheta i Calabrien og blandt i Corleoni på Sicilien forsvandt sporløst i månederne efter generalens død. Drabene blev ved, indtil eliteenhedens nye ledelse fik genoprettet disciplinen.

– Ingen idioter, Urs, sagde den gamle.

Savelli rettede sig og så over gårdens gule, lave længer mod de hvide mure, der omkransede ejendommen. Som altid føltes verden – Napoli – meget langt borte. Her herskede samme tidløse fred som i bjergene og skovene omkring hans eget hus i Orbara i det spanske Baskerland.

– Jeg skal finde et par mænd, der kan følge hende, og som ikke er komplette sinker.

Francesco Terrasino nikkede.

– Jeg ved, det ikke bliver nemt, sagde han.

Albaneren smilede og rejste sig. Han gik ind i de grønne skygger og forvandt.

Så simpelt, tænkte don Francesco. Så mesterligt simpelt. Savelli ville åbne en skjult lem under nogle tomme fodersække, gå ned ad en stige og videre gennem den veloplyste og velventilerede tunnel, der strakte sig under drivhusene, ydermuren og vejen udenfor. For enden af tunnelen, to hundrede meter borte, ville Urs Savelli nå en dør i kælderen under en uskyldig tømrervirksomhed. Tømrermesteren var en gammel ven, der undertiden udførte arbejde på gården og spillede kort med don Francesco. Kælderen var bygget sammen med en underjordisk garage. Savelli ville sætte sig ind i en lukket varevogn i garagen og køre bort.