8

Castellarano – Reggio Emilia, Norditalien

En lille by på en skråning under en ren, blå himmel, med en flod, der snoede sit grønne bånd gennem de lave, brune bjerge. Lucia Forlanis fødeby. Ringmuren omfavnede byens sandfarvede huse. Sabrina havde parkeret Opelen på turistkontorets næsten tomme parkeringsplads. Hun gik gennem en buegang og følte sig øjeblikkeligt desorienteret i virvaret af smalle gader bag bymuren.

Der herskede en søvnig stemning mellem de solbagte huse, og det ville ikke have overrasket hende at møde indbyggere klædt i badekåber og sutsko.

Det var uden for sæsonen, og hun vandrede over piazzaer, hvor de fleste caféer var lukkede og tilskoddede. Stole og borde stod i stabler, sikrede med lange kæder og hængelåse, parasoller stod lænet mod mure, og platantræernes løv var begyndt at falme. Bladene lå stille og døde på brostenene i den mærkeligt lufttomme by. Hun passerede et lille middelalderslot med et sekskantet tårn, som hun ved hjælp af en turistbrochure identificerede som grevinde Mathildes slot. En af Medicierne. Alt var velplejet, velholdt, nymalet og rent. Der var intet affald i gaderne, ingen graffiti på murene. Det var svært at tro, at Napoli og denne lille by kunne befinde sig i samme land, beboet af stort set de samme mennesker. Dette kunne have været Schweiz. Hun gik gennem en labyrint af smalle gader, hvor kvinder med al den tid, der var i verden, sad på trappesten eller hvide plastikstole. De hilste på hende med et nik og et smil. Sabrina smilede og nikkede tilbage, til hun var øm i kæberne. De fleste butikker var mørke og forladte. Selv ‘Til salg’-skiltene var falmede og lasede. Enkelte forretninger overlevede ved at forhandle regionens kulinariske specialiteter og det sædvanlige, rustikke turistbras. Gaderne begyndte at skråne opad, brostenene var anlagt i brede, lange trin, og hun kunne se himlen åbne sig forude. Hun nåede et anlæg, og derfra var der endelig udsigt over floden og bjergene – og en smule vind.

Sabrina havde anlægget for sig selv. Hun gik forbi et langt vasketrug udhugget i granit. En vandstråle stod fra en korsridders mund, og enkelte, gyldne blade hvirvlede omkring på den sorte vandskorpe. Hun satte sig på en stenbænk og så ned over den berømte klosterskoles himmelstræbende tårne, mure og brystværn. Bag klostret lå en vid, grøn fælled med buskadser og stier, hvis perlegrus lyste i septembersolen. Sportspladserne var levende af små figurer, der spillede Lacrosse, fodbold eller sprintede rundt på atletikbanernes orange kunststof.

Lucia Forlani – eller Lucia Maletta, som hun hed dengang – havde engang løbet rundt dernede, tænkte hun. Havde sikkert stræbt efter akademisk og sportslig udmærkelse efter bedste evne. Sabrina vidste, at pigeskolen var en af de mest efterstræbte syd for Alperne, at de fleste elever kom fra Europas mest velhavende familier, men også at tyve procent af hver årgang var fripladser til fattige eller forældreløse piger, der kunne bestå en adgangseksamen, og som blev bedømt værdigt trængende af et indstillingsudvalg. Legaterne omfattede undervisning, bøger, tøj, lommepenge, kost og logi. Lucia Forlani havde været en af disse heldige – eller uheldige. Hvordan man nu så på det.

Sabrina støttede håndfladerne mod bænkens kolde marmor og løftede ansigtet mod solen. Hun lukkede øjnene og lod sig synke ind i sollyset, de fjerne lyde fra sportspladserne og raslen af blade over brosten.

– Undskyld …?

Den høje kvinde betragtede hende med et smil.

Hun pegede på bænken, og Sabrina flyttede sig.

– Tak.

Kvinden satte sig. Hun placerede en indkøbstaske mellem fødderne og strakte et øjeblik armene mod solen. Hun løftede ansigtet og lukkede øjnene. Sabrina skottede til hende. Kvinden var slank og velbygget; sikkert i begyndelsen af fyrrerne, med tynde, grå striber i sit krøllede mørkebrune hår. Huden var glat, gylden og sund. Hun bar ingen smykker. Kjolen var enkel og skifergrå, og hun havde en tynd, ulden cardigan over skuldrene.

Kvinden fandt en brun papirspose i indkøbstasken, krængede papiret over en klase blå druer og rakte den mod Sabrina.

Hun tog et par stykker og spiste dem langsomt.

– De er ikke herfra, signora, sagde kvinden.

– Signorina. Nej, jeg er fra Milano, men arbejder i Napoli.

Den anden gav hånd.

– Antonia Moretti.

– Sabrina.

Kvinden smilede med et anstrøg af medlidenhed.

– Napoli …

Sabrina lo.

– Jeg ved, hvad De mener, signora. Bestemt. Men selv Napoli har sine fordelagtige sider. Man skal måske bare lede en smule bedre efter dem end andre steder.

– Undskyld. Det var ikke min mening at …

– De er selv fra Castellarano, signora?

– Jeg har boet her hele mit liv. Eller rettere sagt på en gammel købmandsgård lidt uden for byen. Mine forældre havde butikken. Nu er den lukket. De omlagde trafikken fra den gamle landevej gennem byen til en ny, stor ringvej, og de begyndte at åbne supermarkeder langs den nye vej. Det var mere bekvemt for de fleste, åbenbart.

Hun rakte igen posen frem.

Sabrina tog endnu et par druer og rejste sig.

– Tak, signora. Jeg må videre.

– Til Milano? De skal hjem?

– Ja.

– God tur.

– Tak for druerne.

Kvinden smilede.

Hun kom lige fra bedemandens kapel.