10

E 35

Sabrina var nået forbi Parma, E 35’s trafik flød glat, der var ingen strækninger med vejarbejde, og hun havde 80’erstilling fremgik ikkehits i iPod’en. Hun sang med på Cock Robins Just Around the Corner, slog takten med håndfladerne mod rattet, tyggede tyggegummi og tænkte på ingenting. Klokken var et, og hun havde rigelig tid til at parkere sine tasker hos moren, før hun tog videre til justitspalæet i Corso di Porta Vittoria, kontor # 317, hos denne Nestore Raspallo, som hun skulle møde klokken fire. Raspallos kontoradresse eller stilling fremgik ikke af officielle databaser eller interne telefonlister. Måske var Raspallo – ligesom James Bond – et nedarvet pseudonym. En af Federico Rendas sekretærer havde arrangeret mødet, og hun forbød Sabrina at tage notater af hvem, hvornår og hvor.

Der var ingen mislyde fra hendes gamle bil, men der begyndte at komme mislyde fra hende selv – som hun i begyndelsen overhørte, ikke anede oprindelsen til og længe var forvirret over. Hendes blik begyndte at vandre fra sidespejlene til bakspejlet, arrene i panden begyndte at klø, hvilket de ellers aldrig gjorde, hun tabte iPod’en ned mellem pedalerne og var ved at ramme autoværnet, da hun samlede den op, og hun lyttede længe til en hurtig, regelmæssig lyd, indtil hun fandt ud af, at det var pulsen i hendes hals.

En grøn, lukket Fiat-varevogn var hele tiden et sted i bakspejlet eller i sidespejlene.

Da hun nåede en Shell-tankstation mellem Castione Marchesi og San Rocco var hun helt sikker. Hun vidste, at hun blev skygget.

Medlemmer af NAC skulle fuldføre et kursus i offensiv kørsel, inden de blev ansat i den nye enhed, og Sabrina havde sammen med en håndfuld andre unge jurister, politifolk og carabinieri tilbragt fjorten dage på en nedlagt flyveplads med at køre de andres ramponerede biler ad landingsbanerne, lave håndbremsevendinger, i fuld fart og gennem bilens vinduer skyde skiver ned, der overrumplende gled op ad betongrave langs landingsbanen – og med ekskursioner til de nærliggende byer og motorveje, hvor de fortolkede mønstre i den omgivende trafik. Særligt de mønstre, der tydede på, at man blev skygget. Forfølgeres standardformation var en boks, hvor den skyggede blev fulgt af to køretøjer; tohjulede, trehjulede eller firehjulede. To andre køretøjer, boksens forreste hjørner, kørte forude, parate til at forudse og følge med inspirerede frakørsler eller pludselige accelerationer, som den pågældende, måske desperate vicestatsadvokat, kunne tænkes at foretage. Kunsten var at ignorere boksen til en gylden og sikker mulighed for at undslippe præsenterede sig – eller at spille uvidende og anvende forfølgerne til egne formål.

Sabrina kørte ind på tankstationen.

Hun parkerede Opelen i en kø til vaskehallen, hvor den ville være under opsyn af andre, ventende bilister, gik ind i butikken og købte en vask med undervognsspuling – en udmærket forholdsregel, hvis man formodede, at vognbunden var inficeret med elektroniske sporingsanordninger – og gik ud på dametoilettet medbringende sin skuldertaske. I et aflukke lynede hun tasken op og spændte hylstret med Colt .32-eren om anklen.

Hun sonderede omhyggeligt omgivelserne, da hun gik hen imod vaskehallen. Ventende eller kørende personbiler, lastvogne, motorcykler og autocampere adskilte sig naturligvis ikke fra dem, man mødte på en hvilken som helst anden motorvejsrasteplads i Europa. Ingen så efter hende, og hun kunne ikke se den grønne varevogn nogen steder.

Sabrina blev i bilen under vasken og benyttede isolationen bag børsterne og tæpperne af sæbe og voks til at gennemsøge så meget, hun kunne nå, af bilens indre med lommelygten mellem tænderne. Ingenting. Hun lukkede øjnene, sank ned i sædet, ruskede i rattet og skreg så højt, hun kunne.