13

Milano

Teenagere løb på skateboards i Grand Hotels anlæg. I svimlende fart mellem hække, stensætninger, trapper og gelændere og med en frygtløshed, kun udødelige fjortenårige besad. Hun gik videre gennem de små gader syd for katedralen. Uanset om hun gik i solen eller i skyggen, havde hun fornemmelsen af at være iagttaget. En mærkelig kortåndethed.

Sært både at føle sig ensom og overvåget.

Hun havde identificeret i det mindste to af sine forfølgere på Corsoen uden for justitspalæet. Det var ikke svært, hvis man vidste hvordan. Menneskers sociale interaktioner, selv på åbne pladser og i menneskemængder, var nu engang så synkroniserede, at afvigelser blev mærkbare – særligt, hvis man var passende paranoid. En mand på en fortovscafé, turistklædt i shorts, bæltetaske, sandaler og et kamera over skulderen, havde lidt for indstuderet ignoreret hende, da hun passerede. Til gengæld kiggede han lidt for grundigt efter hende og rejste sig, da hun var halvtreds meter borte – observerede hun i en computerforretnings vindue. Han havde allerede lagt de aftalte penge på bordet. Endnu en midaldrende mand, klædt som enhver anden forretningsmand ude til frokost, trådte ud fra et apotek ti meter bag Sabrina D’Avalos og afpassede sine skridt lidt for nøjagtigt efter hendes.

De to mænd gik desuden med en indbyrdes hastighed, som var de forbundet med et kabel. Hun begyndte at svede i nakken. Begge mændene bevægede sig glat og økonomisk og så ud til at være i fin form. De var formentlig hurtigere end hende selv over et kort sprint. Turistens bæltetaske og forretningsmandens sammenfoldede avis betød muligheden for lettilgængelige våben.

Hun gik målrettet og hurtigt og så sig ikke tilbage.

I Corso di Porta Vittoria sagtnede hun farten og afpassede sin entré til stormagasinet Coin, til hun havde en gruppe gymnasieelever mellem sig selv og forfølgerne. I svingdørens glas så hun de to mænd sætte farten op, før de blev bremset af den træge og ueftergivelige gruppe unge.

Stormagasinet var stuvende fuldt. Sabrina banede sig vej gennem mylderet i parfumeriet, drejede omkring en søjle og løb ned ad trappen til kælderetagen med toiletter, garderober og telefonbokse. Hun gik ud fra at hun havde en hjemmebanefordel i Coin. Hun tog en elevator til tredje sal: tøj til drenge og mænd. Hun fandt en sort hættetrøje, der var mindst tre numre for stor, og et par sorte jeans, der var et nummer for små. Hun betalte uden at prøve tøjet og lagde også sin skuldertaske ned i indkøbsposen. I sportsafdelingen købte hun et par store, maskuline solbriller.

På etagen nedenunder fandt hun et stille prøverum. Hun løsnede hestehalen og redte håret frem så det dækkede den arrede halvdel af ansigtet, lagde læderjakken og sine gamle jeans i posen og iførte sig hættetrøjen og de stramme jeans. Hun trak hætten over hovedet, så sig i spejlet, lagde et tykt lag mascara på øjenvipperne og en gotisk kohl-rand om øjnene. Hun var selv relativt tilfreds. Ind var gået vicestatsadvokat Sabrina D’Avalos og ud kom en indadvendt, kønsløs emo – håbede hun. Hun satte sig på taburetten og lagde de fire, nøjagtig ens, billige armbåndsure, som hun havde haft med sig fra Napoli, på gulvet. Hun trak dem op og synkroniserede dem. Hun vred plastikremmene af urkasserne og lagde dem i en affaldsspand. To ure kom i hver sin krøllede, tomme cigaretpakke, ét lagde hun i en tom karamelpose, og det sidste i en æske, hvor der havde været tamponer.

Hun forlod prøverummet og forsøgte at gå langsommere, mere ludende – som en dreng. En forfølger kiggede lige så meget efter en persons bevægemønster som ydre kendetegn, når han prøvede at finde målet.

Før en sideudgang blandede hun sig med en lille gruppe teenagere, der var på vej gennem svingdøren. Hun spurgte en af pigerne om vejen til den nærmeste pladebutik. Pigen svarede hende, som man ville svare enhver jævnaldrende milaneser. Sabrina var ved at smile, men tog sig i det. Emoer smilede ikke.

Hun drev et par timer rundt i bykernen omkring katedralen. Spiste pizza slices, drak cola, røg cigaretter og sad længe på en bænk på domkirkepladsen og kiggede på de sene turister og duerne. Et ungt par satte sig på bænken ved siden af hendes og parkerede et sovende barn i en klapvogn foran sig. Sabrina kiggede på dem og så efter en gang til. Hun genkendte kvinden fra jurastudiet … Sofia et eller andet … og den unge mand havde i flere år siddet på rækken bag hende i auditoriet. Kvinden kastede et blik på Sabrinas hætteklædte skikkelse og talte uanfægtet videre. Lidt senere rejste parret sig og gik.

Fornemmelsen af at blive iagttaget havde ganske bestemt fortaget sig. Sabrina havde netop lykønsket sig selv med denne behagelige, nye følelse, da en mand satte sig ved siden af hende.

– Signor Raspallo, sagde hun med et suk.

– Bare Nestore, sagde han.

Han lænede sig frem og så på sine pæne ruskindssko. Han havde fjernet butterflyen, bemærkede hun med tilfredshed.

– Nestore … for helvede, da.

– Det er en glimrende forklædning, mumlede han tonløst. – Emoen.

– Åbenbart ikke god nok. Jeg går ud fra, at du ikke befinder dig her rent tilfældigt?

– Ikke helt. Men jeg er her ofte. Jeg bliver aldrig træt af domkirken. Ved du, hvad jeg holder mest af ved den?

– Hvad holder du mest af?

– At den blev skabt af anonyme, glemte mestre. At de sled år ud og år ind og præsterede noget af den største kunst, verden endnu har set. Ikke for sig selv, ikke for nogen anerkendelse i deres eget liv, men for noget andet og højere.

– Måske var de ikke anonyme i deres egen tid, sagde hun.

Sabrina så også på den mirakuløse katedral, som hun altid havde ment manglede et eller andet. En samlende tanke, måske. Den havde hæmningsløst lånt fra alle europæiske stilarter fra det gotiske til det senromantiske, og resultatet var naturligvis enestående, men ubeslutsomt. Man skulle se godt efter for at få øje på den oprindelige idé. På den anden side var der noget ur-italiensk, sorgløst og livsbekræftende over det arkitektoniske harmonikasammenstød.

Raspallo lagde en kuvert imellem dem.

– Her er et par ting, som jeg tror, vil interessere dig.

– Hvilke ting?

– Det ved du, når du ser dem. Der er også et nummer, hvor du kan få fat i mig døgnet rundt.

– I tilfælde af?

– Alting, faktisk.

– Er det officielt, Nestore?

– Ja og nej.

– Ja eller nej?

– Jeg tror det kommer an på, om tingene lykkes for dig eller ej. Hvis det går godt, er det selvfølgelig officielt, hvis ikke, tror jeg ikke, man ønsker, at nogen skal vide, at man har været involveret.

– Javel. Så hvem er du?

– En ven, tror jeg.

En ven under ordrer, tænkte hun.

Han beskrev de to Camorra-skygger, som Sabrina havde hægtet af ved indgangen til Coin. De to mænd var efter en kort rådslagning drevet tilbage i retning af Via Durini og hendes pensionat.

Han rejste sig og så alvorligt på hende.

– Det betyder, at du er interessant for Camorraen. De er åbenbart ikke ligeglade med identifikationerne fra containeren. Måske er de endda stadig interesserede i Lucia og Salvatore Forlani. Kørte du direkte hertil fra Napoli?

– Ja, løj hun.

– Nu er det ikke sådan at Camorraen har underskrevet en traktat om ikke at likvidere statsadvokater, selv om det er længe siden sidst, sagde han. – Pas på dig selv.

– Tak, Nestore. Men jeg tror de venter på at se, hvor jeg går hen, og hvem jeg besøger.

– Måske, ja.

Det var, som om den unge mand ville sige noget mere. Han betragtede hende tvivlende. Så gik han ind i domkirken.

Hun håbede, at han måske ville tænke på at tænde et lys for hende.

Det var blevet mørkt, da hun drejede ned ad Via Durini. Hun så i det fjerne albergo Merlins neonskilt morse pensionatets position til omverdenen. Hun havde for længst udvalgt sine kandidater: Den grønne, lukkede Fiat-varevogn, naturligvis, en anden hvid varevogn med reflekterende folie klæbet over lastrummets vinduer, en beige, ny Ford Mondeo med en ejer, der bemærkelsesværdigt længe havde stået lænet mod døren og studeret et vejkort, og en tilsyneladende tom minibus. Bag bussens mørke vinduer mente hun at have set en lille bevægelse, der ikke blev gentaget. Hun kunne ikke få øje på hverken turisten eller forretningsmanden.

Vuggende i takt til Katie Melua gik hun ned ad fortovet. Hun lod en af cigaretpakkerne med et armbåndsur glide ud af hånden lige bag den grønne varevogns baghjul og tæt ved kantstenen. Sabrina gik ind i en kiosk og købte en pakke tyggegummi og et blad med en latexklædt Lady Gaga på forsiden.

Hun pakkede et stykke tyggegummi ud nær den hvide varevogn og lod papiret og den anden cigaretpakke glide ned bag dens venstre baghjul.

Sabrina gentog proceduren ved minibussen og Mondeoen. Manden på forsædet havde byttet vejkortet ud med Il Golfo, en neapolitansk avis, og Sabrina rynkede professionelt bebrejdende panden. Hun drejede til venstre om hjørnet ved Via Borgogna og gik op ad Corso Europa parallelt med Via Durini.

I en stille krog midtvejs i de sammenhængende baggårde mellem Corso Europa og Albergo Merlins bagside klædte hun sig hurtigt om, satte igen håret op i hestehale og stoppede indkøbsposerne fra Coin ned i sin egen skuldertaske. Hun fjernede makeuppen med en renseserviet – og emoen var borte.

Portieren præsterede et udmattet smil, da hun dukkede op ved skranken.

Sabrina smilede strålende tilbage.

Hun nikkede mod baglokalet, hvor hun kunne se en flimrende computerskærm.

– God aften, signore. Jeg har en lille bøn til Dem.

– Ja?

– Min mand og mine børn ankommer i morgen til Milano Linate. Lufthavnen, De ved.

– Jeg har hørt om den, sagde manden.

– Selvfølgelig har De det. Undskyld. Men kunne jeg få Dem til at se efter, om der skulle være forsinkelser i flytrafikken i morgen klokken 12.05? Meridiana flight 2306. Det ville være en stor hjælp. Virkelig. På Deres computer.

Hun betragtede sine genert sammenfoldede hænder på skranken.

Portieren sukkede og rejste sig.

– Øjeblik.

– Tusind tak, signore.

Foldedøren faldt i efter manden, og Sabrina gled lydløst om bag skranken og byttede i dueslaget sin ene værelsesnøgle ud med en anden fra et værelse på tredje sal. Hun havde tidligere bemærket at # 307, som stort set alle andre værelser på Merlin, var ledigt.

Hun indtog igen nøjagtig samme stilling foran skranken.

– Det skulle ikke være forsinket, signora, sagde portieren, da han vendte tilbage.

– Dejligt. Er De gift?

Han så på hende. Prøvede øjensynligt at huske efter.

– Ja.

Hun nikkede, som om de to dermed havde et bånd, og bad om sine nøgler. Portieren rakte hende dem uden at se på dem.

– Godnat, signore.

– ’nat.

– Sov godt.

– Jeg skal prøve, signora.