15

Milano

Portieren var i nattens løb blevet afløst af en uformelig, midaldrende kvinde med tykke brilleglas og en lyserød læbestift, der var trukket et godt stykke over amorbuens naturlige afgrænsning. Det farveløse hår blev stramt holdt mod issen af et Hello Kitty-hårbånd, som Sabrina havde håbet, hun aldrig skulle se på en person over ni år.

Kvinden betragtede hende over en avis. Ved hendes albue stod en espresso, og Sabrina mærkede et sug i mellemgulvet. Hun kunne have slået ihjel for en kop kaffe og en cigaret. I stedet begav hun sig ud i en lang, eventyrlig forklaring om, at hun – trods alle intentioner om det modsatte – blev nødt til at forlade dette fine hotel. Et barn. Et sygt barn. Sabrina rumsterede et øjeblik i sin trætte hjerne, før hun fandt … fåresyge.

– Er Deres barn ikke vaccineret, signora?

Et misbilligende glimt i de østersagtige øjne.

– Netop. Vores datter er netop blevet vaccineret. Den svækkede virus viste sig imidlertid ikke at være så svækket endda. De har kaldt vaccinen tilbage, men hvad hjælper det os? Nu? Vores ferie. Min lille pige.

Hun var sønderknust.

Kvinden smilede. I hvert tilfælde krusedes overlæben. Små, indtørrede klumper læbestift klyngede sig til sorte hårstrå på overlæben, bemærkede Sabrina fascineret. Som små, umodne kirsebær. De svajede i luftstrømmen til og fra næseborene.

– Hun er måske svagelig, signora. Deres datter?

Hendes mands familie var måske lidt … delikate, indrømmede Sabrina. Måske ophobede en vis udmattelse og nervøsitet sig i disse gamle familier? Kvinden bag skranken gjorde Sabrinas regning op, mens hun mumlede et eller andet om en svigermor.

Hun holdt bilens forende på fortovet og lod, som om hun ledte efter noget i handskerummet. Ikke påfaldende længe, men længe nok til at selv den mest uopmærksomme forfølger i Via Durini burde bemærke, at hun forlod pensionatet. Hun ventede til en bus, en lastvogn og et par personbiler havde passeret, før hun blinkede til højre og kørte ned ad gaden. Hun kørte til venstre ad Via Borgogna og videre til Corso Monforte. Selv for en Camorra-chauffør fra Napoli burde det være såre enkelt at følge med. Mens hun fortsatte med den brede, morgentætte trafik ad Corso Monforte, tænkte Sabrina på kvinden i receptionen, som hun formodede var portierens kone. Eller søster. De havde samme, livsbesejrede udtryk.

Klokken var 08.30. Hun havde tre en halv time til audiensen hos Massimiliano Di Luca i Via Alessandro Manzoni. Hun begyndte at udfordre sine skygger, begyndte at skifte vejbane og sno sig mellem lastvogne og busser. Hun sagtnede farten hundrede meter før det næste lyssignal. Grønt. Firs meter. Tres meter. Stadig grønt. En taxa foran holdt nøjagtig samme fart. Sabrina vidste, at taxachaufføren på sekundet vidste, hvornår lyssignalet ville skifte. Taxaen sagtnede farten. Tyve meter: Signalet skiftede til rødt. Taxaen holdt stille, men hun kastede Opelen indenom. Et smedejernsgitter om et træ snappede et sidespejl som trofæ, Sabrina kiggede mod venstre; mod taxachaufførens hvide ansigt. Hans mund stod åben. Sabrina slap foran lavinen af bremsende, tudende og slingrende biler, der skred ned fra Corsoen. Hun drejede til højre ad Via Conservatorio og gassede op. Hun rullede sidevinduet ned og viste for enden af en strakt arm sin langemand til de bagvedkørende. Bilerne dyttede som besatte. Halvvejs nede ad Via Conservatorio drejede hun skarpt til venstre og håbede, at det parkeringshus, der altid havde ligget dér, ikke var blevet erstattet af et supermarked eller en biograf.

Tyve minutter senere og atter forklædt som postapokalyptisk emo, slentrede Sabrina gennem gaderne omkring pension Merlin. I det høje, klare septemberlys tænkte hun, at hun så hjerteskærende gennemskuelig ud, men folk på fortovene syntes ikke at ofre hende særlig opmærksomhed. I Via Durini fandt hun sine cigaretpakker og sin tamponæske i rendestenen. Ingen af de tre mistænkte køretøjer holdt længere i gaden mens minibussen var ved at blive fyldt af børn og voksne fra en børnehave. Hun lod karamelpapiret med armbåndsuret ligge bag dens baghjul.

Hun fandt en stille internetcafé i en sidegade, købte en times internettid og en cola hos zombien bag disken, satte sig hen i det mørkeste hjørne og åbnede emballager i ly af computerskærmen.

Det var det ældste trick i bogen, men godt nok til at være med i de nye udgaver. De knuste armbåndsure viste hende det nøjagtige tidspunkt, hvor et baghjul var kørt over dem. Hun åbnede en notesblok og bed i kuglepennen. Hun var kørt fra pensionen præcis klokken 08.27.30. Ford Mondeoen havde forladt Via Durini klokken 08.28, bemærkede hun og understregede bilens indregistreringsnummer og et kortfattet signalement af føreren. Den hvide varevogn havde forladt området klokken 23.47 aftenen før, og hun overstregede indregistreringsnummeret. Den grønne, lukkede Fiat varevogn kørte fra Via Durini klokken 08.29. Hun havde intet signalement af fører eller eventuelle passagerer, men kun det indregistreringsnummer, hun havde givet Raspallo.

Hun drak cola og så sig omkring. Internetcaféen var næsten tom. Et par forsovede teenagere spillede Call of Duty: Modern Warfare med samme, altopslugte koncentration som koncertpianister.

Caféens toilet lå i kælderen, hvilket hun var taknemmelig for. Det stod til rådighed for alle tænkelige køn, og Sabrina rørte ikke ved noget.

Raspallo tog telefonen, da den havde ringet to gange.

– Pronto?

– Sabrina D’Avalos. Angående i går … mente du alting?

– Ja.

– Har du noget at skrive med?

– Selvfølgelig.

Hun gav ham Mondeoens og Fiat-varevognens registreringsnumre og signalementet af Mondeoens fører.

– Hvor er de? spurgte han.

– I Via Conservatorio eller i gaderne omkring Via Durini. Muligvis i parkeringshuset i Via Conservatorio. Kender du det?

– Ja. Står din bil dér?

– For øjeblikket, ja.

– Lad den blive stående, sagde han.

– Jeg holder meget af den bil.

– Det er kun en bil, sagde han.

– Min første.

Han lo dæmpet. Hvis stemmer havde farver, havde Nestore Raspallos stemme samme lysebrune nuance som hans hår.

– Man glemmer ikke den første så nemt, sagde han.

– Ciao, sagde hun. – Og tak for telefonlisten.

– Tænk over den, sagde han.

– Jeg bestiller ikke andet.

Hun fandt den grønne Fiat-varevogn foran en kirke på hjørnet af Via Cesare Battisti og Via Filippo Corridori, og hun blev et par minutter senere imponeret af den unge Raspallos effektivitet.

En minibus uden særlige kendetegn standsede skråt foran varevognen, seks skikkelser iført skimasker, sorte, skudsikre veste og sorte kampdragter gled ud og tog opstilling omkring varevognen. Det eneste, der identificerede soldaterne, var et reflekterende CARABINIERI på bryst og ryg. Ingen af dem mælede et ord. Sabrina så til fra det modsatte fortov. En af de sortklædte skikkelser knuste med en forhammer varevognens sidevindue, rakte armen ind, åbnede døren og satte sig ind. Hun kunne ikke se, hvad han derefter foretog sig, men formodede, at han (eller hun) fortsatte sit hærværk mod et indvendigt vindue og derefter – til adspredelse for de indespærrede Camorrafolk – smed en flashbang-granat ind i lastrummet. Der lød et hult drøn, hvid røg væltede ud fra sprækker og knuste vinduer, og varevognen rokkede på støddæmperne.

Bagdørene blev vredet af hængslerne med lange koben, og tre carabinierier sprang ind i rummet. De dukkede op efter et par sekunder med to fortumlede mænd, der blev lagt over en bils kølerhjelm, forsynet med sorte hætter og bagbundet med hvide plastikstrips.

Patruljevogne fra Milanos polizia municipale gled op på siden af minibussen, og uniformerede betjente begyndte at sprede opløbet på fortovene. Fangerne blev smidt på maven ind i minibussen, de sortklædte soldater satte sig ind, lukkede dørene, og bussen kørte bort.

Aktionen tog kun et par minutter.

Hendes mobiltelefon ringede.

– Er du tilfreds? spurgte Raspallo.

– Nu var det ikke bare et par håndværkere eller windsurfere, vel?

– Windsurfere? Hvad snakker du om?

– Ingenting. Hvem var derinde?

– Det var i hvert tilfælde ikke, hvad vi forstår ved almindelige håndværkere. De havde lastrummet fuldt af håndvåben, kameraer og elektronisk overvågningsudstyr …

– Ja?

– Og et omfattende dossier på dig, som jeg er ved at få læst op i det andet øre. Øjeblik.

Sabrina så ned i fortovet, til Raspallo vendte tilbage.

– Flere udmærkede portrætter af dig. Din adresse i Napoli. Telefonnumre, e-mail-adresser … og din computers IP-adresse. Så den er med garanti hacket nu. Du bor også et interessant sted, sagde han.

– Ja, mægtig interessant.

– Og du er besøgsven til en dreng på et børnehjem i Via San Tommaso d’Aquino?

– Ismael, ja.

Hun ville ønske, at hun selv havde skudt de to mænd i stedet for at ringe til Raspallo.

– Jeg foreslår, at du bryder alle ritualer og vaner, til det her er overstået. Og jeg foreslår, at du anskaffer dig en ny mobiltelefon med det samme.

– Hvor længe kan I holde på dem?

– Med våbnene og aflytningsudstyret? Længe. Hvis det kniber med sigtelserne, lader vi dem konvertere til islam.

– Fandt I også Mondeoen?

– Selvfølgelig.

– Får du problemer? spurgte hun.

– Med hvad?

– Med det her.

– Det er et anonymt tip, som jeg har ladet gå videre til en gammel ven hos carabinieri, fordi jeg fandt det mest korrekt, sagde han. – To mistænksomme køretøjer med bevæbnede mænd er observeret af opmærksomme borgere.

Nestore Raspallo lød enestående ubekymret.

– Så farvel. Og tak, sagde hun.

– Du håber, at dette vækker Urs Savelli, går jeg ud fra, sagde han. – Får ham ned fra bjergene?

– Hvis det er dér, han er, så ja. Det gør jeg vel, sagde hun.

– Det er din … plan?

– Det er et flot ord. Men jeg bliver nødt til at vide, hvad der skete med min far.

– Jeg forstår.

Hun stod længe med mobiltelefonen trykket mod øret og ventede på trøst, gode råd, fantastiske ideer, men der kom ikke mere. Så så hun på telefonen og lod den forsvinde mellem tremmerne i en gaderist.

Hvis Sabrina havde været i besiddelse af overmenneskelig intuition, ville hun ved at løfte hovedet og dreje det en smule mod venstre måske have genkendt ansigtet i en taxa, der holdt ved kantstenen hundrede meter borte. Den samme taxachauffør, der havde bandet ad hende en time tidligere på Corso Monforte, havde observeret anholdelserne fra sin bil. Fem minutter tidligere var det samme overgået det sidste medlem af den fire mands store overvågningsenhed fra Napoli. Ford Mondeoen var blevet standset i en sidegade til Via Conservatorio, hvor føreren drev rundt i håb om at finde vicestatsadvokat Sabrina D’Avalos igen. Han havde haft åndsnærværelse nok til at trykke på en speedtast til den koordinerende leder i taxaen og mumle et par ord i mobiltelefonen, før sideruden blev knust, og han blev trukket ud ved håret.

Taxachaufføren ringede til Urs Savelli. – … ja?

– Det er gået galt, sagde taxachaufføren.

– Hvorfor?

Chaufføren tændte en cigaret.

– Jeg er ikke sikker, sagde han. – Jeg tror, hun har vidst det længe. Siden i går. Det må hun have gjort. Det var GIS. Der er kun mig nu.

– Én ung kvinde mod fire bevæbnede mænd, sagde stemmen. – Aritmetikken stemmer simpelt hen ikke her, min ven.

Taxachaufføren lukkede øjnene. Han ville have foretrukket en stribe forbandelser og trusler i stedet for Savellis flade, monotone hvisken.

– Jeg ved det, signore. Det er svært at forstå. Hvad ønsker De, at jeg foretager mig?

– Kørte hun direkte fra Napoli til Milano?

– Hun kørte omkring en bjergby på vejen. Castellarano.

– Hvad lavede hun?

– Ingenting, signore. Kiggede på butikker og bygninger, den slags. Seværdigheder.

– Talte hun med nogen?

– Nej.

– Nej?

– Med en kvinde i et anlæg. De udvekslede et par bemærkninger. Det så ikke ud, som om de kendte hinanden.

– Har du fotos af kvinden?

– Selvfølgelig.

Taxachaufføren håbede mere, end han nogen sinde havde håbet på noget, at optagelserne af kvinden og vicestatsadvokaten i anlægget i Castellarano var vellykkede.

– Tror du, at du vil være i stand til at forholde dig i fuldkommen ro, indtil jeg eller andre kompetente personer indfinder sig i Milano?

– Det tror jeg. Tak.

– Vent med at takke mig.