17

Massimiliano Di Luca var mindre, anderledes klædt, ældre og tyndere end Sabrina havde forventet. Han var faktisk en skuffelse. I fashionabel forstand. Hun genkendte ham først efter et par sekunder; på energien, de lysende blå øjne, det solbrændte ansigt og det lange, grå hår, der nåede skuldrene i en hestehale. På flydende engelsk, italiensk, tysk og fransk råbte han ordrer til slaverne på gulvet. Modekongen mødte hende på en hvid gangbro under et glasloft, mange meter over gulvet i en hal, der engang havde været Norditaliens største bomuldsspinderi. De kolossale væve, man ikke havde kunnet fjerne uden at rive mure ned, var i stedet blevet sandblæst og sprøjtelakeret i makeupfarver og stod som udgravede fortidsuhyrer med vilde omrids på hallens savannestore, matsorte gulv.

Designeren smilede til den slanke gudinde, der havde ledsaget Sabrina fra Di Lucas flagshipstore på Via Alessandro Manzoni gennem lange korridorer, tegnestuer og sale, hvor syersker og designere hektisk arbejdede ved borde, der flød med stoffer, skind og brokader. Pigen var mulat, og som alle de andre ekspeditricer og sekretærer mindst halvandet hoved højere end vicestatsadvokaten.

Overraskelsen over vicestatsadvokatens sælsomme emokostume blev aldrig afspejlet i Di Lucas ansigt.

Forud var gået glasklare tableauer, som Sabrina vidste, hun ville huske i pinefulde detaljer til sin dødsdag. Vagten ved døren havde hun efterladt med åben mund. Hviskende, brændbare konversationer opstod mellem unge og ældre, smukke kvinder, der med doven hjemmevanthed bevægede sig mellem forretningens minimalistiske opstillinger, montrer og borde. Det forfærdende øjeblik, hvor hun passerede spejlvæggen og opdagede, at hun havde glemt alt om at klæde sig om til interviewet; havde glemt sit pæne jakkesæt og de fine højhælede sko på bunden af skuldertasken. Hun lignede med sin mascara, kohl og de stirrende øjne en hætteklædt vaskebjørn med skumle hensigter. Federico Renda ville have skreget. Og derefter fyret hende på stedet.

Hun havde alligevel mobiliseret et strålende smil, da hun henvendte sig til en af ekspeditricerne med sin helt usandsynlige historie om en aftale med den guddommelige designer. Pigen havde hurtigt, som var Sabrina radioaktiv, leveret hende videre til en sekretær fra emporiets indre.

Sekretæren førte en hviskende konversation over sit headset, før hun frygtsomt bød velkommen med et smil.

Den næste, hjerteskærende episode opstod, da en vagt insisterede på at føre en håndholdt metaldetektor over hendes krop og lemmer. Detektoren skreg, da den nåede Waltheren og Colt’en. Sabrina holdt legitimationskortet frem i strakt arm – en centimeter fra vagtens næse – og intimiderede ham med sit bedste domptørblik.

Di Luca gav hånd, og de sagde deres navne. Han lænede underarmene mod hængebroens rækværk. Endevæggen var erstattet af et sindrigt system af glas, aluminiumsprofiler og regnbuefarvede lameller i hele væggens højde, der via en computer og snesevis af små, elektriske motorer kunne dreje om deres egne akser. Systemet tillod forskellige grader af dagslys at slippe igennem til den monumentale runway: affyringsrampen for Di Lucas kollektioner.

Og der var plads i hallen; der var masser af plads til tilskuere, journalister, fotografer og kendte, til barer, borde stakket med goodiebags, kanapéer og champagne.

På runwayen hersede en modelinstruktør med en flok myndeslanke modeller i mirakuløse kjoler, sko og hatte på størrelse med solformørkelser.

Designeren pegede.

– Hvad synes De, signorina?

– De er flotte, sagde Sabrina og mente det.

– Og dette?

Han pegede på et gigantisk, opvarmet akvarium på hjul, hvori andre modeller, iklædt slørede havfruekjoler, graciøst flød omkring. En anden instruktør dirigerede pigerne, fotografer og assistenter stod på stiger og gangbroer, belyste, fotograferede, kom med opildnende tilråb.

– En spandfuld piranhaer og en elektrisk ål ville gøre underværker, smilede Sabrina og kunne have bidt sin tunge af. – Peppe det hele lidt op, altså, mumlede hun.

Di Luca så forbløffet på hende. Så lagde han nakken tilbage og lo af fuld hals, og Sabrina så på en formue i fornemt tandlægearbejde.

Hun smilede tilbage. Modeguden var klædt i et par lysebrune, slidte fløjlsbukser, en forvasket, farveløs poloskjorte, og de brune fødder var stukket i et par udtrådte sejlersko. Hænderne var slidte, og der var puder af hård hud mellem tommel- og pegefingrene.

– Sejler De? spurgte hun.

Han løftede hænderne og så på dem.

– Så ofte, jeg …

Han blev afbrudt af en række kvinder i fuldt Rio-skrud: drømme i pailletter, hvide tænder og strudsefjer, der i sambatakt dansede ind i hallen. Bag kvinderne fulgte blodrige, atletiske mænd med nøgne overkroppe, der akkompagnerede på fløjter, trommer og marimbas. Det var umuligt ikke at vugge med i takt.

– Efterårskollektionen. Carnevale. En sensualitetens karavane gennem Milanos gader herfra og til messen i Rho Fiera. Rullende filialer af Rio, New Orleans og Venezia, min egen by. En masse pomp og pragt … for at camouflere en fuldkommen mangel på originalitet, naturligvis.

Han smilede vredt: – Den tog min chefdesigner med sig, da han gik. Pressen har ret.

– Det er vist ikke den almindelige mening, maestro, at De ikke stadig kan skabe vidunderlige …

– Som skabende er man en orm. Hvis man klæder kvinder, skal man blot at se på Diors tegninger, og man får lyst til at begå selvmord. Hvis man skriver, kan man læse ti sider af Elsa Morante eller Hemingway, og man får lyst til at stikke hovedet i den nærmeste gasovn. Det er håbløst.

– Ikke når det lykkes, sagde hun.

– Det lykkes aldrig helt, hvis man virkelig mener noget med det.

Hun tænkte på, om Massimiliano Di Luca var sammen med nogen. Naturligvis mente de fleste, at il maestro var homoseksuel, men det var aldrig lykkedes paparazzis at identificere en elsker. Fysisk nærhed var ham imod. Kolleger, modeller, fotografer, stylister og journalister blev før et møde indskærpet, at et kindkys eller forsøg på omfavnelse ville betyde en enkeltbillet til galaksens yderste forposter, hvad angik den milanesiske modeverden. Massimiliano Di Luca var en direkte efterkommer af Venezias doger og betragtede andre mennesker som laverestående, historieløse væsner. Men isolationens væsentligste årsag var en bekymring for Stemmens renhed. Han betragtede sig selv som et tilfældigt medie for en henkastet og guddommelig evne. Som Mozart. Det mindste han kunne gøre var at lade stemmen tone rent i en katedral og ikke i et pulterkammer fyldt af elskere, børn, husdyr eller ægtefæller. Hvis du kan høre alle andre, hører du sidst dig selv, var en af hans pointer. Måske var det derfor, han sejlede. Di Luca havde haft en vanskelig barndom og ungdom i familieskrædderiet i Rom, forstod man, men han havde også sagt, at en lykkelig barndom var al kreativitets modsætning, og at han altid havde været familiens lyserøde får.

– Man har fundet Lucia og Salvatore Forlani, signore.

Han så ikke på hende. Han så ind i det mangefarvede dagslys, der faldt gennem lamellerne, gennem den sorte hal. Det nåede hans ansigt samtidig med oplysningen, og Sabrina fik øje på hundreder af fine rynker og linjer og bittesmå, hvide skægstubbe, der dækkede hage og kinder. Hendes ord afbrød elektriciteten til de blå øjne.

– De er døde, ikke?

– Det er de, sagde hun.

– Hvor?

– Har De et kontor, hvor vi kan tale sammen, signore?

Kvinderne dansede videre, instrumenterne lød uden rytme, ekkoende, ustemte. Modellerne i akvariet lignede druknende.

Di Luca så på hænderne, der lå om det hvide stålgelænder.

– Er De sulten? spurgte han.

– Nej.

– Heller ikke jeg. Men jeg kender et fredeligt sted, signorina. Per favore, sagde han.

Stille som en bøn.

– Naturligvis.