20

Gun marcherede ud på dametoilettet og opdagede med gylpende panik, at der ikke var nogen ledige aflukker i de svale, højloftede rum. Sabrina nærmede sig håndvaskene for at brække sig, da et ungt, platinblondt og selvbrunerfarvet trofæ forlod et aflukke længst nede. Kvinden betragtede hende nervøst og tog et langt skridt til siden.

Sabrina faldt på knæ og ofrede signora Santinis mesterligt komponerede retter i toiletkummen. Hun lå længe med koldsveden perlende på panden. Hvis døden havde en smag, var det smagen af galde, tænkte hun. – Åh Gud, åh Gud, mumlede hun ned i kummen, til synet igen fik hende til at kaste op.

Hun stemte sig op på kraftesløse arme, trak og satte sig på toiletsædet. Mørke vande lukkede sig over hendes hoved, og hun vidste, at hun ikke kunne bære opgaven hjem. Eller nogen andre fornuftige steder, for den sags skyld. Og hun ville aldrig få at vide, hvem der havde dræbt hendes far.

Alting var for stort. Alting var for kompliceret og helt umuligt. Uoverskueligt, og som sagt alt for fucking, forbandet kolossalt og enormt stort. Satellitter … modekongen, der ventede derinde, spaltelamper og milliarder af euro, et hus fuldt af døde videnskabsfolk og biler fulde af smadrede genier, døde unge mødre og døde drenge, og døde, døde små fødeklare drengefostre i sorte affaldssække, smidt ned i et tilfældigt hul, som var de sække med lort.

Sabrina blev ved med at bearbejde ansigtet med håndfladerne, gav sig selv et par smældende, selvhadende lussinger for at blive til, og hun begyndte at forstå, hvorfor emoer skar sig. Hun følte sig grænseløs. Som en tilfældig og løsagtig sky – af nanopartikler for eksempel – der var ved at flygte fra deres faste pladser i hendes krop, sive bort og ind mellem molekylerne i toiletkummen, døren, toiletrulleholderen, skydelåsen … – STOP SÅ, råbte hun – vistnok højt – for alarmerede kroppe begynde at støde mod skillevægge og døre i de andre aflukker. Ophidset mumlen rikochetterede fra flisevægge og hårde gulve … Sabrina hørte, at de andre kvinder, i denne den mest forsvarsløse af alle situationer, panikagtigt accelererede deres forehavender; at de kæmpede med toiletpapir, tøj, lynlåse og genstridige døre for at komme ud og bort.

Hun forstod dem. Et pludseligt udbrud af galskab på et toilet ville have fået hende til at reagere på samme måde.

– Undskyld, råbte hun halvkvalt, hvilket kun medførte yderligere, undertrykt tumult. Milano var en europæisk metropol, restauranten var et pilgrimssted, og der var forargede udråb på flere sprog. Et barn begyndte at græde. Uden at se hverken til højre eller venstre forlod hun aflukket, badede hænder og ansigt ved en håndvask og skyllede munden.

Hun fandt sin bedste efterligning af et naturligt smil og gik tilbage til sin verdensberømte vært.

Og gylpede hjælpeløst hele vejen.

Massimiliano Di Luca smilede høfligt. Hun vidste, hun var hvid som et lagen. Sabrina satte sig med et sidste hik bag servietten og betragtede desperat den næste ret, der var serveret i hendes fravær.

Trancio di rombo ai funghi porcini con puré di patate. Wither Hills Marlborough Pinot Noir blinkede i glassene. 2003. Hun sank ulykkeligt en mundfuld svampe.

Di Luca fandt kartoffelmosen for varm og svampene for hengemte. Han tilskrev dette køkkenchefens perversitet, for også dette var før blevet påtalt.

– Jeg er i virkeligheden ikke sulten, indrømmede han, da tjenerne havde forladt rummet. – Mærkeligt, i øvrigt. Jeg tilhører en generation, der ophøjede frådseri til en slags kunstart. Bagefter kaldte vi det selvrealisering og smed regningen ind på børneværelset.

– Hvem skulle stå for systemet?

– Schweizerne, naturligvis, sagde Di Luca. – Hvis De havde et mikroskop, kunne De se en række små tal og bogstaver og en tolvcifret kode under krystallerne. Swiss Electrotechnical Committee ISO 9001:2 000.

– Hvorfor schweizerne? spurgte hun.

– De er uundgåelige. Det er deres styrke at anbringe sig bredrøvet med deres ærværdige institutioner på enhver seriøs, international certificering. Komiteen har eksisteret siden 1889, hvor resten af Europa knapt nok anede, hvad elektricitet var. Den beskæftiger i dag 210 mennesker i Fehraltorf og Lausanne. De beskriver sig selv som en nonprofit organisation, hvilket må være et enestående udslag af schweizisk humor. De kender vel historien om håret og sølvtråden?

– Nej.

– Nej? Nå, men for at demonstrere deres mikroteknologiske forspring sendte General Electric engang i tresserne et menneskeligt hår foret med en sølvtråd til Schweiz. De fik få uger senere håret tilbage fra Bern. Schweizerne havde udhulet sølvtråden og sat en endnu tyndere kobbertråd igennem. Da forskerne i Californien fik den trukket ud under et elektronmikroskop, dannede kobbertråden af sig selv ordet: SWISSMADE. Modeskaberen smilede mildt. – Det var en af Giulios yndlingshistorier. Jeg går ud fra, at man skal være nørd for helt at værdsætte den.

– Jeg tror, De har ret, signore, sagde Sabrina.

Massimiliano Di Luca glattede servietten på bordet.

– Krystallerne skifter dato. Så sikkert som kirkens absolution. Så vidt jeg forstod Giulio, og han fandt mig altid usædvanlig tungnem, transformeres krystallernes fysiske egenskaber i takt med hjerteslaget i jordens magnetisme. Resten var, for Giulio og Batista, et relativt simpelt spørgsmål om at hakke forvandlingen op i 24 timers bidder. Så strimlerne vil de næste tusind år vise dagens nøjagtige dato. Det er umuligt at eftergøre for Camorraen. Teknologien er for avanceret, og et forsøg på efterligning vil reducere deres profitmargen til nul.

– Man undrer sig naturligvis over timingen, sagde Sabrina henkastet.

– Undskyld?

Hun smilede.

– At Nanometric blev angrebet få dage før, man kunne have sendt patentansøgningerne af sted.

Massimiliano Di Luca duppede læberne.

– Hvem er man, signorina?

– Statsadvokaten i Napoli.

– Hvorfor kom De egentlig? Var det ikke for at underrette mig om fundet af Lucia og Salva?

– Jeg forstod, at De var knyttet til familien Forlani personligt. At forbindelsen ikke kun var professionel?

Han smilede.

– Naturligvis. Jeg holdt meget af familien.

Hun lænede sig tilbage og legede med vinglasset.

– Jeg mente, at det var mest korrekt at fortælle Dem det personligt, sagde hun.

– Og jeg er taknemmelig. Gør De fremskridt? Mener De selv, at nogen forrådte Nanometric?

– Mine foresatte er overbeviste om, at sagen er, og bør forblive, lukket, sagde hun let. – Den blev grundigt efterforsket af forskellige instanser her i Milano og henlagt som uopklaret. I sin essens.

Hun åbnede munden for at sige flere uforpligtende ord og følte atter blod sive fra ansigtet ned i brystkassen, eller hvor blod nu sivede hen. Hun kunne have sværget på, at hun havde set toppen af en mobiltelefon i hans skjortelomme, da hun rejste sig for at gå på toilettet. Den var i en anden lomme nu.

Hun rystede på hovedet af sig selv.

Massimiliano Di Luca var utvivlsomt en af klodens mest feterede mænd. Hans mobiltelefon måtte være ved at smelte ned de fleste af døgnets timer. På den anden side havde den været fuldkommen tavs indtil nu.

– Dottoressa?

– Undskyld?

Di Luca smilede.

– Jeg spurgte, om De var enig i deres foresattes vurdering af sagen. Levende eller død?

– Levende eller død?

– En talemåde. Sagen.

– Ja. Naturligvis. Alle er jo døde, ikke sandt?

– Så hvad gør De herfra?

– Tager hjem. Var der for øvrigt nogen, der fortsatte Nanometrics arbejde?

Før Massimiliano Di Luca kunne svare, vendte tjenerne tilbage. Denne gang overvåget af signora Santini selv. Rygter og klager fra dametoilettet havde utvivlsomt nået hendes ører.

Torta di pesche all’Amaretto. Chateau d’Yquem i friske glas. 1990.

De spiste desserten uden at tale. Retten fandt Di Luca for øvrigt, og tilsyneladende ikke uden en vis irritation, perfekt.

– Jeg havde aldrig noget håb om, at andre ville gå videre med ideerne, sagde han endelig. – Det ville sikkert have betydet en enkeltbillet til evigheden. Jeg mener ikke, at jeg kan udsætte flere uskyldige for det, der overgik Nanometric og Giulios familie.

– Hvad med amerikanerne? Professor Luán, for eksempel.

– De skal være velkomne. Camorraen kan også købe flybilletter til USA.

Gøgen sprang ud af sin schweiziske bjælkehytte og annoncerede tre timeslag, selvom klokken var halv to.

Sabrina trak vejret dybt og betragtede venetianeren med al den opmærksomhed, hun kunne præstere. Det næste var forbandet dybt vand.

– De kendte min far, signor Di Luca, sagde hun.

– Gjorde jeg? Jeg kender mange fremragende mennesker, signorina.

– General Agostino D’Avalos. Han kendte i hvert tilfælde Dem. Han ringede til Dem den 5. september 2007 klokken 12.15. Omtrent på det tidspunkt, hvor Lucia og Salvatore Forlani forsvandt i Galleriet. Han var Nanometrics anden hovedinvestor. Jeg går ud fra, at I koordinerede jeres indsats?

Di Luca var umulig at ryste.

– Absolut. En meget sympatisk mand. Deres far, siger De? Meget sympatisk. Så må jeg kondolere.

– Tak. Så De kendte ham altså?

– Naturligvis. Meget godt. Så godt som nogen nu kunne kende Deres far. Han var i sagens natur en hemmelighedsfuld mand, dottoressa. Han orienterede mig på dagen om Giulios ulykke og om angrebet på Nanometric, men sagde intet om Lucia eller Salva. Jeg blev tre dage senere orienteret om, at han var blevet fundet dræbt på et motel nær Schweiz.

– Var I enige i jeres bestræbelser?

– Fuldkommen. Det var et fint partnerskab.

Fra bagsædet i en Audi to hundrede meter fra restauranten bad Urs Savelli chaufføren om at starte motoren, lade den gå i tomgang og skrue op for bilens airconditionanlæg. Han fiskede de hvide ørepropper ud af ørerne, viklede ledningen om fingrene og stak dem i lommen.

Den usynlige mikrofon og sender, han for længe siden havde fået installeret i spisestuens schweiziske kukur, havde transmitteret Di Luca og Sabrina D’Avalos’ forudsigelige samtale til Savellis øretelefoner. I årenes løb havde mikrofonen overhørt alle samtaler mellem Di Luca og hans prominente gæster i den private spisestue. Også de ugentlige møder med Giulio Forlani.

Mennesker var i så høj grad deres vaner og ritualer, tænkte han, mens han selv sov et nyt sted hver nat.

Modeskaberens mørkegrønne Bentley gled op foran restauranten. Dværgen og den ranke vicestatsadvokat i den bizarre forklædning blev vinket fra gårdspladsen af signora Santini selv.

– Massimiliano … mumlede Savelli og rystede på hovedet.

Han lænede sig tilbage i lædersædet og løsnede slipset.

– Andiamo, sagde han til chaufføren.