21

Der var ingen ledige skriftestole, selv om hun i høj grad havde brug for et selvforglemmende ritual. Sabrina måtte nøjes med at sidde på en af de bageste bænke i domkirken og forsøge at lade sig opløse i dens grå, højloftede lys.

Kvalmen kom og gik.

Bentleyen havde afstødt hende nær Scala Operaen, og folk på fortovet havde betragtet emoen med åbenlys munterhed, da den fornemme bil trak fra kantstenen. Hun havde beskæmmet trukket hætten over hovedet og skyndt sig videre.

Hun forlod domkirken med en flok russiske turister.

Himlen var overskyet, og en regndråbe ramte hætten. Hun gik over domkirkepladsen og stillede sig i en portåbning. Regnen begyndte at skylle turisterne af domkirkepladsen. Hun havde købt en ny mobiltelefon og et taletidskort i et supermarked og ringede til børnehjemmet. Det var en af de tilsynsførende, som hun kendte bedst, der havde vagt.

– Hvordan har han det? spurgte hun.

– Stille. Undtagen om natten. Gamle mareridt. De er begyndt med medicinen igen.

Hun vidste, at Ismael var ligeglad. Han slugte alle de piller, de satte foran ham.

– Kan jeg tale med ham?

– Øjeblik.

Der lød en skramlende lyd, da røret blev lagt på metalhylden ved siden af den fastboltede mønttelefon på drengenes etage.

Røret blev samlet op, og Sabrina bildte sig ind at høre et åndedrag. Hun begyndte at græde – men lydløst. Et hørligt snøft ville omgående få Ismael til at smide telefonrøret fra sig. Det vidste hun fra tidligere episoder, hvor hun havde ladet forskellige følelser løbe af med sig.

– Ismael? Det er Sabrina. Har du det godt?

Der var ingen lyde i den anden ende.

Et eller andet stort og kantet voksede i hendes bryst, og hun pressede telefonen mod ærmet.

Så lød en langsom, velovervejet tænderskæren i Ismaels ende.

Drengen ventede.

– Jeg er i Milano, sagde hun. – Jeg står og ser på domkirken, Ismael. Jeg har sendt dig et postkort. Der er drager og munke og gargoyler og flere munke og griffe. De er halvt løver og halvt ørne. Og der er tonsvis af helgener.

Hun vidste at postkortet som alle de andre ville blive tapet op på væggen over Ismaels seng.

– Jeg kommer snart hjem, sagde hun med tårerne strømmende ned ad kinderne.

Hans vejrtrækning skiftede tempo.

– Jeg har det fint, påstod hun med al den varme og ro, hun kunne præstere.

Luften bevægede sig langsommere over den følsomme mikrofon på børnehjemmet.

– Vi ta’r i zoologisk have, så snart jeg er tilbage, lovede hun, som om de mindst havde trekvart aftale hjemme, og resten kun var et spørgsmål om at få presset udflugten ind i deres kalendere.

– Ismael?

Hun mærkede, at et løsrevet hulk var på vej og slog panden mod murværket. Porca puttana!

Ismael rømmede sig stille, og Sabrina smilede. Hun mærkede varmen sprede sig i kroppen.

– Tak, Ismael, sagde hun. – Tak.

En ny, irritabel brummen, og så slog det dinglende telefonrør mod væggen på tredje sal i børnehjemmet i Napoli – drengen var borte.

Hun søgte ind under baldakinen på den nærmeste fortovscafé, bestilte og skyllede en Vecchia Romagna og en espresso ned. Sabrina smilede lyst til en forbipasserende mand, der med optrukne skuldre og opslået paraply skyndte sig gennem regnen. Manden standsede midt i en vandpyt og smilede tilbage.

Sabrina vinkede ham videre og tænkte på Nestore Raspallo.

Hun var begyndt at betragte den unge mand som Lampens Ånd. Man gned en tilfældig mobiltelefon, og så dukkede han op, parat til at opfylde ens mindste ønsker.

– Raspallo.

– Sabrina.

– Hvordan går det?

– Har nogen af ‘håndværkerne’ sagt noget? spurgte hun.

– Det er lidt for tidligt. Måske når vi har samlet mere materiale på dem, har forbundet dem til eventuelle uopklarede forbrydelser, fået indskrænket deres horisont og forhåbninger en smule. Hvis de stadig ikke siger noget, bliver de waterboardet. De er hos ROS, ikke spejderbevægelsen. Hvor er du?

– Ingen steder, sagde hun.

– Hvordan er der dér?

Hun så sig omkring. Pladsen var forladt.

– Tomt og vådt.

– Din chef, Federico Renda, vil gerne tale med dig, sagde han.

– Tak.

– Hvor skal du hen?

– På hospitalet, havde jeg tænkt mig.

– Dr. Carlo Mazzaferro? Giulio Forlanis læge?

Den unge mand blev ved med at fange hende på det forkerte ben. En slags venskabelig boksekamp, måske; som de hundreder af kampe, hun havde udkæmpet med sine talrige brødre, men Nestore Raspallo slog igennem. Nøjagtigt som brødrene havde gjort. De var som regel ninjaer, med al den overlegenhed, det medførte, mens Sabrina var … opgaven.

Hun svarede ikke.

– Jeg har hørt, at han er rejst fra Milano til en forlænget weekend i bjergene, oplyste Raspallo.

– Det har du hørt? Hvor er han rejst hen?

– Det ved jeg ikke, men husk, at du ikke er den eneste, der kan forbinde prikkerne, Sabrina. De er ikke idioter.

– Du har ventet på mig, sagde hun i et pludseligt, foruroligende klarsyn.

Hun kunne se hans grå øjne for sig. Formodentlig var de lige nu sammenknebne og misfornøjede.

– Jeg ved ikke, hvad du taler om. Men nogen har måske ventet på én som dig. Drabet på vores gamle chef, din far, bliver ikke glemt. Et uopklaret drab på en mand som generalen ændrer verdensopfattelsen hos Camorraen i uacceptabel retning. De bliver utålelige. Apropos det at vente, så ring til din chef.

Hun slukkede telefonen og tændte en cigaret.

Regnen faldt endnu voldsommere, og hun spurtede over Corso Vercelli og fandt en ny, venlig portåbning ved siden af en vietnamesisk restaurant.

Federico Renda havde før hendes afrejse givet hende sit privatnummer, og hun havde følt sig passende beæret. Hun vidste ikke, om han svarede fra sit kontor eller hjemmefra.

– Hvorledes går Deres efterforskning, dottoressa D’Avalos?

– Nogenlunde, tror jeg.

– Det glæder mig, og jeg ved, at De er i gode hænder hos den unge Raspallo.

– Jeg er ikke sikker på, at jeg befinder mig i nogens hænder, signor.

Small talk havde aldrig været Federico Rendas stærke side.

– Nej, men det gør De nok alligevel. Projektilerne passer for øvrigt. Det var det samme våben, der dræbte Fabiano Batista, Paolo Iacovelli i Nanometric, Lucia Forlani, hvor hun nu end befandt sig og … General D’Avalos. Deres far.

Sabrina støttede panden mod de kolde mursten og følte sort træthed stige op fra fodsålerne.

– L’artista, sagde hun. – Det var hende. Det er hende, der har slået dem alle sammen ihjel. Min far …

– Det er korrekt. Det ville være mit eget bud, ja.

– Jeg har tænkt … eller drømt om Deres problem, dottore, sagde hun.

– Hvilket et af dem?

– Hvorledes don Francesco Terrasino og l’artista udveksler information. De har uden tvivl allerede selv tænkt på det, men De beskriver don Terrasino som en middelalderlig bonde.

– Det er han, sagde statsadvokaten. – Decideret lavteknologisk. Han bruger kun naturlig gødning på sit landbrug, og alt plukkes eller høstes med håndkraft. Der er ikke en telefon i det hus, ikke en computer, dårligt nok et køleskab. Det eneste højteknologiske er alle hans kameraer og alarmsystemer.

– Jeg har et foderbræt uden for mit vindue, sagde hun. – Der er duer. Det mest lavteknologiske, jeg kan komme på, ville være brevduer. Hun smilede. – Idiotisk. Jeg ved det godt. Men de kommer som regel frem, og hvis man vil være sikker, sender man flere med den samme meddelelse. Cosa Nostra på Sicilien bruger brevduer.

– Muligheden har strejfet mig en gang, indrømmede han. – Men ROS har overvåget den ejendom i årevis fra satellitter og fra førerløse fly. Der er intet, der minder om et dueslag.

– Har de været derinde?

– Det er umuligt. Den gård er hermetisk lukket.

– Det var bare en tanke, sagde hun.

– De sagde noget forleden, som jeg faktisk har tænkt over, sagde Renda storsindet. – Man kan forestille sig alt, naturligvis, men man kunne også forestille sig, at meddelelser blev afleveret til en mand, der holdt af duer. Jeg vil begynde at se efter sådan en mand. Talte De med den eminente venetianer?

– Vi spiste frokost sammen.

– Og?

– Jeg fortalte ham om fundet af Lucia og Salvatore Forlani. Han virkede chokeret og trist. På passende vis, synes jeg.

– Hvad mener De om ham?

– Meget charmerende, sagde hun.

– Det var ikke det, jeg mente.

– Han virker reel, synes jeg. Oprigtig.

– Javel. Hvad gør De så nu? spurgte Renda.

– Finder et sted at sove. Jeg er træt.

– Jamen, så sov godt, sagde han.

– Tak.

Hun havde aldrig følt sig mere lysvågen.

Hun så på den nye mobiltelefon, lod den falde gennem en rist i rendestenen og pillede cellofanen af den næste.