22

Qualiano, Napoli

Statsadvokat Federico Renda befandt sig hverken på sit kontor eller i sit hjem, da han talte med Sabrina D’Avalos, men i en ganske almindelig skurvogn; en mobil frokoststue for Qualianos kommunale vejvæsen. To brede vejarbejdere havde løftet Rendas kørestol ind i vognen og lukket døren bag ham, mens hans tjenestevogn forlod området. Det var ikke en forstad, hvor en specialbygget Mercedes GL faldt naturligt ind i bybilledet. Dette var Qualiano, en almindelig, relativt trøstesløs forstad til Napoli domineret af små virksomheder, gartnerier og mindre landbrug, mens der var meget få beboelsesejendomme.

Skurvognen holdt på Via Nicola Fele, hundrede meter fra den høje, hvide mur omkring don Francesco Terrasinos ejendom. Mafiabossens gård var skjult bag et byggemarked, en forhandler af rensningsanlæg til swimmingpools og en række træer.

Renda så sig omkring i vognen.

– Hyggeligt.

Den unge mand med det lysebrune hår, som Sabrina D’Avalos kendte som Nestore Raspallo, og som Federico Renda kendte under hans rigtige navn, kaptajn Primo Alba, så på vognens vægge, der var tapetseret med midtersider fra Playboy og Hustler, og grinede.

– Bestemt, sagde han. – Inspirerende.

Han sad på en træbænk med en bærbar computer på knæene. Ved siden af ham sad en synligt utilpas og svedende stadsingeniør ved navn Franco. Bare Franco.

– Lad mig få historien, Franco, bad Renda.

Manden lynede sin orange kedeldragt ned og åbenbarede en netundertrøje og en respektabel guldkæde, hvis led fjedrede på brystets hårmåtte.

– Det er knap nok en historie, signore, sagde ingeniøren. Han bredte et kort i stor målestok ud på skurvognens kaffeplettede formicabord, og Federico Renda rullede derhen.

Manden pegede på kortet med spidsen af en blyant.

– Dette er vores vigtigste arbejdsredskab, sagde han. – Det viser alle de faste, underjordiske installationer i området. Det vil sige nedgravede ledninger, drænrør, fiberoptiske kabler, vandrør, arkæologiske installationer, som akvædukter for eksempel, gravpladser, sløjfede kirkegårde, så vidt de er kendt, kloakker og så videre.

Renda nikkede.

– Hvor er vi?

Blyantspidsen landede midt på Via Nicola Fele, hvor den afsatte et lille kryds. Ingeniøren rev et stykke køkkenrulle af og tørrede sveden af panden og halsen.

– Byggemarkedet ringede til os i går. De havde bemærket, at asfalten ud for deres indkørsel sank en smule, at den virkede ustabil. De anvender tunge lastvogne, når de modtager varer, og når de kører byggematerialer ud til kunderne. Markedet åbnede for tre måneder siden, og før de åbnede, var vejen kun almindeligt belastet.

– Jeg forstår.

– Tak.

Blyantspidsen svævede over indkørslen til byggemarkedet.

– Mine folk kom i går for at besigtige skaden, og det var rigtig nok. Asfalten har sat sig fra byggemarkedets indkørsel og tværs over vejen. Ikke meget, men tre centimeter på det dybeste sted, vil jeg tro. Det mærkelige var, at det ustabile område var så regelmæssigt og strakte sig over vejen til den modsatte kantsten.

– Hvor bred er forsænkningen? spurgte Renda.

– Omkring to meter bred og otte meter lang.

– Og under asfalten?

Ingeniøren så på statsadvokaten, pressede en knyttet hånd mod mellemgulvet og undertrykte et surt opstød.

– Ingenting. I henhold til kortet. Bortset fra en smal kloakledning inde ved kantstenen og under fortovet, sagde han.

– Det var uforklarligt, signor procuratore. Som sådan. Indtil vi fik de første billeder dernedefra, og jeg syntes, det var bedst at underrette Dem direkte. Ikke mindst i betragtning af …

Ingeniøren gjorde en vag håndbevægelse mod nord. I retning af don Francesco Terrasinos ejendom.

– Og det gjorde De ret i, signor Franco, sagde statsadvokaten varmt. – Vi meget taknemmelige. Ikke, Primo?

– Helt sikkert, sagde den unge mand uden at se op.

Blyantsspidsen indtegnede rektanglet i vejen, og der var vitterligt ingen signaturer i undergrunden på dette sted.

– Her til morgen brækkede mine folk et stykke af asfalten op og fandt ud af, at stabilgruset under asfalten sivede bort på det dybeste sted under forkastningen. Det kan kun forsvinde én vej, signore procuratore, og det er nedad. Så fik jeg det fleksible kamera kørt hertil. Der befinder sig en tunnel under vejen. En uautoriseret skakt af en slags. Vi troede først, at det var en gammel, uafmærket kloak eller resterne af en romansk akvædukt. Det har vi været ude for før.

– Minedrift?

– Aldrig.

– Vi har billeder igennem, sagde kaptajn Primo Alba.

Ingeniøren sukkede, mens Federico Renda løftede hovedet som en vejrende jagthund.

Bag skurvognen holdt en teknisk vogn fra det nationale vejvæsen. Renda og Primo Alba havde sørget for, at man havde klæbet plastikfolie over vognens kendemærker og navne. Fra vognens bagende strakte et gråt plastikrør sig ned i jorden, hvorfra Francos mænd havde fjernet asfalten. Fra vognens indre havde teknikere manøvreret et armeret og bevægeligt fiberoptisk kamera og en lyskilde gennem røret og ned i undergrunden. Teknikerne transmitterede optagelserne til computeren på Albas skød.

– Vi anvender normalt udstyret til at se gamle kloakledninger og drænrør efter med, sagde Franco. – Det fungerer ligesom de bevægelige miniaturekameraer, som lægerne bruger til at se ned i ens mavesæk med … eller … ens tyktarm. Jeg har selv …

Et blik fra Renda fik ingeniøren til at tie.

Kameraet panorerede over en stålbjælke, en opstander, en tyk hvid og perforeret harmonikaslange, der hang fra bøjlejern i tunnellens betontag og en kraftig sort ledning med fatninger og slukkede lyspærer. Tunnelen fortonede sig i begge ender i fuldkomment mørke langt uden for den indbyggede lyskildes rækkevidde.

– Det er næppe en romersk akvædukt, signor Franco, sagde statsadvokaten og pegede på ledningsguirlanderne og ventilationsslangen på computerskærmen. – Medmindre vi sørgeligt har undervurderet vore forfædres teknologiske formåen.

Franco nikkede.

– Næppe, sagde han trist.

– Er det virkelig muligt, at der findes en tunnel som denne, en fin, lige, velbygget, velventileret og formentlig veloplyst tunnel midt i Deres by, uden at nogen som helst har haft en anelse om det? spurgte Renda og lænede sig tilbage i kørestolen.

– Jeg ville ikke tro på det, hvis nogen havde fortalt mig det, sagde ingeniøren. – Før i dag.

– Lad os se gulvet, sagde Primo Alba, og Franco gav en kort ordre i walkie-talkien.

Kameraet fandt en lille, kegleformet dynge grus på gulvet helt inde ved væggen, hvor stabilgruset under Via Nicola Feles asfalt havde fundet et hul i tunnellens betondække.

– Laser, bad Alba.

Apparatets indbyggede lasermåler opmålte en afstand mod syd på 103 meter, lige som en pil, til en endevæg, der måtte befinde sig et stykke inde på Don Terrasinos ejendom, og 105 meter i den stik modsatte retning.

Ingeniøren og statsadvokaten bøjede sig igen over vejvæsenets kort. Franco kalibrerede en passer med kortets målestokslineal og udmålte 105 meter mod nord fra deres position.

Renda pegede på en lille klynge bygninger.

– Hvad har vi så der? spurgte han.

– En tømrervirksomhed, sagde Franco. – Den har altid ligget der. En ældre mester, signor Marchese. Han laver lidt arbejde for kommunen en gang imellem. Han bor der med sin kone.

– Og har åbenbart en bibeskæftigelse, indskød Primo Alba. – Åbenbart, indrømmede Franco.

– Tak, sagde Renda.

Han vendte sig mod ingeniøren.

– Få lappet hullet i asfalten, signor Franco. Sig til byggemarkedet, at de bare skal fortsætte som før. Find på et eller andet. At tingene har stabiliseret sig. Og få så Deres folk og vogne væk. Omgående.

Franco rejste sig, lettet ved udsigten til at komme ud af skurvognen.

– Signor Franco?

Ingeniøren vendte sig.

– Ja?

Franco så på den pæne, smilende unge mand på bænken. Der var et eller andet ved smilet, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen. Så så han ind i Federico Rendas alvorlige, brune øjne.

– Jeg vil ikke true Dem med død og ulykke, hvis noget som helst slipper ud om det her, sagde statsadvokaten. – Om tunnelen, mener jeg. Men … men, jo, det vil jeg alligevel. Jeg vil få dem til at ønske, at De for evigt var forblevet et håbefuldt glimt i deres mors øjne.

Renda foldede hænderne på skødet.

– De er en intelligent mand, signor Franco. De kan selv forestille Dem, hvad jeg vil gøre ved Dem, hvis Camorraen får noget som helst at vide om det her. De kan sørge for, at deres mænd også forstår det. Capisce?

– Selvfølgelig.

Ingeniøren vendte sig igen og tog et skridt. Han havde lagt hånden på dørhåndtaget, da Rendas stemme igen bremsede ham.

Statsadvokaten smilede.

– Denne Marchese. Tømrermesteren. Kender De ham?

Ingeniøren trak på skuldrene.

– En smule.

– De ved ikke, om han tilfældigvis er interesseret i brevduer?

Franco smilede forbavset og for første gang ægte.

– Han taler ikke om andet, signore procuratore.

– Tak.

– Må jeg gå nu?

– Selvfølgelig. Undskyld.

– Det var satans, sagde Primo Alba.

– Fuldkommen vanvittigt. Renda så på kortet på bordet. – Der er et kornlager med en mindre silo bag tømrervirksomheden. Få nogle folk derop. Sig til dem, at de skal kunne være der længe. I det sekund den gamle mand ta’r en brevdue ud af slaget, må de bremse ham.

– Og tunnellen?

– Et mirakel. Jeg tror stadig ikke helt på det, sagde Renda. – Få nogen derned i nat. Fjern gruset og lav hullet i loftet. Få sat mikrofoner, fotoceller og kameraer op. Og pas på signorina D’Avalos for mig. Det skylder vi hendes far. Hvordan har hun det?

– Presset, men funktionsduelig, selv om hun er amatør.

– Armslængde, sagde Renda. – Kun dig. Savelli kan lugte en fælde på ti kilometers afstand. Han må komme til hende af egen fri vilje.

– Og når han finder hende?

Renda trak på skuldrene.

– Vi finder på noget. Til den tid. Måske sker der ikke mere. Måske er der ikke mere.

– Nej, måske, sagde den unge mand.

Ingen af dem troede et sekund på det.

– Det var altså hende, sagde Renda tankefuldt.

– Hvem? spurgte Alba.

– L’artista. For helvede, da. Det var hende, der dræbte General D’Avalos, Lucia og Salvatore Forlani, Paolo Iacovelli.

En tynd, fugtig hinde lå over statsadvokatens pande.

– Sabrina D’Avalos havde altså ret, sagde Alba med et vist eftertryk. – Også i det med duerne.

Han så på statsadvokaten.

– Don Terrasino, tunnellen, l’artista. Hvad mere forlanger De?

– Savelli. Savelli ville være rart.

Han vendte sig mod den unge mand.

– Jeg ved, vi aftalte din tjeneste til otteogfyrre timer, men vil du fortsætte?

– Naturligvis.