24

Regnen smagte af kohl og mascara, og Sabrina vidste, at hun lignede en våd, tragisk klovn.

Hun stod i en gyde mellem et konditori og en isenkræmmer. Affaldsspandene duftede af kanel, chokolade og vanilje, og maven snørede sig sammen. Hun havde stået i regnen en halv time over for morens opgang, kold, men opmærksomt observerende. Der var kun få mennesker på gaden; en pige med en guitarkasse på ryggen, en mand, der trak af sted med en lille hund, et par drenge fordybet i en samtale, der kun kunne forstås af andre trettenårige. Der var ingen mennesker i de parkerede biler, så vidt kun kunne se; ingen mistænkelige kassevogne eller blændede varevogne, og ingen taxaer, der ventede på kunder, der aldrig kom; ingen motorcykler eller personvogne, der vendte tilbage til Via Salvatore Barzilai som en afvist elsker.

Sabrina frigjorde sig fra skyggerne og skråede over gaden til opgangen ved siden af morens, trykkede på dørtelefonen til hudlægen på tredje sal, der automatisk åbnede døren de aftener, der var konsultation, og gik ind. Den gamle elevator midt i opgangen skramlede gigtplaget ned til stueetagen, hun åbnede gitterdøren, trak den til efter sig og trykkede på knappen til femte sal. Elevatoren tog ligesom mod til sig, før den begyndte opstigningen. Sabrina lagde hovedet tilbage og så gennem gitteret i elevatorstolens loft. Hun forestillede sig – som altid – at hun var en rejsende i et rumfartøj: Tagene over ejendommens opgange var forsynet med store glaskupler. På sommerdage lyste de opalblåt som havet under en klippe, og man følte sig vægtløs, hvis man stirrede længe nok på kuplen, når man kørte op. Skyfrie septembernætter var kuplerne observatorier fyldt med stjerner, planeter, forbidragende flyvemaskiners positionslys, undertiden sejlede en satellit forbi, og månens bane krydsede kuplerne.

I aften var de lukket af mørke og regn.

Hun steg ud af elevatoren og gik op ad trappen til loftsetagen. Der stod to rengøringsvogne på reposen. Ved siden af vognene var en stige boltet ind i væggen, og for enden af stigen førte en lem ind på lofterne.

Elevatoren begyndte at køre ned, og hun trykkede sig op ad væggen uden at trække vejret. Elevatorstolen skramlede endeløst nedad, og dens gamle, usmurte tandhjul skreg forulempet mellem væggene. Ved hver etage udstødte elevatoren et skælvende, næsten menneskeligt suk. Sabrina hørte ingen stemmer dernede. Ingen hårde skridt over marmorgulvene. Hvem der nu havde tilkaldt elevatoren, måtte være alene og meget stille.

Hendes hænder var fugtige på stigens trin, og hun kunne ikke mærke sine knæ. Hun trak sig op ved hænderne og bandede sagte, da pistolkolben slog mod stigens metal. Hængslerne i lemmen ind til lofterne våndede sig lidenskabeligt millimeter for millimeter. Hun kunne høre elevatoren påbegynde opstigningen. Sabrina vred sig ind gennem lemmen og ind på de støvede gulvplanker, lukkede lemmen efter sig, men lod den hvile på en skælvende finger, så hun gennem sprækken kunne se det øverste af trappen og gulvet foran de to rengøringsvogne. Hun lirkede Waltheren ud af skulderhylstret og sigtede mod nøjagtigt det punkt, hvor en persons hoved ville komme til syne over trappens øverste trin.

Elevatoren standsede ud for en af de midterste etager, hun hørte en hoveddør blive åbnet, og muntre, dagligdags stemmer gjaldede og snoede sig op gennem trappeløbets spiraler.

Hun var ved at græde og gispede efter luft. Det var en viljesakt at starte åndedrættet igen.

Hun kendte hver kvadratcentimeter af de støvede loftsgange, der lugtede af ælde og fugt og oplagret sol. Loftet havde været alle landskaber og arenaer, når brødrene og Sabrina legede deres dødsensalvorlige lege. Det var svimlende fuldt af bagholdspositioner og mørke kroge, og hun mærkede barneangsten, da hun listede sig gennem mørket, sikker på at en sortklædt ninja hvert øjeblik ville sparke benene væk under hende eller kaste hende til gulvet med et skingrende og lammende kiai! Hun havde efterladt mindst en kvart liter blod, en del hud og et par tænder deroppe.

Sabrina havde tidligere på dagen ladet sig indskrive på det femstjernede Grand Hotel Duomo i Via San Raffaele. Det sidste sted nogen ville se efter en emo, havde hun tænkt. Conciergen var i fuld gang med at smile afvisende, da hun dryppende stod foran mahogniskranken med en kø af langt mere interessante operagængere bag sig. Smilet tøede dog adskillige grader op, da hun rakte ham sit MasterCard foldet i en 100 € seddel.

Mandens sidste forsvar var at tilbyde hende bryllupssuiten – det eneste ledige for natten, signorina, desværre. Den stirrende pige rakte tavst hånden frem efter nøglen.

Sabrina tømte i løbet af få øjeblikke minibaren for chips og saltmandler, to colaer og en gin & tonic. Hun fandt suitens soveværelse og faldt omgående i søvn: på maven; oven på den hvide, hjerteformede seng.

Og vågnede klokken otte.

Det tog hende lange øjeblikke at orientere sig. Hun fandt en fjernbetjening, satte sig mod sengegavlen og trykkede på “on” uden at kunne se noget fjernsyn. Der lød en eksklusiv summen, låger gled til side og åbenbarede en stor fladskærm i en skranke ved væggen.

Hun havde zappet gennem tv-kanalerne, indtil hun blev lysvågen: Den tårnhøje, platinblonde – og skræmte – skønhed, der på Dal Pescatores dametoilet havde overladt hende sit aflukke, tonede frem i et af de utallige talkshows i en tivoliagtig scenografi; nu iført en til navlen nedringet, irgrøn og pailletbesat cocktailkjole, der absolut intet overlod til fantasien og ivrigt duellerende med sin sølvhårede, noget lavere mandlige medvært i disciplinen ekstatisk nonsens.

Så en lokal nyhedskanal. Udrykningslanterner, tæpper af regn drev forbi gadelygter og fotografers projektører. Bag den kvindelige journalist i regnfrakken så man togspor, luftledninger, ambulancer, politibiler, afspærringer og stationsbygninger, som Sabrina ikke kunne identificere. Hun var ved at skifte kanal, da journalistens næste, stødvise ord fik hende til at rette sig op.

“Ligene af den 57-årige kirurg, professor Carlo Mazzaferro, og den 25-årige læge, dr. Laura Rizzo, blev fundet i en aflåst førsteklasseskupé i Comoekspressen. De foreløbige oplysninger herfra tyder på, at de to milanesiske læger var på en privat rejse nordpå, da de blev dræbt af ukendte gerningsmænd med ukendte motiver.”

Journalistens ansigt var nøjagtigt så seriøst og nøgternt, som den dystre reportage krævede, men stemmen dvælede sensationelt ved ordene “25-årige” og “privat.”

Sabrina slukkede, og fladskærmen forsvandt.

Hun smed fjernbetjeningen fra sig, rejste sig fra sengen og travede rundt på gulvet i cirkler, der blev mindre og mindre, indtil hun stod stille, foroverbøjet, med hænderne på knæene, mens soveværelset blev ved at rotere bag øjenlågene.

En ny kulderystelse fik næsten hendes knæ til at svigte, eller også var det varmen i morens lejlighed, måske alle de gamle dufte. Hun gned hænderne mod hinanden, åndede i dem og gik gennem gangen.

Noget gned sig genkendende mod hendes ben, og hun rakte automatisk ned og kløede den gamle, halvblinde hankat Ziggy bag øret. Katten pressede sit hoved mod hendes hånd og fulgte hende miavende ud i køkkenet.

Hun havde samme eftermiddag beordret moren ud af lejligheden; op til sommerhuset ved Comosøen. Hendes mor havde ikke stillet mange spørgsmål; fyrre års ægteskab med generalen havde installeret et sæt solide, betingede reflekser i hende, som Sabrina skamløst aktiverede.

‘Én kuffert og af sted, nu, mor, hører du? Tag en taxa til stationen og lad være med at tale med nogen som helst. Jeg forklarer alting senere. Et par dage. Gi’ mig et par dage.’

Samtalen havde varet under et minut, og Sabrina havde lovet at fodre katten.

Måske havde moren været med samme tog som dr. Carlo Mazzaferro og hans unge kollega, Laura Rizzo.

Hun tændte kun lyset i de værelser, der vendte mod baggården, og sad længe ved køkkenbordet. Hun tegnede mønstre i den ternede voksdug med en gaffel og spiste langsomt. Hun havde varmet en dåse minestrone, fundet noget brød og en flaske chianti og nikkede sig gennem det triste måltid. Øjenlågene var tunge som bly, og hun var sikker på, at hun faktisk sov, mens hun tyggede.

Bagefter tømte hun en dåse kattemad i en skål, fandt en dåse tun i et køkkenskab og gav Ziggy indholdet som dessert. Katten blinkede overrasket ved denne kongelige behandling, og dens spinden blev dybere og kraftigere. Hun så misundeligt på den, mens den spiste – og blev ved og ved at udsætte det uundgåelige.

Hun gik gennem gangen og endte i det værelse, der havde været hendes fars kontor. Rummet ville altid lugte af hans pibetobak, og hans piber stod stadig i et stativ på skrivebordet. Hun lukkede døren til gangen og tog et fotografi ned fra væggen. Hun havde passeret det tusind gange uden at se rigtigt på det. Så vidt hun vidste, havde det altid hængt der, og erindringen om det havde ramt hende som et slag, da hun samme eftermiddag, efter at have talt med Federico Renda, passerede en helt uskyldig jagtforretning i Via Case Rotte og ud ad øjenkrogen havde set udvalget af oilskinsjakker i vinduet.

Farvefotografiet var taget under en sikkert ganske ordinær jagtudflugt en gang i 80’erne. En sort labrador lå på jorden og iagttog hengivent fotografen, som hun formodede måtte være en af farens jagtkammerater. Flaben var krænget op over en smuk, død andrik, hvilket gav hunden et idiotisk gøglergrin. Hendes far stod med en pibe i munden, smilende af et eller andet som en af de andre mænd på billedet havde sagt. Øjnene var knebet sammen i munterhed.

Gummistøvler, knækket haglgevær i albuen, oilskinsjakke og ternet sixpence: Hendes far var manden, der var gået ind i elevatoren i Galleria Vittorio Emanuele II i Milano for tre år siden sammen med Lucia og Salvatore Forlani.

Hun var fuldkommen sikker.

Efter fem minutter fandt hun farens gamle sixpence i et klædeskab i gangen. Hun fotograferede den fra flere vinkler med kameraet i sin mobiltelefon og lagde den tilbage i skabet.

Hun fandt nøglen til våbenskabet under pibestativet og vidste, at farens udløbne pas lå på øverste hylde i skabet sammen med ammunitionen til haglbøsser og jagtrifler. Hun stak hans seneste pas i anoraklommen og var ved at lukke skabet, da hun fik øje på hans gamle oilskinsjakke. Uden at tænke rodede hun lommerne igennem. Der lå en halvtom pakke pibetobak i en sidelomme. Hun åbnede den og indsnusede lugten. Generalen lagde altid et lille stykke æble ved tobakken for at holde den frisk.

Sabrina lagde tobakken tilbage og mærkede et stykke papir under fingerspidserne: En ganske almindelig totalisatorbon fra galopbanen i San Siro. Den lykkelige ejer havde vundet 12 € på en hest ved navn Bucefalo i sjette løb, odds 1:1.12, den 5. september 2007 klokken 16.05. På bagsiden havde nogen med sort fyldepen nedkradset ordene:

CDS Janus søger venskab med Minerva ****

Hun havde aldrig hørt, at hendes far skulle være særligt interesseret i hestevæddeløb. Sabrina gabte nervøst og kløede sig på kinden; var ved at lægge totalisatorbonen tilbage i jakkelommen, da tiden stod stille.

Hun havde set de små, sekstakkede stjerner før. I dag. For få timer siden.

De små stjerner, hvormed Massimiliano Di Luca havde markeret retterne på menuen.

Og hesten Bucefalo var nået over målstregen to timer før Giulio Forlani var blevet erklæret død af dr. Carlo Mazzaferro, der havde været den næste på hendes frygteligt korte liste.

Hun rystede på hovedet ad sin egen sendrægtighed. Naturligvis: CDS Janus søger venskab med Minerva ****. En annonce under personlige i avisen Corriere della Sera. Hvad kunne være mere klassisk og simpelt, hvis man ønskede at komme i kontakt med en eller anden, et eller andet sted i verden? En formodet død mand, for eksempel. Hvis ikke man havde adgang til papirversionen, kunne man altid finde internet-udgaven.

Hun begyndte efterhånden at trække vejret igen. Næse, luftrør, lunger. Luft ud af næse. Om igen. Det var egentlig let nok.

Intet ville blive lavet om i hendes værelse, så længe hun havde brug for det, havde moren lovet. Sabrina navigerede gennem mørket, fandt æsken med tændstikker på hylden under sit private alter og tændte fyrfadslyset under sit hellige ikon: det indrammede, originale cover af David Bowies Heroes-album.

Som altid gav mesterens hvide, helende hænder og profetiske øjne hende en vis sindsro. Hun sad længe på sin gamle seng med jagtfotografiet i den ene hånd og totalisatorbonen i den anden uden at tænke på noget særligt – andet end følelsen af svigt og uvirkelighed, naturligvis.

Længe efter rejste hun sig, hængte fotografiet på plads på farens kontor og hviskede farvel til katten.