29

Milano

Sabrina vågnede i badekarret ved femtiden om morgenen, og det var umuligt at falde i søvn igen. Ikke på grund af badekarret; det var såmænd stort nok til at vaske en elefant i, men på grund af angsten. Som i Dal Pescatore. Som at se ned i et sort afløb, hvor alt hvirvlede ud og bort. Hun var vågnet ved sin egen usammenhængende råben, mærkelige ord, der blev hængende mellem flisevæggene, længe efter at hun havde åbnet øjnene og lukket munden. Sabrina havde anbragt både Waltheren og Colt’en inden for bekvem rækkevidde i badeværelsets bidet og slæbt dyner, puder og tæpper derud og anrettet dem i karret, efter at Nestore Raspallo havde forladt hende. Han var ikke bare gået; han havde forladt hende, og hun afskyede ham.

Den tvivlsomme unge mand var formentlig ikke den eneste, der kunne følge et MasterCard gennem Milano.

Sabrina jog ham ud af bevidstheden med et billedligt baseballbat, hver gang han masede sig ind, hvilket skete frygteligt ofte.

Camorraen myrdede ikke jurister fra magistraten eller højtstående politifolk. Det var den ufravigelige lov. Enhver klan, enhver individuel Camorrista så ned på Cosa Nostra, specielt Corleone-familien, for mordene på undersøgelsesdommer Giovanni Falcone og undersøgelsesdommer Paolo Borsellino.

Mordene var kontraproduktive, de var sensationelle og de brød de nødvendige bånd til politikerne, der blev nødt til at bekende sig til ordensmagten efter et højtprofileret attentat, og de opløste det økonomiske og politiske glidemiddel: alle de politiske alliancer, der sikrede Camorraen nye, lukrative kontrakter inden for vejbyggeri, institutionsbyggeri, affaldsanbringelse etc.

Camorraen ødelagde i stedet en statsadvokats renommé; de ødelagde hans eller hendes karriere ved at skandalisere dem, få statsadvokaten hængt ud i pressen, mistænkeliggjort, latterliggjort, få ham beskyldt for underslæb, inkompetence, nepotisme eller magtmisbrug, få ham overflyttet til et eller andet bureaukratisk Gulag, hvor han ville være harmløs og desillusioneret. Metoderne var mange og subtile. Attentatet på Federico Renda havde været en undtagelse og en tung beslutning, der sikkert havde kostet Systemet en masse hovedbrud, interne fjendtligheder og lange, ophedede diskussioner. Attentatet blev kun sanktioneret, fordi det blev anset for en økonomisk nødvendighed. Renda var blevet for mægtig, effektiv og dygtig.

Men der var en grænse. På den ene side af grænsen var man ansigtsløs, en i grunden respektabel ordenshåndhæver som tusinder af andre; en forståelig, anonym og tilgivelig funktionær, der bare passede sit arbejde. På den anden side af grænsen havde man fået et navn, et ansigt, var blevet et individ, der krænkede de gamle klaners anseelse og værdighed; en utilgivelig trussel. Et menneske, mange Camorristi talte om. Som en ung, tankeløs Camorristi måske kunne føle sig fristet til at gå efter. Sabrina vidste, at hun var i fuld gang med at få et navn og et ansigt, og hun turde knap tænke tanken til ende. Hendes brødre, hendes mor … selv Ismael … kunne bruges af Camorraen. De ville kunne få hende til at gå til højre eller til venstre, eller vælge selv at forsvinde ind i et beskyttelsesprogram for tid og evighed – ende som blomsterhandler i Stockholm eller udlejer af surfbrædder på Lesbos.

Hun steg ud af karret, bar sengetøjet ind i sengen, gik tilbage til badeværelset og tog et langt, varmt brusebad, mens hun fortrængte den nye, varme fornemmelse i underlivet og besigtigede skaderne i spejlet. Hun havde en interessant misfarvning og bule i panden, hvor Nestore havde ramt hende, og hendes underkæbe gjorde ondt, når hun rokkede den fra side til side. Sabrina børstede med besvær tænder. Hun prøvede at dække de værste læsioner i ansigtet med lidt foundation og rouge og sukkede over resultatet.

Hun klædte sig på, lagde sig på sengen og tændte for fjernsynet. Mordene på dr. Carlo Mazzaferro og Laura Rizzo var breaking news på alle nyhedskanaler. Udstationerede fotografer foran en eksklusiv ejendom i Porta Romana-distriktet havde fundet en høj, slank, sortklædt kvinde. Silketørklæde om hovedet og solbriller og på vej ind i en Mercedes med tonede ruder. På den anden side af bilen var to teenagedrenge ved at bane sig vej mellem journalister og fotografer. Mazzaferros kone og sønner. De lignede præcis alle andre sørgende, efterladte fra alle andre nyhedsudsendelser til alle tider; som om efterladte fik uddelt specifikationer af journalisterne.

Sabrina slukkede.

Efter en time stod hun op, tog anorak og støvler på, bevæbnede sig og hængte rygsækken over den ene skulder.

I vestibulen fandt hun dagens Corriere della Sera og gik ind i den højloftede, tyste spisesal, hvor hun vakte den forventede, kultiverede opsigt blandt de andre, meget anderledes klædte gæster. Sabrina var ligeglad. Efter oplevelserne som emo i Emporio di Massimiliano Di Luca kunne intet nogensinde igen blive halvt så pinligt.

Folk undgik hende instinktivt ved den kolossale buffet, og hun tvang sig til at læsse tallerkenen med røræg, bacon, brød, ost, smør og syltetøj.

Hun drak juice og kaffe, gumlede mekanisk på sin morgenmad uden at smage den og bladrede gennem avisen. Hun fandt annoncen halvvejs nede i tredje spalte og var ved at lukke avisen, da hun fik øje på en næsten identisk annonce længere nede. Kun to stjerner efter ordet Minerva. Intet telefonnummer. Intet Milano eller andre stedangivelser. Sabrina tjekkede sin nye mobiltelefon. Der havde ikke været noget opkald, mens hun var i bad.

Ikke engang den svigefulde Nestore Raspallo – igen: Hvis det overhovedet var den fordømte mands navn – havde ringet, bemærkede hun med en mærkelig forladthed.

Hun havde, i mangel af bedre fortolkninger, ment, at antallet af stjerner efter Minerva kunne referere til uge 1 til 4 i en måned. Det var i dag den 11. september; avisens forside var delt mellem niårsdagen for angrebet på World Trade Center, mordene i Comoekspressen og selvmordsbomber på en markedsplads i Bagdad, og hun burde måske have nøjedes med to stjerner i sin annonce. På den anden side kunne antallet, som hun var sikker på, ikke var tilfældigt, betyde så meget.

Hun foldede avisen sammen, kastede et tilfældigt blik rundt i spisesalen uden at føle sig overvåget eller se noget som helst usædvanligt, og glattede adspredt avisen med en finger.

En af hotellets sideudgange førte hende til Via Agnello, hun trak anorakkens hætte op om hovedet og gik langsomt bag om karréen og ind i Galleria Vittorio Emanuele II. Der var ikke mange mennesker i butiksarkaderne så tidligt, hvilket passede hende fint. Det var nemmere at identificere eventuelle forfølgere i de næsten tomme gader. På et tidspunkt slog hendes hjerte et slag over, da hun ud ad øjenkrogen og langt borte så en skikkelse, der kunne være Nestore Raspallo. Den akutte glæde overrumplede og chokerede hende, og hun overhældte sig selv med skældsord – alligevel stod hun og spejdede; alligevel boblede den forbudte, barnlige glæde under selvbebrejdelserne. Men skikkelsen var borte, og hun så den ikke igen.

I stedet endte hun foran en eksklusiv herremodeforretning. Ekspedienterne var ved at gøre klar til at åbne. Bag disken fik hun øje på de to overvågningskameraer, der havde været de stumme øjenvidner til Lucia og Salvatore Forlanis forsvinden – i selskab med hendes elskede far. Hun vendte sig og betragtede elevatorerne overfor. Der var fire elevatorstole med rustfri ståldøre og to sæt lysende knapper.

Hun gik derover.

En af elevatorerne åbnedes med et pling!, og hun udstødte et forskrækket råb.

En filippinsk rengøringskone så forbavset på hende. Hun kørte sin vogn ud af elevatoren, og Sabrina så derind. Ingen magt på jorden ville have kunnet få hende ind i elevatoren. Hun smilede til kvinden og indledte en kort samtale, der trods visse sprogvanskeligheder resulterede i, at rengøringsdamen med mange smil og fagter trådte nogle skridt tilbage og fotograferede den unge kvinde ved siden af elevatorerne med dennes mobiltelefon.

Sabrina takkede og forsøgte at tilbyde den lille kvinde en 10 € seddel for hendes ulejlighed, men det var umuligt.

Zombien bag internetcafeens disk nikkede genkendende, da døren faldt i bag hende, og Sabrina kunne have svoret på, at det var de samme to drenge fra forleden, der ikke i mellemtiden havde rokket sig en millimeter fra Call of Duty: Modern Warfare.

Hun fik overrakt en dugget coladåse fra køleskabet uden at skulle spørge, satte sig foran en ledig computer og overførte optagelsen fra Galleriet til pc’en via mobiltelefonens mini-USB-stik. Sabrina vidste, at hun selv var nøjagtig 167 centimeter høj. Med vandrestøvlerne på måtte det være 168,5 centimeter. Hun havde stået klinet til elevatorens dørkarm, da rengøringskonen havde taget billedet, og hun kunne ved hjælp af et simpelt tegneprogram herefter udmåle elevatordørens højde med en centimeters nøjagtighed.

Af farens pas fremgik det at han havde været 175 centimeter høj på strømpesokker. Hun klippede den historiske optagelse fra overvågningskameraerne ind i billedbehandlingsprogrammet og frøs sekvensen i det øjeblik, hvor manden passerede elevatordørene og konfronterede Lucia og Salvatore Forlani. Hun flyttede linealens gitter over optagelsen. Manden i oilskinsjakken var nøjagtig 176,5 centimeter høj. Naturligvis havde faren haft sko eller støvler på. Hun sukkede og tømte coladåsen. Farens sixpence var nøjagtig den samme som på billederne. Alting stemte. Hendes egen far havde været den sidste person, der havde set kvinden og drengen i live. Bortset fra l’artista naturligvis.

Gaderne var allerede fyldt af biler, lastvogne, scootere, motorcykler, øredøvende trafikstøj, stemmer og fodgængere, og Sabrina følte sig overvældet, invaderet, åndeløs. Hun vidste, at selv katedralen, hendes sædvanlige tilflugtssted, ville være fyldt med turister, gestikulerende guider, valfartende nonner og skoleklasser.

Uden at tænke nærmere over det fortsatte hun over domkirkepladsen, prajede en taxa og bad om at blive kørt til Milano Lambrate-stationen. Hun gik ind på dametoilettet og meget hurtigt ud igen. Hun håbede at fange eventuelle nysgerrige på den forkerte fod, men ingen på den myldrende pendlerstation vaklede, vendte sig, skiftede retning eller opførte sig på anden måde mistænkeligt.

Hun drak igen kaffe, købte en enkeltbillet og fandt sig et ledigt sæde på 11.25 regionaltoget til Bergamo, fyrre kilometer nordøst for Milano; familien D’Avalos’ egentlige hjem gennem 1.200 år, og en by, hun kendte ud og ind.

Det store hus havde taget en dyb indånding – og holdt vejret: 26 dage, 4 timer og 22 minutter til karnevalsprocessionen gennem Milanos gader: Di Lucas sommerkollektion 2011. Det, alle forventede, ville blive det samme triumftog som altid. Som ville rydde for- og midtersider i alle de eksklusive modemagasiner, hvis redaktører og fotografer havde været så heldige at blive akkrediteret og få alle konkurrenter til at overveje selvmord eller karriereskift. Et gigantisk, hængende digitalt urværk i spinderiets gamle fabrikshal viste nedtællingen på hundrededele af sekunder. Stemningen var nervøs og skærpet, men ikke feberagtig. Feberen ville indfinde sig tre eller fire dage før optoget. Assistenter, stylister og syersker ville pile rundt med deres nålepuder, beautybokse, tape og sakse, flintre rundt i byen med taxaer eller på scooterbudes bagsæder, med mobiltelefoner klistret til ørerne, med Evian-flasker i hænderne, individualiserede poser med G-strenge, bh’er, kjoler, sko, strømper til hver enkelt models skift. Nogle modeller ville skifte måske op til otte gange bag runwayen, ændre hårstil, makeup, tøj fra inderst til yderst, sko, tasker, accessories, smykker.

Selvfølgelig elskede alle hysteriet, skænderierne, de undertiden korporlige slagsmål mellem primadonnaerne (både kvinder og mænd), justeringerne, improvisationerne, katastroferne og sidste sekunds-redningerne – hvis bare kollektionen blev en succes. I dagene efter opvisningen og afterparties ville alle ligge komatøse i deres hjem, i sengene hos vildtfremmede, på hoteller eller akut indforskrevne lejligheder, før de ville blive kaldt på arbejde igen, og modellerne ville drage videre til nye opgaver som en flok eksotiske trækfugle.

Men nu, hvor de allermest behøvede deres maestro – den store rorgænger – var Massimiliano Di Luca enestående fraværende, irritabel og adspredt, og nervøsiteten bredte sig gennem Huset som ringe i vandet.

– Gul? Chintz, organza eller organdi, maestro?

Chefsyersken, signora Zeffirelli, betragtede ham afventende, og de nervøse juniordesignere holdt vejret, rettede på deres store briller og udvekslede blikke. Af en eller anden grund var alle mændene i Huset dette efterår kortklippede, gik med store briller, selv om de havde perfekt syn, bar billige T-shirts, men dyre Seven-jeans. Di Luca gik ud fra, at de alle håbede at blive forvekslet med Marc Jacobs. Balancerende på sylespidse hæle og ubevægelig i centrum af det enorme sybord i den centrale systue betragtede den tårnhøje model, ligesom de andre, venetianeren. Hun skjulte et gab bag en hånd. Hun var iført det, alle forventede, ville blive kollektionens pièce de résistance, et formidabelt dementi af alle rygter om mesterens falmende stilsans og skaberkraft; hans bravurnummer: brudekjolen. En drøm af silke, chintz, organza og organdi, lag på fnuglette og veldefinerede lag, mere arkitektur end haute couture, både et kunstnerisk og ingeniørmæssigt mesterværk. De nogle og tredive lag skørter var blevet gjort vægtløse og formstabile af et system af unikke, lodrette organza-lommer, mens silkeoverstykket svøbte sig elskende og asymmetrisk om modellens overkrop. Gennem overstykket og de knitrende hvide kronblade, der dækkede skørterne, spandt et net af sorte fløjlsbånd sig, broderet med brillanter og perler. Til kjolen medgik 1.250 brillanter og 1.400 små perler.

Massimiliano Di Luca gik langsomt rundt om bordet, og syerskerne og juniordesignerne veg til side. Han nikkede til en ingeniør fra Aero Sekur, en af verdens førende faldskærmsproducenter. Manden smilede tilbage. Hans datter var en af De Lucas assistenter, og det var hende – en rutineret faldskærmsudspringer – der havde henledt Di Lucas opmærksomhed på de nye faldskærmstyper, som bestod af luftfyldte lommer med en stoflig egenspænding, som holdt faldskærmen åben selv under skiftende vindstød.

Dior. Di Luca havde søgt tilbage til Christian Dior, for hvem han nærede en kolossal agtelse – som altid når han var i krise, følte sig tør, idéforladt og udtømt. Den geniale franskmand havde blot været aktiv i ti år, men var efter Di Lucas mening aldrig blevet overgået. Han havde lånt den bærende idé i brudekjolens lag på lag-skørter fra Dior og havde gjort konstruktionen endnu luftigere med denne nye faldskærmsteknologi.

Han fuldendte vandringen, uden at en eneste brugbar tanke opstod. Hans blik blev ved at vende tilbage til det opslåede eksemplar af dagens Corriere della Sera på et bord. Hans mobiltelefon havde ringet tre gange fra tre forskellige numre, alle ukendte, hvilket var en sikker identifikation i sig selv: Giulio Forlani.

Han lod langsomt en hånd glide over ansigtet. Skægstubbene raspede mod håndfladen. Omkring tyve par øjne fulgte hånden. Han lagde armene over kors og kneb næseryggen hårdt mellem tommel- og pegefinger.

Han så på signora Zeffirelli, hvis mund åbnede sig let. Hun lænede sig frem, bange for at gå glip af en eneste stavelse. Han ligesom viftede synet af hende bort med fingrene og rettede i stedet blikket mod Kevin, et nyt talent fra Liverpool, og den eneste af de tilstedeværende, som Max Di Luca overhovedet så et potentiale i. Han var også den eneste, der ikke var iført briller. Kevin betragtede ham udtryksløst. Så vidt Di Luca vidste, var den unge mand lykkelig gift og heteroseksuel, hvilket var den eneste anke, han kunne have imod ham. Alting var så meget nemmere, når alle havde samme seksuelle orientering.

Han havde egentlig aldrig fattet branchens attraktion. Unge, stjerneøjede mennesker flokkedes til Husene i Milano og Paris som lemminger mod en klippekant, belæsset med deres porteføljer og drømme. Nu mere end nogen sinde, lod det til. Han var belejret. Det var naturligvis en narcissistisk tidsalder, tænkte han, hvilket vel også gjorde det så svært for nutidens unge at elske hinanden. Give sig hen. Det krævede selvsagt en sjæl, eller blot en personlighed at kunne give sig hen. Alle var efterhånden fremstillet på fertilitetsklinikker, specificerede som ønskebørn, og blev af deres karakterløse ophav opfostrede i den misopfattelse, at de var unikke, interessante eller særligt værdifulde.

Han rystede på hovedet.

Så igen på den opslåede avis i hjørnet.

Han vinkede englænderen nærmere.

– Hvad ville du ellers have lavet, Kevin? Hvis ikke du var havnet her, mener jeg.

– Tegnet biler.

Drengen smilede.

– Og De, maestro?

Rummet udvidede sig chokeret bag dem.

– Du tror det sikkert ikke, Kevin, men engang var jeg faktisk en ganske talentfuld basketballspiller.

Drengen lod blikket vandre over den lille modeskaber.

– Det vil jeg tro, maestro, sagde englænderen med et stort grin.

Di Luca vinkede ham tilbage i rækkerne med et lille smil.

Modellen svajede på bordet. Det så ud, som om hun var faldet i søvn, eller måske var blodsukkeret for lavt.

– Jeg ta’r resten af dagen fri, signora Zeffirelli, sagde han henkastet.

Alle stod stive som saltstøtter.

Signora Zeffirelli begyndte at græde.

– Kollektionen, maestro?

– Der er tid nok, sagde han, hvilket alle vidste, var en vanvittig påstand.

– Ja, maestro.

– Jeg kommer tilbage i morgen. Kevin, du gør brudekjolen færdig, og sambakostumerne. Du ved, hvad du skal gøre.

– Selvfølgelig, boss.

– Godt. I andre gør, som Kevin siger. Uden spørgsmål, uden slagsmål, uden intriger. Prøv at være beherskede og professionelle, selv om det strider mod jeres religion.

Di Luca rakte et lommetørklæde til signora Zeffirelli, så hun kunne tørre sine tårer, drejede om på hælen og forsvandt.

Men ikke uden avisen.