31

Det gik slet ikke, som hun havde forestillet sig.

Det var begyndt dårligt, og det blev værre og værre.

Forlani virkede komplet uinteresseret. Tom. Forladt. Som et nedlagt teater.

De stod på toppen af Basilica Santa Maria Maggiores klokketårn og havde for øjeblikket udsigtsplatformen for sig selv. Over dem stod kirkens irgrønne kuppel – Bergamos vartegn – og over den hang en grå, lav himmel.

Manden, der havde været Giulio Forlani, lænede sig mod stensætningen og stirrede ud over Città Basso og sletten. Ved siden af ham stod det møntbetjente teleskop, hvorigennem Sabrina havde fulgt den sky overlever gennem nogle af de manøvrer, der omsider havde ført dem sammen.

Han havde ringet ved titiden, havde vækket hende af en drømmeløs søvn og introduceret hende til monumentale tømmermænd og en mund, der – som hendes far ville have udtrykt det – smagte som indersiden af en græsk fribryders skridtbind. Giulio Forlani havde tonløst forlangt, at hun indfandt sig i bjergbanens nedadgående kabine med afgang klokken 10.25 mod Città Basso, 12 (tolv) afsindige minutter senere. Han havde bedt hende om at klæbe sit tjenstlige legitimationskort fast med tape (som hun stjal i receptionen) under kabinens nordlige bænk (hvor fanden var nord?), hvorefter hun skulle gøre sig usynlig.

Ellers …

Hun var fantastisk træt af trusler. Både de indbildte og de virkelige.

Hun nåede bjergbanen tre sekunder før den afgik. Med blodsmag i munden og på skælvende, tilsyrede ben. Kabinen var fuld af mennesker, og det havde krævet megen omstændelig pillen ved støvlernes snørebånd med hovedet nede ved knæene for i smug at få tapet det forbandede legitimationskort fast under bænken.

Hun havde derefter gjort nøjagtigt, hvad han havde bedt hende om: Gjort sig usynlig på en café, hvor hun reparerede tømmermænd med kaffe, cigaretter og en øl.

Men Minerva var en vanskelig mand at gøre tilfreds. Han havde yderligere forlangt at hun – nu i den opadgående kabine – klæbede en seddel med sine logon-oplysninger, passwords og adgangskode til statsadvokaturens intranet under bænken. Uden tvivl for at gå ind på hendes private drev i Napoli ved hjælp af en bærbar computer og et trådløst internetmodem. Han havde også bedt hende om oplysninger om, hvilket år hun var dimitteret fra det juridiske fakultet i Milano. Uden tvivl for at se, om billedet i universitetets årbog stemte med virkeligheden.

Hun havde lånt en blok af tjeneren på caféen og havde igen adlydt betingelsesløst.

Fra stationen på Piazza Mercato delle Scarpe var hun spurtet tværs gennem byen og havde sprintet op ad klokketårnets endeløse indvendige vindeltrappe til udsigtsplatformen. Hun havde skubbet et barn væk fra møntteleskopet, havde nidstirret dets forargede forældre, smidt en 2 €-mønt i maskinen, hvorefter hun havde rettet teleskopet mod bjergbanen.

Forgæves.

Ingen, der på nogen måde opfyldte Giulio Forlanis kendte, fysiske karakteristika – 197 centimeter høj og cirka 108 kilo tung – gik ind i eller forlod bjergbanens station. Men hun fik øje på en dreng, der målbevidst skråede over piazzaen og forsvandt bag et hjørne, for et minut senere at komme tilbage. Denne gang betydeligt mere afslappet og smilende, som om han lige havde tjent en udmærket timeløn for et lille ærinde.

Telefonen.

– De er, hvem De siger, De er, og jeg vil derfor mødes med Dem, havde han sagt.

– Hvor?

Et par sekunders eftertænksom tavshed.

– Toppen af Basilikaens klokketårn, signorina. Det jeg mener, er, at De bare kan blive stående, hvor De står.

– Javel, sagde hun spagt og slap teleskopet.

Stedet var velvalgt. Fra udsigtsplatformen var der kun to veje: Ad vindeltrappen ned til kirkeskibet eller ud over balustraden til den smalle Via Colleoni dei Angelo tredive meter under dem. Hun ville ikke have haft en chance: Manden var enorm. Hænderne så ud, som om de ville kunne kvæle en okse. Han lignede så meget mere en læderklædt formand for et marmorbrud i Carrara end en nobelpris-kvalificeret fysiker, at det på en eller anden måde var en bekræftelse af, at han havde været enestående dygtig.

Hun havde i tankerne og igen og igen forestillet sig, hvordan hun skulle fortælle Giulio Forlani, at hans kone og barn var blevet fundet.

Hun havde øvet sig på talen foran diverse spejle.

Men Giulio Forlani havde sagt som det allerførste: – De har fundet min kone og min søn, signorina. Tak. Jeg kan forestille mig hvor og hvordan.

Hendes mund havde allerede åbnet sig for at afgive den lammende besked og derefter udtrykke al den medfølelse, hun overhovedet kunne mønstre. Hun ville endda have givet ham et varmt håndtryk eller en kort omfavnelse, uanset hvor akavet størrelsesforskellen mellem dem ville have gjort den.

Hun lukkede i stedet munden og mumlede et mat selv tak.

Antiklimaks på toppen af hendes egen kirke, tænkte hun.

– Camorraen er ikke, hvad De tror, den er, signor Forlani, sagde hun så.

– Giulio. Giulio er fint.

– Godt … Den er ikke, hvad du tror, den er, Giulio. Slet ikke, faktisk.

– Hvad tror jeg, den er? spurgte han.

– At den er en ansigtsløs masse. At den er, hvad den kalder sig selv: Systemet. Det er meningen, at folk skal tro, at det er usårligt, så de føler sig slået på forhånd. Men der er navne, Giulio. Ansigter og kroppe. Det er individer, der udgør Systemet.

– Så giv mig et navn.

– Urs Savelli er et navn, sagde hun. – Han stod bag angrebet på dit firma. Han beordrede mordene på Batista, Hanna Schmidt og Paolo Iacovelli.

Han nikkede bare, og hun vidste, at han allerede vidste det.

– Hvordan fandt De frem til mig? spurgte han.

– En tilfældighed. Jeg fandt en totalisatorbon fra San Siro fra den dag … den dag …

– Jeg blev dræbt?

– Nemlig. Fra den dag du blev dræbt, Giulio. Den lå i en mands jakkelomme, og der var skrevet noget på bagsiden. CDS Janus søger venskab med Minerva. Jeg fandt ud af, at det var skrevet af din ven Massimiliano Di Luca. Som formentlig er manden bag den næsten identiske annonce i gårsdagens Corriere.

– Det må vi da håbe, mumlede han.

– Har du talt med ham?

– Selvfølgelig.

Selvfølgelig, tænkte hun.

– Det var Max … Massimiliano, der foreslog, at jeg mødte dig. Hørte, hvad du havde at sige.

Han så tomt på hende.

– Max havde fået et godt indtryk af Dem. Dig.

– Tak.

– Og du stoler på ham? spurgte hun.

– Selvfølgelig.

– Hvorfor?

Han slog ud med hænderne.

– Hvorfor? Fordi han er Max! Han har hele tiden vidst, hvor jeg var.

– Hvad?!

– Jeg har mødt ham flere gange, siden jeg kom tilbage, sagde Giulio Forlani. – Han holdt mig orienteret, sendte mig ting fra … vores hjem i Milano. Mine personlige ting. De to stjerner i annoncen var en kode, vi havde aftalt. To stjerner betød, at Lucia og Salvatore var fundet.

– Og fire stjerner?

– At jeg var blevet opdaget. At jeg skulle forsvinde med det samme.

Kristus! Hun lænede sig mod gelænderet og skjulte ansigtet i hænderne.

– Hvad troede I, at jeg levede af? spurgte han. – Max sendte mig penge hver måned. Han hjalp mig. Han kaldte mig Johann i sine breve, hvis vi skulle mødes.

Han så på hende. – Jeg er ked af, at jeg ikke kan byde på noget så tragisk og sensationelt som at blive forrådt af en god ven. Undskyld, signorina.

Hun løftede en kraftesløs hånd op i nærheden af hans ansigt.

– Stop, sagde hun.

– Men hvis der sker noget som helst med ham, fortsatte Giulio Forlani. – Hvis der sker noget med Max, fordi du opsøgte ham, så vil jeg …

– Slå mig ihjel?

Øjnene i det mørke, magre og ødelagte ansigt betragtede hende indgående.

– Nej. For Max er allerede døende. Men han skal have lov at dø, som han vil.

– Hvad siger du? spurgte hun bestyrtet.

– Han har cancer i leveren. Jeg går ud fra at I spiste sammen?

– Ja, på Dal Pescatore.

Giulio Forlani smilede.

– Netop. Han fortalte, at du kastede op. Et syndigt spild, sagde han. – Nå, men spiste han noget?

– Stort set ingenting.

– Han er døende, konstaterede Giulio Forlani lakonisk. – Han elsker mad.

Hun lukkede øjnene fast i og åbnede dem igen. Men hun så ikke på hans ansigt. Det var umuligt at se på hans ansigt.

Sabrina havde brugt timer på et studere ethvert tilgængeligt portræt af fysikeren. Portrætter der var helt anderledes, distraherende anderledes end det skæggede og arrede bokseransigt, der nu var Giulio Forlanis.

– Hvad skete der med dit ansigt?

Forlanis øjne var fjerne, omtrent livløse væsner.

– En plastikkirurg og en mand i en lastvogn, sagde han. – Jeg ved ikke, hvem der var mest effektiv. Der var nogen, der hjalp mig bagefter.

– General Agostino D’Avalos.

– Ja.

– Det var min far, sagde hun.

Der var et glimt af interesse, før øjnene igen vendte tilbage til udsigten over den endeløse, lombardiske slette.

– Kondolerer, signorina. Han … general D’Avalos … fik mig ud af Milano. Jeg blev fløjet til et hospital hjemme i staterne. Bethesda Naval Hospital i Maryland. Forlani gned sig over panden med et af skovlbladene. – Jeg blev opereret igen. Og igen. Før de sendte mig videre til … Han knipsede med fingrene, og det lød som en salonriffel i den stille luft. – Et center for krigsveteraner i Fort Worth i Texas. De gjorde et godt job.

Hans amerikanske udtale var fuldkommen naturlig.

– Kunne du sove? spurgte hun.

– Nej.

– Talte du med nogen?

– Ja … ja. Jeg fik hele pakken. PTSD, post traumatic stress disorder. Det hed vist sorg i gamle dage. Flere andre diagnoser med lange navne. På den måde var det et godt sted. Alle havde mistet nogen eller noget af sig selv, arme eller ben, og der var en masse præster, psykologer, psykiatere …

Hun skottede til ham og så smerten, som hun havde kigget efter.

– Jeg begyndte at sove lidt på båden. Og da jeg kom tilbage hertil, sagde han. – Der, hvor jeg bor nu, sover jeg godt. Som regel.

Sabrina tændte en cigaret, men havde problemer med at holde lighteren stille.

– Hvor længe er det siden, du kom tilbage?

– Næsten to år, sagde han.

– Og før du kom tilbage?

– Fiskede. Da jeg gik på MIT i Boston tjente jeg penge i sommerferierne ved at fiske fra Gloucester. Jeg fik hyre på en båd hos en kaptajn, jeg kendte fra de gamle dage. En kaptajn, der forstår at holde mund. Til at begynde med var det besværligt, fordi, ja, jeg kan kun dreje hovedet til den ene side, og jeg hører dårligt på det venstre øre. Jeg havde ikke alle mine kræfter dengang. Men jeg var mest på broen ved ekkoloddet. Havet var godt. Kammeraterne.

– Hvorfor kom du tilbage til Italien?

Giulio Forlani trak på skuldrene og så på det enorme kronometer på venstre håndled.

– Det forekom mig naturligt, signorina, sagde han roligt, som om hun alligevel aldrig ville kunne forstå det.

Hun kneb øjnene sammen: – Vidste de i Milano, i programmet, at du var kommet tilbage?

Han svarede ikke.

– Det forekommer mig nemlig sært, at de skulle være gået med til, at du forlod din relativt beskyttede tilværelse i USA for at komme tilbage til Italien, sagde hun.

Han så ned.

– De vidste det ikke, sagde han.

– Du er sindssyg, Giulio.

– Jeg er i en sindssyg situation, signorina.

– Det er vi begge to, sagde hun.

Sabrina sugede hårdt på cigaretten. Hun ville komme til at lyde som en funktionær på et hittegodskontor, men vidste ikke, hvordan hun ellers skulle sige det: – Du kan naturligvis få udleveret din hustru og søn, når du ønsker det. Jeg går ud fra, at du gerne vil bringe dem … altså få dem til kirkegården i Chiaravalle, sagde hun.

– Hvor jeg selv blev begravet?

– Ja.

– Tak, sagde han.

– Hvem ligger i kisten? spurgte hun.

– Det ved jeg ikke. Din far sagde, at han ville finde en eller anden.

– Min far var død, da du blev begravet, sagde hun.

– Så var det hans assistent. En eller anden kaptajn fra carabinieri. Det var også ham, der fik mig på militærflyet til USA. Han sad på gulvet ved siden af min båre hele vejen til Maryland og læste højt.

– Af hvad?

– Den engelske patient.

Han smilede. Men langsomt. Som om ansigtet havde glemt hvordan.

– Havde han et navn? spurgte hun mistænksomt.

– Det ved jeg ikke. Det havde han vel. Jeg kan ikke huske, hvad han hed. Primo … et eller andet.

– Grå øjne og lysebrunt hår? … Pæn?

– Det lyder som ham, nikkede Giulio Forlani.

– Det røvhul! sagde hun.

– Jeg synes nu, han var meget flink.

– Han hed ikke Nestore Raspallo?

– Nej.

Denne Primo-et-eller-andet-Nestore-Raspallo havde vidst alt, hele tiden. Alt!

Giulio Forlani bredte pludselig armene ud og trak dem hårdt og vandret tilbage med en serie dramatiske smæld fra nakke og skulderled. Som en våd albatros, der tørrer vingerne på en klippe.

Sabrina tabte cigaretten ud af munden og veg tilbage, til der kun var rækværket mellem hende og den visse død.

Forlanis arme faldt fredeligt ned, og han så forbavset på hende.

– Undskyld. Det er bare … jeg ved ikke, hvad det er. Det kommer og går. Han smilede genert. – Tror, de har syet nogle nerver sammen på en eller anden måde.

– Bevares.

– Er vi her på grund af min kone og søn, eller på grund af din far? spurgte han. – Eller fordi du vil udrydde Camorraen på egen hånd og blive berømt?

Sabrina havde ventet spørgsmålet – på en måde – fordi hun cirka hver femte minut stillede sig selv det samme spørgsmål eller variationer over det, og hun havde en indigneret protest parat på tungen. Men Forlanis lille, tålmodige smil fik protesten til at dø på læberne.

– Jeg tror, at jeg på et tidspunkt mente, at du, hvis du levede, og jeg, hvis jeg var klar, kunne hjælpe hinanden, sagde hun. – Men jeg kan se, at jeg ikke er klar. Og du lever godt nok … men er ikke klar.

Han betragtede hende tankefuldt.

– Det tror jeg heller ikke, sagde han. – Jeg vil bare gerne være i fred, og jeg er glad for din ærlighed. Absolut. Havde vi talt sammen for et par år siden, så ville jeg … hænderne bredte sig ud … – Alt! Det hele! Jeg ville have gjort alt for at få fat i denne Urs Savelli. Men ikke længere. Det fører intet med sig, tror jeg. Hvis ikke det er ham, er det en anden, eller den næste … Jeg vil simpelt hen bare gerne være i fred, Sabrina. Psykiaterne i USA kaldte det faser. Faser. De havde ret, tror jeg. Jeg fik faktisk en slags liv, synes jeg.

Det var første gang, han brugte hendes navn.

Hun nikkede og knipsede cigaretten ud i luften.

– Det er måske lidt sent til det, Giulio. For os begge to. Selv om jeg tror, jeg forstår dig. Den læge, der behandlede dig på Ospedale Maggiore …

– Mazzaferro, sagde han.

– Netop. Dr. Carlo Mazzaferro. Han underskrev din dødsattest, og han blev myrdet i forgårs aftes i toget på vej til Como. Sammen med en femogtyveårig kvinde, for øvrigt. En ven, kollega eller elskerinde. Jeg ved naturligvis ikke nøjagtigt, hvad der foregik, Giulio, men jeg formoder, at Mazzaferro fortalte sine mordere, at din dødsattest var et falsum. Og jeg formoder, at det var det, de spurgte ham om. Du skulle virkelig ikke være kommet tilbage.

– Det lader til, at du er et farligt bekendtskab, vicestatsadvo-kat, sagde han.

– Jeg nåede aldrig at tale med ham, sagde hun.

– Det må være et stort ansvar, sagde han.

– Jeg har ansvar for så mange ting. Hvilken en af dem, mener du?

– At vække døde til live, Sabrina, sagde han mildt. – Og til hvilket liv. Det håber jeg da, at du har tænkt en smule over? Har du ikke?

– Selvfølgelig har jeg det, Giulio. Selvfølgelig, sagde hun.

Hvilket var korrekt. På den fjerne, lidt akademiske måde, som hun havde tilegnet sig i sin ensomhed. Forceret genopstandelse var ikke et emne, man kunne tale med ret mange mennesker om. På stående fod kunne hun faktisk ikke komme i tanke om en eneste, der havde nyttige erfaringer i den retning, bortset fra Jesus Kristus.

– Jeg mener … der kunne ske alle mulige mærkelige ting, sagde Giulio Forlani.

Han begyndte at ånde hurtigere, og hænderne begyndte at skælve, som om et mildt epileptisk anfald var under opsejling.

– Og det sker åbenbart allerede. Alle vegne omkring dig.

– Ved dine forældre og din bror, at du lever? spurgte hun.

– Nej.

Han så forskende på hende.

– Det gør de ikke, vel? spurgte han.

De store hænder knyttedes om det grønne rækværk omkring udsigtsplatformen, som om de ville rive det ud af murværket.

– Vel? gentog han.

– Selvfølgelig ikke, Giulio.

– Selvfølgelig, selvfølgelig, efterabede han hidsigt. – Så Camorraen ved altså, at jeg er i live?

– Ja. Det vil jeg tro.

– Men det er jo vidunderligt, sagde han desperat. – Så kan jeg begynde forfra. Hvordan kan de vide, at jeg lever? Bortset fra Mazzaferro, altså. Noget eller nogen må have sat dem på sporet?

– Fra starten? En tilfældighed. Din kone og søn optrådte på samtlige lister over forsvundne personer med betegnelsen MIPTP, som er indenrigsministeriets vidnebeskyttelsesprogram. Det burde naturligvis ikke være sket. Det tiltrak sig opmærksomhed fra carabinieri og retsmedicinerne. Nogen ville før eller senere have undersøgt det nærmere. Det blev tilfældigvis mig.

– Hvordan så de ud? spurgte han det store tomme luftrum omkring dem.

Sabrina vækkede såret i kinden ved at gnave i den. Dette var umuligt. Der var intet rigtigt … korrekt at gøre eller sige. Hun kunne ikke engang røre ved ham. Hun kunne ikke tilbyde Giulio Forlani noget, der ikke var patetisk, forlorent, forløjet, banalt, alt for småt. Ikke nok.

Han vendte ansigtet mod hende og ventede.

– Jeg synes, de alle tre så godt ud, Giulio, sagde hun.

Han nikkede.

– De var fine, sagde hun.

– Tak.

De så på hinanden. Så sank han et eller andet.

– En administrativ forglemmelse? Skal der virkelig ikke mere til? spurgte han.

– En tilfældighed, sagde Sabrina.

– Jeg tror ikke på tilfældigheder, sagde han. – Og jeg tror ikke på dig.

– Måske skulle du begynde nu? At tro på nogen, mener jeg.

– Måske skulle du heller ikke tro på dem, sagde han. – Tror du virkelig selv, at det tilfældigvis var dig, der fik denne opgave? En opgave, der i høj grad involverer din egen far?

– Ja, det tror jeg.

Han fik et vildt udtryk i ansigtet.

– Jeg havde ikke lyst til at blive fundet, Sabrina! råbte han. – Jeg har ikke lyst til at blive en del af dit CV, forstår du det? En bedrift. Jeg havde det godt, hvor jeg var! Der er …

– Nogen, der er afhængige af dig? fuldendte hun.

– Ja.

Han så næsten medlidende på hende, som om hun var en træg studerende, der for længst havde nået sit plateau.

– Kunne du forestille dig, at det er det samme for mig? sagde hun og tænkte på Ismael.

Hun begyndte at blive rasende.

Og var glad for det.

– Det er sådan set ikke for at genere dig, at jeg har fulgt dig hele vejen hertil, Giulio, og dermed udsat mig for alt muligt, sagde hun. – Og fundet ud af, at det var min egen far, der skjulte dig. At det var min egen far, der bragte din kone og søn ud af Milano, og som blev dræbt til tak. Han gjorde faktisk også bare sit job. Så godt, som han nu kunne under omstændighederne. Og han efterlod sig fire børn og en kone. Det var en tilfældighed. En til-fæl-dig-hed. Forstår du? Din kone og søn faldt bare ud ad en container, og de var ikke alene. De lå i den container sammen med tres andre mennesker, der også har koner og fædre og børn … og som aldrig får en skid at vide om, hvad der skete.

Panden knudrede sig sammen under hans sorte, tætte hår med de alt for tidlige og alt for mange hvide og grå hår.

Øjnene var knap så livløse nu.

– Hvad sagde du?

Igen denne skælven i fingerspidserne. Hun iagttog dem fascineret. Som om hans hænder havde deres eget liv.

– Hører du ikke et ord af, hvad jeg siger?

Det var Sabrinas tur til at løfte armene mod himlen. Et midaldrende tysk ægtepar kæmpede sig det sidste stykke op ad vindeltrappen, svedende, forpustede og småsnakkende. Parret kastede et blik på Sabrina og giganten i det sorte lædertøj og vendte om på stedet.

– Er du døv? Jeg sagde, at der i containeren var …

– Din far?

– Ja. Min far.

– Med Lucia og Salvatore?

Hun så på ham. Var han alligevel hjerneskadet?

– Han førte dem til et motel i Alto Adige, sagde hun. – Hvor han blev skudt i ryggen, og de skød din kone og … og …

– Hvad? Hvad gjorde de, Sabrina, med Salvatore? Hvad?! Du vil jo gerne fortælle det. Så fortæl mig om det! Hvad gjorde de ved min dreng?

– De … kvalte ham med et stykke ståltråd.

Han bevægede sig fantastisk glat og hurtigt for en mand af hans størrelse, trods alle arrene, skinner og marvsøm og skruer i alle knogler.

Sabrina fandt sig selv løftet en halv meter op ved anorakkens krave. Giulio Forlani svajede hende ud over rækværket. Hun mærkede tyngdekraften trække i sig som et tungt dyr, og gelænderet skar sig ind lænden. Giulio Forlanis enorme hænder var ved at kvæle hende – ganske langsomt. Og mærkeligt fraværende. Og skubbe hende ud over rækværket. Mandens ansigt var som hugget i sten. Låst og utilgængeligt. Øjnene var tomme, hvilket var det mest skræmmende.

Interessante mønstre som diskokugler i en natklub blomstrede bag hendes øjenlåg, og bevidstheden begyndte at blive sværtet og sort i kanten som ulmende papir.

Sabrina slog, så hårdt hun kunne, håndfladerne mod Giulio Forlanis ører. Korrekt udført burde slaget sprænge hans trommehinder. Eller i hvert tilfælde give ham noget at tænke på et par minutter. Mindst. Giulio Forlani slap hende, pressede hænderne mod ørerne og vaklede tre skridt tilbage med et strengt og indadvendt udtryk i ansigtet.

Sabrina landede på fødderne og havde Waltherens pistolløb presset langt ind i en af hans melankolske øjenhuler i løbet af et sekund. Hun afsikrede våbnet og trak hanen tilbage.

Hendes pegefinger var hvid om aftrækkeren, og Giulio Forlanis frie øje skelede grublende mod aftrækkerfingeren.

– Din søn blev kvalt, Giulio, hviskede hun. – Bare sådan, og både ham og hans mor, din kone Lucia, blev lagt i affaldssække og smidt i et tilfældigt hul i en losseplads uden for Napoli, hører du? Det må da betyde noget for dig! Eller vil du bare ha’, at jeg trykker på aftrækkeren og ender dine lidelser her og nu? Eller vil du for helvede begynde at høre efter?

Han trådte et skridt tilbage og gned øjet.

Sabrina satte en hånd bag øret. Pistolen var stadig rettet mod hans ansigt.

– Hvad sagde du? Jeg hørte ingenting, sagde hun.

Den store mand nikkede.

– Det betyder noget, Sabrina, og jeg skal nok begynde at høre efter, sagde han fredsommeligt, som om de bare talte om særlige aspekter ved nanoteknologi.

Der var åbenbart installeret en slags bersærker-tænd/slukknap i fysikeren.

– Tak.

– Det var Paolo Iacovelli, der forrådte os, sagde han meget højt og tydeligt.

Hun havde nok læderet hans trommehinder alligevel, for en tynd blodstribe løb faktisk fra hans ene øre ind under jakkekraven.

Han satte en finger mod sit højre øre og studerede sørgmodigt fingerspidsen.

– Nu kan jeg heller ikke høre noget på højre øre, klagede han.

– Det bli’r snart bedre, forsikrede hun. – Datalogen? Men han var kun en dreng.

– Hvad? Ja, meget ung. Og han var blevet en meget rig og ond dreng, hvis ikke de havde slået ham ihjel først. Det var også ham, der fik mig til at køre til General Electric-importøren i Assago, så de præcis vidste, hvor jeg var. Den idiot! Max fandt en hacker, en fyr, der kaldte sig Columbus. Han fandt en række konti i Lichtenstein og på Kanaløerne, hvor der før angrebet var blevet indsat store summer i Paolo Iacovellis navn. Han kunne spore pengene til diverse Camorra-kontrollerede firmaer. De blev selvfølgelig trukket tilbage.

Pistolen gled hjem i skulderhylstret, og Sabrina begyndte at trække vejret næsten normalt.

Hvad var det med mændene i hendes liv? Giulio Forlani var den anden, som hun næsten havde været nødt til at slå ihjel inden for de seneste to døgn. Og de skulle begge forestille at være hendes allierede. Hvad ville der ske, når hun nåede Savelli eller l’artista?

Det var som at sidde i et bur med en fire meter lang, bengalsk tiger, der hvert øjeblik kunne binde middagsservietten om halsen. Måske var man venner med tigeren. Måske havde man misforstået det hele … som indbildt kærlighed, for eksempel.

– Må jeg få en cigaret? spurgte han.

– Hvad? Ja, naturligvis, sagde hun. Stadig forkvalmet af adrenalinen.

Hun tændte for ham.

Forlani røg som en nybegynder, smilede undskyldende og hostede.

– Jeg har aldrig røget før, forklarede han. – Men nu fik jeg pludselig lyst.

– Det er okay, sagde hun. – Sådan virker jeg på alle.