33

Milano – Ticino

Du kan godt åbne øjnene, sagde Giulio Forlani.

– Hvad?

– Vi er fremme, sagde han.

– Hvad?

Han trak motorcyklen op på støttebenene og slukkede for motoren.

Sabrina åbnede forsigtigt og for første gang i en time øjnene og så sig omkring. Forlani havde været galant nok til at tilbyde hende sin styrthjelm, mens han selv nøjedes med solbriller under hele den frygtelige tur.

Hjelmen var alt for stor og skred ustandselig ned over hendes øjne.

På et tidspunkt havde hun været letsindig nok til at skubbe den op, læne sig frem og kigge på instrumentpanelet foran Giulio Forlani. Speedometeret viste 230 km/t, den sekssporede Milano-Brescia-autostrada var ved denne hastighed smal som et togspor, og den øvrige færdsel så ud til at være parkeret. Det havde været som at sidde på en motorcykel, der var faldet ud af et fly.

Hun så ned mellem sine ben og frygtede det værste. Hvis hun havde tisset i bukserne, ville hun begå selvmord. Hun kunne intet mærke fra livet og ned på grund af afkølingen.

– Jeg tror, du bliver nødt til at slippe stroppen, hvis du vil af, sagde Forlani.

– Hvilket? Ja, naturligvis.

Hun måtte vride sine iskolde fingre fra sædestroppen.

Han hjalp hende med at spænde hjelmen af og støttede hen de, da hun nåede jorden.

– Tak.

Igen tog Forlani dette store, udstrakte og ufrivillige vinge slag med armene, som han havde gjort på toppen af Basilikaen. Hun dukkede sig for en behandsket hånd, der ellers ville havde sendt hende tværs over gårdspladsen. Forlani stod med ryggen til hende og betragtede huset.

Hun kunne ikke huske, hun overhovedet havde sagt ja til den vanvittige rejse. De var gået ned ad den endeløse trappe i Basilikaens klokketårn, Giulio Forlani havde passeret Frelseren og Jomfruen uden at værdige dem et blik, mens Sabrina et øjeblik havde knælet og gjort korsets tegn.

Hendes tømmermænd var vendt tilbage med fuld, morderisk styrke, og hendes hoved havde været komplet stillestående, da de stod på trappen og så ud over den næsten tomme og døsige Piazza Vecchia.

– Hvad nu? havde han spurgt, og hun havde vitterligt ikke haft en anelse.

Hans øjne var igen begyndt at glimte, som var der en løs forbindelse i hans hjerne – som i øjeblikket, før han begyndte at kvæle hende – og hun havde skyndt sig at mumle noget om Federico Renda, politibeskyttelse, Napoli, et sted at samle trådene og tankerne, da han havde foreslået Massimiliano Di Lucas ejendom ved floden Ticino, halvtreds kilometer vest for Milano. Næsten ingen vidste, at mesteren boede der om sommeren.

Sabrina så tilbage ad den snoede grusvej, der forsvandt mellem lave nåleskove. Bag en klynge birketræer så hun Ticinos lave, grusede flodleje. Bortset fra fuglene og insekterne var her fuldkommen stille. Et glemt sted.

Huset var som et af de gamle bondehuse i Toscana, som hun holdt så meget af: Et hus, der faldt ind i landskabet så naturligt, som var det efterladt af en smeltende gletsjer. Et gammelt hus med kampestenssokkel og et ludende, tykt, rødt tegltag, der lignede en omvendt postej.

I en åben lade fik hun øje på Di Lucas flaskegrønne Bentley – og hun fik øje på den lille venetianer, der stod i døråbningen med hænderne dybt begravet i sine lysebrune fløjlslommer.

Forlani fik en omfavnelse, der lå et sted omkring bæltespændet, og Sabrina fik et hurtigt håndtryk, et nik og et udtryksløst blik.

Massimiliano Di Luca førte an gennem lave stuer, der var hyggeligt og komfortabelt møbleret, men ordinære. Sabrina vidste ikke, om hun skulle være skuffet eller ej. Det var et rart sted, bestemt, ligefrem et hjem, men af en verdensberømt designer havde hun forventet sig noget andet og mere. Måske ikke ligefrem en filial af Versailles, men noget mere glamourøst end slidte stengulve, brune fløjlssofaer, enkelte sort-hvide fotografier på rå stenvægge og et langt køkkenbord dækket af en rød voksdug – nøjagtigt som hjemme hos hendes egen mor. Den eneste indrømmelse til glamour var en sort-hvid fotostat, der dækkede en hel endevæg: En moden, men stadig ubegribelig Claudia Schiffer iført en kat og en Di Luca håndtaske.

Love to Max from Claudia, stod der skrevet over et hjørne.

Sabrina standsede foran væggen.

– Er det Newton? spurgte hun.

– Testino.

– Naturligvis.

Hun satte sig på en køkkenbænk og så sig omkring. Lyset faldt gennem dybe, små vinduer. Det bedste lys på døgnet, tænkte hun. Når det var lavt, langt og gyldent og endeløst. Giulio Forlani arbejdede sig besværligt ind ved siden af hende.

Sabrina studerede et foto på en væg, der viste Di Luca i en stor sejlyachts cockpit. Båden hældede over en lang, skummende bovbølge. Sejlene stod som klinger. Venetianeren havde én let hånd på roret, og både mand og båd virkede perfekt balancerede.

– Sejler De, signorina?

– Nej.

– Den ligger i Portofino, oplyste han.

– Hvad hedder den?

– Mona.

Di Lucas forsvundne muse og yndlingsmodel, huskede hun.

Hun smilede høfligt.

– Javel.

– Kaffe? spurgte Di Luca.

– Ja, tak.

Hun havde forventet, at designeren nu ville ringe med en sølvklokke og hidkalde filippinske tjenere i stivede, hvide messejakker og træde ud af denne latterlige illusion om at være en simpel, lombardisk bonde, men Di Luca rejste sig, satte en espressomaskine i gang med at brygge og begyndte at finde kopper.

– Er De skuffet, dottoressa D’Avalos?

– Bestemt ikke, sagde hun.

– Jeg er ikke Versace. Det var jeg aldrig, sagde han. – Men jeg havde et stort hus i Milano engang, fyldt med franske barokmøbler, butlere og stuepiger, forgyldninger, latterlige statuer og gobeliner og persiske tæpper og en privat biograf, og jeg følte mig som Randolph Hearst eller Gloria Swanson. Levende begravet. Døren bli’r nødt til at stå åben, signorina. Det sidste mener jeg naturligvis rent billedligt. Jeg ville nødigt overrendes af pøblen.

– Naturligvis ikke.

Forlani sad ubevægelig. Tilsyneladende fordybet i bøn.

– Nu, hvor De har fundet Giulio, dottoressa, hvad har De så tænkt Dem at stille op med ham? spurgte Massimiliano Di Luca. – Redde ham fra Camorraen igen?

Forlani var stille som en dirigent før første taktslag. Den frådende psykopat, der for et par timer siden havde været ved at smide hende ud fra Basilica Santa Marias klokketårn havde aldrig været der. Kun denne dydige, fredeligt mediterende mand, der ikke kunne drømme om at gøre en flue fortræd.

– Hvis det er det, der skal til, sagde hun.

– Sukker, mælk?

– Det hele, sagde hun. – Jeg går ud fra, at De har hørt om dr. Carlo Mazzaferro, maestro? Lægen som erklærede Forl…, erklærede Giulio for død.

– Selvfølgelig. Stakkels mand … og stakkels pige, mumlede venetianeren.

Hun havde lyst til at sige, at det ikke var hende, der havde sat Urs Savelli på sporet af Mazzaferro. At hun ikke havde indpodet selve konceptet om, at Giulio Forlani måske alligevel ikke var helt stendød i Camorristaens hjerne – men opgav det. At protestere var at erklære sig skyldig, vidste hun fra retssalen.

Hun drejede hovedet og mødte Giulio Forlanis forskende blik.

– Der er ligesom ingen vej tilbage, sagde hun. – De ved, at du lever, og de ved, at du kunne genskabe din, ærlig talt, vidunderlige opfindelse.

Forlani og Di Luca udvekslede et hurtigt blik.

Hun så nærmere på kæmpen.

– For det kunne du, ikke?

Hun åbnede jakken, fandt sin pung og lagde den lille, magiske datostrimmel på voksdugen ved siden af en enorm, arret hånd.

Forlani så på den uden at røre ved den.

– Ikke sandt? spurgte hun igen.

– Jo.

– Så vidt jeg er orienteret, er der ingen, der fortsatte Nanometrics arbejde, sagde hun. – Så din … dine krystaller er stadig det bedste bud på den kopisikring, som alle stadig desperat står og mangler.

– Jeg går ud fra, at det kunne laves igen, sagde Giulio Forlani efter endnu et sideblik på designeren. – Hvis man havde faciliteterne. Flere af nøgleprocesserne havde vi patent på. De holder nogle år endnu, før andre virksomheder kan overtage dem.

Han smilede til hende, men så på strimlen.

– Undskyld, Sabrina. Det føles bare meget, meget langt borte. Forstår du?

– Selvfølgelig.

– Kan jeg ikke bare tage tilbage, hvor jeg kom fra?

– Hvor er det? spurgte hun.

Han smilede.

– Sydpå.

Hun havde en vild trang til en cigaret og spurgte, om hun måtte ryge. Massimiliano Di Luca rejste sig og fandt et sølvaskebæger. Hun tændte en cigaret og skubbede uden at tænke cigaretæsken over voksdugen til Forlani, der også tog én.

– Camorraen vil altid opfatte dig som en klar trussel, sagde hun.

Hans ansigt forsvandt et øjeblik bag hænderne. Han nikkede et sted derinde.

– Jeg ved det, jeg ved det godt …

Røgen sivede langsomt ud af hans næsebor, da han dukkede frem.

Hun rejste sig og gik over til et af de små vinduer. Hun lagde armene over kors og så over gårdspladsen. Chaufføren, Alberto, var i færd med at oliere en teaktræsbænk. Han var solbrændt og muskuløs, klædt i et par forvaskede jeans og en armygrøn T-shirt. På den anden side af gården skrånede engen ned mod floden. Sabrina blev transporteret tilbage til barndommens somre ved Comosøen, hvor hun havde lært at skyde med bue og pil, ride, svømme, bygge en anstændig drage og holde den borte fra de drageædende træer oven for huset. Og i et endnu kortere glimt fik hun øje på de ældgamle væsner, som hun aldrig havde troet, hun skulle se igen, som var helt hendes egen opdagelse, en opdagelse, hun aldrig havde delt med noget andet levende væsen, og som sidst havde vist sig for hende dagen før, hun fik sin første menstruation.

De var ikke helt levende, ikke helt døde. De var ikke sten, men næsten, de var små som spædbørn, men ældgamle. Og de stod mellem birketræerne nede ved floden og så på hende.

Hun havde forandret sig på denne rejse, vidste hun. Forandret sig, eller var blevet sig selv.

– Dottoressa …?

Massimiliano Di Luca var nået helt hen til hende, uden at hun havde bemærket ham.

Hun noterede sig bekymringen i hans stemme.

– Jeg har det fint.

– Måske er vi alle sammen lidt trætte, sagde han og bød hende med en håndbevægelse tilbage til bordet.

Hun så sig over skulderen – mod de fjerne træer – og løftede hånden til afsked.