34

Napoli – Qualiano

Bagefter var der et øjebliks andægtig tavshed indtil de unges kommentarer fyldte øretelefonerne. Pigen med tatoveringerne mumlede i sin strubemikrofon, at det havde været som at se Kurt Cobain gå igen, mens én af drengene sagde, at det havde været som at se Michael Jackson.

Naturligvis skulle de have lov, for hvor mange gange i deres forhåbentligt lange karrierer ville de være i nærkontakt med en myte, et spøgelse, der hidtil havde været gjort af samme stof som drømme – og paranoide vrangforestillinger? Efter et halvt minuts ophidset knevren på den strengt bevogtede radiokanal bad Primo Alba dem dog om at holde mund.

Urs Savelli, komplet med signaturen – den baskiske stok – havde netop passeret de næsten usynlige kameraer, som GIS’ eksperter natten før havde installeret i tunnellens loft.

Hatteskyggen havde skjult halvdelen af Savellis ansigt, og han havde bevæget sig hurtigt og målrettet gennem tunnellen. Kort forinden var en umærket varevogn kørt ned ad rampen under signore Marcheses lille værksted, der lå ved siden af huset, og den gamle mand havde selv lukket garagedørene efter den.

Og det var rigtigt, hvad stadsingeniøren, signor Franco, havde fortalt: Den gamle mand elskede sine duer. Fra den nedlagte kornsilo bag tømrerens hus havde medlemmerne af Primo Albas unge hold beundret signore Marcheses utrættelige omsorg for sine smukke, hvide og brogede duer, der boede i store, luftige trådbure i gården bag værkstedet. Han talte til dem, som var de hans elskede børnebørn, skiftede deres vand, foder og strøelse i én uendelighed. Tog dem ud, strøg dem over fjerene og klippede deres klør med en lille tang. På snesevis af de billeder, de havde taget fra kornsiloens loft, lignede tømrer Marchese en arketypisk bedstefar.

Langsomt vendte Primo Alba sig om på ryggen. Han betragtede adspredt en travl edderkop i færd med at brodere et nyt spind mellem to lægter i kornloftets ældgamle tagkonstruktion. Indtørret duelort knasede under læderjakken. Hvis han ville, kunne han med sin udstrakte højre hånd nå den unge mand, der for øjeblikket bestyrede teleskoper og kameraer rettet mod signor Marcheses gårdsplads.

De havde lirket et par tagsten løs og skaffet plads til teleskopet, kameralinserne og den CO2-drevne riffel, der – hvis og når behovet opstod – kunne sende en pil indeholdende en kanyle og en glasampul med nok fentanyl til at slå en stud til jorden ind i signor Marcheses ubeskyttede hals, hvis de formodede at tømrermesteren ville sende en brevdue til l’artista.

Og med venstre hånd ville han kunne nå den unge kvinde, en af de første kvinder i GIS’ historie, der havde opnået fuld, aktiv feltstatus. Pigen var goth og europamester i taekwondo i sin vægtklasse. Hun burde egentlig sove nu, men var formentlig for ophidset over synet af Urs Savelli til at døse hen. Ligesom han selv lå hun for øjeblikket stille og kiggede op i taget.

Primo Alba underholdt sig med forestillingen om en ubevæbnet kamp mellem den unge, kvindelige GIS-soldat og vice-statsadvokat Sabrina D’Avalos.

Han var ikke i tvivl om det hypotetiske udfald.

Little miss girl dragon and the three brothers from hell technique. Der var ikke meget, der kunne hamle op med den, tænkte han.

Han sendte en krypteret sms til statsadvokat Federico Rendas mobiltelefon vedrørende Savellis ankomst. Han formodede, at hans excellence opholdt sig i sin specialbyggede Mercedes et sted i nærheden.

De havde naturligvis gennemgået de oplagte scenarier: 1) De kunne arrestere Savelli og uden tvivl få ham dømt for en lang række mord – men de ville miste l’artista, den sagnomspundne, kvindelige snigmorder, der stod øverst på Federico Rendas personlige liste – det var trods alt hende, der havde anbragt ham i en kørestol. Men statsadvokaten var rationalist og ville når som helst tilsidesætte private motiver for det større gode, eller 2) de kunne lade Savelli fortsætte, lade ham dryppe sin gift i don Francescos øre og efterfølgende håbe, at deres mørke planer ville involvere aktiveringen af l’artista per brevdue – hvis det virkelig var det, signore Marcheses duer blev brugt til … og hvad så? Afvente at snigmorderen endnu engang henrettede en eller anden uskyldig – måske vicestatsadvokat D’Avalos selv – før man skred ind?

Alle havde fået lov til at give deres besyv med. Kaptajn Primo Alba var en demokratisk leder. Til en vis grænse. Den tatoverede pige havde foreslået at udstationere en flok falkonerer omkring signore Marcheses hus og brevdueslag, så de kunne opfange og afskære det dødbringende sendebud med deres høge og falke. Primo Alba havde spurgt om hun kendte nogen? Og hvad var duehøges overordnede succesrate? Hvis ikke den var hundrede procent, var man lige vidt. Drengen havde foreslået at følge duen med en af forsvarets ubemandede droner, men et opkald til en specialist i luftvåbnet havde aflivet idéen: Dronerne kunne, uanset hvor avancerede de var nu til dags, ikke følge én isoleret fugl gennem et luftrum over måske flere hundrede kilometer, som oven i købet var fyldt af andre fugle af nøjagtigt samme størrelse og med samme infrarøde signaturer. Duer var sociale dyr, havde manden sagt. Formentlig ville den slå følge med artsfæller, overnatte med dem.

Bedøvelsespilen havde været Primo Albas forslag: Lamme den gamle, før han fik sendt duen, finde Terrasinos kode og bryde den hurtigst muligt. Sende en anden due forsynet med en elektronisk sporingsenhed og følge den til l’artistas hule.

Derved blev det.

Mobiltelefonen vibrerede i hans hånd.

Renda.

Vent, lød ordren. Vent og se.

Han hviskede kommandoen i strubemikrofonen.

Den unge kvinde sukkede og lukkede øjnene.

Don Francesco og Urs Savelli sad på deres sædvanlige bænk i pergolaens skygge, og Savelli lænede sig tilbage og betragtede vinstokkene, mens han lod don Francesco fordøje nyhederne. Både de gode og de dårlige.

– Denne Cesare, sagde don Francesco. – Kunne han ikke se forskel på en død mand og en levende? Han smadrede hans bil og skød ham?

Han gjorde en utålmodig bevægelse med sin leverplettede hånd. Den gamle havde aldrig været i tvivl om hvorvidt en mand var død eller ej.

– Jeg går ikke ud fra, at man er forpligtet ud over sine evner, don.

– Undskylder du ham?

– Nej, det gør jeg vel ikke. Jeg …

Capoen så nærmere på Savelli.

– Hvad er der i vejen, Urs? Har du besluttet dig for, at du vil mislykkes?

– De er meget skarpsindig, don.

Den gamle trak på skuldrene.

– Det er det, vi gør. Vi kender mennesker.

– Jeg skal nok tale med Cesare, lovede Savelli. – Grundigt.

– Gør det. Men Massimiliano Di Luca er et problem.

– Han er berømt, sagde albaneren.

Capoen nikkede.

– Et geni, siger de. Til kjoler.

– Hvis han dør, vil medierne …

– Uden tvivl. Men han kan gøre os stor skade, Urs. Venetianeren og denne Giulio Forlani. Igen.

– Vi kan ikke slå ham ihjel, og vi kan ikke lade ham fortsætte.

Den gamle så mod husets veranda. Han kunne netop se omridset af hustruen Anna i de dybe skygger. Hun havde ikke sagt et forståeligt ord i tre år.

Urs Savelli fulgte hans blik.

– Ikke død og ikke levende, sagde don Francesco eftertænksomt.

Han vendte sig mod albaneren.

– En mellemting, Urs.

Savelli så ind i den andens øjne. Den gamle ophørte aldrig med at forbavse ham.

– Datura? spurgte han.

– Hvorfor ikke?

– L’artista?

– Selvfølgelig. Han vil blive glemt, Urs.

– Og Forlani?

– De er venner, ikke sandt?

– Jo.

– Hvor den ene er, finder du måske den anden.

Det var sværere, end Primo Alba havde troet. Det sværeste han havde prøvet i sin karriere i GIS. Det var ikke til at holde ud at se Urs Savelli, dødsartisten, slentre ubekymret tilbage gennem tunnelen, gøre et kort ophold i signore Marchese hus, måske for at give denne en vital besked, måske ikke, og derefter uantastet køre fra tømrervirksomheden.

Ethvert instinkt i Primo Alba tiggede og bad ham om at trykke radioens sendeknap i bund og give ordren: Til den unge mand, der var ved at reparere sin perfekt fungerende motorcykel ved kantstenen i Via Nicola Fele over for tømrerens hus; til det unge par, der gik tur med en tom barnevogn lidt længere nede ad vejen; til manden, der var ved at læsse gulvfliser ind i sin varevogn på parkeringspladsen uden for byggemarkedet. De var alle bevæbnede medlemmer af GIS, de var alle fremragende skytter, og de brændte alle efter at skyde Urs Savelli ud af hans dyre Paul Smith-strømper. Én gang for alle.

Pigen, der havde overtaget vagten ved teleskopet og CO2-riflen, bevægede sig ikke. Primo Alba kunne høre hendes regelmæssige vejtrækning.

– Vent, sagde han. – Foretag jer intet.

Solen var ved at gå ned, da han sansede en yderligere fortætning i pigens koncentration. Primo Alba kravlede på hænder og knæ over gulvets forræderiske planker og satte øjet til teleskopet.

Den gamle mand havde åbnet døren til gårdspladsen med dueslagene. Det var mørkt nok til, at lyset fra køkkenet kastede et langt rektangel over fliserne. Signore Marchese bar et lille træbur i hånden. Pigen trak vejret dybt og pressede kikkertsigtet mod øjet. Hun lod langsomt halvdelen af åndedrættet sive ud og holdt vejret. Langdistanceskyttens vejrtrækning. Primo Alba lagde en hånd på hendes ene lår og krummede fingrene.

Alt andet end Marcheses hoved og skuldre var ude af syne bag det midterste af de tre dueslag. Primo Alba talte sekunder. Tømrerens hoved kom til syne. Pigen tog en ny, præcis vejrtrækning. Hun var ubevægelig som en planet.

Alle havde forventet, at duen ville blive kastet op i luften som et barn, der kaster en håndfuld havvand ind i solen.

I sekundet inden ville pigen affyre bedøvelsespilen.

Men signor Marcheses arme løftedes aldrig i den forventede offerbevægelse. Han lukkede bare en usynlig låge i dueslaget, vendte sig og gik tilbage til køkkenet med buret.

Primos øretelefoner knitrede af alles stemmer.

– Var der noget i buret? spurgte han uden at spørge nogen bestemt.

– Ved ikke, mumlede pigen på en hvislende udånding.

– Giovanni?

– Jeg så det ikke, sagde drengen, der havde kilet sig ind ved siden af Primo Alba.

– Vaffanculo! mumlede pigen.

– Nu! sagde en ny stemme i høretelefonerne.

– Hvad?!

Den unge motorcyklist uden for tømrerens hus rapporterede ophidset, at Marchese lige havde afsendt en flunkende hvid brevdue fra sin forhave. Fuglen var steget i en snæver spiral og havde derefter sat kompaskursen mod nordnordøst. Lige som en pil. Den var væk. Og havde ingen af genierne på loftet for helvede lagt mærke til de lavthængende højspændingsledninger, der førte gennem industrikvarteret lige syd for Marcheses hus? Klart, at han ikke sendte duerne den vej!

Primo Alba fjernede hånden fra pigens ben og lænede sig mod en smuldrende bjælke.

Og satte hånden i frisk duelort.

Porca puttana!

– Måske var det ingenting, sagde drengen ud i mørket.

– Det tror jeg heller ikke, sagde pigen stille. – Bare en fugl til en eller anden nørd i duebroderskabet. En avler, eller sådan noget.

Det var svært ikke at holde af dem.

Statsadvokaten, hans excellence Federico Renda var knap så nådig, men han spildte omvendt heller ikke tiden med formålsløse bebrejdelser. Gjort var gjort, og i enhver feltoperation, uanset hvor veltilrettelagt den var, var der altid dette uventede, forbandede element af anarki.

Havde kaptajn Alba hørt fra Sabrina D’Avalos? Hvor hun befandt sig, for eksempel?

Primo Alba havde ringet til hendes sidst kendte mobiltelefonnummer en halv snes gange og havde afsendt en række inkvisitoriske sms-beskeder uden resultat. Ikke et suk.

Tag hjem, var Federico Rendas råd. Hvil ud. Tænk, og tænk jer om igen. Hvis noget usædvanligt skete i dagene efter, noget, der på nogen måde kunne være l’artistas værk – tog de tømreren.

En sæk over hovedet, et lastvognsbatteri og nogle meget savnede svar.