36

Milano – Ticino

Huset var mere end stille. Her var dybt og summende stille som i middagstimen i sommerhuset ved Comosøen, når cikaderne tav, og vinden lagde sig.

Når resten af familien sov, lå Sabrina vågen i sin seng – ikke meget anderledes end den, hun nu havde fået anvist af Alberto – og så ind i sollysets søjle mellem skodderne. Så så langt ind i lyset, som hun turde, fordi hun vidste, at der længst inde i det hvide lys var en fuldkommen sort kerne, som ingen burde se på for længe.

Hun havde tænkt mere på sin barndom i disse få dage end i de sidste, mange år.

Cigaretgløden havde næsten nået hendes fingre, da hun kom i tanke om mobiltelefonen. Hun havde hørt den ringe fra gæsteværelset ovenpå, da de spiste. Kun denne forbandede Primo/ Nestore havde nummeret, og hun havde ikke lyst til at tale med ham eller bare høre på ham. Det ville betyde nye overvejelser, nye, umulige valg, nye katastrofer, nye døde læger og elskerinder i første klasses togkupeer – og længsel – hvis hun tog den telefon.

Hun slukkede cigaretten og satte sig op. Fandt én til i den næsten tomme pakke og ønskede, at hun havde noget at drikke. Måske kunne hun snart liste sig ned i køkkenet og finde en flaske.

Her var vitterligt ikke en lyd.

Selvfølgelig … selvfølgelig havde hun mindst en snes gange indbildt sig, at hun havde hørt lyden af knasen af jord og småsten under dæk, biler, der standsede inden for skovbrynet, bildøre, der blev lukket efter bevæbnede, farlige og stille mænd. Skridt over græsset, over gårdspladsens sten – et vindue, der rutineret blev lempet af hængslerne. En haspe mod træværket. Og hun havde en snes gange indbildt sig at have set genskæret fra bilprojektører på himlen, mellem træerne, inden de blev slukket.

Sabrina vidste, det var indbildning. Naturligvis.

Hun tog et dybt drag af cigaretten og vejede Waltheren i hånden. Dens sædvanligvis trygge, funktionelle vægt gav hende ingen trøst. Hun lod cigaretten hænge i mundvigen, kneb venstre øje sammen mod røgen og trak også Colt’en fra ankelhylstret. Hun rettede dens løb mod den smalle stribe månelys mellem skodderne, lagde korn over kærv mod en stjerne, der stod over de fjerne nåletræer og tænkte på Ismael.

– Bang, bang, mumlede hun og skød stjernen ned.

Det hun trængte til var ro, afklaring … tre måneder på et godt nervesanatorium.

Mobiltelefonen brummede med en ny sms, og hun lagde våbnene fra sig.

Hun kiggede på displayet, læste beskederne fra denne Primo, der fortsat underskrev sig NR, som om de stadig gik rundt i hans latterlige illusion, og så læste hun beskeden igen. Og igen.

Hun rejste sig fra sengen, listede på bare fødder gennem værelset og ud på gangen, så på det flakkende lys under Giulio Forlanis dør og bankede på.

– Ja?

– Det er mig, Sabrina.

– Gå væk.

Hun så ned på sine fødder, der var spøgelsesagtigt hvide i månelyset.

– Må jeg komme ind?

– Nej.

Hun prøvede dørhåndtaget. Døren var låst, som hendes egen burde have været det.

Hun havde været en habil udspringer, da hun gik i skole. Træneren sagde, hun var frygtløs, og Sabrina tænkte, at han måske mente, at hun dybest set var ligeglad med det meste. Hun trak vejret på samme måde som under tilløbet på timeter-platformen.

– Castellarano, Giulio. Det var ikke i Castellarano, vel? At du har gemt dig de sidste par år, mener jeg. Det var det ikke, vel? hviskede hun.

Et simpelt nej ville være nok til, at hun kunne gå tilbage til sit eget værelse, lægge sig og falde i søvn.

I stedet blev døren revet op, og den tårnhøje skikkelse, der halvt var opløst i mørket, strakte en af entreprenørmaskinerne ud og rev hende ind i værelset.

Deja-vu.

Hendes fødder forlod for anden gang i dette uendelige døgn moder jord, da Giulio Forlani løftede hende op i kraven. Denne gang udførte han kunststykket med én hånd. Den anden lå stadig på dørhåndtaget.

Sabrina lod bare hovedet falde bagover, så hun stadig kunne trække vejret, og ventede på, at han skulle blive træt af det, få det ud. Igen blive den harmløse, velopdragne videnskabsmand, han havde været hele eftermiddagen.

Men måske var han kun fredelig og tryg, når Massimiliano Di Luca eller en anden, han kendte, var til stede. Som visse grænseløse sindslidende.

Hun blev hængende og havde blodets susen og Giulio Forlanis stenrolige, dybe vejrtrækning i ørerne.

– Er du snart færdig? kvækkede hun.

Det svage skær fra stearinlyset bag den potentielle nobelpristager var ved at forsvinde.

– Ja, mumlede han omsider. - … undskyld.

Han slap hende, og hun tumlede forover på svage ben og stødte hovedet mod dørkarmen.

– Jeg ville hade at være til stede under et ægteskabeligt skænderi i det Forlaniske hjem, sagde hun og gned issen.

– Hvad …? Nej. Nej.

Giulio Forlanis ansigt var i stearinlysets skær mere asymmetrisk, arret og furet end nogensinde. Som størknet lava, der måske engang kunne smelte igen og derefter antage et mere lykkeligt udtryk.

– Ikke Lucia … sagde han fraværende. – Aldrig. Desuden var jeg … alting var anderledes.

Han så på hende.

– Jeg er ikke et voldeligt menneske, Sabrina.

Hun følte forsigtigt på sin hals.

– Selvfølgelig er du ikke det, Giulio, sagde hun.

Hans udtryk blev tvivlende og undersøgende. Så nikkede han alvorligt, og hun huskede, hvordan Massimiliano Di Luca havde beskrevet sin ven: For ham er verden konkret. Den er det, han kan se og måle.

Hun gik ud fra, at antydninger, ironi og sarkasmer var spildt på fysikeren.

– Hvad sagde du lige før? spurgte han.

– Må jeg sidde ned?

Han nikkede mod sengen.

– Hvad sagde du? spurgte han igen.

– Castellarano, hviskede hun.

Hun så op, så hans ansigtsudtryk, og skjulte ansigtet i hænderne.

– Åh Gud! Undskyld!

Giulio Forlani rystede hende som en terrier ryster en rotte.

– Tal!

– Der var nogle mænd, nogle Camorristi, der fulgte efter mig fra Napoli. Jeg … undskyld …

Han slap hende og støttede panden mod væggen. Hænderne hang – for øjeblikket – ubeskæftiget ned.

– Videre!

– Jeg kørte forbi Castellarano på vej til Milano.

Hun begyndte at græde.

– Jeg ved ikke, hvorfor … din kone, Lucia, hun gik i skole der … det var bare et indfald. Min chef mente, at alting begyndte i den by.

– Talte du med nogen? spurgte han væggen.

– Nej.

– Jo!

– En kvinde jeg tilfældigt mødte i et anlæg. Man kunne se floden derfra. Det var bare et øjeblik. Vi delte nogle druer.

– Blå druer, sagde Forlani.

Sabrina hikstede, og tårerne blev ved med at flyde på den måde, hvor hun vidste, at de ville blive ved. Og ved.

– Hvordan kan du vide, de var blå?

Giulio Forlani så ikke ud til at høre hende.

– Hvordan så hun ud? spurgte han.

– Hun var en køn, høj kvinde, synes jeg. Hun lugtede lidt sært. Jeg kendte lugten, men jeg kan ikke huske hvorfra.

– Formaldehyd, sagde han. – Hun arbejder hos en bedemand.

Hun tørrede øjnene i sit ærme.

– Hun bruger altid den samme grå kjole, når hun er hos bedemanden, sagde Giulio Forlani. – Når hun kommer hjem, vasker hun den og hænger den op på en tørresnor, så den kan blive blæst igennem i solen. Det er det eneste, der ta’r lugten, siger hun.

– Hvem er hun?

– Antonia Moretti.

– Hvem er hun, Giulio?

– Hun er … for helvede, da, Sabrina, den enke jeg har boet hos i to år. Hun har et pensionat.

Det glimtede farligt i de dybe øjenhuler.

– Så de fulgte efter dig, og de fotograferede dig sammen med Antonia, og nu har de fundet hende, konstaterede han.

– Det er da ikke sikkert, Giulio.

Hun rejste sig og begyndte at gå frem og tilbage.

– Det er da ikke sikkert …

– Du er smuk, men ubrugelig, Sabrina, sagde han. – Det er du faktisk.

Giulio Forlani begyndte at rode i sin motorcykeljakke efter mobiltelefonen.

– Antonia har ringet flere gange i dag, og jeg har ikke hørt en skid, fordi du har sprængt mine trommehinder!

– Du prøvede at kvæle mig!

– Jeg er ked af, at det ikke lykkedes, sagde han.

Han tastede som en besat uden at få andet end Antonias telefonsvarer. Han prøvede Giannis og fik endelig drengens søvndrukne stemme i røret.

– Gianni? Det er Enzo. Giulio, altså.

Drengen havde åbenbart sovet fredeligt, og så vidt Sabrina kunne høre, lød han helt normal. Giulio Forlani rettede sig op, og hans bevægelser blev lidt friere.

– Væk din mor, Gianni. Det er vigtigt. Det er ekstremt vigtigt, det her. Gør som jeg siger lige med det samme, ikke?

Han lyttede et øjeblik og skulede ondt til Sabrina.

– Der har været en fremmed kvinde i byen for at spørge efter Antonia, hvæsede han. – Og der har været nogen på gården. Gianni sagde, at hans mor kunne lugte, at der havde været nogen.

– Undskyld, sagde hun bare. – Undskyld.

Lidt efter fik han Antonia Moretti i røret. Hun var åbenbart en kvinde, der brugte mange og stærke ord, for kæmpen holdt telefonen et par tommer fra øret.

En gang imellem fik han indskudt et enkelt “men,” “undskyld” eller “hør nu efter, Antonia, det …”

Og det var slet, slet ikke konstruktivt nok efter Sabrinas smag. Hun trykkede på speedtasten til kaptajn Primo Alba.

– Sabrina?

Det lød, som om han havde fået mindst otte timers søvn i en god seng.

– Ja. Jeg fik din besked, sagde hun. – Tak.

– Hvor har du …

– Hold mund … Primo, eller hvad du nu kalder dig selv. Hør efter, okay?

– Selvfølgelig.

– Du er alt andet end en kontorist hos statsadvokaten. Det ved jeg nu.

– Ja.

– Godt. Jeg har brug for en helikopter. Ikke om lidt, men lige nu, forstået?

– En helikopter? Jeg skal se, om jeg har en stående.

Hun var ved at skrige, men Forlani stirrede opmærksomt på hende. Den ophidsede kvindestemme lød stadig fra hans egen telefon.

– Gør det, Primo Alba. Den skal hente to personer i Castellarano i Reggio Emilia med det samme. Antonia og Gianni Moretti, og den skal flyve dem til et sikkert sted.

– Jeg skal nok have en holdbar grund, hvis jeg skal mobilisere luftvåbnet, indvendte han.

Hans stemme var ubærligt rolig, ubærligt sendrægtig og ubærligt professionel, hvor hun selv følte, at hun dryssede små stykker vathjerne fra sig som et dårligt udstoppet dyr.

– Hvorfor, Sabrina?

– Jeg er sammen med Giulio Forlani. Han har boet hos denne Antonia Moretti i Castellarano i de sidste to år. Camorraen ved det. Camorraen har identificeret hende, og Camorraen har været i hendes hus.

– Adresse?

Hun satte sig ned, lagde hånden over mikrofonen og så på Forlani.

– Adressen, Giulio?

– Via Santa Caterina. Det sidste hus på vejen før markerne. Det ligger over for en restaurant, der hedder La Stazione.

Sabrina gentog oplysningerne.

– Er der et våben i huset? spurgte han.

Hånd over mikrofon.

– Et gammelt haglgevær over kaminen, sagde Forlani.

– En kælder?

Det ville være meget nemmere at række telefonen til Forlani selv, men hun vidste, at fysikeren ved en ny og ukendt stemme uhjælpeligt ville gå i baglås.

– Der er en kælder.

– Godt. Jeg vil tro, at de overvåger hendes hus i håb om, at Forlani vender tilbage. Så vil arbejdet for deres vedkommende være gjort, og alle kan gå glade hjem i seng. Det, vi vil gøre, er at lave en eneste indflyvning over gården. Soldaterne firer sig ned omkring huset og sikrer det. Det bliver meget pludseligt og skræmmende for de to, men det må de tage med. De skal gå ned i kælderen, og de må gerne tage haglbøssen med. De skal ikke tænde lys. Og de skal først komme ud, når indsatslederen råber et kodeord. Nogen forslag?

Hun spurgte Giulio Forlani, om han havde nogen forslag til et kodeord.

– Einstein, foreslog han.

– Walther, sagde hun.

– Godt, sagde den unge mand. – Kodeord Walther. Jeg ringer tilbage.

Han lagde på, og Sabrina så på telefonen i sin hånd. Den vejede en ton.

Hun nikkede til Forlani, der afbrød kvinden og gentog instruktionerne.

Det tog sin tid.

Endelig kunne han sætte sig og læne sig mod væggen.

– Betyder de så meget for dig, Giulio? spurgte hun.

– Ja, men det vidste jeg ikke.