37

Milano – Ticino

Sabrina travede op og ned ad gulvet. Hun så cirka hvert minut på sit ur, mens Forlani rugende og ubevægelig sad på sengekanten. En gang imellem, i en underforstået koreografi, skiftede de plads.

– Hun lyder … bestemt, din værtinde, sagde hun på et tidspunkt.

– Antonia? Helt sikkert. Nådesløs. På overfladen, i det mindste.

– Tror du stadig ikke på tilfældigheder, Giulio?

– Hvad mener du?

– At det var hende, jeg skulle møde de fem minutter, jeg var i Castellarano?

– Jeg tror ikke på tilfældigheder, Sabrina. De er udtryk for et system, en logik, vi bare ikke forstår endnu, sagde han højtideligt.

Sabrina sukkede.

– Jeg fik en sms fra den mand, jeg talte med før. Jeg blev skygget fra Napoli af nogle Camorristi fra Terrasino-klanen. Jeg opdagede dem først efter Castellarano. Nogle af dem fik jeg arresteret, men åbenbart ikke dem alle. Én af dem har nu tilstået, at de fulgte efter mig til din by. Beklager. Jeg ved ikke, hvordan de har fundet frem til din værtinde så hurtigt.

Han viftede undskyldningen bort.

– Du prøvede at finde mig for at fortælle mig om Lucia og Salva, sagde han roligt. – Det er dit job. Du kunne ikke gøre andet. Det er mig, der undskylder.

Hun så på sit ur. 02.34.

Hun knipsede den sidste cigaret ud ad vinduet og gik nedenunder og gennem de lavloftede, gamle stuer. Hun fandt en trææske på et sofabord, snusede til den og stjal en god håndfuld tyrkiske cigaretter. Lykken måtte være ved at vende, sagde hun til sig selv, da hun i et køkkenskab også fandt en uåbnet flaske Napoleon-cognac. Hun tog to glas og vendte tilbage til Giulio Forlanis klostercelle.

Hun hævede triumferende byttet og blev belønnet med et lille smil.

Hun skænkede, og de klinkede uden at sige noget.

Cigaretterne smagte mærkeligt og parfumeret og kunne kun ryges i en stund som denne og i mangel af bedre.

På et tidspunkt, hvor flasken var trekvart tom, og de begge havde tændt en ny cigaret, og Sabrina mere sansede end så en lysning i underkanten af den østlige himmel, lænede Giulio Forlani sig pludselig frem og begyndte at le.

Sabrina blev fuldkommen paf. Hun havde et par gange set antydningen af et smil i mandens ansigt og tænkt, at det var udtryk for den øvre grænse for evnen til at vise glæde. Var han hysterisk? Psykotisk? Hun kunne ikke bebrejde ham noget. Hun havde selv i dagevis haft et klassisk nervesammenbrud på vej. Men Forlanis latter lød fuldkommen ægte om end mærkeligt modstræbende. Han prøvede at drikke, men hikstede i stedet, og glasset slog mod hans tænder, han måtte opgive og brød sammen i grin. Meget mod sin vilje og helt upassende, når Forlanis værtinde og hendes søns liv i disse timer hang i en tynd tråd, mærkede Sabrina sit ansigt begynde at arbejde med. Forlanis latter var uimodståelig. Hun knækkede selv sammen i et latteranfald og måtte proppe en arm i munden for ikke at vække hele huset.

Det blev ved og ved.

Det var både uendeligt befriende og frygteligt surrealistisk.

Hver gang de så på hinanden, lo de endnu mere. Sabrina var ved at tisse i bukserne og hævede en hånd.

– Stop så! Stop, Giulio.

Fysikeren hev efter vejret … og blev overmandet af et nyt anfald. Efter et par sekunder måtte Sabrina følge trop.

– Stop så! råbte hun desperat med tårerne løbende ned ad kinderne.

Hun trak Waltheren og satte pistolen mod hans hoved.

– Jeg mener det! Jeg skyder dig!

Han så på hende … så på pistolen … og skreg af grin.

Munterheden rullede hen over dem i store bølger, der endelig blev mindre og mindre og til sidst efterlod dem som opskyllede skibbrudne på en navnløs strand.

De lå på sengen med fødderne dinglende nede ved gulvet og glas i hænderne. Til sidst vendte hun sig imod ham. Små latterhik, som efterskælv, løb gennem dem fra tid til anden.

– Hvad var det?

– Hvad?

– Hvad grinede vi af, Giulio? Jeg bli’r nødt til at vide det, sagde hun.

Han så op i loftet.

– Opfindelsen. Jeg tror aldrig, den virkede.

– Hvad? … Hvad fanden er det, du siger?

Han tørrede de sidste lattertårer af kinderne.

– Opfindelsen. Den … ja, jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal sige det. Den virkede simpelthen ikke.

– Hvorfor ikke?

Hun begyndte at rode i jakkelommerne. Fandt sin pung og holdt datostrimlen op.

I dag var tallene gule som tigerøjne. Og de viste dagens præcise dato.

– Den virker sgu da perfekt, sagde hun.

Han så et øjeblik udtryksløst på strimlen. Så så han igen trist op i loftet.

Han rejste sig, fandt sin motorcykeljakke og en tegnebog. Han gravede i et af dens mange rum og lagde en lille håndfuld ens, sorte strimler i hendes hænder.

De var næsten alle blanke. På nogle af dem kunne hun endnu identificere et enkelt tal eller et bogstav.

– Jesus og Maria … mumlede hun chokeret.

– Din virker, fordi den ikke har været ude at rejse. Den har ikke overskredet datolinjerne. De her kan ikke rejse, Sabrina. Og det var egentlig meningen med dem. Det er nogle strimler, som Max sendte til mig i Gloucester. Det var den sidste lille test, der manglede, før vi kunne sende patentansøgningerne. Jeg havde sendt en halv snes stykker med et speditørfirma jorden rundt. De kom tilbage til Nanometric den 7. september, to dage efter angrebet. De kunne tilsyneladende ikke tåle at rejse gennem tidslinjerne. Jordens magnetiske baggrundsstråling, atmosfærens radioaktivitet … et eller andet, jeg ikke forstår, slog dem ihjel. De var ikke stærke nok.

Han tømte sit glas, og Sabrina tændte en ny cigaret. Hun måtte snart nedenunder igen.

– Gudfader, sagde hun og lukkede øjnene, da ordenes betydning sivede ind. – Jamen, det er jo frygteligt, Giulio. Det er frygtelig frygteligt.

– Ja. Det er frygteligt. Alle døde for ingenting.

– Finder du det morsomt? spurgte hun.

Giulio Forlani så på hende med det mest grublende blik, han endnu havde præsteret.

– Nej. Nej det, Sabrina, er ikke morsomt. Det er tragisk. Det komiske er, at Camorraen jager mig uden grund. Opfindelsen virker ikke, og de ville aldrig tro mig, hvis jeg fortalte dem det. Det er da komisk, ikke?

– Nej, Giulio. Jeg synes også den del af det er ret, satans tragisk, hvis du spø’r mig. Ærlig talt.

Forlanis mobiltelefon ringede. Han rejste sig og begyndte igen at trave frem og tilbage. Han mønstrede et lille smil, og Sabrina opsendte en indvendig og inderlig taksigelse til denne kaptajn Primo. Forlanis smil blev endnu bredere, og endelig sagde han tak en hel masse gange og slukkede telefonen.

Han satte sig og greb Sabrinas hånd. Og knuste hver knogle i den. Sådan føltes det i hvert tilfælde.

– Tak, Sabrina.

– Er de okay?

Han nikkede med et nyt stort smil. Kæmpen var lykkelig, og Sabrina fik udleveret resterne af sin hånd.

Hun modtog selv en lakonisk sms underskrevet Primo Alba fuld af ord som “airborne” og “NATO Aviano Air Force Base,” ETA 04.15.

– Hvad nu? spurgte Forlani.

– Flere cigaretter og en skål for en lykkelig mission, foreslog hun.

– Flasken er tom.

– Du har ret, Giulio. Hendes stemme var efterhånden sløret. – Den er tom. Men den var ikke alene i sit lille skab. Den havde gode venner og naboer. Jeg er efterforsker, Giulio, jeg ser ting, som andre ikke bemærker, forstår du … jeg har denne evne …

Hendes stemme var nu mere end sløret; den var grødet.

– Måske skulle jeg gå derned, tilbød Giulio Forlani galant.

– Ved du hvad, Giulio? Det synes jeg er en mægtig idé … prægtig.

Da fysikeren vendte tilbage med en flaske calvados og en karton Camel, fandt han den unge vicestatsadvokat fredeligt sovende i hans seng. Han lagde tæppet over hende, uden at hun bevægede en muskel, og listede sig ind på hendes værelse. Han efterlod calvadosen og cigaretterne på hendes natbord, hvor det ville være det første hun så, når hun vågnede. Det ville den overraskende la baronessa blive glad for.