39

Uden for Brescia

Det er kun en leg, og der sker ikke noget med mor. Jeg er ligesom Hector, jeg har ni liv. Mindst.

Den unge kvinde stod foran spejlet i barneværelset, mens datteren Abrielle, stadig iført pyjamas, så til fra sengen. Det var tidlig morgen, og himlen var mørk. Den seksårige nikkede alvorligt og aede en kat, der lå på sengetæppet.

Kvinden havde været i gang hele natten. Hun var blevet vækket ved midnat af den lille alarmklokke over dueslaget, havde løsnet blikcylinderen om duens ben, læst den korte, kodede besked og havde begyndt sin research.

Der var næsten uforsvarligt kort tid til at forberede attentatet. Det vidste hendes arbejdsgiver naturligvis, og han havde fordoblet hendes sædvanlige honorar. For den første del af jobbet. Den anden del blev anset for rutine.

Hun iførte sig albue- og knæbeskyttere, trak hoftebeskyttere over hovedet og spændte dem til med velcrostropper. Skulderbeskyttere, benskinner og den kombinerede bryst- og rygbeskytter, hun havde fra en butik, der specialiserede sig i motocross-køreres beklædning.

Hun lavede et par cirkelspark i luften, justerede hoftebeskytterne og knaldede den flade hånd mod brystskjoldet.

– We are Spartans!!

Abrielle lo henrykt, og Hector fór sammen.

– Spartans! ekkoede datteren

Kvinden trak et par træningsbukser over armeringen og snørede løbeskoene. En løs sweatshirt og en vid anorak, og ingen ville ane, at hun var beskyttet og polstret under tøjet.

Hun stillede sig ved siden af sengen og betragtede datteren med sit særlige blik, og Abrielle slap katten og gled ud på gulvet. Katten slikkede sig over ryggen, sprang op i vindueskarmen og videre ud på taget. Dens sædvanlige rute ville tage den over det gamle æblemosteris tagryg, ned ad et espalier og ind i mandens atelier.

Moren lå udstrakt på gulvet og lavede åndedrætsøvelser, mens datteren klædte sig på.

– Klar, mor!

– Fint. Handsker?

Abrielle vinkede med hænderne over morens ansigt. Inderst havde hun latexhandsker og yderst fint broderede bomuldshandsker. Mørkebrun fløjlskjole, hvide strømper og blanke sko. På vej til dansetimen eller den første dag i en ny skole.

– Vi siger farvel til far, sagde moren.

Som altid, når de var alene, talte de rumænsk.

Mor og datter standsede på marmorfliserne uden for atelieret. Bachs Goldberg-variationer flød krystalagtigt gennem de åbentstående vinduer. De havde valgt denne tilbygning til mandens atelier, fordi det var svalt og højloftet, havde nordvendte vinduer, og fordi det duftede syrligt fra de æblepresser og cider-balloner, der havde boet der i århundreder – og fordi døren lå i niveau med flagstenene og overflødiggjorde en rampe til mandens kørestol.

Hendes mand sad foran staffeliet med et penselskaft mellem tænderne. Den unge kvinde kørte hænderne gennem hans tykke, lange hår, og han svingede lynhurtigt den lette aluminiumskørestol omkring og smilede. Overkroppen var stadig behændig og stærk. Han løftede Abrielle op på skødet og balancerede hende og sig selv på kørestolens bageste hjul. Stolen piruetterede på ét hjul, mens datteren hvinede.

Moren klappede og kastede et blik på cirkusplakaten over arbejdsbordet: Trapeztrioen De blinde Ørne. Hendes mand svævede evindeligt gennem luften på højden af sin tredobbelte saltomortale, hendes svoger, griberen, hang i knæhaserne med lange, udstrakte hænder, der netop havde afleveret hende til det bundløse mørke under cirkuskuplen. Hun var selv en lille, gennemsvajet og glitrende figur på en endeløs rejse mod den frie trapez fire meter borte. Trioen havde haft bind for øjnene under hele nummeret, og der var aldrig sket dem noget som helst, før den dag en lastvogn med en sovende chauffør bag rattet havde knust deres kassevogn med alt, hvad de ejede – deres kroppe, dragter, udstyr og fremtid.

Svogeren var omkommet på stedet, hendes mand havde brækket rygsøjlen, men hendes elskede og hun havde genfundet fodfæstet. Via sære kanaler i cirkusartisternes verdensomspændende samfund havde hun hørt om ekstraordinære behov hos visse aktører i Syditalien; opgaver der krævede særlige, fysiske såvel som mentale, egenskaber, og hun var blevet grundigt testet; hun havde gennemført selvmorderisk svære missioner i Indonesien og Singapore og havde skabt sig et fint renommé som freelance snigmorder.

Man forventede, at Bentleyen, som sædvanlig når Massimiliano Di Luca var på landet, ville køre mod øst fra Ticino ad den idylliske rute gennem de små byer Cuggiono og Mesero, før den nåede autostrada Torino-Milano. Ruten tillod mesteren at hvile blikket på marker og lave skove før den tæt trafikerede autostrada.

L’artista havde valgt den sædvanligvis øde landevej mellem Cuggiono og Mesero som angrebspunkt.

Det var ikke helt retfærdigt, når Massimiliano Di Luca hævdede, at Alberto ikke vidste, hvor andre end Bentleyens første gear lå. Faktisk skød den store, flaskegrønne vogn en anstændig fart ad Via Annoni, da det skete.

Hvis venetianeren på bagsædet havde løftet blikket fra sit cognacglas og sin emaljerede pilleæske, ville han have bemærket, at en frisk sydlig vind kæmmede kornet på markerne, han ville i hvert tilfælde have bemærket den ranke lille pige i vejkanten, der gik så let som en fugl, mens hun driblede en blå bold foran sig, for Massimiliano Di Luca havde et stensikkert blik for adræthed, koordination og elegance; han ville have nikket anerkendende til den mørkebrune fløjlskjole med dens gammeldags kniplingskrave, de hvide strømper, handskerne, og han ville have tænkt, at der i nutidens kulturelle ødeland var nogle mødre, der stadig forstod at klæde deres børn ordentligt, selv om morens egen påklædning – i hans optik – lod meget tilbage at ønske: det sædvanlige posede, kedelige og syntetiske fritidstøj.

Mor og datter var de eneste mennesker på vejen.

Måske ville han have nået at lægge en hånd på Albertos skulder, da den blå plastikbold forlod pigens hånd og hoppede ud på kørebanen ikke ti meter fra Bentleyens massive, forkromede kølergitter. Måske ville han have nået at råbe en advarsel, da pigen forfulgte bolden, og måske ville han have smilet lettet, da moren rev barnet tilbage – for derefter igen at have råbt, da kvinden i stedet snublede ud på asfalten, hvor Bentleyen ramte hende.

I stedet blev Massimiliano Di Luca brat revet ud af sine usædvanligt mørke tanker. Emaljeæskens indhold af små, hvide piller spredtes over sæder og tæpper i kabinen, og han kiggede forvildet op, da Alberto med en ed huggede bremserne i.

Selvom den engelske bil vejede næsten tre tons og kvinden vel højst tres kilo, mærkedes sammenstødet chokerende tydeligt. Den unge, mørkhårede kvinde tumlede som en løs kludedukke over den lange kølerhjelm, tørnede mod forruden med et tragisk brag og forsvandt ud af syne på Albertos side.

Før Massimiliano Di Luca lod sig glide over sædet og åbnede døren mod kørebanen, kastede han et blik mod fortovet og så på den lille piges ansigt. Det var de største øjne, den hvideste hud og den sorteste, åbne mund, han nogen sinde havde set.