42

Milano – Ospedale Maggiore, Niguarda Ca’ Granda

Selv om der kun var et par meter mellem dem, kunne de have befundet sig på forskellige kontinenter. Den bevidstløse modeskaber i hospitalssengen havde sendt Sabrina og Giulio Forlani til de fjerneste afkroge af deres sind.

Eftermiddagssolen faldt lavere, mens læger, sygeplejersker, laboranter og offcerer fra carabinieri kom og gik gennem isolationsstuens luftsluse. Alle var forskansede bag åndedrætsværn, handsker, dragter og hætter. Lægerne var rådvilde, sygeplejerskerne var effektive, laboranterne tappede lidt mere blod af Di Lucas tynde arme, og offcererne hviskede bemærkninger til Sabrina, som hun ikke hørte.

Det havde naturligvis været Primo Alba, der havde ringet og vækket hende i huset ved Ticino. Den stemme betød altid katastrofer. Efter et anonymt telefonopkald til carabinieristationen i Greco Milanese, var Bentleyen blevet fundet i en parkeringskælder i Porta Volta.

En uforsigtig carabinieri havde åbnet fordøren, og Alberto var gledet ud på betongulvet. Politimanden havde naturligvis undersøgt chaufføren og efter et par sekunder selv fået kramper; var blevet ukontaktbar, og hans hænder var begyndt at bløde.

Herefter blev Alberto og Massimiliano Di Luca behandlet, som var de bærere af en dødelig virus.

Sabrina rejste sig og gik hen til vinduet. Sved løb i bække ned ad hendes sider og ryg under nylondragten, og hendes hår var drivvådt. Ihærdige journalister, der havde aflyttet politiskanneren, var begyndt at forsamle sig foran hospitalets indgange. De blev foreløbig holdt på afstand af politiet, hunde og afspærringer, men Sabrina vidste, at det enorme hospital med dets hundredvis af mulige adgangsveje var umuligt at sikre. Før eller siden ville en journalist finde en lægekittel og et stetoskop og sin historie. Massimiliano Di Lucas navn var blevet nævnt over politiradioen under den første tumult, hvilket havde fået medierne til at gå amok.

Hospitalets store, elipseformede gård med dens strengt geometriske gangstier og bevoksninger lå uvirkeligt fredelig og gylden, tom og uberørt hen.

Primo Alba havde efter sin korte orientering ikke længere besvaret hendes opkald, og Federico Renda var ikke tilgængelig, oplyste hans sekretær. I det mindste ikke for Sabrina D’Avalos.

Begivenhederne havde overhalet hende, og hun mærkede det våde aftryk fra kastemærket ‘paria’ i panden. Det var det, Primo Alba havde forsøgt at forklare hende på domkirkepladsen: Hvis tingene lykkedes for hende, var alting offcielt og i orden; skåltaler, bifald og medaljer, hvis ikke, så kendte man hende ikke, og alting ville være på armslængde. Så var hun en afsporet, upålidelig vicestatsadvokat, der havde sat private motiver over pligten.

Hun ville blive berømt, berygtet … og glemt. Måske ville hendes navn en gang imellem blive hvisket i justitspalæets kantine eller i en af caféerne omkring Via delle Repubbliche Marinare af en eller anden uforsigtig junior vicestatsadvokat, der hurtigt ville blive bragt til tavshed af en ældre kollega. Sabrina D’Avalos? Hold din kæft! Hvad du end gør, lad væ’r med at gøre som hende, og for Guds skyld: nævn aldrig hendes navn i nærheden af Federico Renda, hvis du sætter pris på din karriere.

Nummerpladekontoret ville være næste og sidste stop, og hun var for træt til at tage sig videre af det. Hun vendte sig og så ned på Giulio Forlani, der ikke havde sagt et ord til hende i de sidste tre timer på hospitalsstuen – men de sjældne blikke i hendes retning havde været veltalende nok.

Sabrina sukkede og prøvede at gøre en slags mental status: 1) Hun havde fundet et formodet afdødt geni – som ikke ville findes – med en opfindelse, der ikke virkede, 2) hun havde fået slået professor Carlo Mazzaferro og hans ledsager Laura Rizzo ihjel, og 3) hvis man havde givet hende lidt mere tid, ville hun have sørget for at samme skæbne overgik enken Antonia Moretti og hendes femtenårige søn Gianni, og 4) hun havde fået forvandlet den verdensberømte modeskaber Massimiliano Di Luca og hans uskyldige chauffør til grøntsager.

Det var virkelig fremragende. Hun var en slags menneskelig Bermuda-trekant.

Det dybe støn fra luftslusens gummikanter fik hende til at vende sig: aristokratisk ansigt, halvmåneformede læsebriller på en lang, patricisk næse, høj og tynd.

Manden præsenterede sig som professor et eller andet, men gav naturligvis ikke hånd.

Giulio Forlani kom på benene. Han stillede sig ved siden af Sabrina.

– De er pårørende til signore Di Luca? spurgte professoren.

Sabrina nikkede. De afventede dommen i relativ fattethed.

Di Luca lignede sig selv fra morgenbordet, syntes Sabrina. Om noget så han faktisk bedre ud. Ansigtsfarven var naturlig, og han sov roligt. Monitorerne over hans seng viste alle normale, grønne kurver og tal.

Professoren rømmede sig.

– Vi er … forundrede. Med vi mener jeg staben her på Niguarda. Vi forstår ikke helt, hvad der er overgået signor Di Luca. Han smilede svagt. – Vi har normalt ikke noget imod at optræde alvidende … slet ikke, men sandheden er, at vi er på totalt bar bund. Næsten.

– Næsten? spurgte Sabrina med et glimt af håb, snappet fra mørket.

– På den måde forstået, at der er masser af årsager til koma, som vi ret let kan udelukke. Signor Di Luca har ikke været ude for et slagtilfælde, hans hjerne har ikke været udsat for traumatisk eller voldelig påvirkning. MR-skanningen af hjernen var fuldkommen normal.

Professorens stemme ebbede ud.

– Stoffer? spurgte Sabrina. – Gift?

– Vi har ikke fået nogen sikre resultater endnu. Han skyndte sig at tilføje: – Det betyder ikke, at man ikke har manipuleret med signor Di Lucas bevidsthed med en eller anden eksotisk substans. Det tror jeg faktisk, man har. Vi har bare ikke identificeret den endnu.

– Har De set hans fingerspidser? spurgte hun. – Jeg forstod, at man i bilen fandt en slags formalet glasstøv.

– Det er fascinerende, ikke sandt? Fingerspidserne var indgangsporten til det, der nu har sat ham ud af spillet. Hvad det så end er.

Sabrina og Giulio Forlani så på ham.

– Fascinerende? mumlede Forlani lavt, og Sabrina så i ånden den aristokratiske professor dingle halvkvalt fra fysikerens næver om et øjeblik.

Hun skyndte sig at bryde ind: – Det er meget fascinerende, professor, men hvad så? Vågner han? Hvornår? Hvordan vil han have det?

Professoren løftede sine lange hænder.

– Vi må se, dottoressa.

Bag dem smilede Massimiliano Di Luca og sagde klart og tydeligt: – Korfu, Negroponte, Chania, Adrianopolis, Kypern.

Så tav han.

Professoren bøjede sig over patienten.

– Han er fuldkommen bevidstløs, sagde han. – Hvad betød ordene, signorina?

– Han nedstammer fra en af Venezias doger, professore, forklarede Giulio Forlani. – Deres kolonier i det femtende og sekstende århundrede omfattede Korfu, Kypern og Chania på Kreta. Han er stolt af sin familie.

Han så på Sabrina.

– Han lød da glad, da han sagde det, ikke?

– Afgjort, sagde hun.

Mens professoren synligt ophidset foretog sine neurologiske undersøgelser – trak øjenlåg op og lyste i pupiller, undersøgte reflekser og musklernes kraft – og Giulio Forlani bare stod som et glemt barn på en perron, tog Sabrina igen den gule, forede kuvert, som hun havde fået overrakt af en af de første carabinieri-offcerer. Kuverten var blevet fundet på Bentleyens passagersæde ved siden af den uheldige chauffør, og nogen havde skrevet hendes navn med blokbogstaver på den med en helt almindelig kuglepen.

Offceren havde forsikret hende om, at mobiltelefonen, der var kuvertens eneste indhold, ikke var farlig på nogen måde: Der var intet af det mærkelige glasstøv på telefonens overflade, og den indeholdt for eksempel ikke en lille sprængladning. Det var en helt igennem almindelig og harmløs mobiltelefon af et kendt fabrikat med et forudbetalt taletidskort. Batteriet var fuldt opladet, og der var ingen forudindtastede numre i dens hukommelse. Der var heller ingen fingeraftryk på telefonen.

– Hvordan går det med hans chauffør, Alberto? spurgte hun professoren.

– Det samme. Men han har ikke sagt noget som helst.

Med en kæntrende følelse af uvirkelighed hørte Sabrina Massimiliano Di Luca synge “Mad Dogs and Englishmen”. Med lukkede øjne, stadig dybt bevidstløs. Hun ville ikke have været overrasket, hvis Noel Coward med cigaretrør og smoking var den næste, der kom ind på stuen og begyndte at mikse martinier.

– Jeg tror ikke, jeg kan være her længere, sagde Giulio Forlani.

– Jeg er enig. Lad os gå, sagde Sabrina.

Professoren hørte dem ikke. Han stod ved en telefon og bad om mikrofoner og båndoptagere, dirrende som en radioastronom, der lige havde modtaget klar morsekode fra Saturn.

De gik tavse gennem hospitalets lange gange, ned ad kølige trapper og nåede den store gårdhave. De fandt en bænk, satte sig og betragtede de få patienter, der trissede omkring. De fleste af dem var alene, andre var sammen med familie eller venner.

– Hvad nu? spurgte Forlani.

Sabrina vendte og drejede kuverten med mobiltelefonen. Så lagde hun den fra sig på bænken og så sig omkring.

Hovedindgangen mod Via Carlo Moreschi ville være belejret af pressen, og Sabrina tænkte, at det sikreste ville være at søge gennem sideudgangene ved Piazza dell’Ospedale Maggiore.

– Jeg må se at få dig til Napoli, på en eller anden måde, sagde hun. – Det skulle jeg have gjort for længst.

– Måske skulle du bare ringe til politiet, foreslog han.

– Det har jeg prøvet. De ta’r ikke telefonen, sagde hun.

Hun så igen på sin mobiltelefon: ingen beskeder.

Den store, mørke skikkelse sank lidt mere sammen.

Eller måske kunne de bare blive siddende her på bænken, tænkte hun.

– Jeg tror vi skal finde et hotelværelse, sagde hun og rejste sig.

Camorraen tog dem fem minutter senere.