44

Milano – Ospedale Maggiore, Niguarda Ca’ Granda

Hun hørte hans stemme uden for forhænget, men hun følte ingenting. Der var udsolgt. Lægen bag hende injicerede lidt mere lokalbedøvelse i hendes ryg og udstødte klukkende lyde som en bekymret høne.

Skadestuelægen blev ved at finde nye glassplinter i hendes ryg og nakke. De faldt med uregelmæssige klink ned i en stålbakke, som sygeplejersken holdt parat.

Primo Alba trak forhænget til side og hævede øjenbrynene i komisk forbløffelse. Sabrina løftede det hvide ambulancetæppe op til skuldrene, selv om Primo Alba havde set det hele før. I et andet liv.

Hun så ikke på ham, men på sit hår, der lå i en mørkebrun, tyk rede under hendes hængende, blodige fødder. De havde syet såret i baghovedet med tolv sting og foreslået, at man nøjedes med at barbere håret bort omkring flængen, men Sabrina kunne ikke se sig selv med en skaldet plet i nakken.

Tag det hele, havde hun sagt, og issen føltes nøgen og fremmed og kølig. Sygeplejersken, der naturligvis var ung og køn, havde ført hårtrimmeren med en slags hjælpeløs vellyst.

Hun kunne umuligt se på ham. Hendes hænder var opsvulmede, og kabelbinderne havde efterladt vrede, røde furer omkring hendes håndled.

Hun lignede en togulykke.

Primo Alba sagde ikke noget, men hun kunne mærke, at han smilede til den kønne, helt sunde og intakte kvinde, for sygeplejerskens krop indtog automatisk en anderledes, måske lidt mere fordelagtig, positur. Måske blev skuldrene trukket lidt tilbage, brysterne presset lidt frem, hoften lidt ud; skålen med Sabrinas blod og glasstykker blev rakt frem, som tilbød hun vederkvægende druer til en rejsetræt pilgrim.

Cazzo… stop så!

– Du har en pæn … hovedform, sagde han til Sabrina, og hun sank en smule sammen.

– Giulio …? Hvordan har han det? spurgte hun.

Hans solbrændte hånd svingede ind i hendes synsfelt, og tweedærmet blev skubbet tilbage med den anden hånd, så armbåndsuret kunne konsulteres.

– Han er vågen, og om fem minutter bliver han kørt op til taget, sagde han. – De ta’r ham med helikopter til Aviano. Det samme sted som enken og drengen. Derefter …

– Ja?

– Mandarinerne er trådt sammen i Rom, Sabrina. De finder vel en permanent løsning på dr. Forlanis problemer, må man gå ud fra.

– Den virkede aldrig, sagde hun og mærkede tårer blive presset ud under øjenlågene, da lægen lirkede et særligt genstridigt glasskår ud af ryggen. Hun gispede: – Av! Den virkede aldrig … opfindelsen. Den kunne ikke … selvom hun var meget tørstig, havde hun åbenbart stadig sved nok i mængder, for det løb ned ad ansigtet - … den kunne ikke tåle at rejse over datolinjerne eller sådan noget.

Hans hænder forsvandt i bukselommerne. Åbenbart røbede hans ansigt ingen særlige løfter eller interesse, for sygeplejersken vendte sig igen mod lægen.

– Det har jeg hørt, sagde han. – Måske er den ikke helt færdig som sådan, men jeg fornemmer, at man fortsat mener, at teknologien har store potentialer. Formentlig ender den gode dr. Forlani et sted i staterne, hvor han kan fortsætte sit arbejde.

– Indtil de finder ham igen.

Han rømmede sig, og hun så for første gang på ham. Bare et øjekast. Ansigtet var blegere, end hun huskede. Der var flere fine linjer og dybere smilerynker i virkelighedens udefinerligt modne ansigt, når hun sammenlignede med sin egen erindring. Hun trak tæppet tættere om sig.

– Det er der, vi kommer ind, Sabrina, sagde han så stille, at en mere uopmærksom tilhører sagtens kunne have overhørt det. – Vi har måske en åbning. Lovende uden at være prangende.

– Gør vi det, og har vi det?

– Ja.

Han begyndte at tale med lægen, som om hun ikke var der, eller som om hun var et indleveret, tilskadekommet kæledyr, der naturligvis var afholdt – til en vis grænse.

– Har hun mistet meget blod? spurgte han.

– En del. Ikke meget.

– Noget brækket?

– Mærkeligt nok er dottoressa D’Avalos sluppet med overfladiske skrammer og knubs og så alle disse glasskår. Det er faktisk et mirakel, når man tænker på hendes … anstrengelser, sagde lægen. – Vi finder nok ikke alle skårene i dag. Det må komme hen ad vejen. De er ikke røntgenfaste. De dybeste af dem vil efterhånden arbejde sig op mod overfladen og … give symptomer. Så ta’r vi dem.

Eller de arbejder sig den modsatte vej, tænkte hun.

Raspende lyde, da lægen begyndte at rive plasterstrimler af en rulle.

Kompresserne var tørre og kølige mod huden.

– Jeg venter udenfor, sagde Primo Alba.

– Gør det, mumlede hun.

Hun fik øje på sin skuldertaske, som en eller anden behjertet og for evigt velsignet sjæl havde bjerget fra den forulykkede minibus og stillet inden for forhænget.

– Færdig, sagde lægen, og hun lod sig glide ned på linoleumsgulvet og var ved at falde, fordi der simpelt hen ikke var kraft eller styr på hofter, ankler eller knæ.

Sygeplejersken støttede hende. Hun duftede af en eller anden flygtig og citrusagtig parfume, som Sabrina selv kunne have valgt.

– Signorina? Går det?

Hun så bekymret ind i hendes øjne.

– Min taske, per favore?

– Øjeblik.

Hun kommunikerede åbenbart et eller andet tavst til lægen, der fortrak.

– Her, signorina.

Sygeplejersken løftede Sabrinas uformelige skuldertaske op på båren, og Sabrina lod tæppet glide ned om fødderne. Hun var nøgen under tæppet.

– Et bad? foreslog sygeplejersken.

Sabrina så ned ad sig. Hun lignede et amatøragtigt flået jagttrofæ.

– Det er fint, tak. Senere. Det er lige meget.

Den unge kvinde smilede alvorligt og hjalp Sabrina med at finde den sidste rene, hvide T-shirt, et par rene trusser, strømper og de mørke bukser fra hendes jakkesæt.

Sabrina kæmpede sig langsomt i tøjet. Alt gjorde ondt, og hun måtte bevæge sig bevidst og forsigtigt som en dybhavsdykker. Sygeplejersken var en pryd for sin stand. Det var hun virkelig, og Sabrina var i stand til at tilgive hende den lille flirtende pantomime foran Primo Alba. Hun havde aldrig rigtig haft evnen til at føle ejerskab for noget levende væsen, når man så bort fra Ismael og Ziggy, og hun havde ikke tænkt sig at begynde nu, slet ikke for Primo Alba, som hun gerne så opslugt af en bundløs gletcherspalte.

Hun fik øje på ham for enden af den grå hospitalsgang. Skikkelsen var utydelig i modlyset fra et stort endevindue. Han talte dæmpet i mobiltelefon, og hun var ved at aflive sit første indtryk af ham som en sorgløs yuppie. Han var en seriøs mand, tænkte hun, og hans smil var sjældne som solformørkelser – når han var i tjeneste. Hvilket han sikkert altid var. Hun gik en anelse bredsporet og stift. Tøjet var ubehageligt og tørt mod kroppen, og der var hele tiden nye steder, der prøvede at gøre opmærksom på sig selv.

Primo Alba afsluttede samtalen, da han registrerede hende, og stak mobiltelefonen i jakkelommen. I modlyset var hans ansigt sort og uaflæseligt.

Han tog hendes skuldertaske og hængte den over sin egen skulder.

– En åbning? spurgte hun.

– En mulighed, i hvert tilfælde, nikkede han.

– En mulighed for en åbning? Det lyder fantastisk. En åbning til hvem eller hvad?

– Kvinden. L’artista. Det var hende og en lille pige, måske hendes egen datter, der angreb Massimiliano Di Luca. En landmand overværede det, men forbandt ikke hændelsen med noget kriminelt, før han hørte om det i radioen.

– En lille pige?

Han trak på skuldrene.

– En lille pige, en dreng med langt hår, en forklædt dværg i en kjole, hvad betyder det, Sabrina?

– Ingenting.

– Du havde ret i det med brevduerne, for øvrigt, sagde han. – Din chef Federico Renda er ekstatisk. Han bad mig hilse. En tømrervirksomhed er forbundet med don Francesco Terrasinos ejendom med en særdeles velbygget og veludstyret tunnel. Tømreren er en kendt brevdueopdrætter. Der er åbningen.

– Hvorfor fortalte du ikke, hvad du hed?

– Det, vi skal bruge, er et par lækatte, eller ildere. Lidt blodrus. Få det til at se ud som et hændeligt uheld. Med duerne, mener jeg. Mens vi bortfører et par stykker.

– Hvem er Nestore Raspallo?

Han begyndte at gå.

Hun hinkede efter.

– Er du i GIS? Du har været der hele tiden, ikke? Du vidste, at Forlani var i live.

Tårer begyndte at brænde bag øjenlågene, og hun måtte synke flere gange.

– Vi formoder, at l’artista bor på en nordnordøstlig vektor for Napoli. Vi forsyner et par af tømrerens brevduer med en lille GPS-sender og følger efter i helikopter. Det er i hvert tilfælde planen.

– Er du gift?

Han standsede med en stønnen.

Hun var journalisten, der insisterede på at spørge til skilsmissen, mens skuespilleren kun ville tale om filmen.

– Er du? Det, jeg mener, er, om der lige nu sidder en signora Alba et eller andet sted og pines, som stopper dine sokker og stryger dine skjorter, laver mad til dine børn … så at sige.

– Jesus Kristus, Sabrina! Prøv dog for helvede …

– At være professionel? Det mente jeg lige, jeg var. Jeg dræbte to mænd, Primo.

Han nikkede.

– Og det var dygtigt og modigt af dig. Afgjort. Jeg er i GIS.

Jeg har omkring to hundrede rejsedage om året. Jeg er ikke gift, og jeg har ingen børn. Det tætteste jeg kommer på en familie er min fraskilte søster, hendes to relativt utålelige døtre og en kat, der overnatter i vindueskarmen, når det regner, og jeg er hjemme til at åbne vinduet. Jeg har ikke engang givet den et navn.

Sabrina standsede og så ulykkeligt ned i gulvet. To portører kørte en båre forbi dem på gangen. Lagnet var trukket op over indholdets hoved.

– Du vidste, at han var i live, sagde hun. – Han fortalte, at du var med ham i flyet til USA.

– Jeg vidste ikke, han var i live, nej. Jeg vidste, at han overlevede attentatet, det er korrekt. Jeg vidste, at han tog til Gloucester og begyndte at fiske. Og så forsvandt han.

– Forsvandt?

Primo Alba nikkede træt.

– Der var et … system. Kodede meddelelser lagt ind i husstandsomdelte reklamer for dit og dat. Telefonnumre han kunne ringe til, hvis alt var godt, og numre, han skulle ringe til, hvis han følte, at nogen var efter ham. Han gjorde hverken det ene eller det andet. Vi sendte folk derop for at se efter ham. Forgæves. Vi formodede, at Savelli havde fundet ham.

– Men hvorfor sagde du ikke noget om det?

– Fordi jeg ikke har lov til at sige noget, Sabrina! Jeg arbejder i den hemmelige efterretningstjeneste, og jeg følger … i det store og hele, mine ordrer. Da Lucia og Salvatore blev fundet, og du begyndte dine … undersøgelser, blev alle en smule oprevet. Det hele … din far, som mange anså for en helgen … at Forlani var forsvundet. Der blev begået fejl. Både under angrebet på Nanometric og … Alba så ned i gulvet. – Senere. Generalen, det var utilgiveligt, at vi ikke kunne passe bedre på ham. At jeg ikke kunne. Jeg talte med ham tre timer, før han blev dræbt. Jeg burde have været der.

– Vidste Renda, at Forlani overlevede attentatet?

– Overhovedet ikke.

Sabrina nikkede. Hun troede ham, og der var en mærkelig trøst i at vide, at hendes chef havde været lige så uvidende som hun selv.

– Hun er farlig, sagde hun så. – L’artista.

– Det er jeg fuldkommen klar over. Vil du med? Kan du?

– Det vil jeg gerne, men jeg tror ikke, du er klar over, hvor farlig hun er. Har du set hende? Og hvor var du forresten henne for en time siden?

Han så lige frem.

– Vi var her. På det forkerte sted. Vi gik ud fra, at du og Forlani ville forlade hospitalet ad hovedindgangen.

– Vi var en slags lokkemad, altså? Det var derfor, du ikke tog din telefon. Du ville have det til at se naturligt ud.

Han gjorde hende den tjeneste at rødme svagt. Hans ene hånd åbnede sig i en slags gestus, den anden vristede armbåndsuret fri af jakkeærmet.

– Vi har ikke særlig meget tid, Sabrina. Jeg beklager.

– Det gør jeg også.