46

Brescia

Den unge kvinde vendte sig i sengen og fandt armbåndsuret på natbordet. 06.30. Ikke engang daggry. Hun drak en slurk vand fra glasset ved siden af nat-bordslampen og overvejede at ignorere alarmen fra brevdueslaget. Hun havde stadig ondt overalt efter sammenstødet med Di Lucas Bentley. Hendes venstre knæ var hævet og misfarvet, og hun måtte få det kigget på, eventuelt røntgenfotograferet samme dag. Hun anvendte altid den samme privatklinik.

Der var aldrig ankommet en fugl så tidligt, og hun havde aldrig modtaget opgaver så hurtigt efter hinanden. Hun svingede fødderne ud på stengulvet, rejste sig og fandt sin badekåbe bag døren. Hun betragtede sin mands mørke, krøllede hoved på puden og smilede. Han var i modsætning til hende begavet med et enestående sovehjerte.

Hun haltede ned ad den lange gang, der delte værelserne fra bryggers, køkken og badeværelser i det gamle bondehus. Det første værelse på højre hånd var datteren Abrielles. De gamle stenmure gemte så meget af dagens varme, at natten altid var for varm. Datteren havde sparket dynen af sig og lå kun i sin mørkeblå pyjamas med stjerner, planeter og måner. Kvinden trak dynen over pigen. Uden at vågne vendte hun sig, fandt et køligt hjørne af dynen og lagde den under kinden.

Vinduet stod åbent, og katten Hector var ude.

Hun stod et øjeblik med armene over kors og kiggede ud ad vinduet. Soveværelset vendte mod øst, og hun kunne se den første, lysegrå dagning bag grantræerne. Hun så igen på uret. De to råbukke plejede at fouragere i bunden af en brakmark nu.

Men marken var tom. Og dyrene havde taget alle lyde med sig.

Der var ingen fuglesang, ingen cikader. Der var ingen lys fra forbipasserende biler eller lastvogne på Viale Sant Eufemia, der et par hundrede meter fra mosteriet løb fra Brescias centrum til de østlige industriområder. De første skifteholdsarbejdere burde være på vej på arbejde nu, de første lastvogne burde passere med varer til supermarkederne.

Signora Malvestre, der boede i et lille stenhus hundrede meter mod syd, bag rækkerne af gamle æbletræer, plejede at være oppe nu, og der plejede at være lys i hendes køkkenvinduer. Hun var økonoma på et plejehjem i Brescia og cyklede dertil hver morgen. Hendes hus var mørkt – og hjertet begyndte at hamre i kvindens bryst.

Ingen lyde, ingen lys eller dyr. Ingenting. Som om verden omkring dem holdt vejret.

Hun snurrede omkring og løb gennem korridoren og ind i dagligstuen. Hun havde glemt knæet og håndleddet. Da hun var cirkusartist, havde hun altid haft en eller anden skade, men havde optrådt alligevel, og hun havde lært at ignorere smerter. Hun fandt nøglen oven på våbenskabet, tabte den og var ved at skrige i frustration, mens hun spildte kostbare sekunder på at finde den. Hun fik låst våbenskabet op, fandt en lille Taurus 7.65 mm automatpistol, lagde den i badekåbens lomme og rev en Remington pumpgun fra holderne. Hun knækkede en negl, da hun rev æsken med haglpatroner op, flåede resten af papiret af patronæsken med tænderne og pumpede patroner i haglgeværets magasin.

Remingtonens tyngde gav lidt ro, og hun fik vejrtrækningen under kontrol. Hun gled gennem den lave, mørke stue med haglgeværet lagt an mod skulderen. Hun ventede ti endeløse sekunder ved bagdøren, før hun gik ud på de våde fliser mellem huset og mandens atelier. Det var nøjagtigt i dugpunktet, og hun mærkede sit ansigt blive fugtigt, og en mørk hinde lagde sig over geværløbet. Himlen var ubegribeligt hurtigt blevet lysere og fremkaldte træer, marker og gærder, mens hun kun ønskede at spole tiden tilbage til mørke og nat, så hun kunne få Abrielle og sin mand bragt i sikkerhed. Langt herfra.

Hun knælede ved det første hjørne og lod haglgeværets munding svinge i en bred bue omkring hushjørnet før hun selv fulgte efter. Katten Hector stod et par meter borte med en mus. Den satte sig tilbage på bagbenene, lod musen flygte ind i det høje græs og betragtede hende med klippende ører.

Fra dueslaget lød søvnig kurren, som altid når en ny due var ankommet. En slags velkomst, formodede hun. Der lå små dynger foder og spåner i det høje græs, og de føltes svampet under hendes bare fødder. Hun stillede haglgeværet op ad slagets bræddevæg og kontrollerede den lille fotocelle foran landingspladen, hvor en brevdue ville bryde lysstrålen.

Før hun gik i seng, havde hun fodret duerne. Der havde været tre, men nu kunne hun skimte fire omrids bag nettet. Hun løftede haspen, åbnede tråddøren og strakte hænderne ind i slaget. Hun mumlede beroligende, og fuglene kurrede nervøst, de trykkede sig mod pinden, men flaksede ikke rundt i slaget. Hun havde altid været god til dyr. Hun lod fingerspidserne glide over dyrenes ben og fandt i andet forsøg en lille metalcylinder fastgjort til en dues venstre ben.

Dette var forkert. Dette var meget, meget forkert. Cylinderen var for lang, den føltes anderledes end de normale blikhylstre, som signore Marchese bandt om duernes ben med en fiskesnøre – og han satte dem altid omkring højre ben. Altid. Signore Marchese var metodisk og omhyggelig i alt, hvad han foretog sig for don Francesco Terrasino. Og der var noget andet i slagets mørke, der ikke hørte sig til: En lille LED-lampe kastede katastrofale og regelmæssige grønne glimt over duens fod.

Hun lukkede lågen, vendte sig mod markerne og så den første.

Mellem de gamle æbletræer. Uendeligt langsomt skiftede en af stammerne form og blev til to omrids. Den ene var træet, den anden forvandledes til en oprejst, menneskelig skikkelse, der sivede ud af mørket, gennem det lange, våde græs, mellem træerne og op mod huset.

Og uden for skudvidde.

Med en frygtelig tom, tom følelse hørte hun Radu brøle inde fra huset. Hendes elskede brølede som et dyr. Skriget blev klippet over med en lyd som en økse mod en vandmelon, og den unge kvinde løb stille omkring hjørnet, gennem bagdøren og videre gennem stuen, selv om hun selvfølgelig vidste, at de fik Radu til at skrige for at få hende til at komme. Hun lagde geværet mod skulderen, rundede hjørnet til den lange korridor og skød mod de uformelige skikkelser, der fyldte gangen. Der var tre, men hun var ikke sikker på, at hun ramte nogen, for de forsvandt som spøgelser.

– Radu!

Hans blodige løvehoved og overkrop lå ude i gangen, mens hans underkrop og lammede ben befandt sig inde i soveværelset. Han var nøgen. Han måtte have trukket sig ud af sengen og over gulvet, da de kom. Hun kastede sig ned på knæ få meter fra hans ansigt og støttede venstre skulder mod den hvidkalkede mur. Hendes elskede stirrede på hende, og hans mund forsøgte at forme et ord … en advarsel. Nogen trak ham meget hurtigt tilbage i soveværelset ved fødderne. Hans hånd greb om dørkarmen, men de usete var for stærke, og fingrene rettedes ud og slap. Der var så langt derned, så uendeligt langt. Hun ramte en af skyggerne med sit næste skud. Skikkelsen knækkede sammen midt i et hurtigt skridt og faldt i gangens fjerneste ende. Hun pumpede friske patroner i magasinet og affyrede to hurtige skud mod mørket for at holde dem væk fra korridoren. Hun kom på benene og befandt sig mindre end to meter fra soveværelset, da hendes mand – fuldt oprejst, som han ikke havde været i otte år – langsomt kæntrede gennem synsfeltet med en rød sky fra tindingen. Nogen havde rejst ham op, og nogen havde skudt ham gennem hovedet.

Nogle få hagl havde rikochetteret fra Sabrinas hockeyhjelm, men kvinden med tyggegummiet var blevet ramt bredt af l’artista og lå et par skridt fra Sabrinas fødder. Kvinden så op på hende, og kæberne malede stadig over tyggegummiet. Den keramiske vest havde taget hovedparten af haglenes anslag, men Sabrina kunne i morgenlyset se at hendes højre uniformsærme var flået op, hun kunne se det hvide og sorte kød og blodet. Kvindens makker bøjede sig frem og halede hende ud i bryggerset, mens Sabrina knælede ved dørkarmen og vovede et hurtigt blik ud i gangen.

Den lille mørke skikkelse bevægede sig ufatteligt hurtigt. Hun havde rejst sig og var på vej mod soveværelset, da hendes mand faldt gennem døråbningen med en lang, rød sky fra hovedet. Skyen slog vådt mod det hvide puds overfor. Kvinden fortsatte i et forlæns rullefald, rettede op lige foran døråbningen til soveværelset, og Sabrinas pistol afgav, nærmest af sig selv, to skud mod den flygtige skikkelse. L’artista ænsede tilsyneladende ikke projektilerne, der rejste håret over hendes isse og sendte skyer af puds og murværk mod hendes hoved og skuldre. Hun fortsatte med at skyde mod de usynlige bødler i soveværelset. Der lød et brøl derinde, og kvinden var på vej derind som en flydende, hævnens furie, da et instinkt fik hende til at kaste et blik over skulderen.

Hun kom langsomt på benene, haglgeværet hang i hendes højre hånd, og Sabrina kunne have endt det hele der og nu. Hun havde frit skudfelt, l’artista var ubevægelig, og Sabrina tænkte på sin far, på Lucia og Salvatore Forlani … på Massimiliano Di Luca og Alberto i deres evige fængsel … på alle de andre, som hun ikke kendte eller havde hørt om, som dette væsen havde ombragt, men hun så kun en mor og hendes datter, der for øjeblikket hang fra Primo Albas højre hånd, svævende og tavs fra pyjamasjakken, der var trukket op til midt på hendes nøgne bryst og samlet i nakken af mandens knytnæve. En stor, grå pistol var presset mod pigens baghoved, og Primo Albas kønne ansigt var ubevægeligt.

– Smid geværet, Anamarie Panevic, sagde han.

Haglgeværet skramlede mod fliserne.

Bag Sabrina var den sårede kvinde kommet på benene. Skrigene fra soveværelset var ophørt. Kvindens makker trådte ud i gangen med maskinpistolen hævet. Han gik hen til l’artista og sparkede benene væk under hende, vendte hende om på maven og bandt hendes hænder med en plastikstrip. Han bøjede sig og fjernede den lille automatpistol fra badekåben. Kvinden drejede hovedet og så op på Sabrina. Uden appel. Ingenting.

De sidste to mænd fra enheden kom ind fra stuen og tog datteren fra Primo Alba. Pigen begyndte at skrige og sparke.

Sabrina kunne se pigens skrig i l’artistas ansigt. Det blev mindre og hvidere, og Primo Alba trak hende på benene. Han så ikke på nogen af dem, øjnene var mørke huler, og ansigtet var hugget i sten.

Kvinden så på sin døde mand og sin kæmpende datter og blikket var ubeskriveligt.

Alba førte kvinden foran sig, og hun så umådelig lille og sårbar ud. Han åbnede døren til barneværelset og skubbede kvinden ind. Sabrina havde vendt sig mod kvinden med tyggegummiet, da der lød to hurtige pistolskud inde fra værelset.

Primo Alba trådte ud i korridoren og stak langsomt og omhyggeligt pistolen i et hylster over venstre hofte. Han åbnede en mobiltelefon, vendte sig og begyndte at tale med sagte stemme.

Sabrina begyndte at gå mod ham, men nogen holdt hende fast. Hun sled sig løs og havde næsten nået ham, da flere kom til, vred armene om på hendes ryg og lagde hende på gulvet. I en sø af krøblingens blod.

Primo Alba skridtede rask ned ad korridoren, mens hans fortsat talte i telefonen, uden at ænse tumulten bag sig. Eller Sabrina D’Avalos’ forbandelser, trusler og obskøniteter.