48

Castellarano – 14 dage senere

Forestillingen ville måske ikke blive husket for sine inderlige skuespilpræstationer eller sine krystalklare sangnumre, men ingen kunne sætte en finger på pigernes sminke eller hår. De var perfekte. Hvad kostskolepigerne savnede talentmæssigt under opførelsen af Mikadoen, kompenserede de for med stærkt engagement, og der var lange, eksalterede klapsalver, da en gongong, anslået af en yndig, kimonoklædt japanerinde, signalerede pause.

Rammerne var besynderlige, tænkte Sabrina og så op mod de høje, spidsbuede hvælvinger over sit hoved, på de strenge, asketiske portrætter af helgener og kirkefædre, der så ud til at vride sig utilpasse ved det farverige og livsglade tableau på den interimistiske scene bagest i kirkeskibet. Hun smilede høfligt til den duftende, pelsklædte kvinde, der med sin smokingklædte mand ved armen forsøgte at bane sig vej til midtergangen. Hun trak fødderne og knæene til sig og ignorerede kvindens blik.

Det var uundgåeligt at vække en vis opsigt.

Giulio Forlani og Antonia Moretti havde insisteret på, at hun kom til forestillingen. Sabrina rejste sig og gjorde sig så lille og usynlig som muligt. Med sit nøgne hoved, nedslåede blik, misfarvningerne og de mange friske ar i ansigt og hovedbund lignede hun et jordskælvsoffer, der af en humanitær organisation hastigt var blevet opfedet, påklædt og fløjet ind til et velgørenhedsarrangement.

Overalt var der ekstatisk latter, dyre parfumedufte, lange, glitrende aftenkjoler, klingende latter og dyre smykker. Pigerne – størstedelen af dem – tilhørte trods alt Europas mest privilegerede familier.

Hun fandt sig en skyggefuld niche, tømte hurtigt det første glas hvidvin og snappede det næste fra en forbipasserende servitrices sølvbakke.

Forlani ragede op over dem alle. Han så faktisk godt ud i smoking, tænkte Sabrina. Han stod ved et bord dækket med damask, kanapéer og krystal og havde drejet hovedet en anelse, så hans gode øre kunne opfange ordene fra Antonia Moretti, der havde begge sine slanke hænder foldet om et vinglas. Hun smilede og så glad ud, syntes Sabrina.

Hun lignede en kvinde med en plan for fremtiden.

Tæt ved parret fik Sabrina øje på drengen Gianni, Antonia Morettis søn. Hans hår var tæt og sort som en trolds, og han var opslugt af pigerne, der vrimlede omkring scenen eller havde fundet deres forældre ved bordene. Han så ud til at lede efter en bestemt. Han havde et par gange kigget i Sabrinas retning med et udtryk så nær kæbetabende afgudsdyrkelse, at Sabrina hver gang måtte se bort.

Lige det, hun manglede; en idoliserende teenager.

Der var naturligvis nogle få alvorlige mænd og kvinder, der ikke så på hverken scenen eller pigerne. Som bar hvide øretelefoner, havde foldede arme på brystet og meget årvågne ansigter. De skannede udtryksløst publikum, omgivelserne og især området omkring Giulio Forlani.

Urs Savelli var stadig på fri fod et eller andet sted.

Livvagternes arbejde ville være fuldført næste dag, når Giulio Forlani, Antonia og Gianni Moretti steg på et amerikansk militærfly for at blive fløjet til en ukendt destination på USA’s østkyst. Både Secret Service, hvis ene konstitutionelle opgave var at afværge møntfalskneres angreb på den amerikanske dollar, og professor Mai Luán på MIT, havde tigget og bedt dr. Forlani om at komme til staterne og fortsætte sit arbejde. Et hus, en bil, en ny identitet, masser af forskningsmidler … en pony til drengen … de kunne få det hele. Til Gianni Moretti de bedste skoler i verden, og til la signora … well, der var masser af bedemænd i USA. Eller måske foretrak hun levende klienter?

Fysikeren så op, fik øje på hende i skyggerne og gik hen imod hende. Mængden af gestikulerende og talende teatergæster delte sig foran den høje mand. Der var noget ved den arrede, dystre mand, der var alt for upassende og iøjnefaldende seriøst for lejligheden.

Han nåede Sabrina, og hun smilede til ham. Hun havde overraskende nemt ved at smile til Giulio Forlani, mens det var så svært med alle andre.

– Kunne du li’ stykket? spurgte han alvorligt.

– Hvis jeg skal være ærlig, havde det været venligere bare at aflive det, sagde hun.

Han smilede.

– Det klæ’r dig, at skægget er væk, sagde hun.

Forlani strøg sig over sit nye, glatte ansigt. Han var ukendelig. Han var også blevet klippet. Han var faktisk distingveret på den gråsprængte, professorale måde. Sabrina så forbi ham og fik øje på enken Morettis alvorlige øjne. Hun betragtede fysikerens ryg med et udtryk af omsorg og ejerskab, som lovede godt.

– Du skal til USA?

– Med Alberto. De flyver ham til Massachusetts General Hospital. Der skulle være en ekspert i eksotiske gifte. Måske er der håb.

– Men ikke Massimiliano?

– Han er døende … giften … kræften. De talte om at give ham en slags livsforlængende kemoterapi, men hans familie modsatte sig. Jeg mener, de har ret.

– Synger han stadig?

Forlani studerede gulvet.

– Han har et uudtømmeligt repertoire, åbenbart.

– Måske er det en form for selvbevarelse, sagde hun.

– Måske.

De så på hinanden.

– Tak, sagde han så.

– For hvad?

– Det hele, faktisk. Lucia og Salva … du havde ret. Det betød faktisk noget … en masse, alt … at få det at vide. At de blev fundet. Det vidste jeg ikke.

Sabrina havde overværet den enkle bisættelse af resterne af Lucia og Salvatore Forlani på kirkegården i Chiaravalle. Giulio Forlanis bror, Bruno, og hans forældre havde været der. Der havde været et jordskred af følelser omkring graven, som man kunne forvente, og Sabrina havde holdt sig på afstand sammen med dr. Raimondo Sapienza, den romerske retsmediciner, der så inderligt utilpas ud i sit snævre, mørke jakkesæt.

– Di niente, Giulio.

Hun rakte hånden frem.

– God tur.

Han tog hånden.

– Går du? spurgte han. – Du går glip af anden akt.

– Jeg er stadig rekonvalescent, Giulio. Jeg kan ikke tåle større sindsbevægelser, siger lægerne. Og jeg må ikke bruge hovedet.

– Så er det bedre, at du går.

– Arrivederci.

– Pas godt på dig selv, Sabrina D’Avalos.

Hun vinkede over skulderen uden at vende sig, og hun holdt tårerne tilbage, til hun nåede aftenluften under stjernerne. Hun græd efterhånden ustandseligt. Det var sundt og forventeligt, sagde krisepsykologen.