EPILOG

Personalet på den intensive afdeling havde fået indskærpet, at de ikke måtte tale til manden; at de simpelt hen skulle lade, som om han ikke var der.

Manden havde opholdt sig ved kvindens seng det første døgn. Både mens hun var på operationsbordet i seks timer – seks timer, hvor kirurgerne flere gange havde opgivet hende, men var fortsat af ren og skær trods, timer, hvor blodtrykket forsvandt, og narkoselægerne bandende møllede plasmaekspandere og universaldonorblod i alle den lille kvindes tilgængelige vener, indtil pulslinjen igen … tøvende, var dukket op på monitorerne, for kort efter igen at forsvinde og udløse skingrende alarmer, som var ved at drive alle til vanvid. Og han havde siddet som en sfinks ved siden af sengen på intensivafdelingen, mens de holdt den hårdt sårede vicestatsadvokat i kunstigt koma, og en respirator sørgede for hendes vejrtrækning. Han bevægede sig knap nok. Så ikke på nogen eller talte til nogen.

Sent om eftermiddagen den anden dag havde de trappet vi-cestatsadvokaten ud af respiratoren, og hun var vågnet efter et par timer.

Man frygtede, at iltløsheden havde givet hende permanente hjerneskader.

Da hun var helt stabil, flyttede man hende til en almindelig sengestue.

Da solen var ved at gå ned bag hospitalets højeste bygninger, og lyset på sengestuen var dybt og gyldent, var afdelingens mest erfarne sygeplejerske ved at skifte patientens drop. Hun opdagede, at dottoressa D’Avalos havde åbnet sine øjne og så på hende. For første gang observerede sygeplejersken vicestats-advokatens ejendommeligt skrå, røgfarvede øjne, der virkede unaturligt store i det hvide ansigt. Hun lagde en hånd på sengehesten og smilede til patienten. Vandet i lungedrænenes vandlås boblede sagte og regelmæssigt. I morgen ville begge lunger sikkert have foldet sig helt ud, og man kunne fjerne drænene. Så manglede man naturligvis drænene i bughulen, men i dette tilfælde måtte man tage ét forsigtigt skridt af gangen. Da kvinden ankom til hospitalet havde den første, modtagende læge været ved at erklære hende for død ved ankomsten, så diskrete og svage var livstegnene. Begge lunger havde været klappet sammen, hun havde mistet meget blod, og der var stiklæsioner, som gik fra brysthulen gennem mellemgulvet til leveren. En lidt mere erfaren læge havde alligevel besluttet at gå i gang med genoplivningen. For en sikkerheds skyld – og fordi hans excellence, il procuratore generale Federico Renda, var ved at kime hospitalet ned.

Vicestatsadvokaten havde den ene fod i graven og den anden fod på en bananskræl, som lægen udtrykte det, og Renda havde beordret ham til at få begge hendes fødder på den faste grund igen – eller finde sig en anden profession i en anden by.

Vicestatsadvokaten drejede sit kronragede hoved på puden og så på den unge mand på stolen.

Hun samlede luft.

– Gå, Primo. Skrid, sagde hun højt og tydeligt.\

Sygeplejersken var chokeret.

Den unge mand så på hende og rystede på hovedet.

For en sikkerheds skyld lod sygeplejersken døren stå på klem, da hun forlod stuen.

Længe kom der ikke en lyd. Så rejste stemmerne sig hidsigt derinde, og sygeplejersken havde hånden på dørhåndtaget, før noget bremsede hende. Det lød i det mindste ikke, som om la dottoressa havde mistet evnen til at sætte ord effektivt og forståeligt sammen, tværtimod var hun imponerende veltalende, og sygeplejersken gjorde sig et indvendigt notat om, at de måske kunne tillade sig at aflyse tilsynet fra neurologen.

Da hun en halv time senere igen gjorde sig et helt unødvendigt ærinde på stuen, smilede den unge mand blegt.

Vandet boblede livligere.