Hun skulle tisse, men prøvede at lade være med at tænke på det. Det gjaldt om at cykle alt hvad hun kunne, for at nå hen til døgnkiosken. Tessans mor ville ikke vente, for sådan en mor var hun ikke. Stod man der ikke til tiden, kunne man ikke blive kørt til træning. Og hun var nødt til at blive kørt, ellers ville hun aldrig nå det. Det tog mere end dobbelt så lang tid med bussen. Træningen ville være forbi inden hun nåede frem. Det ville være formålsløst overhovedet at forsøge.

Cyklen var næsten ny, og hun trampede så hurtigt hun kunne. Den smalle grusvej uden gadebelysning lå badet i mørket foran hende. Det gjorde ikke noget, for hun kendte vejen som sin egen bukselomme. Hun havde cyklet den masser af gange. Selv om det var væmmeligt med buskene der voksede helt ud til vejkanten. Moderen havde advaret hende mod de slemme mænd. Tænk hvis der stod en slem mand bag en busk?

Slemme mænd – slemme mænd – slemme mænd – slemme mænd … Remsen kværnede rundt i hendes hoved mens fødderne mekanisk tæskede løs.

Lettelsen strømmede gennem hende da hun begyndte at kunne skimte gadelygterne på den store vej. Vel fremme måtte hun stoppe ved vejkanten for at lade nogle biler passere. Hun stillede sig ved siden af cyklen og så over mod døgnkioskens oplyste facade på den anden side. Hjertet hoppede op i halsen da hun så Tessans mors røde bil stå parkeret foran butikken. Hun kastede sig op på cyklen igen. Hun var ved at blive kørt over af en lastbil da hun skråede over vejen, men undgik det lige med nød og næppe. Lastbilen bremsede med hvinende dæk, og føreren var helt oppe at stå på hornet. Hun lavede forpustet et sving over til den røde Audi og smed cyklen ind i et buskads. Med stive fingre fik hun fumlet bagdøren op og kastede sig ind på bagsædet. Tessan sad som sædvanligt på forsædet ved siden af sin mor.

– Men Sophie! Det kunne være gået galt! Du var lige ved at blive påkørt! Og du skal låse din cykel!

Pulsen hamrede i Sophies ører så hun ikke opfattede hvad Tessans mor sagde. Hun sad prustende og prøvede at få vejrtrækningen under kontrol.

– Hørte du ikke hvad jeg sagde? Du skal låse din cykel, sagde Tessans mor.

Hun lød streng og irriteret. Det gjorde hun tit selv om hun for det meste prøvede at skjule det bag pæne ord. Sophie steg ud af bilen og trak cyklen ud fra busken. Hun trak den hurtigt hen til cykelstativet foran butikken, låste den og løb tilbage til bilen.

Kør nu – kør nu – kør nu – kør nu … begyndte en ny remse at kværne inden i hende.

Først da bilen var kommet i gang og svingede ud fra parkeringen, turde hun læne sig tilbage mod ryglænet og puste ud.

Klarede det – klarede det – klarede det – klarede det …

En isnende, kold vind blæste fra havet. Kulden bed i hendes ører og fingre da hun cyklede tilbage på grusvejen nogle timere senere. I farten havde hun naturligvis glemt både hue og vanter.

Allerede på lang afstand så hun roterende blå lys som pulserede i mørket. Folk bevægede sig i billygternes skær. Længere væk sås mørke silhuetter foran et rødt skær som blinkede tungt mod det sorte mørke.

Pludselig blev benene helt lammede. Hun kunne ikke cykle de sidste hundrede meter. Hun ville ikke … vil ikke – vil ikke – vil ikke – vil ikke – vil ikke …

– Vi fandt pigen dér ved vejen. Hun var formodentlig væltet på cyklen. Cyklen lå ved siden af hende, i grøften. Vi kørte fra brandstedet, for der var jo ikke mere vi kunne gøre, og så sad hun pludselig der i billygternes skær. Vi syntes det var underligt at ambulancen ikke havde set hende da den kørte forbi kun et minut før.

– Sagde hun noget?

– Nej. Hun så bare på os.

– Chokeret?

– Helt sikkert. Vi kørte hende til Östra sygehus. Hendes lillebror og mor var allerede kørt.

– Talte du med hende i bilen?

– Nej. Jeg svøbte hende ind i et tæppe og satte mig med hende på bagsædet. Prøvede at berolige hende og så … hun sagde ikke noget. Det føltes mærkeligt.

– Hvad?

– Tja … det at hun ikke sagde noget. At hun ikke kaldte på sin mor eller sin bror. Eller at hun ikke engang spurgte efter dem. Og hun græd heller ikke.

– Stirrede bare?

– Netop.

Kommissær Sven Andersson så eftertænksomt på sin nyansatte inspektør. Hun havde kun været i afdelingen i knap en måned. Han gjorde intet for at skjule sin irritation over at have fået en kvindelig inspektør. Hun havde også to mindre børn, og det huede ham ikke. Kommissæren sukkede højt og fik et spørgende blik fra sin nyeste kriminalinspektør.

Irene Huss havde stor respekt for sin nye chef, som havde ry for at være en virkelig dygtig politimand, men en lidt kantet person. Desuden var han kendt for at have en kort lunte. Hun havde været nervøs de første dage, men begyndte efterhånden at føle sig lidt bedre tilpas sammen med kommissæren. Hvis bare hun passede sit arbejde, ville han nok ændre indstilling. Og det var ikke mere så usædvanligt med kvindelige efterforskere inden for politiet.

– Det er næsten tre måneder siden du og din kollega fandt pigebarnet på vejen. Og jeg kan godt fortælle dig at hun stadig bare stirrer og tier!

Han havde ubevidst hævet stemmen, og man kunne tydeligt høre vreden. Eller måske var det mest frustration. Irene vidste at han ikke selv havde børn.

Hun hævede bare øjenbrynene, men sagde ikke noget, alene af den grund at hun ikke vidste hvad hun skulle svare. Hun havde ikke haft noget med branden i Björlanda at gøre, ikke andet end at hun og kollegaen Håkan Lund havde været den første politipatrulje på brandstedet. Den smule hun kendte til selve sagen, var det der havde stået i aviserne.

– Både Hasse og jeg har prøvet at få hende til at tale, men det er sgu … umuligt! Hun sidder bare helt tavs med de der store, brune øjne som glor!

– Kan hun tale? Jeg mener … hun er ikke stum eller sådan noget?

– Nej. Hun kan tale. Men hun er åbenbart ikke den snakkesalige type. Altså heller ikke før branden.

– Hvor gammel er hun?

Andersson sendte hende et langt blik inden han svarede:

– Det kan du læse i papirerne. Værsågod! Du overtager forhøret af Sophie Malmborg.

Han rejste sig op og læssede en tung mappe over på hendes side af skrivebordet. Irene så uforstående på sin chef og derefter på mappen.

– Men hvorfor skal jeg …? Hvis hun ikke vil tale med dig eller Hans …

– Du har selv besvaret dit spørgsmål. Hun vil ikke tale med os. Hvorfor? Måske fordi vi er mænd. Ifølge hjernevriderne kan det være grunden. Derfor prøver vi med dig som kvinde. Og du har jo selv børn.

Irene følte sig helt udmattet. Det her var en stor sag som pludselig blev lagt over på hende. En mand var omkommet ved branden, og nu stod der mange spørgsmål tilbage. Meget tydede på at Sophie kunne sidde inde med vigtige oplysninger. Og måske mere end det …

– Eller mener du at du ikke kan klare det? tilføjede Andersson.

Under det sarkastiske tonefald lå der også en klar advarsel. “Kan du ikke takle den slags opgaver, så passer du ikke ind her i drabsafdelingen”, lød den uudtalte, men alligevel helt tydelige advarsel.

Hun kunne mærke hvordan maven trak sig sammen til en isklump, så skyllede en varm bølge gennem hele kroppen. Hun tvang sig selv til at møde hans blik og fik stemmen til at lyde fast inden hun svarede:

– Jeg skal nok tale med hende.

– Fint. Hun kommer i morgen.

Irene sad ved sit skrivebord på kontoret, som hun delte med Tommy Persson. Han var begyndt at arbejde som kriminalmand året før, og det var ham der havde overtalt hende til også at søge ind til kriminalpolitiet. De havde mødt hinanden på politiskolen i Stockholm og var blevet meget gode venner. I begyndelsen skyldtes det måske at der ikke var andre göteborgere på skolen. Hendes kæreste, Krister, havde været lidt mistænksom over for Tommy. Nu var de bedste venner, og Tommy havde været forlover ved deres bryllup for snart fem år siden. Irene selv var lige gået ind i syvende måned af graviditeten og syntes at hun mest så ud som panserkrydseren Potemkin på bryllupsbillederne.

Hun havde været en ret ung tvillingemor med sine 24 år. Hendes egne forældre havde været betydeligt ældre da hun blev født. Hendes mor, Gerd, havde været 36, og faderen, Börje, 45. Sjovt nok var der samme aldersforskel mellem hendes forældre som der var mellem Krister og hende.

– Og her sidder du og drømmer! Irene blev revet ud af sine tanker af Tommys glade fløjten.

Hun havde ikke hørt ham åbne døren. Nu trådte han ind over tærsklen med et stort smil.

– Martin siger far! Eller ja … fa-fa-fa-fa-fa. Næsten nøjagtigt på sin etårs fødselsdag! Fremmelig. Ligner sin far.

Stoltheden lyste ud af ham. Martin var Agnetas og hans første barn, og Irene var gudmor til drengen. Hun kunne ikke lade være med at smile.

– Fedt. Eller tillykke, eller hvad skal jeg sige. Vær du glad så længe han bare siger fa-fa. Når han først lærer at tale, vil du længes tilbage til dengang. Jeg var selv ved at komme for sent i morges fordi Jenny lavede en kæmpe scene så snart vi kom inden for døren i børnehaven.

– Ville hun ikke være der?

– Ork jo. Men hun ville have at jeg skulle love hende en tiger inden jeg gik.

– Den tiger som hun vil have i haven?

– Nemlig. Hun kan ikke få den idé ud af hovedet.

Krister og Irene var taget med tvillingerne ud i Borås dyrepark en dejlig søndag i august. Jenny og Katarina havde løbet rundt og kigget på alle dyrene. De hoppede og dansede af ophidselse over hver ny dyreart som de fik øje på. Katarina kunne bedst lide aberne. Men Jenny var faldet totalt for tigrene. Sådan en ville hun have. Man kunne sætte et højt stakit rundt om deres rækkehushave, så var der ingen fare for at den ville stikke af. Argumentet om at tigre er farlige, og at de sikkert gerne ville smage på rækkehusets beboere, var ikke noget der bekymrede Jenny. Hun ville have sin allerede som lille unge, og den skulle vokse op og blive verdens sødeste. Den skulle aldrig spise kød, sådan var det. Målbevidst begyndte hun at opspare alle de penge hun fik, og lagde dem i en sparegris af rød plastik. Jenny kaldte den for Tigergrisen. Alle hendes sparepenge skulle gå til tigeren. Sidste weekend havde hun presset Irene til at åbne sparegrisen for at tælle pengene. Efter nogen lirken fik Irene skruelåget, som sad under grisens mave, af. Hun talte omhyggeligt til 32 kroner og 50 øre. Jenny så på hende med store øjne og spurgte åndeløst:

– Er det nok?

– Nej. En tiger er temmelig dyr. Men fortsæt med at spare op, så skal du se at der nok bliver til en tiger om … lad os sige cirka … to år. Eller også kan du købe noget andet du gerne vil have.

– Et Babrihus! foreslog Katarina hurtigt.

– Næ. En tiger! sagde Jenny fast.

Katarina elskede at lege med sin Barbiedukke. Hun kunne blive ved i timevis med at rede dukkens lange hår og skifte tøj på hende. Hendes søster var totalt uinteresseret i dukker og ville hellere stå og synge i sjippetovet foran spejlet. Jennys store idol var Carola.

– Hun er så stor nu at hun er begyndt at indse at hun nok ikke kan spare så mange penge op at der er nok til en tiger. I morges bestemte hun sig for at prøve at skrige sig til en. Jeg var helt svedt. Alle pædagogerne i børnehaven kom løbende og troede vist at jeg var ved at mishandle ungen, sukkede Irene.

– Kender jeg Jenny ret, så skal hun nok få ordnet det der med tigeren. På den ene eller den anden måde, lo Tommy.

– Sikkert. Apropos unger, så har Andersson givet mig den opgave at overtage forhøret med Sophie Malmborg.

Smilet stivnede hurtigt i Tommys ansigt, og i hans stemme var der ikke længere det mindste spor af latter da han sagde:

– Det er en grim sag. Hvorfor har du fået den?

– Tjaa … dels så nægter hun at tale med Andersson og Borg, og dels så har jeg faktisk truffet hende engang før. Lige da det var sket. Og så er det en fordel selv at have børn.

– Men tvillingerne er jo kun fire år. Sophie er elleve, indvendte Tommy.

– Netop. Men børn er jo børn, mener chefen.

– Jeg er med. Børn er ikke hans kop te, sagde Tommy og smilede.

Irene begyndte at føle sig lidt bedre tilpas end hun havde gjort efter mødet med kommissæren.

Irene brugte resten af dagen på at gennemgå den tunge mappe som hun havde fået af kommissær Andersson. Hun blev siddende omkring en time efter arbejdstid. Det hastede ikke med at komme hjem, for hendes mor havde allerede hentet tvillingerne i børnehaven klokken tre. De skulle hygge sig sammen med mormor lige til klokken fem hvor Krister kom hjem fra sit deltidsarbejde som kok på en nyåbnet gourmetrestaurant ved Avenyn. Han var henrykt for at han havde fået jobbet selv om han til ansættelsesinterviewet havde sagt at han kun kunne arbejde 30 timer om ugen. Ejeren var først blevet overrumplet, derefter havde han argumenteret en del og forsøgt at overtale Krister til at arbejde fuldtids. Så havde Krister sagt:

– Min kone arbejder inden for politiet. Efter nytår begynder hun som kriminalinspektør i drabsafdelingen. Der er ingen mulighed for at arbejde deltids dér, så det er mig der skal gå ned i arbejdstid for pigernes skyld.

Da restauratøren havde indset at Krister hverken ville eller kunne lave det om, var han vendt rundt på en tallerken og havde accepteret en deltidskok.

Mandag den 6. november 1989 om eftermiddagen havde Sophie Malmborg som sædvanlig taget bussen hjem fra skole. Hun havde haft travlt fordi hun skulle have balletundervisning klokken 17.15. Moderen til en kammerat skulle køre dem hen til Dansehuset. Veninden hed Terese Olsén, og hendes mor Maria Olsén.

Skolebussen var standset ved døgnkiosken cirka klokken 15.35. Buschaufføren havde set Sophie gå hen til cykelstativet uden for butikken og låse sin cykel op. Fra butikken havde hun godt en kilometer at cykle på en smal grusvej, hvilket bør have taget maks. ti minutter, formodentlig mindre. Ifølge sin mor, Angelica Malmborg-Eriksson, plejede hun at sluge et par madder og drikke et glas mælk, tage sin færdigpakkede træningstaske med og så cykle tilbage til døgnkiosken. Der tog Maria Olsén pigen med, som hun havde gjort hver mandag hele det sidste år.

Ifølge Maria Olsén kom Sophie Malmborg cyklende i fuld fart lidt over den aftalte tid. Det var bemærkelsesværdigt da Sophie altid plejede at komme i god tid og stå og vente på at blive hentet.

Hvis oplysningen om tidspunktet fra skolebussens chauffør stemte, burde Sophie have været hjemme senest klokken 15.45. For at nå tilbage til døgnkiosken må hun være taget hjemmefra omkring 16.20, eller måske snarere 16.25 i betragtning af at hun var lidt forsinket. Hvad skete der i den tid Sophie var hjemme i huset? Det var der ingen der vidste. Ingen undtagen Sophie.

Efter træningens afslutning ved ottetiden havde Sophies mor, Angelica Malmborg-Eriksson, kørt de to piger hjem. De dansede klassisk ballet i Dansehuset og var på samme hold. Først kørte de Terese Olsén hjem og satte hende af inden Sophie og Angelica fortsatte hjemad. Sophie blev sat af ved døgnkiosken, for hun skulle køre hjem på cyklen. Den var for stor til at kunne være i Golfens bagagerum. Derfor havde Angelica Malmborg-Eriksson været alene i bilen da hun nåede sit hjem. Eller resterne af det.

Irene gjorde et ophold i læsningen og lænede sig tilbage mod ryglænet. Hun kunne huske hvordan den enorme Golf havde bremset op lige ved patruljevognen, og at Angelica Malmborg-Eriksson var faret ud næsten inden hun havde nået at få bilen stoppet.

“Frej! Hvor er Frej?” havde hun skrækslagen råbt.

En lille dreng var steget ud af en gammel Saab Combi, der ankom lige efter at Angelica havde parkeret sin bil. Han havde vendt sig mod den kraftige kvinde der havde kørt bilen, og taget hende i hånden. Det så ud som om han gik lidt usikkert og havde brug for kvindens støtte. Han var antagelig blevet skræmt af postyret og ødelæggelsen på brandstedet og ville helst væk derfra. Den stikkende, tunge brandlugt var kvalmende nok til at få hvem som helst til at ville forlade stedet. Sammen var drengen og kvinden gået hen til den hysteriske Angelica. Da hun fik øje på drengen, for hun hen mod ham og skiftevis lo og græd. Hun trykkede drengen hårdt ind til sig med tårerne strømmende ned ad kinderne. Kvinden der var kommet med ham i bilen, gik hen mod en af brandmændene og stillede et spørgsmål. Brandmanden rystede på hovedet og slog ud med armene med en beklagende gestus. Hun gik sammenbidt tilbage til gruppen der stod et stykke fra brandtomten. Dér havde Håkan Lund og Irene været. Kvinden havde tørt konstateret: “De har ikke kunnet gå ind i huset. Der var flammer overalt da brandbilerne kom. Så de ved ikke om han …” Hun havde taget sig i det og sendt drengen et blik. Håkan Lund havde taget hende om albuen og blidt men bestemt trukket hende et stykke væk fra gruppen. “Er det muligt at der har været nogen inde i huset?” havde han spurgt. Hun havde bidt sig hårdt i underlæben inden hun svarede: “Min bror. Magnus Eriksson. Frejs far.” Irene havde hørt hendes svar og havde vendt sig om mod det glødende inferno der var tilbage af huset. Hvis der var et menneske i husresterne, ville der ikke være ret meget tilbage af vedkommende.

To dage efter havde brandteknikerne fundet nogle skeletdele. Takket være at underkæben havde været næsten intakt, kunne retsodontologen fastslå at knogleresterne tilhørte Magnus Eriksson.

Angelica Malmborg-Eriksson var danselærer i Dansehuset og underviste også på Danseinstituttet, hvor man uddannede professionelle dansere og koreografer. Skolen lå i Högsbo, i en nedlagt skolebygning fra 50’erne. Der var næsten 25 kilometer mellem Dansehuset og familien Malmborg-Erikssons hjem i Björkil. Eftersom den kollektive trafik i Göteborg er et kapitel for sig, var det næsten et must at Sophie og Tessan blev kørt i bil til deres undervisningstimer. De oplysninger stod i papirerne fra de indledende forhør.

Der stod også at Sophie havde danset hele sit liv. Ifølge moderen dansede hun allerede før hun kunne gå.

Alt hvad der stod om Sophie i papirerne, var baseret på moderens oplysninger da Sophie ikke havde sagt et ord til efterforskerne efter branden. Og moderen påstod bestemt at Sophie knap nok havde sagt noget til hende heller. Pigen gik stum omkring og iagttog omgivelserne med alvorlige øjne. Til gengæld virkede det som om hun havde talt med sin far, komponisten Ernst Malmborg. Angelica Malmborg-Eriksson havde oprevet fortalt en mere og mere opgivende kommissær Andersson at pigen havde nægtet at flytte hjem igen efter det sidste besøg hos faderen. Eftersom huset i Björlanda var totalt nedbrændt, havde Angelica og hendes to børn fået en lejlighed via socialkontoret. Alle deres ejendele var blevet flammernes bytte. Det eneste der havde klaret sig nogenlunde, var nogle gamle havemøbler der havde stået i haven. Dem havde de ingen glæde af på fjerde sal i et højhus i Biskopsgården. Og Sophie nægtede at bo i lejligheden. Efter megen modstand var Angelica gået med til at datteren måtte blive hos sin far “til det værste er overstået”.

Irene tjekkede datoen for oplysningen og så at det var i dagene lige op til jul.

Var det værste overstået nu? Hvorfor kunne Angelica og børnene ikke bo hos Magnus Erikssons søster efter branden? Det havde set ud som om hun og den lille Frej havde haft en god kontakt. Irene bladrede gennem de forskellige papirer der lå i mappen, men fandt intet fra noget forhør af søsteren. Irene huskede svagt at kvinden havde præsenteret sig, men hun kunne ikke komme i tanke om hendes navn. Det ville hun finde ud af i morgen, efter mødet med Sophie, som var sat til klokken ni.

Helt bagest i mappen lå der tre korte rapporter som bilag. Den første handlede om en brand i en stak hø i slutningen af april 1989. En rideskoleejer havde kørt dårligt, gammelt hø ud på en mark bag ved stalden for at brænde det af ved en senere lejlighed. Ved nitiden samme aften ringede rideskoleejerens telefon, og en nabo fortalte at høet stod i flammer. Hans køkkenvindue vendte ud mod brandstedet, og det var derfor han opdagede branden først. Ejeren og hans kone havde skyndt sig derud og var begyndt at overhælde branden og staldvæggen med vand. Da brandvæsenet kom til stedet, var ilden under kontrol og kunne hurtigt slukkes.

Den brandtekniske undersøgelse viste at branden havde været påsat. Teknikerne fandt to flasker med tændvæske lige i nærheden af brandstedet. Desværre havde plastikflaskerne ligget tæt ved ilden og var begyndt at smelte, hvilket var grunden til at der ikke havde kunnet sikres fingeraftryk på dem.

Der var et vidneudsagn om at en person på cykel var blevet set i nærheden et kort øjeblik inden ilden brød ud. Vidnet var den samme nabo som havde anmeldt branden. Naboen var en ældre mand med nedsat syn, men han var helt sikker på at en cyklende person havde befundet sig uden for stalden. Desværre kunne han ikke give et signalement af personen. Han var heller ikke sikker på om det drejede sig om en mand eller en kvinde. Han kunne kun sige at cyklisten havde haft mørke, lange bukser på og en langærmet, mørk trøje eller jakke.

Den anden rapport handlede om en langt alvorligere brand. Den var brudt ud i et sommerhus i Hovdalen i begyndelsen af september 1989. Huset lå afsides, og det varede nogen tid inden den blev opdaget af et par som var ude at lufte deres to hunde. Huset var brændt ned til grunden. Teknikerne havde hurtigt kunnet konstatere at branden havde været påsat. Nogen havde slæbt tæpper, sengetøj og andre tekstiler sammen midt på gulvet og havde sat ild til det. De kemiske analyser af brandresterne viste at også her havde gerningsmanden brugt tændvæske.

Aviserne havde haft store overskrifter om “Pyromanen i Björlanda”, og befolkningen frygtede for flere ugerninger af den formodede pyroman. Men der havde været fredeligt, ingen påsatte brande helt til november. Så var huset i Björkil brændt ned, og Magnus Eriksson omkommet i flammerne.

Den sidste rapport handlede om et tilfælde med sengerygning. Den var dateret juledag 1988 klokken 19.47. Brandvæsnet var blevet kaldt ud til familien Malmborg-Erikssons hus af en hysterisk kvinde. Ifølge en SOS-alarm havde hun skreget: “Det brænder! Han brænder!”

Da ambulancen og brandvæsnet ankom til stedet, var branden allerede slukket. Magnus Eriksson havde en grim brandskade på højre hånd og underarm, men var ellers uskadt. Ifølge rapporten havde han været kraftigt beruset. Hans kone havde heller ikke været ædru. Deres syvårige søn havde også været i huset.

Magnus Eriksson blev bragt til skadestuen for at få behandlet armen. Konen, Angelica Malmborg-Eriksson, havde forklaret at hendes mand var blevet træt og var gået op for at hvile sig. Da hun lidt efter var gået op i soveværelset for at sige at filmen han ville se i fjernsynet, begyndte lige om lidt, opdagede hun at det brændte i værelset. Hun skreg, og det lykkedes hende at vække sin mand. Hun havde udvist utrolig åndsnærværelse og var løbet ud efter en plastikspand der stod i badeværelset. I spanden lå der et par gymnastiksko i blød. Hun tog de sjaskvåde sko op og smed vandet på ildebranden. Det var ikke selve sengen der var begyndt at brænde, men en lodden gulvløber. Undersøgelsen viste at Magnus Eriksson var faldet i søvn på sengen efter at have tændt en cigaret. Han havde haft armen hængende ud over sengekanten. Cigaretten var havnet på løberen, som der lidt efter lidt gik ild i.

Irene bemærkede at Sophie ikke blev omtalt i rapporten. Hun havde vel været hos sin far, Ernst Malmborg.

De to første brande var blevet påsat inden for en radius af en kilometer fra familien Malmborg-Erikssons hus i Björkil.

Det kunne være en tilfældighed, men rent statistisk forekom det ikke sandsynligt. Eller, som kommissær Andersson havde skrevet med sin næsten ulæselige håndskrift: “En brand – muligvis. To brande – næppe. Tre – nej!”

Irene var enig med ham: Tre brande på et halvt år inden for en radius af en kilometer var næppe en tilfældighed.