– Jeg må ærlig talt indrømme at jeg er nervøs. Vi forhører jo næsten aldrig børn. Det er kun hvis man har en fornemmelse af at de selv er blevet udsat for en forbrydelse. Men det her er anderledes.

Irene og Tommy sad og drak kaffe på deres fælles kontor.

– Har de virkelig mistanke om at hun har sat ild til? spurgte Tommy.

– Det begyndte at brænde næsten samtidig med at hun var cyklet hjemmefra. Måske var det en ren tilfældighed. Magnus Eriksson kan være faldet i søvn på sengen med en brændende cigaret i hånden, og så har han tabt den, og det er begyndt at brænde i tæppet eller sengen. Det er sket engang før, for knapt et år siden. Men at det skulle ske to gange …

Irene sukkede og rystede på hovedet.

– Det lyder ikke særlig sandsynligt. Har teknikerne fundet brandårsagen?

– Nej. Og de har ikke kunnet fastslå hvor branden startede. Huset brændte ned til grunden. Der er to rapporter om påsatte brande lige i nærheden i løbet af det sidste halve år. Dér fandt man plastikflasker der havde indeholdt tændvæske. Men hvad angår ilden her, var det ikke nødvendigt med tændvæske. Teknikerne har fundet masser af glasflasker. Stærk sprut. De lå lidt hist og pist i brandresterne. Måske var der stadig brændevin tilbage i nogen af dem. Det var bare at hælde dem ud over huset og sætte ild til.

– Var han alkoholiker?

– Aner det ikke. Men i rapporten om sengerygningen står der at han var kraftigt påvirket. Men det var juledag, og så er det jo ikke usædvanligt at folk har taget sig en eller flere snapse til maden og spædet til med lidt gløgg og så videre.

– Han brændte inde den 6. november. Måske fejrede han Gustav Adolfdagen. Du ved: grøn lagkage med rosa marcipanprofil af Göteborgs grundlægger. Og så skyller man det ned med et halvt skvæt, sagde Tommy og mimede hvordan han skyllede en mundfuld ned med en slurk brændevin direkte fra flasken.

Irene skar ansigt for at vise hvad hun mente om den smagskombination.

– Virkelig festligt. Men vi ved jo ikke med sikkerhed om han virkelig var alkoholiker. Der står ikke mere i materialet, men det burde man måske tage og kigge nærmere på.

– Ja, måske. Jeg melder mig frivilligt til at prøve at finde ud af lidt mere om ham Eriksson. Der er et eller andet der siger mig at det bliver en hård nød at knække med Sophie og hendes mor.

– Sikkert.

– Tager du det store forhørslokale?

– Det tror jeg. Så kan vi videofilme, og jeg kan jo altid begynde med at snakke med moderen … Angelica.

– Sidder der nogen i det andet lokale?

– Ja. Enten BUP eller Soc har været med under alle forhørene. Plus moderen. Sophie vurderes som psykisk skadet på en eller anden måde, og så er hun jo kun elleve år. Selv om hun bliver tolv i næste måned.

Tommy så eftertænksomt på hende. Omsider sukkede han og konstaterede:

– Det der med at forhøre børn får vi ikke særlig meget uddannelse i.

– Nej. Og det er jo sjældent vores bord. Soc plejer altid at overtage alle de sager hvor gerningsmanden er så ung som her.

– Gerningsmanden … tror du hun er en gerningsmand?

– Ved det ikke. Jeg må først træffe hende. Det er nok vigtigt ikke at have nogen forudfattede meninger.

– Hvad vil du gøre hvis hun nægter at sige noget?

Irene slog opgivende ud med hænderne.

– Ingen anelse!

Hun rejste sig op for at gå på toilettet inden mødet med Sophie og hendes mor. På vejen derhen blev hun klar over at hun burde have taget noget andet tøj på. Blå cowboybukser og mørkeblå sweatshirt med hætte så enormt barnligt ud. Det gjorde det ikke bedre at sweatshirten havde Svensk Politiidrætsforbunds logo på brystet. Skulle hun sætte håret op for at se ældre og mere korrekt ud? Efter en kritisk granskning i spejlet over håndvasken besluttede hun ikke at gøre det, men satte et hårspænde i det skulderlange, brune hår ved hvert øre. Hun prøvede at smile opmuntrende til sit spejlbillede. Pigen ville måske hellere tale med en ung kvinde end med to midaldrende mænd, prøvede hun at peppe sig selv op. Hun håbede inderligt at det var sådan.

Sophie var bleg og tynd. Indtrykket blev forstærket af at hun var klædt helt i sort. De kraftige snørestøvler, hendes tights og bomuldsblusen der stak op af halslinningen på sweatshirten med skoletryk, var alle i forskellige sorte nuancer. Hun var usædvanlig høj af sin alder. Hun var faktisk lige så høj som moderen. De havde også samme mørke hår- og øjenfarve og hjerteformede ansigt, men dér ophørte lighederne. Angelica Malmborg-Eriksson var lille og spinkelt bygget. Hun talte hurtigt og nervøst med store armbevægelser.

Ifølge rapporten skulle Angelica være 31 år, men hun så betydeligt yngre ud. Den højrøde angorabluse var nopret, og de brede skulderpuder sladrede om at den havde nogle år på bagen, men farven klædte hende udmærket. Det var lykkedes hende at finde en glinsende læbestift i nøjagtig samme farve. Hun havde sorte tights på som var stoppet ned i sorte, højhælede støvler.

Hendes datter sad meget stille og så på dem. Hendes tavshed forplantede sig til luften omkring hende. Det føltes som om luftmolekylerne stod stille og vibrerede. Irene blev intenst bevidst om en temperaturændring omkring pigen. Det var svært at afgøre om det føltes koldt eller varmt, men der var noget som Irene senere definerede som “et kraftfelt” omkring Sophie. Fænomenet var meget mærkeligt, og Irene begyndte at spørge sig selv om det havde noget at gøre med hendes egen nervøsitet i forbindelse med forhøret af den gådefulde pige.

Irene præsenterede sig og rakte hånden frem. Angelicas lille, tynde hånd gav ikke nogen reaktion, men føltes varm og anspændt. Sophie gjorde ikke engang tegn til at ville hilse. Irene tog varsomt om hendes højre hånd. Spinkel og kold, som en tynd, kølig glasskive lå pigens hånd passivt i hendes lette greb. Irene gøs ufrivilligt samtidig med at hun følte usikkerhed over pigens udstråling og mærkelige blik. I det spejledes ingen frygt, ingen nervøsitet, ingen sorg, ingen glæde. I Sophies øjne var der intet. Absolut intet.

Hvordan kunne et barn lukke af for al kontakt med sjælens spejl? Hun var åbenbart ikke totalt fraværende, for indimellem så hun på den der talte. For det meste holdt hun blikket rettet lige frem eller ned på sine hænder. Hænderne holdt hun stille og løst foldet i skødet. Irene så at neglene var bidt helt ned til kødet. I øvrigt så man ikke det mindste tegn på nervøsitet. Bortset fra det underlige kraftfelt. Var det måske Sophies måde at kanalisere sin indre spænding ud på? Det var ikke umuligt, men Irene havde aldrig hørt tale om eller oplevet noget lignende.

Angelica Malmborg-Eriksson anbragte sig yndefuldt yderst på stolekanten og tog ordet inden Irene overhovedet havde nået at formulere det første spørgsmål i tankerne.

– Sophie og jeg har snakket sammen. Sandheden er at Sophie ikke vidste at Magnus var hjemme den dag. Han må være faldet i søvn på første sal allerede da hun kom hjem, for hele huset var mørkt. Hun hørte ikke en lyd deroppefra. Og det brændte ikke i huset da hun forlod det. Hun kunne ikke mærke nogen brandlugt. Der må være gået overgang i det elektriske system.

– Passer det, Sophie? sagde Irene og så på pigen.

I stedet for at møde Irenes blik vendte Sophie hovedet en anelse mod det sted i lokalet hvor videokameraet stod. Irene kunne se hende i halvprofil. Hvis der sås en ændring i pigens ansigt, ville man måske kunne se den på båndet, tænkte Irene. Da Sophie genfandt sin oprindelige hovedstilling og rettede blikket mod hænderne igen, var der absolut ingen forandring i hendes ansigt. Det var blankt som en porcelænsmaske.

Irene besluttede sig for at koncentrere sig om hvad Angelica sagde. Hun sagde i det mindste noget. Måske kunne det få Sophie til at slappe af og komme med en eller anden reaktion.

– Jeg har forstået at din mand var journalist. Hvilken avis arbejdede han på?

– Det var forskellige. Han var freelancejournalist.

– Hvor sad han når han skrev?

– Hjemme. For det meste.

– Så var det altså ikke så usædvanligt at Magnus var i huset når Sophie kom hjem fra skole, konstaterede Irene.

– Neeej … altså, sommetider var han ikke hjemme.

Angelica sendte Irene et hurtigt blik fra de smukke øjne, og Irene kunne se et eller andet. Hvad? Inden hun nåede at analysere det, var det forsvundet.

– Hvor var han når han ikke var hjemme?

– Ude. På arbejde. Journalister skal sommetider ud og finde ud af ting og sager. Møde folk og sådan.

Irene vidste at hun improviserede nu og havde droppet de på forhånd planlagte retningslinier for forhøret. Meningen var jo at hun skulle prøve at få kontakt med Sophie. Men hun kunne mærke at der var masser af ubesvarede spørgsmål i sagen som krævede svar. For hvert svar dukkede der nye spørgsmål op. Den eneste der talte, var moderen. Med hendes hjælp ville det måske være muligt at få fat i nogle nye brikker som passede ind i puslespillet. Måske var det det man skulle gøre for at nå ind til Sophie? At prøve at konfrontere hende direkte var nytteløst. Hun havde ikke rørt sig ud af flækken under hele forhøret, bortset fra den lille hoveddrejning mod kameraet.

– Hvilken slags journalist var Magnus? spurgte Irene.

– Slags? gentog Angelica uforstående.

– Skrev han om sport eller film eller mad eller nyheder, uddybede Irene.

– Han … han skrev om alt muligt. Ting der skete. Og så solgte han det til aviserne.

– Hvilke aviser?

– Forskellige. GT og GP. Sommetider til ugebladene. Men også til Norra Hisingens Nyheter. Og Björkils-Bulletinen.

De to sidste er altså lokalaviser.

Ja. Selv om Bulletinen nok mere er en annonceavis.

Der var noget der sagde Irene at Magnus Eriksson ikke havde været nogen lysende stjerne på journalistikkens himmel. Det var muligvis en fejlvurdering fra hendes side, men Angelicas besværlige vriden sig på stolen talte for at hendes anelser formodentlig var korrekte.

– Hvor længe havde I boet i huset i Björkil?

– Tre … eller næsten fire år.

– Hvor boede I før?

– Vi boede på Linnégatan.

– Det er jo centralt og fint. Var det i et af de nye huse?

– Nej. Det var i et af dem som skulle renoveres. Lejligheden var rigtig hyggelig. Højt til loftet og med store værelser. Køkkenet var slidt, men utrolig flot. Gaskomfur og det hele.

– Hvorfor flyttede I?

Angelicas blik flakkede.

– De lejligheder som vi fik anvist, var for dyre … huslejerne var for høje.

– Og så købte I huset.

– Vi fik lov til at leje det af Magnus’ søster. Det ligger på hendes grund. Vi skulle bare bo der et år.

– Men I boede der i næsten fire, konstaterede Irene roligt.

– Sådan blev det. Huslejerne i centrum er så høje.

Man kunne se tårer i Angelicas øjne, og de hørtes også i hendes stemme.

– Tjener en freelancejournalist ikke ret godt? spurgte Irene uskyldigt.

Angelica snerpede ubevidst munden sammen inden hun svarede:

– Det er forskelligt. Sommetider kan det gå rigtig godt i en periode, og så kan det vare længe inden en artikel bliver solgt.

– Men du arbejder jo som danselærer. Har du ikke en god løn?

– Dansere er dårligt betalt. Og har elendige ansættelsesforhold. Jeg arbejder også som freelancer og danser som regel i forskellige forestillinger på teatre og i shows. For at få en mere regelmæssig indtægt er jeg begyndt at undervise i Dansehuset, og jeg har også undervisningstimer på Danseinstituttet. De ligger i de samme skolebygninger.

– Det er vel Dansehuset Sophie går i?

– Ja. Selvfølgelig ikke på instituttet.

– Underviser du hver dag?

– Nej. Mandag, torsdag og søndag i Dansehuset. Dér underviser jeg om eftermiddagen og om aftenen.

– Så var det derfor Sophie blev kørt til danseundervisning af venindens mor, og du kørte pigerne hjem.

– Ja. Mandag arbejder jeg hele dagen. Fra klokken et til klokken otte om aftenen. Både Sophie og Tessan danser på det sidste hold jeg har. Klassisk ballet niveau tre. Niveau fire er det højeste. Det kan pigerne og drengene først søge ind på når de er fyldt tretten. De fleste der går der, fortsætter bagefter på balletskolen. Dér er der benhård konkurrence!

– Og efter balletskolen kan de søge ind på Danseinstituttet, formodede Irene.

– Netop. Men dér underviser jeg kun i perioder. Det bliver i det modul hvor eleverne studerer klassisk ballet og showdans. Det er mine fag.

– Er det også dine fag, Sophie? spurgte Irene og vendte sig mod Sophie.

Hun havde håbet at det direkte spørgsmål ville komme bag på pigen, og at hun derfor ville svare af ren befippelse. Men det trick virkede ikke. Sophie løftede blikket fra hænderne og kiggede direkte på Irene. Hendes ansigt var totalt udtryksløst, der var ikke det mindste minespil at se.

Irene blev overvældet af en følelse af resignation. Hun kunne ikke klare denne piges tavshed. Der var stor fare for at det overhovedet ikke ville lykkes hende at få sandheden om branden i Björkil frem. På den anden side havde kommissær Andersson og Hans Borg, som begge var gamle, garvede efterforskere, kastet håndklædet i ringen hvad angik Sophie Malmborg. Opmuntret af den sidste tanke besluttede Irene sig for at fortsætte med at tale med Angelica. Hun svarede i hvert fald på tiltale og var af og til rigtig snakkesalig.

Pludselig fik Irene en idé. Hun rejste sig op og så på Sophie.

– Sophie, du kan sidde lidt i kontoret her. Jeg vil tale i enrum med din mor. Og jeg lover at vi ikke bliver længe væk, sagde hun roligt.

Inden Angelica nåede at reagere og give sig til at protestere, vendte Irene sig mod hende.

– Kom!

Hun lagde hånden let på Angelicas skulder og smilede opmuntrende til hende. Angelica rejste sig modvilligt og fulgte med hende ud på gangen. Irene stak hovedet ind på kontoret ved siden af og bad kvinden fra børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling om at holde øje med Sophie. Så tog hun Angelica med hen til sit kontor.

– Kom indenfor, sagde hun og slog indbydende ud med hånden mod kontoret.

Som hun havde håbet, var Tommy på kontoret. Han sad og læste i en stak papirer. Da Irene åbnede døren, så han op fra papirerne og smilede glad til Angelica. Og Angelica smilede til Tommy. Forvandlingen skete øjeblikkelig. Den spinkle kvinde rettede sig op og gled ind over dørtærsklen. Hendes tynde fingre flagrede hurtigt hen over det blanke hår for med en koket bevægelse at sætte en hårlok bag det ene øre. Stadig smilende og med let svajende hofter gik hun hen til Tommy. Han havde rejst sig op og rakte hånden frem. Angelica rakte ham yndefuldt sin lille hånd og kurrede flere oktaver dybere end før:

– Hej. Angelica Malmborg.

– Tommy Persson.

Det lystne blik hun sendte Tommy, kunne have fået det til at rykke mellem benene på en eunuk. Irene havde sjældent set en mere utilsløret seksuel invitation. Tommy så da godt ud, men kvinder plejede nu ikke at falde på halen når de så ham første gang. I hvert fald ikke så vidt Irene vidste. Og Tommy så helt forhekset på den smukke kvinde som så uventet var trådt ind på hans triste kontor og havde afbrudt rutinearbejdet.

Irene prøvede hurtigt at skære igennem stemningen, som var mere og mere fortættet af feromoner:

– Tommy, jeg har bedt Angelica om at komme med mig et øjeblik. Der er nogle spørgsmål jeg vil stille hende, som jeg ikke ønsker at Sophie skal høre. Personlige spørgsmål om Sophie selv, og … tja, om lidt mere som du og jeg undrede os over i sagsmaterialet.

Hun vendte sig mod Angelica og tvang sig selv til at smile naturligt.

– Vil du have en kop kaffe?

– Ja tak, svarede Angelica uden at tage blikket fra Tommy.

– Jeg går ud og henter noget, sagde Irene.

Hverken Tommy eller Angelica lod til at bemærke at hun forlod lokalet. Irene følte en let uro. Det var måske ikke nogen god idé at overlade Angelica til Tommy. Han plejede at have en god effekt på kvinder, men det her var faktisk lige i overkanten. Kunne han klare denne catwoman? Hvad nu hvis … Hun tog sig i det og talte formanende til sig selv: “Nu klapper du lige hesten! Det er din gamle ven Tommy det drejer sig om! Er der en der kan tale til Angelica på den rigtige måde, så er det ham.”

Hun blev med vilje stående lidt ude ved kaffemaskinen så Tommy kunne nå at stille sine spørgsmål. Irene havde ingen anelse om hvad han ville spørge Angelica om, men hun håbede at han havde forstået hendes melding: Spørg om Magnus’ eventuelle alkoholisme, spørg om alt hvad du kan komme i tanke om i forhold til Sophie. Det havde været en pludselig indskydelse at lade Tommy overtage et stykke tid, men Irene håbede at det ville fungere. Selv følte hun sig totalt tømt for energi og initiativ. Sophie var som en skinnende glasoverflade, hård, kold, glat. Men man kunne også ane glassets skrøbelighed. Det gjaldt om at gå varsomt til værks så man ikke knuste hende. Eller var hun umulig at knuse? Det var ikke til at sige, men Irene ville ikke være den der fik pigens skal til at krakelere. Så ville de aldrig få sandheden om hvad der skete den skæbnesvangre mandag i november.

Da Irene kom tilbage til kontoret med de dampende kaffekrus, hørte hun Angelica sige:

– Problemet er at Magnus ikke var forsikret. Han stod ikke i fagforeningen. Og han havde heller ikke nogen anden forsikring. Ingen indboforsikring. Vi får ikke en øre. Alt hvad vi ejede, brændte jo op.

– Der kommer erstatning fra forsikringskassen. Børnepension og …

– Ja. Men det er ikke nok. Jeg vil ikke bo i Biskopsgården resten af livet. Jeg vil flytte tilbage til byen!

Irene afbrød dem samtidig med at hun satte kaffekrusene på skrivebordet.

– Sophie bliver måske urolig hvis hun er for længe alene på kontoret. Vi kan tage kaffen med os derhen. Jeg skynder mig lige med de sidste spørgsmål jeg vil stille dig. Forresten, tror du Sophie vil have lidt kaffe? Eller drikker hun te?

– Nej. Bare vand.

Angelica så misfornøjet ud. Formentlig fordi Irene var kommet tilbage og havde forstyrret hendes samvær med Tommy.

– Hvordan går det med Sophie i skolen? spurgte Irene uden videre.

Angelica så meget overrasket ud.

– Hvordan det går … Hun er jo ikke noget lys. Lærerne plejer at klage over at hun ikke siger noget i timerne og er langsom. Men hun skal nok klare eksamen.

Irene bemærkede det uinteresserede tonefald. Angelica var åbenbart ret ligeglad med hvordan det gik datteren i skolen.

– Har Sophie nogen kammerater? Eller en bedsteveninde?

– Hun har så lidt fritid. Danser mandag, torsdag og søndag.

Nu kunne man tydeligt høre en irritation i Angelicas stemme.

– Har hun ikke nogen hun kommer sammen med i den smule fritid hun har? fremturede Irene.

– Nej. Jo … Tessan Olsén selvfølgelig. De er klassekammerater og danser sammen.

– Ses de også når de ikke danser?

– Ikke rigtigt.

Svaret kom modvilligt efter lang tid tavshed. Irene så på Angelicas nuttede ansigt, som lige nu så misfornøjet og gnavent ud. Hun ville ikke tale om datteren. Hvorfor?

– Har du nogen anelse om hvorfor Sophie ikke har nogen kammerater?

– Hvor skulle jeg vide det fra! Hun er så skide underlig! Hun har altid været underlig!

Udbruddet kom uventet heftigt, også for Angelica selv. Hun brød af og sendte Tommy et hjælpeløst blik. Han fortrak ikke en mine, men så lige så venlig ud som tidligere.

– Jeg mener … hun har altid været vanskelig at forstå sig på. Dette med at hun ikke vil tale, er ikke noget nyt. Hun ligner sin tossede far utrolig meget. Han kan gå og ikke sige noget i lange perioder. Dage! Og hvis hun ikke passer på, bliver hun lige så stor og tung som ham. Så kan hun ikke blive danser.

Det skrå blik hun sendte Irene, sagde det hele. Ganske vist var Irene høj, men hun var slank og veltrænet. Pludselig følte hun sig grov og klodset. Selv om hun vidste at det var en irrelevant følelse, kunne hun ikke slippe den.

– Bor hun stadig hos ham? spurgte Tommy.

– Ja. Det kan hun lige så godt. Frej har det skidt efter sin fars død. Og jeg har det heller ikke så godt.

– Ved du om hun har fortalt sin far noget om branden. Angelica rystede på hovedet.

– Ingen anelse. Ernst og jeg snakker næsten aldrig med hinanden.

– Har I fælles forældremyndighed? indskød Irene.

– Ja. Men hun kan ikke bo hos ham til hverdag. Der bliver for langt til skole. Men nu vil hun skifte skole. For at kunne bo hos ham.

– Hvor bor han så?

– Änggården.

Angelica lavede en tvær trutmund med de rødglinsende læber. Denne samtale kunne hun åbenbart ikke lide. Irene kunne mærke at tiden begyndte at blive knap, og forsøgte febrilsk at komme i tanke om flere spørgsmål, men det lykkedes ikke. I mangel af bedre sagde hun:

– Vi må tilbage til Sophie.

De gik i tavshed tilbage hen ad gangen. Irene var helt bevidst om sine 180 centimeter i strømpefødder og var samtidig vred på sig selv fordi hun havde ladet sig påvirke af Angelicas snak.

Sophie så ikke ud til at have rørt sig ud af flækken. Kvinden fra BUP sad på en stol ved siden af hende, men rejste sig da Irene og Angelica kom ind i lokalet. Da hun gik forbi Irene, sagde hun lavmælt:

– Kan vi tales ved senere?

– Selvfølgelig, sagde Irene.

De næste minutter blev lige så resultatløse som de tidligere forsøg på at få Sophie til at tale. Det føltes nytteløst, og Irene besluttede at afbryde. Angelica så lettet ud. Sophie fortrak ikke en mine da hun rejste sig fra stolen og fulgte i hælene på sin mor ud af kontoret.

Med et højlydt suk skjulte Irene hovedet i hænderne da døren blev lukket bag dem. Den blev næsten omgående åbnet af kvinden fra BUP. Hun var i trediverne, havde en lang, strikket trøje over en lang, vid nederdel af sort uld. Det viltre, lyse hår havde hun samlet og sat fast midt oppe på hovedet med et læderspænde, som hun havde stukket en pind igennem. Hun satte sig lige over for Irene og sendte hende et undersøgende blik gennem de runde briller. Hun sagde uden omsvøb:

– Det her fører ingen vegne. Sophie har brug for fred og ro. Og I politifolk har ingen erfaring i at håndtere den slags børn.

– Nej, men vi må jo prøve at få det opklaret når vi har en mistanke om en forbrydelse, forsøgte Irene spagt, men blev straks afbrudt af psykologen.

– Hvilke begrundelser har I for en mistanke om en forbrydelse? Denne Eriksson havde jo røget i sengen tidligere så det begyndte at brænde. I plager Sophie. Hun kan mærke jeres mistænksomhed. Tavsheden er det eneste forsvar hun har mod jer og jeres spørgsmål.

– Hvorfor kan hun i det mindste ikke bare svare med et ja eller nej? udbrød Irene hjælpeløst.

– Fordi hun sandsynligvis ikke kan svare. Hun kan ikke huske det. Selvfølgelig blev hun ret chokeret da huset brændte, og den mand som hun jo havde kendt i ni år, omkom. Sådan reagerer børn tit på et traume. De fortrænger det.

Irene så på kvinden som lignede et levn fra hippietidens guldalder, og vidste at hun havde ret. Samtidig begyndte en tanke at få fastere konturer inden i hende selv.

Hvis Sophie ikke selv kunne huske hvad der var sket, så var det politiets opgave at finde ud af det.

Børnepsykologen havde lige nået at lukke døren bag sig, før kommissær Andersson flåede den op igen.

– Nå, du fik heller ikke noget ud af det, konstaterede han tørt.

Han satte sig tungt på stolen som psykologen lige havde forladt. Han er endnu ikke fyldt 50, men det er alligevel på høje tid at gå på slankekur, tænkte Irene og kiggede på maven som hang ud over livremmen. Hun løftede blikket og svarede:

– Nej, desværre. Men jeg tror …

– Vi indstiller forhørene. Det er spild af tid. Vi har masser at arbejde med i bunkerne. Du må holde kontakt med hende fugleskræmslet fra BUP, og hvis pigen pludselig skulle få munden på gled, må vi gøre et nyt forsøg.

Irene vidste at han havde ret, men ville alligevel ikke give op. Hun tog en dyb indånding inden hun sagde:

– Jeg tror at man skal tale med de voksne i hendes omgivelser. De kan måske give nogle oplysninger som vi kan bruge når vi afhører Sophie næste gang.

Andersson så utilfreds ud og rynkede panden.

– Hvad mener du? spurgte han kort.

– Hvis vi foretager en grundig undersøgelse, kan vi måske rekonstruere hændelsesforløbet og … begyndte hun ivrigt, men afbrød sig selv da hun så kommissærens stadig mere dystre ansigtsudtryk.

– Du mener altså at der ikke er foretaget en grundig undersøgelse?

Eftersom det var Hans Borg og kommissæren selv der havde været ansvarlige for den tidligere undersøgelse, var der kun ét svar.

– Jo da. Men jeg mener …

Godt. Så bruger vi ikke mere tid på det her, men venter på besked fra BUP. Du kan give Tommy en hjælpende hånd med voldtægterne på Guldheden.

Uden at vente på hendes svar rejste han sig og gik ud ad døren. Han smækkede den hårdt i efter sig.