Lørdag eftermiddag var Irenes faste træningstid. To år inden hun fik tvillingerne, havde hun vundet EM for damer i jiujitsu. Dengang havde hun trænet næsten hver dag, men efter pigernes ankomst havde hun været nødt til at gå ned på et par træningsture om ugen. Hun hørte stadig til de højst graderede i Sverige: sort bælte, tredje dan. Da der stadig kun var få kvinder på eliteniveau inden for den sport, trænede hun mest mod mænd. Göteborgs politi havde deres egen jiu-jitsugruppe, hvilket sommetider gav Irene mulighed for at træne i arbejdstiden. Men lørdagene var de vigtigste. Så trænede hun sammen med de højst rangerende i sin gamle klub. Dojoen lå i Majorna, men skulle snart flytte nogle gader væk da huset skulle rives ned. Irene syntes det føltes lidt vemodigt. Hun havde trods alt trænet i det gamle lokale i snart tretten år. Det føltes virkelig som hendes andet hjem.

Krister skulle arbejde hele lørdagen, men Irenes mor og far havde passet tvillingerne. Jenny og Katarina havde været ellevilde da morfar lovede dem en dag på kælkebakken. Bare han ikke havde lovet for meget. Irene var urolig for ham. Han var kommet sig godt efter operationen om sommeren, men hun syntes at han havde virket mere træt den sidste tid. Han var ganske vist 72 år, men han havde altid været rask og frisk lige til han fik problemer med prostata sidste år. Diagnosen prostatakræft var kommet som et chok for dem alle, ikke mindst for hendes mor. Hun havde nogle år tilbage inden hun gik på pension fra jobbet som postkassererske. Hun havde i de sidste år sagt mange gange at efter pensioneringen ville hun og faderen begynde at rejse ud og se sig om i verden. En alvorlig sygdom havde ikke været med i hendes planer.

Håber de har haft en god dag i det fine vejr, tænkte Irene da hun satte sig ind i den gennemkolde bil. Skumringen var begyndt at falde på, men der hang stadig et svagt rosa skær over hustagene. Herinde i centrum var gårsdagens sne gået over i sjap, men Irene håbede at kælkebakken i deres rækkehuskvarter stadig var til at køre på. Temperaturen havde ligget omkring nul hele dagen, så forhåbentlig havde snedækket på den lille bakke på legepladsen klaret sig. Det var familien Huss’ første vinter i rækkehuset, og tvillingerne var faldet godt til. De havde masser af legekammerater, hvilket havde medført en del kontroverser med det barnløse nabopar. De var kede af at deres velplejede bede blev brugt som smutveje af børnene når de jagtede hinanden under deres vilde lege. Hr. Bernhög havde flere gange været inde hos Irene og Krister og klaget. Forholdet til disse naboer var noget anstrengt, men det var måske noget man måtte regne med når man boede i et rækkehuskvarter.

I stedet for at køre ad Vesterleden hjem til Bratthammar efter træningen kørte hun over Älvsborgsbroen. I bilradioen lød Sinéad O’Connors nye hit “Nothing compares 2 U”. Irene sang med på omkvædet samtidig med at tankerne fik frit løb.

Selv om kommissær Andersson havde vedtaget at de skulle lægge Björkilsbranden til side, kunne han ikke forbyde hende at køre derud og kigge på brandstedet i sin fritid. De var belæsset med sager, men netop denne sag kunne hun ikke slippe. Måske skyldtes det en gnavende følelse af at have haft fiasko. Eller også var det gåden Sophie. De sidste nætter havde pigens mørke øjne hjemsøgt hendes drømme. Og det mærkelige spændingsfelt der havde været omkring pigen … Der var for mange spørgsmål der stadig var ubesvarede i sagen. For sin egen sjælefreds skyld havde Irene besluttet at prøve at finde ud af flere ting. Hun var overbevist om at de aldrig ville få sandheden at vide fra Sophie selv.

Først missede hun den lille afkørselsvej og måtte køre nogle hundrede meter inden hun kunne vende. Sneploven havde ikke været på vejen, men snedækket var kun nogle centimeter, så der var ingen problemer med at komme frem. Skyggerne inde mellem træerne var blevet mørkere, men det tynde snedække reflekterede de sidste rester af dagslyset.

Irene blev siddende lidt i bilen og så på de forkullede rester af huset. Et lille stykke af nordmuren og selve murstammen stod stadigvæk og aftegnede sig som rådne tandstumper mod det svage skumringslys. De tilbageværende rester af huset lå i oversneede bunker rundt omkring på brandstedet.

Hvad var der sket den sene eftermiddag i november?

Der var flere mulige scenarier.

Det første var det som Angelica påstod at Sophie havde fortalt hende: Pigen var kommet hjem, havde spist lidt mad og var derefter stresset af sted med sin træningstaske på cyklen. Hun havde ikke lagt mærke til at Magnus Eriksson lå og sov på første sal. Hun havde heller ikke mærket nogen brandlugt.

Så var der fire mulige brandårsager.

Den ene var den sandsynligste, nemlig den at Eriksson havde røget i sengen og var faldet i søvn fra den tændte cigaret. Det var jo rent faktisk sket engang før.

Den anden var at den ukendte Björlandapyroman havde slået til igen. Måske havde pyromanen troet at der ikke havde været nogen hjemme i huset, og havde sat ild til.

Der var naturligvis også den tredje mulighed at der var sket en overgang i det elektriske system i det gamle hus, men teknikerne havde ikke fundet nogle indikationer på at det var tilfældet. Tværtimod, de havde sagt at det elektriske system virkede helt nyt.

Angelica var blevet spurgt om der havde været stearinlys i huset som kunne være tændt og så ikke var blevet slukket. Hun havde svaret at hun ikke havde haft nogen stearinlys nogen steder, og adventslysestagen havde hun selvfølgelig ikke taget frem endnu. Og hun havde været helt sikker på at hendes mand ikke kunne have tændt et lys og bagefter glemt det. “Han var ikke den type der tændte levende lys”, havde hun sagt, meget bestemt.

Den resterende teori var den som ikke gav Irene nogen ro: Sophie kom hjem fra skole og fandt sin sovende stedfar. Det var slet ikke usandsynligt at han havde været fuld og sovet tungt. Pigen skulle koldblodigt have påsat branden og derefter være cyklet af sted til sin ballettime.

Et overlagt mord.

Kunne en elleveårig pige have begået en sådan forbrydelse? Hvis Irene havde fået spørgsmålet for godt en uge siden, havde hun afgjort svaret nej. Efter at have mødt Sophie var hun ikke helt så sikker længere.

Hvorfor skulle Sophie have ønsket at dræbe Magnus Eriksson? Ifølge Angelica var de kommet godt ud af det med hinanden selv om “Sophie er som hun er”. Formodentlig havde de altså ikke nogen særlig tæt kontakt, men det lod det ikke til at Sophie havde med nogen mennesker. Muligvis ud over faderen. Ernst Malmborg var den næste på Irenes private liste over personer hun ville tale med.

Irene åbnede bildøren og steg ud. Hun tog lommelygten med som hun havde i bilens handskerum. Om nogle minutter ville det blive mørkt. Sneen knirkede svagt under hendes snowjoggers. Det var begyndt at fryse. Hun tændte den kraftige stavlygte og lod lyskeglen spille hen over de snedækkede husruiner. Som ventet var der ikke meget at se. Man kunne se spor efter fugle og smådyr i sneen, men ingen aftryk fra mennesker.

Et stykke fra resterne af beboelseshuset lå der et udhus. Det var så faldefærdigt at det stadig stod op fordi det ikke havde bestemt sig for til hvilken side det ville falde. Irene gik hen og løftede haspen af som holdt den ødelagte dør på plads. På knirkende hængsler svingede døren op og afslørede et næsten tomt indre. Der stod nogle ødelagte haveredskaber i et hjørne, og en tom cementsæk flagrede i trækken fra den åbne dør. Der lød en raslen i ragelset længst inde ved væggen, og det gik op for Irene at det gamle hus alligevel havde sine små beboere. Hun lod lyskeglen feje over skramlet på gulvet. Da hun hørte stemmen bag sig, var hun ved at få et hjerteslag.

– Hvad laver du her?

Hun snurrede hurtigt rundt, og det flakkende lommelygteskær indfangede en bastant kvindeskikkelse. Ved siden af hende stod en schæfer. Der kom en hul knurren fra dens brede brystkasse. Kvinden stod bredbenet med hundesnoren i et fast greb.

– Fjern lommelygten fra mit ansigt! Kom af sted inden jeg ringer til politiet! snerrede hun arrigt.

Der duftede godt af kaffe og nybagte boller. Alle køkkenmaskinerne var avocadogrønne, og sammen med skabslågerne i fyr sladrede de om en grundig renovering i begyndelsen af 70’erne. Irene sad ved det store køkkenbord og nød kaffen og brødet. Ved hendes fødder lå schæferen og snorkede højlydt. Henne ved komfuret stod den kraftige kvinde og hældte hugget sukker over i en lille glasskål. Hun havde en sort bomuldsbluse og sorte fløjlsbukser på. Over blusen havde hun en smuk trøje, strikket i lyseblå nuancer. De metalspænder der sad på jakken i stedet for knapper, blinkede i skæret fra køkkenlampen.

– Du må undskylde, men der har rendt så mange underlige mennesker rundt. Nysgerrige. Folk der ville stjæle hvis der var noget tilbage. Sensationen i at se stedet hvor et menneske døde …

Hun afbrød sig selv og begyndte omstændeligt at pille ved hjørnerne på sukkerposen. Irene forstod at det var et følsomt samtaleemne. Broderens død havde taget meget hårdt på Ingrid Hagberg, født Eriksson.

Da det var gået op for Ingrid at Irene var fra politiet, havde hun straks budt hende på kaffe. Irene var kaffetørstig og havde sagt ja tak. Ingrid Hagberg havde fortalt at hun var blevet enke for nogle år siden, og at hun og hendes mand ikke havde nogen børn.

– Derfor kom Magnus’ død som et stort chok for mig. Han var den eneste familie, jeg havde tilbage. Ja … Frej er naturligvis …

Hun lod sætningen stå uafsluttet og så ned på sine arbejdsmærkede hænder som hvilede på bordpladen. De var usædvanligt store af en kvindes at være. Fingrene var grove og opsvulmede, og fingerspidserne var mærkede af dybe revner.

– Har du andre søskende end Magnus? spurgte Irene og bed i den helt friske, kanelduftende bolle.

Ingrid sukkede og puttede to stykker sukker ned i kaffen.

– Vi var tre søskende. Jeg var den ældste og Magnus den yngste. Mellem os var der Einar, men han døde i en knallertulykke. Fik knallerten til sin femtenårsdag og kørte ind i en bil dagen efter. Mor sørgede sig ihjel. Hun fik en blodprop i hjertet et år efter og døde kun seksoghalvtreds år gammel. Lige så gammel som jeg bliver i år. Men jeg fylder ikke før til oktober.

Hun tog en bolle til, og Irene tænkte at med den arv var det sikkert ikke så godt med den overvægt som Ingrid slæbte rundt på. Hele kvinden gjorde et tungt indtryk, men samtidig følte Irene en venlig varme under det noget barske ydre. Hun besluttede at forsøge at nærme sig det emne hun egentlig var kommet for at tale om.

– Du nævnte Frej. Hvordan kan det være at du havde ham med hen til brandstedet? I kom næsten samtidig som hans mor, Angelica, ankom.

– Ja. Jeg holdt udkig efter hendes bil. Min gård ligger jo lige over for døgnkiosken, så jeg kan se busstoppestedet. Jeg kan også se hvornår en bil svinger ind på vejen til husmandsstedet fra mit køkkenvindue. Og da det er det eneste hus på den vej, så er det ikke mange biler der drejer af der. Golfens ene forlygte lyser så svagt at jeg kan genkende Angelicas bil. Da jeg så hendes bil komme, tog jeg Frej med ind i min egen bil og kørte efter Angelica. Jeg kunne ikke efterlade ham alene her. Men jeg ved ikke om det var det rigtige jeg gjorde. Nu fik han jo set huset … resterne … men han ville hen til sin mor, så hvad skulle jeg gøre?

Hun havde et nærmest bønfaldende udtryk i øjnene. Irene nikkede som om hun forstod. Selvfølgelig havde situationen været vanskelig at håndtere for Ingrid, som åbenbart følte ansvar over for sin nevø og samtidig ikke var vant til børn. Derfor stillede Irene det naturlige følgespørgsmål:

– Hvorfor var Frej hos dig den mandag?

Ingrids blik veg, og Irene kunne mærke hvordan hendes fortrolighed forsvandt.

– Magnus bad mig om at hente drengen ved skolebussen, svarede hun kort.

– Plejede du at gøre det?

– Sommetider. Nogle dage underviser Angelica og kommer ikke hjem før sent om aftenen. Og hun har jo sin datter med. Pigebarnet danser også ballet.

– Men Magnus sad vel hjemme og skrev? Hvorfor kunne han ikke selv hente Frej ved bussen?

Ingrid kneb læberne sammen til en smal streg og så ikke ud til at ville svare. Med en irriteret bevægelse strøg hun sine grove fingre gennem det tykke, gråsprængte hår. Et øjeblik så hun rigtig vred ud. Lidt efter sukkede hun tungt igen og så ud til at synke en anelse sammen. Da deres blikke mødtes, så Irene at øjnene var blanke af tårer.

– Magnus … havde problemer. Han og Angelica … Hun drev ham ud i drikkeriet! hviskede hun.

– Hvordan det?

– Den lille forbandede tæve …! Hun var ustandselig utro! Men jeg advarede ham faktisk direkte da han havde mødt hende. Så straks hvad hun var ude efter. En rigtig tøs! Hun var kun ude efter hans penge!

Harmen sendte en flammende rødme op i Ingrids brede ansigt. Hun snuppede hidsigt en bolle til og slugte den i tre hurtige bidder. Irene spidsede ører ved den sidste sætning.

– Havde Magnus penge? spurgte hun.

– Ja. Han havde vundet en del, og så havde han solgt sin andel af fars hus til mig og min mand. Det var det husmandssted der brændte ned. Magnus og jeg voksede op i Björkilshuset. Der hørte kun fem tønder land til, så vi købte det, min mand og jeg. Magnus var ikke interesseret. Vi renoverede husmandsstedet for at leje det ud eller eventuelt sælge det, men på det tidspunkt havde Magnus og Angelica fået problemer med deres lejlighed … den skulle renoveres. De fik lov til at leje husmandsstedet.

– Så det var altså Magnus’ og dit barndomshjem, konstaterede Irene forundret.

– Ja.

– Var det forsikret?

– Ja.

Irene tænkte så det knagede for at stille næste spørgsmål på den rigtige måde. Hun sagde forsigtigt:

– Du sagde at Magnus havde problemer og var begyndt at drikke. Var han beruset den eftermiddag da det begyndte at brænde?

Ingrid nikkede opgivende som svar.

– Jeg plejede at gå derhen når jeg luftede Rex om eftermiddagen. For ligesom at vurdere situationen … jeg var urolig. Sommetider når jeg så at Magnus … havde fået for meget … tilbød jeg at hente Frej ved bussen. Så kunne han være hos mig til Angelica kom hjem.

– Hvad var klokken da du kom derhen den mandag?

– Lidt over to. Jeg plejer altid at gå en tur med vovsen ved den tid.

Som om han forstod at det var ham de talte om, rejste den store schæfer sig og lagde sit tunge hoved i Ingrids skød. Hun kløede ham kærligt bag ørerne, men Irene kunne se at hendes tanker var langt væk fra det hyggelige køkken.

– Du så altså allerede ved totiden at Magnus var beruset?

– Ja. Men ikke så voldsomt. Men jeg sagde til ham at jeg ville tage mig af Frej.

– Talte du mere med din bror i løbet af eftermiddagen?

– Nej.

– Men jeg læste i rapporten at det var dig der slog alarm om branden. Hvordan opdagede du den? Og hvornår?

– Det var lidt i fem. Jeg kom tilfældigt til at se ud ad vinduet og så et kraftigt ildskær over trætoppene. Der ligger jo lidt skov mellem Björkilshuset og gården. Jeg var omgående klar over at det var husmandsstedet der brændte, fordi det er det eneste hus der ligger i den retning. Så jeg ringede til brandvæsnet.

– Du kørte ikke selv derhen?

– Nej. Frej var faldet i søvn efter maden. Jeg ville ikke vække ham. Og heller ikke lade ham være alene hvis han skulle vågne.

– Men var du ikke urolig for din bror?

Ingrid sendte hende et langt blik inden hun svarede:

– Nej. Ikke på det tidspunkt. Da jeg var henne hos ham ved totiden, sagde han til mig at han ville køre ind til Göteborg. Han skulle aflevere en artikel.

– Du gik altså ud fra at han ikke var hjemme da det begyndte at brænde.

Hun nikkede og kiggede ned på sine grove hænder. Der faldt en tåre ned på den ene håndryg. Hun tørrede den i smug af mod buksebenet. Pludselig tog hun en dyb indånding og rettede overkroppen op. Nærmest trodsigt så hun Irene lige ind i øjnene da hun sagde:

– Han lånte nemlig penge af mig. Han havde brug for buspenge, og så skulle han købe lidt nyt tøj til sig selv. Det var jo den artikel som han skulle aflevere … Det var vigtigt at han så præsentabel ud. De … avisen overvejede at give ham fast arbejde.

– Hvad var det for en avis?

– GT. Mener jeg han sagde.

Irene skrev sig bag øret at hun skulle kontakte Göteborgs-Tidningen og finde ud af om Magnus Eriksson havde afleveret en artikel samme dag som han omkom.

– Hvornår blev du urolig for at han alligevel kunne være i huset? fortsatte hun.

Ingrid sad tavs og så ned på sine arbejdsmærkede hænder inden hun svarede:

– Brandbiler og ambulancer og politibiler kørte frem og tilbage, men Magnus dukkede ikke op. Som jeg sagde, så ser jeg jo busserne som stopper uden for døgnkiosken. Hver gang en bus standsede, forventede jeg at han ville komme stormende herind i køkkenet efter et stykke tid og spørge hvad der var sket. Men efterhånden som det blev aften, gik det op for mig at han … ikke ville komme. Jeg håbede til det sidste … men …

Hun hulkede højt og kunne ikke fortsætte med at tale. Hendes fortvivlelse virkede ægte. Irene fik en følelse af at søsteren var den eneste der virkelig sørgede over Magnus Erikssons død. Hvad Sophie følte, kunne man kun gætte sig til. Angelica virkede mest sur over at han ikke havde været forsikret. Hun havde brug for penge. Selv om hun havde antydet at Frej virkelig savnede sin far.

– Hvorfor ringede du ikke til Dansehuset og prøvede at få fat i Angelica? spurgte Irene.

Ingrid Hagberg stivnede.

– Vi plejer aldrig at tale med hinanden. Jeg tænkte ikke på at ringe til hende, svarede hun afvisende.

Hun rejste sig og gik hen til vasken og hev et ordentligt stykke køkkenrulle af og pudsede næse. Med ryggen mod Irene spurgte hun pludselig:

– Tror I at det er hende?

– Undskyld … at det er hvem? svarede Irene forvirret.

– Hende. Pigebarnet. At hun satte ild til huset, sagde Ingrid heftigt.

Hun vendte sig om og så på Irene med forgrædte øjne. Dybt i dem ulmede der noget som Irene kun kunne tolke som had.

– Der er intet der tyder på at Sophie skulle have forårsaget branden. Hverken bevidst eller ved et ulykkestilfælde, sagde Irene så roligt og bestemt hun formåede.

Hun rejste sig og takkede Ingrid for samtalen og kaffen.

Da hun kørte fra gården, kastede hun et blik i bakspejlet. Kvinden og schæferen stod som ubevægelige silhuetter i den oplyste døråbning og så efter hende.