Irene og Tommy sad med sagsmaterialet fra voldtægterne på Guldheden foran sig, men var alligevel kommet ind på Björkilsbranden. Irene havde fortalt om sit møde med Ingrid Hagberg. Hun prøvede at trænge ind i gåden Sophie, men følte sig bare endnu mere frustreret.

– Hvis jeg bare kunne forstå hvad hun skjuler bag det blik! Hvad tror du? spurgte hun.

Tommy trak let på skuldrene.

– Ingen anelse. Min søn skriger, og tårerne sprøjter når der er noget der ikke passer ham. Er han glad, så bobler han over af latter. Han prøver overhovedet ikke at skjule hvad han tænker og mener. Men måske når ungerne bliver lidt ældre, hvis de skammer sig eller ikke vil tale om noget … eller vil beskytte nogen.

– Netop. Børn sladrer ikke. De er loyale. Hvem tror du Sophie er loyal over for? Eller vil hun bare beskytte sig selv?

– Jeg tror at vi må overlade Sophie til BUP. Hun er en hård nød at knække. Måske begynder hun at tale med dem, og så kan vi måske afhøre hende igen. Men det var interessant at du fik søsteren til at indrømme at Eriksson havde problemer med alkohol. Det passer nemlig med de oplysninger jeg har fået, sagde Tommy.

Han tog sin blok op af den øverste skrivebordsskuffe og gav sig til at læse:

– Magnus Eriksson var toogfyrre år da han døde. De sidste ti år havde han arbejdet som freelancer. Grunden var at ingen avis ville give ham fast ansættelse. Dels skrev han elendigt, og dels var han upålidelig. Overholdt aldrig sine deadlines, ifølge min kilde på GT.

– Din kilde på GT? Hvem er det? afbrød Irene ham.

– En fyr der gik på samme skole som jeg i de sidste årgange. Kurt Höök. Han er lidt yngre end mig. Hyggelig fyr, men vi har nu aldrig stået hinanden særlig nær. Vi kender hinanden og har en del fælles venner. Og det som Eriksson havde bildt sin søster ind om at GT havde i sinde at ansætte ham, kan jeg direkte affærdige som en løgn. Ifølge Kurt har de ikke købt noget som Magnus Eriksson har skrevet, de sidste fem år.

– Så kørte han altså slet ikke ind til byen for at aflevere en artikel den mandag.

– Næppe. Han strøg nok hen til bolaget og bagefter lige hjem igen.

– Det er altså mest sandsynligt at han lå sanseløst beruset da branden brød ud. Han opdagede sikkert aldrig at det begyndte at brænde.

De begyndte faktisk at komme videre med kortlægningen af de sidste timer i Magnus Erikssons liv. Det springende punkt var brandårsagen og Sophies rolle. Var branden brudt ud kort tid efter at hun forlod huset? Eller havde hun med overlæg sat ild til husmandsstedet?

– Ved du forresten noget om Ernst Malmborg?

Hun blev afbrudt i sine tanker af Tommys spørgsmål. Hun svarede fraværende:

– Ernst … hvem? Nåh … Sophies far. Nej, jeg ved faktisk ingenting om ham.

Tommy smilede drillende til hende og sagde:

– Du er vist den eneste pige jeg kender, som ikke interesserer sig for sladder om de kendte. Faktum er at jeg kan huske en del ting som stod i aviserne for tolv år siden. Og Kurt Höök hjalp mig med at udfylde hullerne i erindringen. Selv om jeg kun var sytten år, så kan jeg huske Angelicas ansigt. Jeg syntes at hun var skidelækker. Og jeg fattede ikke hvad hun ville med den gamle mand.

Irene hævede forbavset øjenbrynene.

– Hvad mener du med en gammel mand? Hvem?

– Ernst Malmborg. Han var halvtreds. Hun var knap tyve. Ulækkert, syntes jeg. Og hun vidste jo ikke engang at jeg eksisterede!

Han smilede igen og sendte Irene et ironisk blik. Hun kunne udmærket huske det følelsesladede møde mellem Angelica og Tommy for nogle dage siden. Nu vidste Angelica at Tommy eksisterede. Hun forsøgte hurtigt at føre samtalen tilbage til Ernst Malmborg.

– Så det var altså en stor skandale at en halvtredsårig kom sammen med en tyveårig. Det er jo set før. Rige mænd der køber sig en ung, smuk kone, og unge piger der søger en fadererstatning med penge, er vel ikke så usædvanligt …

– Det her var lidt mere klamt. Ernst var gift da han traf Angelica. Hans kone var en berømt skuespiller der havde indspillet en masse film, og hun var mere kendt end han var. Og hun var ældre end ham. De havde ingen børn, men havde været gift i mange år. Da Ernst mødte Angelica og næsten omgående bollede hende tyk, brød hans kone sammen. Der blev skrevet spalte op og spalte ned om det i aviserne. Samme dag som Sophie blev født, tog ekskonen sit liv.

Lige da han fortalte det sidste, kom Irene faktisk i tanke om nogle brudstykker. Den kendte skuespillerinde – hed hun ikke Anna-Britta eller Anna-Lisa eller noget i den stil? – var blevet fundet død i sit hjem. Irene havde en vag erindring om at hun havde taget en overdosis piller. Men da hun var i tvivl, spurgte hun:

– Hvordan døde hun?

– Det sædvanlige, og alligevel ikke. Hun havde slugt en masse piller, hvilket jo er almindeligt ved selvmordsforsøg. Grunden til at mange mislykkes er jo at de begynder at få det dårligt og kaster pillerne op. Så for at være helt sikker på at dø, havde hun trukket en plasticpose over hovedet. Hun blev kvalt.

Irene gøs, og nu kunne hun bedre huske det. Der havde stået masser i aviserne om hendes filmroller gennem årene. Ikke mindst hendes personfortolkninger i nogle Bergmanfilm var blevet rost til skyerne. Irene havde aldrig set nogen film af Ingmar Bergman, men vidste at det at medvirke i en af hans film var den største anerkendelse en svensk skuespiller kunne opnå.

Tommy vendte blad i sin A4-blok og læste videre:

– Ifølge Kurt var der visse spørgsmålstegn omkring selvmordet. Hun havde åbenbart været enormt deprimeret og bitter, men hendes læge mente at hun virkede som om hun var i bedring.

– Men er det ikke lige dér risikoen er størst? Når depressionen begynder at slippe taget, og de pludselig får kræfter til at gennemføre deres selvmord, mener jeg.

– Netop. Og det var sådan man ræsonnerede og rubricerede det, som et selvmord. Liget blev fundet allerede ved nitiden om morgenen af en rengøringsdame, og obduktionen fastslog at døden var indtrådt engang mellem klokken ni og elleve om aftenen. På det tidspunkt var Angelica og Ernst i gang med fødslen.

– Hvad hed skuespillerinden?

– Anna-Greta Lidman.

– Ernst forlod altså Anna-Greta på grund af Angelica? Nu var Irene virkelig nysgerrig.

– Jep. Og Ernst Malmborg arvede sin ekskone eftersom de ikke havde søgt om skilsmisse inden hun døde. Han og Angelica giftede sig samtidig med at Sophie blev døbt engang i foråret. Men allerede efter nogle måneder begyndte der at gå rygter om at ægteskabet knagede. Blandt andet skal Angelica have haft noget kørende med en franskmand. Han var vist instruktør for dansegruppen som hun var med i. Det stod i sladderpressen. Og det var på den måde hun mødte Magnus Eriksson.

– Dansede han også! udbrød Irene forbløffet.

– Selvfølgelig ikke. De mødtes ikke gennem dansen, men gennem sladderpressen. Han havde af et ugeblad fået til opgave at interviewe Angelica om hvordan det første, vidunderlige år sammen med Ernst Malmborg havde været. Det endte med at Angelica droppede Ernst og satsede på Magnus i stedet for.

Selv om Angelica havde scoret en fyr der var næsten tyve år yngre end hendes første mand, så havde aldersforskellen mellem hende og Magnus alligevel været ti år. Måske foretrak hun af forskellige årsager ældre mænd. Og havde Magnus’ søster ikke sagt noget om at Angelica bare havde været ude efter hans penge?

– Ingrid Hagberg sagde noget som kan tyde på at Magnus Eriksson havde mange penge da han mødte Angelica. Hvad skete der med dem? Drak han dem op? spurgte hun.

– Ifølge Kurt, så var alkoholen ikke Magnus’ største problem. Selv om det muligvis tog overhånd de sidste år. Hans store last var spil. Han spillede hver eneste øre som han fik i hænderne, væk.

– Men fik Angelica ikke penge ved skilsmissen fra Ernst Malmborg?

– Ikke en øre. Han havde fået hende til at skrive under på at de havde særeje.

– Det forklar…

Irene afbrød sig selv da døren til kontoret blev åbnet og kommissær Andersson stak sin tyndhårede isse ind.

– Noget nyt i forhørene?

Både Irene og Tommy vidste at han mente forhørene med voldtægtsofrene på Guldheden. Det var tre unge kvinder, alle mellem 18 og 25 år.

Tommy rystede på hovedet og sagde:

– Vi tager forhørene om engang til. Det eneste vi ved, er at voldsmanden lader til at være ret ung, stærk og veltrænet. Lyshåret og svensk. Men det er det sidste offer ikke enig med de andre i. Hun siger at han var mørkhåret. Og ikke særlig stor. Normalt bygget.

– Kan det dreje sig om to gerningsmænd? spurgte kommissæren.

– Det er slet ikke udelukket.

– Okay. I går videre med det. Vi tager det op til morgensamlingen i morgen.

Andersson lukkede døren. Irene og Tommy gik tilbage til papirbunkerne der lå foran dem på bordet.

Dagen efter skete der et brutalt mord i Kortedala. Allerede fra begyndelsen havde man mistanke om et opgør inden for narkokredse. Sagen havnede hos Irene og Tommy. De arbejdede parallelt med voldtægterne på Guldheden og mordet i Kortedala. Begge sager viste sig at blive betydeligt mere komplicerede end de havde troet til at begynde med.

Tiden gik, og Björkilsbranden røg længere og længere ned i sagsbunken. Irene ringede til BUP engang hen på foråret, og det lykkedes hende faktisk at få fat på den psykolog der havde været med Sophie på politistationen under forhøret. Ifølge den afmålte psykolog var Sophie ikke begyndt at tale om den skæbnesvangre Gustav Adolfdag. Hun talte i det hele taget næsten ikke. Psykologens afskedsreplik gav ikke mange forhåbninger:

– I politifolk må indse at Sophie har et handicap. Hun er anderledes. Vi har en diagnose på hende og prøver at hjælpe hende. Men det kan tage lang tid inden hun overhovedet vil begynde at tale. Måske gør hun det aldrig. I hvert fald ikke om branden. Vi kan kun vente og se.

Med et suk lagde Irene røret på.

BUP gav aldrig lyd, og Irene ringede aldrig til dem igen. Tiden gik, og branden i Björkil blev henlagt som formodentlig forårsaget af rygning i sengen.