– Jeg tror faktisk at vi må have været de sidste der så hende. For tilsyneladende har ingen set hende senere på natten … eller ja … morgenen er måske …

– Hvornår ankom I til Park Aveny?

– Tjaa … cirka klokken tolv. Muligvis et kvarter over. Jeg kan ikke helt huske det, for det er jo et stykke tid siden. Vi havde været til forlagsfest, og det var skidehyggeligt med masser af mad og drikkevarer. Helt ærligt så var der vist rigeligt med drikkevarer, så det er nok derfor jeg ikke er helt sikker på tidspunktet. Jeg plejer ikke at drikke mig fuld, men netop den bogmesse i Göteborg er jo lidt speciel. Man kan vel sige at den er som bogbranchens gigantiske firmafest. At være forfatter er faktisk et ret ensomt arbejde. Man har ingen kolleger. Ingen at holde kaffepause med eller at udveksle ideer med og sådan. Og så bliver det jo ligesom en kæmpefest når man kommer til bogmessen. Alle mennesker, alle kolleger, forlagene, medieinteressen … pludselig er man som forfatter i centrum. Det er en stor kontrast til den ensomme daglidag foran computeren. Og det er klart at man bliver revet med! Det er jo kun én gang om året. Og vi plejer altid at gå på Park efter forlagsfesten torsdag aften. Det har vi gjort i alle de år jeg har været på Borgstens forlag. Det bliver en slags efterfest hvor man møder alle dem man kender. Ja, altså … ikke alle, men en hel del som man kender. De fleste. Selvfølgelig også en masse folk som man ikke …

– Var Sophie der allerede da I kom?

– Nej. Jeg er næsten sikker på at hun kom senere. Det så ud som om hun kendte ham den mørkhårede, flotte unge mand … Marcelo! hedder han. Og jeg kan huske at hun pludselig stod ved siden af ham. Jeg sad nemlig ved nabobordet, for vi var endnu ikke flyttet over til deres bord, men jeg sad sådan at jeg kunne se hende …

– Hvem er Marcelo?

– Marcelo? Jeg tror også han er danser. Han er ven med Pontus Backman, der sad ved deres bord. Han er den nye stjerne på poesiens himmel. Ham kender både jeg og Max for vi er på det samme forlag. Men jeg skriver altså ikke lyrik. Bestemt ikke! Det ville jeg aldrig kunne klare. Jeg strikker mine kriminalromaner sammen. Når man er så gammel som jeg, må man holde sig til det man kan. Men jeg har faktisk udgivet to fagbøger om rosendyrkning. Det var inden jeg begyndte at skrive krimier. Jeg var nemlig journalist på Havemagasinet, og …

– Kom hun alene?

– Ja. Det er jeg helt sikker på. I hvert fald var hun alene da hun dukkede op ved siden af Marcelo.

– Du så altså ikke da hun kom ind ad dørene til Park?

– Nej. Det var umuligt. Der var fyldt med mennesker i foyeren. Folk kom og gik hele tiden gennem de der svingdøre. Eller svingdøre … den slags der hele tiden drejer rundt …

– Ja, klart. Hvad var klokken da hun dukkede op ved jeres bord?

Mellem halv et og et. Tror jeg … omkring den tid …

Hvornår besluttede I jer for at bryde op fra bordet?

– Det gjorde vi ved halvtotiden. Så lukker de baren. Vi syntes at det var alt for tidligt at slutte. Det var derfor at et slæng skulle op til Max Frankes suite. Han tager altid en kasse dyr vin med til messen. Max er jo en af vores internationalt mest kendte forfattere, og han og jeg har været gode venner siden vi var unge. Nu er vi på det samme forlag, og hans første kone Barbro og jeg var gode veninder på Journalistskolen. Det var …

– Skulle Sophie også med op til den suite?

– Ja. Max og hendes far var i fami… fætre tror jeg … du ved vel at Ernst Malmborg er hendes far?

– Ja.

– Ja, det ved de fleste. Det var en kæmpe skandale da …

– Sophie skulle altså med op til Max Frankes suite. Hvad skete der så?

– Den lå jo helt oppe. Vi der skulle med, stuvede os sammen i en af elevatorerne. Alle bortset fra Sophie. Hun ville ikke med op i elevatoren. Sagde noget om at hun hellere ville tage trapperne.

– Sagde hun mere end at hun hellere ville gå?

– Ikke efter hvad jeg hørte. Kun at hun ville gå op ad trapperne. Og det gjorde hun også. Jeg kan huske at jeg så hendes ryg forsvinde i retning af trapperne da elevatordørene lukkede. Og som sagt var det vist det sidste glimt nogen så af hende.

Kriminalinspektør Irene Huss nikkede let som om hun var enig. Forfatterinden havde aflagt et vidneudsagn som stort set stemte overens med de kendsgerninger de indtil nu havde fundet frem til. Hvilket ikke var særlig meget. Kvinden på den anden side af skrivebordet så ud til at nærme sig pensionsalderen, hed Alicia Mattson, og Irene havde aldrig hørt tale om hende. Men på den anden side fulgte hun ikke med inden for litteraturen. Det havde hun hverken tid til eller interesse for. Til gengæld havde hun faktisk læst en af Max Frankes bøger. Den var kommet med til Kreta i en billigbogsudgave som Irene havde købt på Landvetter lige inden flyet lettede. Det havde været en politiroman som udspillede sig i Stockholm. Ifølge bagsideteksten havde Max Frankes kriminalromaner solgt i kæmpeoplag i de senere år, og han var en af Sveriges mest kendte forfattere. Og nu var han med som et navn i en sag som hun tog sig af.

Allerede efter de indledende kapitler var Irene blevet irriteret over alle fejlene i opklaringsarbejdet. Der var også forbløffende mange operaentusiaster og vinkendere inden for det litterære politikorps. Selv havde hun været i politiet i sytten år, og den eneste hun kendte, der lyttede til opera, var mærkeligt nok hendes chef, Sven Andersson. Han havde også masser af cd’er med musik fra 50’ og 60’erne i bilen. Favoritterne var Glenn Miller og Louis Armstrong. På den anden side drak han helst guldøl og snaps. Vin, mente han, var en drik for damer.

Hun takkede Alicia Mattson fordi hun havde taget sig tid til at komme ind på politistationen og aflægge sit vidnesbyrd. Den lille, buttede forfatterinde kvidrede glad at det overhovedet ikke havde været nogen ulejlighed: Hun ville trække bilturen fra Sävedalen fra som “research”.

– Jeg har faktisk aldrig været inde på politistationen før. Og jeg har endda skrevet tretten krimier! Men min heltinde har en blomsterforretning og en lykkelig evne til at havne i forskellige kriminalsager, betroede hun Irene inden hun forsvandt ud i receptionen.

Irene prøvede at lægge låg på sin irritation og huskede sig selv på ikke at anskaffe sig nogen bog af Alicia Mattson næste gang hun tog på ferie.

Inde på kontoret satte hun sig ned og tænkte over det. Det føltes underligt pludselig at støde på genfærd fra fortiden. Hun var sommetider dukket op i drømme. De store, lidt skæve brune øjne og det udtryksløse blik. Eller havde det ikke været udtryksløst? Havde hun bare rullet et beskyttende gardin ned for ikke at røbe noget? Eller sad skærmslukkeren på, som hendes døtre ville have udtrykt det? Irene havde tænkt på Sophie Malmborgs uudgrundelige blik mange gange gennem årene, men var aldrig blevet klog på hvad det betød, eller hvad det skjulte.

Og nu var Sophie død.

Femten år efter branden i husmandsstedet ude i Björkil.

Irene tændte for computeren, men ænsede ikke rigtigt hvad der stod på skærmen. Hun stirrede fraværende ud ad lokalets eneste vindue. Efterårsregnen havde tegnet kort i det tykke lag snavs. Det var allerede begyndt at skumre. Hun burde tænde loftslyset, men blev siddende på stolen i det tiltagende mørke. Hendes tanker gik tilbage i tiden for at prøve at finde ud af hvad der indtil nu var kommet frem i løbet af opklaringen.

Ude på gangen hørte hun raslen af porcelæn. Duften af kaffe og nybagte boller begyndte at sive ind gennem dørsprækkerne. Eller var det måske bare indbildning fordi hun vidste at der vankede lidt ekstra til kaffen.

Sophie Malmborg var ifølge flere vidner ankommet sent til Parks bar, formodentlig omkring klokken halv et. Hun havde opsøgt et slæng venner som var kommet derhen mindst en time tidligere. Slænget havde bestået af tre unge mænd og to kvinder. Alle kendte mere eller mindre hinanden fra tidligere. Omkring ettiden havde Max Franke, Alicia Mattson og forlæggeren Viktor Borgsten sluttet sig til de unge. De tre ældre personer havde været mindst lige så berusede som de yngre. Ifølge digteren Pontus Backman var Max Franke kommet hen til deres bord og havde skrålet: “Men se der står min lille frøken fregne!” Eller noget i den stil. Og bagefter var han gået hen og havde givet Sophie et kram. Hun havde som sædvanlig været stiv som en statue. “Hun er sgu en underlig pige”, havde Pontus Backman afsluttet sit vidnesbyrd. For øvrigt havde digteren ingen klar erindring om hvordan natten var forløbet. Det eneste han kunne huske, var at han var vågnet op hos den afdankede blondine. Hun hed Kia, og han kunne ikke mindes at han nogensinde havde hørt hendes efternavn. Han var også ligeglad, for de havde ikke set hinanden siden den nat i slutningen af september. Kia boede i Majorna og gik på en eller anden kunstskole. Med en træt gestus havde han strøget sig over sit tynde gedebukkeskæg og sukket: “Der stank sgu frygteligt af terpentin og maling. Hvis man ikke havde hovedpine i forvejen, så fik man det. Omtrent som jeg har det nu.”

Det sidste sagde han let undskyldende. Irene havde ikke et sekund været i tvivl om at han havde tømmermænd. Hans stinkende ånde hang tungt mellem dem, mættet af cigaretrøg, hvidløg og sur rødvin.

Han kunne intet huske om elevatorturen op til Max Frankes suite, og derfor kunne han heller ikke huske om Sophie havde sagt noget om at tage trapperne i stedet for.

Samtalen med Christina “Kia” Strömberg havde ikke tilført opklaringen noget nyt. Allerede da Irene havde set hende gennem glasdøren i receptionens venteværelse, fik hun en stærk fornemmelse af at Kia var påvirket af et eller andet. Hun havde sort tøj på og et hvidmønstret sort tæppe som hun havde klippet hul i og bar som en poncho. Omkring livet havde hun bundet et gråt tørklæde for at holde sammen på tæppet. Hendes bevægelser var abrupte og nervøse. Som et dyr i bur strøg hun rundt langs væggene i venteværelset og så ikke ud til at have ro nok i kroppen til at sætte sig ned på en stol.

Det viste sig at Kia dårligt nok havde kendt Sophie. Hun vidste bare hvem hun var. “Sophie var supertjekket. Tøjet og sådan. Klistrede sig op ad Marcelo. Men hvad skulle han gøre. Han var jo afhængig af hende”, havde hun sagt mens hendes smalle fingre uophørligt pillede ved tæppefilten.

Ifølge personnummeret var Kia 26 år, men hun så betydeligt ældre ud. Huden var grov af ar efter bumser, og det hårdt afblegede hår hang livløst i små klumper på hendes hoved. Hun forsøgte åbenbart uden held at dyrke dreadlocks. Den kulsorte makeup omkring øjnene var løbet ud.

Irene havde spurgt hvorfor Marcelo havde været afhængig af Sophie, og så havde Kia sendt hende et blik der var svært at tyde. Hun havde kort for hovedet svaret: “De boede sammen.” Da Irene havde spurgt hvor længe de havde boet sammen, havde Kia grinet højt. Latteren lød raslende som når man går rundt mellem tørre blade. “Aner det ikke. Hun havde vist et hus.”

Det sidstnævnte havde Irene tjekket, og hun havde konstateret at det var rigtigt. Ernst Malmborg døde af kræft i sommeren 2002, i en alder af 73 år. Hans eneste datter, Sophie, havde arvet alt efter ham, hvilket var en anselig formue. I rede penge drejede det sig om 400.000 kroner. Desuden fik hun et sommerhus ved havet i Ljungskile og et stort hus i Änggården. Midlerne i dødsboet stammede hovedsageligt fra arven efter Ernsts første kone. Han havde ikke ruttet med pengene, men havde forvaltet dem godt. Så snart arven var blevet udbetalt, havde Sophie solgt sommerhuset og fået over en million for det. Hun havde været en velhavende ung kvinde da hun døde.

Var det derfor hun var blevet dræbt? Hendes nærmeste arving var moderen. Ganske vist kunne Angelica Malmborg-Eriksson godt bruge pengene, men det er yderst sjældent at mødre myrder deres voksne børn for pengenes skyld. Det omvendte er betydeligt mere almindeligt.

Der var andre omstændigheder omkring mordet som indikerede at motivet var et helt andet.

Sophie var forsvundet den nat på Park Aveny. Personerne i elevatoren havde set hende gå hen mod trapperne. Ifølge Angelica havde Sophie haft en fobi. Hun tog aldrig elevatorer eller rulletrapper. Den vagt der havde stået posteret ved trappen, så at hun virkelig gik op ad trapperne. Denne vagt havde set hende stå stille på første sal, lige uden for elevatordørene, da han gik en kontrolrunde på trapperne nogle minutter senere. Hun havde haft en mobiltelefon i den ene hånd. Han havde fået den opfattelse at hun var ved at sende en sms, og hun virkede helt koncentreret om det. Derfor havde han ikke tænkt på at tiltale hende, men var bare fortsat videre op ad trapperne. Han var gået helt op til øverste etage. Da han gik den samme vej ned igen, havde han ikke set nogen spor af Sophie. Ingen af det øvrige personale havde lagt mærke til om hun var gået ud ad svingdøren. De havde haft fuldt op at gøre med at prøve at rydde op efter aftenens og nattens postyr.

Vagten var den sidste der havde set Sophie i live. Han hed Thomas Magnusson, gik på 3. år på Chalmers og havde et ekstrajob som vagt på Park Aveny. Irene og Tommy havde betragtet ham under et elektronmikroskop, men havde ikke fundet noget bemærkelsesværdigt overhovedet. Ikke engang en parkeringsbøde havde de fundet. Han var næsten mistænkt for at være pletfri. Lyshåret, veltrænet og med ærlige, blå øjne havde han siddet over for Irene og med sikker stemme gentaget sit vidneudsagn. Der var ingen grund til at betvivle rigtigheden af det han havde fortalt.

Fredag den 24. september 2002 klokken cirka 01.40 forsvandt Sophie Malmborg fra hotel Park Aveny.

Man havde sporet en sms til hendes mobil klokken 01.38, og hun havde sendt en to minutter efter. Afsenderen havde befundet sig lige i nærheden af hotellet, men kunne ikke identificeres da meddelelsen var blevet sendt fra en talekortmobil. Det var det sidste livstegn fra Sophie.

Hun havde været sporløst forsvundet i tre uger.

Lørdag den 16. oktober 2004 brændte et udhus i Högsbo industrikvarter ned til grunden. Efter nogle dage blev der fundet et forkullet lig i brandresterne. Efter yderligere nogle dage blev det fastslået at det drejede sig om resterne af Sophie Malmborg.

Irene havde endnu ikke været på brandstedet, men havde kun set billederne. Der var stort set intet tilbage af udhuset.

Hun rejste sig og gik hen til kortet på væggen. Mordstedet lå i den ældste del af Högsbos industrikvarter, ikke langt fra skydebanen. Bag udhuset lå der ikke andre bygninger, og nogle smalle stier førte op til Axelmosen. Udhuset havde tilhørt et dækfirma som var blevet nedlagt for mange år siden. Bygningen og det tilhørende skur skulle rives ned. De gamle huse lå afsides i en smal blindgyde og var omgivet af vildtvoksende krat af spæde birketræer og hvidtjørn. Hele området rundt om var opkøbt af et medicinalfirma, og opbygningen af deres nye, flotte kontorkompleks skulle begynde lidt før jul. Der foregik ingen virksomhed i de få omkringliggende huse eftersom de alle skulle rives ned. Området lå i princippet øde hen.

Alle husene var omgående blevet gennemsøgt. Selv om man fandt mange spor efter ubudne, ikkebetalende lejere i de tomme huse, var der ingen efter Sophie. Politiet havde hurtigt kunnet konstatere at hun ikke havde været holdt fanget i nogen af husene. Det var også udelukket at hun kunne have været holdt skjult i udhuset i tre uger. Skjulestedet havde manglet store dele af taget. Det var faldet ned for længe siden. Vejret havde været koldt og regnfuldt i de tre uger hvor hun havde været forsvundet. Fugtigheden og kulden ville have slået hende ihjel inden for nogle dage. Og så forladt var det heller ikke at man uforstyrret ville have kunnet komme og gå i området uden at nogen ville begynde at undre sig. Muligvis hvis man kun bevægede sig rundt om huset ved nattetid. Efterforskerne anså det alligevel for udelukket at hun havde været i udhuset hele tiden, først og fremmest på grund af det ødelagte tag.

Så var der spørgsmålene tilbage: Hvor var Sophie blevet holdt fanget i de tre uger hvor hun havde været forsvundet? Og hvem havde været hendes fangevogtere?