– Hvordan kommer vi videre? indledte kommissær Andersson.

Han sørgede samtidig for at forsyne sig med et stykke mokkatærte til. Han proppede det hurtigt ind i munden og skyllede bidderne ned med store slurke kaffe.

De andre omkring bordet tænkte over hans spørgsmål. Selv om Birgitta Moberg-Rauhala gav kage til kaffen i anledning af sin fødselsdag, så prøvede man at være effektive. Fundet af Sophie Malmborgs forbrændte lig havde foranlediget store overskrifter i aviserne. Journalisterne hang uden for politistationen og blokerede alle samtaleanlæggets telefonlinier. Irene kunne til en vis grad forstå dem. Sagen var spektakulær.

– Vi får besked fra retsmedicinerne i morgen eller på onsdag om hvilket resultat obduktionen af Sophie har givet, sagde Tommy.

– Stakkels pige, sagde Birgitta Moberg-Rauhala og gøs.

Hendes mand og kollega, Hannu Rauhala, nikkede samstemmende. Han var tilbage på drabsafdelingen efter sin barselsorlov, og lille Timo var nu blevet kørt ind i en vuggestue. Irene syntes det var dejligt at have Hannu på afdelingen igen. Hans afløser, Kajsa Birgersdotter, var vendt tilbage til sit arbejde i ordenspolitiet, men skulle over på narkoafdelingen efter årsskiftet.

Det var Kajsa som for knap en måned siden havde modtaget opringningen om Sophies forsvinden. Angelica Malmborg-Eriksson havde savnet hende inden en danseopvisning fredag den 25. september. Da det heller ikke var lykkedes at få fat i Sophie dagen efter, anmeldte hun datteren som forsvundet. Kajsa havde taget sig af de indledende forhør. Da det forkullede lig i Högsbo industrikvarter nogle uger senere blev identificeret som Sophie, havde hun overladt sagen til sine tidligere kolleger.

Irene skævede stjålent til Tommy. Kajsa havde været en lille trøst for ham i den første tid efter skilsmissen. Den var kommet som en total overraskelse for Irene, men også som et meget hårdt slag. Tommy og hans ekskone, Agneta, havde været Kristers og hendes bedste venner. Intet ville nogensinde blive som før igen. Ikke flere fælles ferier, midsommerfester, nytårs…

Pludselig blev Irene bevidst om at alle rundt om bordet kiggede afventende på hende. Hun sagde forvirret:

– Hvad? Jeg sad og …

– … snorksov! fuldførte Jonny Blom hurtigt.

– … tænkte.

Irene stirrede vredt på Jonny, men han var fuldkommen ligeglad. Han grinede tilfreds over at have taget stikket hjem.

– Jaså. Og hvad kom du frem til? spurgte Andersson.

Irene kom i tanke om sine tidligere spekulationer og begyndte at redegøre for dem:

– Vi er vel enige om at det er et mærkeligt tilfælde at Sophie blev brændt i det udhus. Jeg mener det at hun netop blev brændt. Der er gået femten år siden vi prøvede at afhøre Sophie om hvad der virkelig skete i Björkil, men det lykkedes os aldrig at få hende til at tale. Men jeg tror at det er dér vi skal begynde. Med branden i Björkil hvor Magnus Eriksson døde.

Fredrik Stridh slugte den sidste bid af sit tærtestykke og gjorde tegn til at ville stille et spørgsmål.

– Tommy sagde at du faktisk var på brandstedet for femten år siden. Hvorfor var du det? Du arbejdede jo i centrum.

Eftersom Fredrik og Birgitta formodentlig gik til præst på det tidspunkt hvor Björkilsbranden fandt sted, og Hannu lige var begyndt på politiskolen, havde Irene og Tommy om fredagen gennemgået sagsforløbet med alle i gruppen. Fredrik havde åbenbart gået og spekuleret på hvorfor Irene og Håkan Lund, som begge arbejdede i det daværende centrale, tredje distrikt, havde været i den nordvestlige del af Hisingen.

– Håkan og jeg jagtede en biltyv, som vi tabte af syne ud mod Torslanda. Da alarmen indløb ved femtiden, så var vi den nærmeste patruljevogn på stedet. Alle biler i sjette var inde på grund af vagtskifte. Vi havde vel også tænkt os at køre ind til byen igen og afslutte vores vagt, men nu blev det sådan at vi tog imod alarmen om branden i Björkil. Og vi kom ikke derfra før ved nitiden. Det var på det tidspunkt vi fandt Sophie ved vejkanten med sin cykel.

– Sagde hun noget? spurgte Fredrik.

– Ikke et ord. Jeg tolkede det sådan at hun var chokeret. Hvilket hun måske var. Men jeg er ikke helt sikker.

Kommissæren sendte hende et dystert blik.

– Du mener at vi skal finde den gamle sag frem igen?

– Det tror jeg faktisk at vi bliver nødt til.

– Ja, du var ikke tilfreds med hvordan opklaringen var blevet håndteret inden du overtog den. Men det var ikke mange dage du holdt fast i den. Vi måtte henlægge den og afskrive sagen som sengerygning.

Man kunne tydeligt høre sarkasmen i hans tonefald, han prøvede ikke engang at lægge skjul på det. Når han var i det hjørne, var det ikke nogen god idé at diskutere med ham. Irene kendte sin chef alt for godt efter alle de år hvor de havde arbejdet sammen. Han syntes muligvis også at opklaringen af branden i Björkil var en fiasko, og måske havde han allerede dengang været vidende om hullerne i efterforskningen. Andersson stirrede vredt på hende, men da hun ikke svarede, tog han selv ordet:

– Vi må afhøre alle igen som var med på Park den sidste nat hun blev set i live. Der var ingen spor efter hende på hotellet, så hun må være gået ud. Hvorfor var der ingen der så da hun gik ud? Og hvorfor er der ingen der har set hende på Avenyn? Så mange tøser der trippede rundt med knaldrosa strømper, kan der vel ikke have været inde i byen?

Dér havde kommissæren unægtelig en pointe. Han tav og trommede opfordrende med fingerspidserne mod skrivebordspladen.

Der var ingen vidner der havde set Sophie uden for Park Aveny. Hvordan det var lykkedes hende at komme uset ud fra hotellet, og hvor hun så var blevet af, var stadig en gåde. Derfor var de virkelig gået til vagten Thomas Magnusson, men uden resultat. Det havde været en klar og fin nat med masser af mennesker der gik rundt på Avenyn. De fleste var unge i forskellige stadier af alkoholpåvirkning. Måske var det derfor ingen havde lagt mærke til Sophie.

– Hun smuttede ud ad bagvejen. Og hun ønskede ikke at blive set, svarede Hannu roligt.

Det var en teori som de fleste af dem hældede til: Gerningsmanden havde narret Sophie til at snige sig ud fra hotellet. Men selv om hun havde gjort det, burde nogen have set hende på gaden udenfor.

– Nogen må have set hende eller kørt hende et sted hen. Vi må tage en grundig omgang igen. Taxichauffører, pølsemænd, dørvagter og det sædvanlige rak. Fredrik, Jonny og Birgitta tager sig af det, fortsatte Andersson.

Han rynkede panden og så spekulativ ud. Lidt efter klaskede han håndfladen i bordet og erklærede:

– Tommy og Irene, som var med for femten år siden, må vel rode op i den gamle møgsag. Og da du, Hannu … du kan jo tale med den udlænding som boede sammen med pigen.

Man kunne tydeligt høre at han var ved at sige, at eftersom Hannu selv var udlænding, så passede det fint at han talte med Marcelo. Hvilket var helt forkert: Hannu var svensker. Men han kom fra Tornedalen og talte et let syngende finlandssvensk. Når han da talte, for han var en mand af få ord. Hvorfor han skulle være den bedst egnede til at tale med en brasilianer, kan man jo spørge sig selv om da det officielle sprog i Brasilien er portugisisk. Irene vidste at kommissæren ikke kom med den slags fordomsfulde erklæringer med vilje, men sommetider lød det sådan at hun næsten kom i tvivl. Med et stik i hjertet tænkte hun på at han havde talt om at gå på pension i begyndelsen af næste år. Hun var faktisk temmelig knyttet til sin chef.

Hele tirsdagen gik med at gennemgå materialet om branden i 1989. Med yderligere femten års erfaring i rygsækken kunne Irene tydeligt se alle manglerne i den tidligere opklaring.

Ingen af efterforskerne havde talt med Sophies far, Ernst Malmborg. Og nu var det for sent.

Der var blevet holdt et kort forhør med Magnus Erikssons søster, Ingrid Hagberg, dagen efter branden da det var hende der havde slået alarm. Irene havde ikke turdet skrive nogen rapport efter den uformelle samtale hun havde haft med søsteren. Hun havde haft på fornemmelsen at kommissær Andersson ikke ville have påskønnet sådan et initiativ. Han havde jo udtrykkeligt bedt hende om at henlægge sagen. Nu kunne hun kun huske nogle fragmenter fra kaffesnakken i gårdens hyggelige køkken.

Der var ikke optegnelser om nogen samtaler med Frej Eriksson, hvilket måske ikke var så underligt i betragtning af at han kun havde været otte år da faderen døde. Han havde ikke været hjemme da branden brød ud, han havde opholdt sig hos sin faster. Ifølge Ingrid Hagberg var han faldet i søvn efter maden. Irene blev pludselig slået af en tanke: Drengen måtte have sovet længe. Ingrid havde sagt at hun ikke havde kunnet køre hen til brandstedet så længe drengen sov. Hun havde ikke villet vække ham. Alarmen om branden var indløbet klokken 16.56. Irene havde selv set Ingrid og Frej ankomme til Björkilshuset omkring klokken 20.45. Hvilket vil sige at Frej havde sovet mindst tre og en halv time. Det var ikke helt umuligt, men det virkede ret mærkeligt for en otteårig at sove så længe om eftermiddagen og en del af aftenen. Man plejede da at vække dem for ikke helt at spolere nattesøvnen? Men Ingrid var ikke vant til børn og havde vel ikke tænkt på det.

Heller ingen af Sophies lærere på skolen var blevet afhørt.

Og selvfølgelig skulle BUP kontaktes. De måtte have optegnelser om Sophies personlighed og hendes psykiske status.

Måske var det muligt at få fat på Tessan, Sophies klassekammerat, som også havde gået til dans. Det var hendes mor, Maria Olsén, som havde kørt pigerne til danseundervisning, og det var hende Hans Borg havde talt med. Forhøret af hende havde været yderst kortvarigt. Det eneste hun havde syntes var lidt sært, var at pigen var kommet cyklende helt stakåndet. Hun plejede åbenbart ellers altid at stå og vente uden for døgnkiosken i god tid.

Det var den oplysning som havde bestyrket politiets mistanke til Sophie. Havde hun sat ild til husmandsstedet, med eller uden viden om at Magnus Eriksson lå og sov på første sal? Var det derfor hun selv blev brændt femten år efter? Eller var det en ren tilfældighed at de begge havde mødt døden i flammerne?

Irene havde ingen anelse.

Det var som sædvanlig bare at komme i gang med at grave, og håbe at de ville finde noget. Men femten år er lang tid når det drejer sig om en kriminalsag. Det var svært at mobilisere nogen større optimisme.

Ernst og Sophie Malmborg var døde, men Irene fik en idé om hvordan hun kunne få fat i flere oplysninger om dem. Måske ville det vise sig at være et hasarderet indfald, men hun besluttede sig for at forsøge.

Da hun trådte ind ad døren til sit rækkehus, måtte hun bruge nogle minutter på sin overlykkelige hund. Sammie blev altid lige glad når et familiemedlem kom hjem. Jenny stod ude i løkkenet og rørte i en gryde. Katarina var ude og træne jiu-jitsu og ville ikke komme hjem før efter otte. Krister kunne dukke op når som helst. Det var ikke ret tit hele familien var samlet omkring middagsbordet.

– Hej skat. Laver du noget godt? råbte Irene til datteren i køkkenet.

– Linsesuppe. Til dessert bliver det ovnbagte bananer. I kan tage is til, meddelte Jenny.

Hun havde været veganer i flere år nu og havde i de senere år udviklet en stigende madinteresse. Som professionel kok syntes Krister det var en inspirerende udfordring med veganermad, og han prøvede at følge med i hendes madlavning. I tilgift havde han tabt sig ti kilo, hvilket i og for sig havde været tiltrængt, men Irene havde svært ved at forlige sig med veganerkost. Hun havde gennemtrumfet at den slags mad kun skulle serveres maks. tre gange om ugen. De andre dage var det blandet kost det handlede om, og Jenny måtte lave sin egen mad. For det meste klarede hun sig med rester fra de andre dage.

– Far ringede. Han bliver forsinket. Det var selvfølgelig en der var blevet syg, råbte Jenny henne fra komfuret.

Det klirrede fra de mange tynde sølvringe om hendes håndled mens hun rørte rundt i gryden.

Lige for tiden var Jennys hår helt ravnsort, men tøjet var stærkt rødt og limegrønt. Det var flere år siden de havde haft stormfulde diskussioner om Jennys tøjvalg. Nu hvor hun var myndig, måtte hun klæde sig som hun ville. Hendes tudsegamle mor var blevet tvunget til at indse at datterens rolle som sangerinde i et rockband med stærk punkindflydelse krævede en vis stil.

Irene sukkede da hun tænkte på sin stakkels mand. Det var tit han måtte springe ind når en af de andre kokke blev syg. Han havde i den sidste tid klaget over træthed, hvilket sandelig ikke var underligt. Glady’s var en af Göteborgs mest populære restauranter og havde en stjerne i den internationale restaurationsguide at forsvare. Det lagde hårdt pres på personalet, både fra ejeren og fra gæsterne.

Så snart Sammie havde fået dækket sit behov for klap og kæl, gik Irene ind i dagligstuen. Hun ledte i bogreolen og fandt billigbogen af Max Franke. Hans navn på omslaget stod med større bogstaver end selve bogtitlen. Da hun tog bogen ud af reolen, dryssede nogle sandskorn ned på gulvet som en hilsen fra Kretas solrige strande. På bagsiden stod forlagets navn, og det var det hun ledte efter: Borgstens Forlag AB. Hun skrev navnet på en seddel og lagde den i kalenderen.