Alle inspektørerne sad linet op som tændte stearinlys inden morgensamlingen. Selv kommissær Andersson sad tavs på en stol og ventede. Det første der havde mødt dem da de trådte ind ad dørene til afdelingen her til morgen, var oplysningen om at Yvonne Stridner ville komme i egen høje person. Professor Stridner var allerede lidt af en myte som chef for retsmedicinsk afdeling i Göteborg. Hun var uden diskussion en autoritet på området og anerkendt som en af de dygtigste retsmedicinere i Europa. Selv ville hun nok have sagt i verden.

Nogle minutter efter den aftalte tid hørtes en energisk hæleklapren på gangen. Irene greb sig selv i at forbinde Yvonne Stridner med netop den lyd. Professoren stoppede op på dørtærsklen og lod blikket feje hen over tilhørerne inden hun gjorde sin entré. I en sky af dyr parfume skred hun op til podiet, tog pelsjakken af og purrede op i de knaldrøde lokker. Hun var, som altid, moderne og pæn i tøjet. Denne efterårsmorgen havde hun mørkebrune ruskindsbukser og en smaragdgrøn angorabluse på med vid polokrave. Over venstre bryst sad en iøjnefaldende broche, som var fæstnet i kanten af kraven. Den var formet som en snigende leopard og var tæt besat med slebne, røde stene som reflekterede loftslyset. Og eftersom den blev båret af Yvonne Stridner, var det højst sandsynligt rubiner som lynede. Uden videre dikkedarer tog hun ordet:

– Jeg skal alligevel møde amtspolitimesteren her i dag, og så havde jeg tænkt mig at benytte lejligheden til at redegøre for hvad obduktionen og prøverne af Sophie Malmborg har givet. På den måde sparer vi tid.

Stridner holdt en kunstpause og så ud over sit auditorium. Ubevidst dukkede kommissæren sig da hendes skarpe, blågrønne øjne borede sig ind i hans. Der var ikke noget han behøvede at skamme sig over, men det var den effekt professoren havde på de fleste mennesker hun traf. Tilfreds med tilhørernes opmærksomhed fortsatte hun:

– Sophie var i live da branden begyndte. Næsehulen og lungerne er fulde af sod. Der er enkelte sodpartikler helt ud i alveolerne. I de nedre lungelapper er sodforekomsten dog ret ringe, hvilket tyder på at hun har haft en svag, overfladisk vejrtrækning. Dødsårsagen var kuliltekvælning. Branden var voldsom, men underkroppen har undgået total kremering takket være at den var dækket af et tykt tæppe. Vi har derfor kunnet tage en del prøver. Nogle timer inden sin død indtog hun et mindre måltid bestående af tomater, ost, brød, paprika og oliven. Analysen viser at det formodentlig drejer sig om et stykke pizza.

– Capricciosa? grinede Jonny Blom.

Det blik han fik fra professoren, havde kunnet lamme en tiger midt i springet. Den ville være faldet stendød til jorden. Istapperne klirrede i stemmen da Stridner afmålt snerrede:

– I må bestille flere laboratorieanalyser hvis I vil vide pizzaens navn. Det er ikke mit job.

Hun tog blikket fra Jonny og stirrede igen ufravendt den stakkels kommissær ind i øjnene.

– Jeg vil gerne fortsætte uden at blive afbrudt af dumme spørgsmål, sagde hun hvast.

Alt hvad Andersson formåede at gøre, var at nikke og skæve advarende til Jonny, som for en gangs skyld sad helt stille på stolen og så ned i gulvet.

– Den toksikologiske analyse viser et højt indhold af forskellige sedativer og narkotika i tarmindholdet og i kropsvævet. Det er først og fremmest diazepam og ketobemidonhydroklorid. Samt spor af dextropropoxifen. Det må tilføjes at kroppen var underernæret. Og …

Yvonne Stridner standsede op i brøkdelen af et sekund, og hendes øjenlåg flakkede. Da hun tog ordet igen, kunne man ikke mærke nogen tegn i hendes stemme på at hun var ilde berørt, men Irene så at der var et anspændt drag om hendes mund. Faktisk så virkede det som om professoren kæmpede for at kunne klare at bevare sin kølige objektivitet da hun sagde:

– Sophie Malmborg havde en grim fissur i radius. Altså en revne i underarmens spoleben. Den havde hun fået mens hun levede. Formodentlig nogle uger inden hun døde. Kan være en afværgeskade. Hun må have haft forfærdelige smerter. Hun var altså både narkotiseret og mishandlet. I betragtning af de høje doser af diverse lægemidler som hun havde i sig, var hun dog højst sandsynligt dybt bevidstløs inden hun døde.

Hun tav og så ud over sine tilhørere. Irene dristede sig til at række hånden op, og Stridner nikkede til hende.

– Har det været muligt at finde ud af hvad for noget tøj hun havde på?

– Kroppen var svært forbrændt, og bløddelene på overkroppen var stort set forkullede, men vi fandt tekstilfibre under liget. Teknikerne har dem. Hun lå jo på en madras der var smeltet i varmen, og det har vanskeliggjort analyserne.

– Du siger at der er tekstilfibre. Det kan ikke være resterne af en læderjakke?

– Nej. Det er helt bestemt tekstile fragmenter. Men tal med jeres teknikere. De har også undersøgt resterne af tæppet.

Kommissær Andersson rømmede sig og spurgte lavmælt:

– Der var ikke andre tegn på mishandling? Jeg mener … tortur eller …

– Nej. Men jeg mener også at det vi har set, er tilstrækkelig tortur. Hvem ved hvor længe hun har haft revnen i underarmen? Måske endda lige siden hun forsvandt. Tre uger er lang tid hvis man har stærke smerter.

At udsætte nogen for en sådan lidelse og bagefter brutalt henrette hende! Hvor er det grufuldt, umenneskeligt grufuldt! Blandede følelser af sorg og vrede bredte sig i Irene. Hun blev selv overrasket over hvor stærke de var.

Nogen må have holdt Sophie fanget og dopet al den tid hun har været forsvundet. Hvem? Næste spørgsmål var naturligvis hvor man kan skjule et menneske i så lang tid uden at nogen udenforstående opdager noget.

Andersson tog et nyt tilløb og sagde:

– Jeg mente også om der var tegn på seksuelle …

– Det har vi naturligvis undersøgt. Det er svært at afgøre når et lig er så slemt brændt som det her, men ud fra det jeg kunne se, var der intet der indikerede seksuelle overgreb. Jeg har sendt prøver fra underlivet, men dem har vi endnu ikke fået svar på. Derimod er der rester i rectum … endetarmen efter flere stikpiller. De indeholdt ketobemidonhydroklorid. Det var altså Ketogansuppositorier.

– Hvad er det? dristede Irene sig til at spørge.

– Ketogan er et præparat som gives ved meget voldsomme smerter. For eksempel ved kræft og blodpropper i hjertet. Selvfølgelig vanedannende som alle opiater. Og da der fandtes høje doser i kroppen, kan man have mistanke om at hun også har fået ketobemidonhydroklorid som injektion eller piller.

– Og de andre lægemidler, hvad er det for nogen? fortsatte Irene kækt.

– Der er for eksempel diazepam i Stesolid. Angstdæmpende og krampestillende. Dextropropoxifen findes ofte i forskellige analgetiske blandingspræparater. Altså smertestillende.

– Er det svært at få fat i disse lægemidler? spurgte Irene.

– De er klassificeret som narkotika bortset fra dextropropoxifenen. Men også den er receptpligtig. Formentlig har den der har holdt hende fanget, stjålet præparaterne. Mit råd er at I følger op på aktuelle lægemiddeltyverier.

Stridner vendte sig om og tog sin pelsjakke fra stoleryggen hvor hun havde hængt den. Samtidig med at hun begyndte at tage den på, spurgte hun:

– Flere spørgsmål? Ikke? I hører fra mig hvis der dukker mere op. De sidste ord fortonede sig ude på gangen da hun var forsvundet ud ad døren.

Der blev stille i lokalet i lang tid efter professorens afgang. Omsider sagde Andersson langsomt og med følelse:

– Fy for satan! Den skiderik skal vi have fanget!

Irene var helt enig med ham. Kommissæren strammede sig op og sagde:

– Vi fastholder det oplæg vi vedtog i går.

Irene ringede til Borgstens Forlag AB i Stockholm og kom til at tale med forlæggeren Viktor Borgsten selv. Han havde en behagelig stemme og virkede rar.

– Desværre kan jeg ikke bidrage med nogen nye oplysninger hvad angår den nat under bogmessen. Vi havde festet godt igennem fordi aftalen om at Hollywood køber rettighederne til Max’ tre seneste bøger, var gået i orden. Det bliver en rigtig megaproduktion, og en af USA’s mest kendte instruktører har sagt ja til at tage sig af projektet. Kort sagt så havde vi al mulig grund til at fejre det.

– Det forstår jeg. Men jeg ringer fordi jeg har brug for at tale med Max Franke. Han og Sophie var jo i familie, og vi har brug for flere oplysninger om familien.

Hun var bevidst sløromvunden og svævende, for hun var ærlig talt ikke helt sikker på hvad hun egentlig håbede at opnå ved at kontakte Franke. Det var mest et instinkt hun fulgte. Forlæggeren gav hende mailadressen, flere telefonnumre og adresser på forfatteren. Han havde to adresser i Sverige: en i Stockholm og en på Gotland. Der var også en i Provence.

Irene satsede først på telefonnummeret til hans Stockholmadresse og var heldig. Han svarede efter nogle ringetoner. Irene præsenterede sig og indledte lidt tøvende:

– Du blev jo afhørt i forbindelse med at Sophie blev anmeldt forsvundet. Vi har naturligvis også talt med de andre som var med på Park. Ifølge en af dem sagde du noget til Sophie der lød som “Vær hilset frøken fregne” eller noget i den retning. Hvad sagde du egentlig?

Der blev stille i røret, og Irene var lige ved at være bange for at han ville lægge røret på. Lidt efter sagde han:

– Jeg var lige ved at sige at det var det dummeste jeg har hørt, men … jeg kan faktisk godt have sagt “Vær hilset min skønne frænke”. Jeg har sagt det for sjov til Sophie før.

– Frænke?

– Gammelt svensk ord for kvindelig slægtning. Hun er … var min grandniece. Ernst og jeg var fætre. Vores mødre var søstre. Oven i købet tvillingesøstre.

Irene tænkte så det knagede. Hvordan ville hun kunne få så mange oplysninger som muligt om Ernst og Sophie Malmborg? Der var ikke tid til at køre op til Stockholm for at møde Max Franke. Heller ikke penge, hvis man spurgte Sven Andersson. Hvad skulle hun gøre? En idé begyndte at tage form inden i hende, og hun sagde:

– Som du ved, blev Sophie brændt. Det har fået os til igen at prøve at finde ud af hvad der skete da Magnus Eriksson omkom i flammerne. Det kan være en ren tilfældighed at Sophies morder brændte hende, men vi kan ikke udelukke at der er en sammenhæng. Derfor må vi gå femten år tilbage og forsøge at kortlægge hvad der i virkeligheden skete dengang. Måske bliver vi nødt til at gå endnu længere tilbage i tiden. Kort sagt, så har vi brug for oplysninger fra nogen der var med og kendte de involverede.

– Hvad har I brug for at vide?

– Alt.

– Alt?

– Ja. Den mindste oplysning, som måske ikke ser vigtig ud ved første blik, kan på et senere tidspunkt vise sig at være den nøgle som åbner hele sagen.

– Jeg er med. Jeg har skrevet kriminalromaner i snart femogtyve år.

Der blev stille i lang tid mens Max Franke tænkte over det.

– Vi gør sådan her. Jeg skriver alt ned om Ernst og Sophie og deres liv som jeg ved af. Men jeg skriver det som en synopsis uden nogen som helst litterære kvaliteter. Jeg mailer filen over når jeg er færdig. Og det her er strengt fortroligt mellem dig og mig. Det jeg har skrevet, må ikke komme ud. Jeg vil ikke læse det som ekstratillæg i en eller anden aftenavis!

Irene lovede at behandle oplysningerne fortroligt og gav ham sin mailadresse. Hun følte sig virkelig tilfreds med sig selv da hun lagde røret på.

Den følelse varede i cirka fem minutter, så kom Tommy ind på kontoret. Han rystede på hovedet og sagde:

– Fin teori, men desværre faldt den til jorden.

– Men ifølge folkeregisteret bor hun jo stadig på gården.

– Jo da. Hun har gården endnu, men er flyttet til en beskyttet lejlighed i Torslanda. Gården er til salg. Kunne du tænke dig en bondegård?

– Ikke specielt. Jeg kan knap nok klare rækkehuset. Hvor ærgerligt. Det var en god teori.

– Jep. Hvor kan man holde en person fanget i flere uger uden at nogen opdager det? Jo, på en bondegård. Men Ingrid Hagberg blev påkørt da hun skulle over og købe ind i forretningen tværs over vejen for tre måneder siden, og hun har ligget på sygehuset lige siden. Hun fik blandt andet en kranielæsion og kan ikke længere klare sig selv. I sidste uge flyttede hun ind i en beskyttet lejlighed.

– Man skulle måske alligevel tale med hende, tænkte Irene højt.

– Hvis hun kan tale, ja. Det er ikke sikkert.

Irene prøvede at tænke over næste skridt. Ingrid Hagberg havde vist sig at være en blindgyde. Det kunne tage både en og to dage med mailen fra Max Franke. Pludselig slog det ned i hende hvem de skulle prøve at få fat i.

– Der er en til som var med for femten år siden og som faktisk aldrig blev afhørt.

Frej Eriksson havde opgivet at han var studerende på fotoakademiet i Göteborg, og det var dér Irene fandt ham. Skolens kontor havde videresendt meddelelsen til Frej om at politiet gerne ville i kontakt med ham. Han ringede på Irenes mobil efter frokost, og de blev enige om at mødes klokken fem på politistationen. Han kunne helt sikkert nå at blive færdig på skolen inden da. Irene spurgte hvor han boede, og det viste sig at han havde samme adresse som Sophie, i Änggården. Det kom bag på Irene at Frej boede i søsterens hus. Hvilket betød at hun havde haft to logerende: halvbroderen og Marcelo Alves. Frej afbrød samtalen og undskyldte sig med at han skulle skynde sig ind til en time. Han havde virket snakkesalig, hvilket var en lettelse. Irene havde frygtet at hun ville blive mødt af den samme tavshed fra ham som fra hans søster.

Allerbagest i sagsmaterialet fra Björkilsbranden fandt hun et fotografi af Magnus Eriksson. Det var et pasfoto som var taget tre år inden han døde.

Almindelig. Det var en rimelig sammenfatning af Magnus Eriksson. Han havde ret tyndt, askeblondt hår og regelmæssige træk. Hagen var veg og lidt for lille til resten af ansigtet. Ifølge pasoplysningerne havde han været 180 centimeter høj og vejet 86 kilo. Øjenfarven var blå, og han gik med briller.

Hvad havde fået Angelica til at falde for en mand med et så almindeligt udseende? Under efterforskningen femten år tidligere havde ikke en eneste person sagt at Magnus havde været en glad og hyggelig fyr. Ingen havde i det hele taget sagt noget positivt om ham. Han havde været tiltrukket af alkohol og spil. Hvordan lå det med kvinder? Måske var det et spørgsmål at stille Angelica. Hvad havde hun set i Magnus Eriksson?

Penge. Han havde haft mange penge da han mødte Angelica. Ifølge Ingrid Hagberg havde Angelica hurtigt sat pengene over styr, men når man tænker på at Magnus Eriksson havde været spiller, måtte man nok gå ud fra at han også selv gav dem ben at gå på. Efter nogle år var det slut med pengene. Familien Eriksson havde måttet flytte fra den centrale lejlighed i Linnéstaden og leje husmandsstedet i Björkil. Dér var de blevet i fire år, lige indtil huset var brændt ned. Hvad havde de fire år betydet for familien?

Sophie havde måttet skifte skole og kammerater. Frej havde været lille, flytningen havde muligvis ikke betydet nogen større forandringer for ham. Både Angelica og Sophie havde fået betydeligt længere transportvej når de skulle til dans. Fra Linnéstaden ville det have taget højst et kvarter med sporvognen. Der var mindst 25 kilometer med bil fra Björkil til Högsbo og Dansehuset, endnu længere med de kommunale transportmidler.

I den fireårige periode var familiens økonomi også blevet værre og værre. Magnus Eriksson begyndte at drikke mere og arbejde mindre. Måske spillede han de penge væk som trods alt kom ind. Hans død som 42-årig var måske kommet som en befrielse for Sophie og Angelica. Hvem havde mest at vinde?

Angelica. Ikke penge, men sin frihed. Men hun ville vel hellere ansøge om skilsmisse igen end at myrde sin mand? Og hun havde haft et vandtæt alibi for branden. Hun underviste en balletklasse mellem klokken 16.00 og 17.00. Bagefter havde hun haft Sophies dobbelttime i klassisk ballet. Den havde ikke sluttet før 19.30. Det alibi kunne ikke gennemhulles.

Hvorfor skulle Sophie ønske at myrde sin stedfar? Der var ingen kendte motiver. Mulige motiver ville kunne have været at hun hadede hans drikkeri, at han havde optrådt truende og havde skræmt hende. En form for overgreb? Det var muligt. Det var på høje tid at kontakte BUP.

Det tog lang tid inden det lykkedes Irene at blive stillet ind til den rette person på børne- og ungdomspsykiatrisk klinik. Omsider fik hun fat i en sekretær som hentede sagen om Sophie Malmborg og fandt navnet på den børnepsykolog som havde taget sig af hende.

– Majvor Granath er ude i et tjenstligt ærinde, men kan komme tilbage når som helst. Jeg beder hende om at kontakte dig, sagde den venlige sekretær.

Ventetiden frem til samtalen udnyttede Irene til at skimme det gamle sagsmateriale igennem engang til. Det som stadig fremstod som underligt, var den lange tid der gik fra Ingrid Hagberg slog alarm til hun dukkede op på brandstedet med drengen. Det var også mærkeligt at hun ikke havde prøvet at få fat i Angelica. Irene besluttede at aflægge Ingrid et besøg i håb om at hun trods sin hjerneskade kunne kommunikere på en eller anden måde.

Majvor Granath ringede ved firetiden. Hun virkede stresset og var til at begynde med kort for hovedet. Irene fortalte tålmodigt hvad der var sket med Sophie, og talte om den mulige kobling til begivenhederne for femten år siden. Psykologen var tavs i lang tid inden hun med dirrende stemme sagde:

– Stakkels lille Sophie. Hun lød mærkbart oprørt.

– Ja. Det er et grimt mord, samtykkede Irene.

– Jeg mener ikke bare selve mordet. Jeg mener Sophies liv. Hun prøvede virkelig på sin måde. Men hun havde alle odds imod sig.

– Hvad mener du?

– Jeg bør egentlig ikke sige dette her … tavshedspligten over for patienter, du ved … men kan det jeg ved om Sophie, hjælpe jer med at opklare det uhyggelige mord, så vil jeg godt fortælle. Selvfølgelig ikke alt, men noget.

– Det er jeg meget taknemlig for. Hun var en gåde for os.

– Faktisk også for os. Hun lod ikke nogen komme ind på livet af sig, men jeg lærte hende at kende efter et stykke tid. Hun gik her i næsten fire år. Så blev hun overført til klinikken for børneneuropsykiatri hvor hun blev undersøgt. Vi fik undersøgelsesresultatet på hende, men jeg mødte hende aldrig selv igen.

– Fandt I ud af noget om hvordan Sophie var som lille?

– Man kan jo sige at Sophie var anderledes allerede som helt lille. Moderen sagde flere gange at i løbet af de første år havde det været svært at få kontakt med Sophie. Hun begyndte først at tale i fireårsalderen. For det meste legede hun for sig selv. Hun trak sig væk fra jævnaldrende kammerater og holdt sig for sig selv. Da hun kom til os, havde hun anorexiproblemer. Det blev lidt bedre da hun blev vegetar som 18-19-årig. Men hun havde svært ved at spise alsidigt og led af jernmangel. Hun nægtede at tage jernpiller og spiste kun noget bestemt mad. Det var tit den samme ret dag efter dag.

– Ved du om hun stadig var vegetar? spurgte Irene.

– Ingen anelse, jeg har som sagt ikke mødt hende siden hun holdt op hos os. Det er … elleve år siden.

Psykologen tav og tænkte sig formodentlig om inden hun fortsatte:

– Der var altså visse personlighedstræk hos Sophie allerede fra den tidligste barndom. Efter branden blev de træk forstærket. Hun opfyldte flere kriterier for diagnosen Aspergers syndrom, men samtidig var der nogle ting der ikke stemte. Hun havde en særlig begavelse, nemlig dansen. Sommetider dansede hun for mig, og det var helt utroligt at se hende! Når hun begyndte at bevæge sig, blev hun totalt forvandlet. Den indelukkede skikkelse fulgte musikken, og hun blev oplyst som af en indre glød. Jeg kan ikke forklare det på anden måde. Personer med Aspergers syndrom er motorisk klodsede, men det var Sophie absolut ikke. Måske kan det til en vis grad forklares ved at hun begyndte at danse så tidligt. Hendes problemer var slet ikke motoriske, men lå helt på det sociale plan. Hun havde altså Aspergerstræk, men ikke Aspergers syndrom. Undersøgelsen på klinikken for børneneuropsykiatri viste at hun havde en skizoid personlighedsforstyrrelse.

– Hun var altså psykisk syg?

– Nej. Det er vigtigt ikke at forveksle diagnosen skizoid personlighedsforstyrrelse med skizofreni. Skizofreni er en alvorlig psykisk sygdom hvor den ramte mister kontakten med virkeligheden. Patienten kan i nogle tilfælde være nødt til at blive indlagt på sygehuset og blive medicineret. En person der opfylder kriterierne for skizoid personlighedsforstyrrelse, kan leve et helt liv uden nogensinde at have kontakt med behandlingssystemet. Men Sophies funktionsmangler medførte alligevel store problemer i hendes forhold til andre mennesker. Det kom også frem at hendes far havde lignende træk. Det er ofte arveligt. Sophie var yderst bevidst om at hun var anderledes.

– Talte I nogensinde med hinanden om hvordan hun oplevede det?

– Ja, men ikke meget. Hun sagde sjældent noget. Hvis hun gjorde, var det som svar på direkte spørgsmål. Det skete aldrig at hun spontant begyndte at snakke. Jeg tror som sagt at Sophies måde at kommunikere på var dansen. Men det var kun hende selv der forstod hvad hun mente. Det var vist ikke tilfældigt at hun ville være koreograf. Det var via dansen hun frit kunne udtrykke sig.

– Sagde hun nogensinde noget om hvad der skete ved branden?

– Nej. Aldrig. Hun forblev tavs om den.

– Sagde hun noget om sit forhold til Magnus Eriksson?

– Hun talte aldrig om nogen i familien. Bortset fra det første år. Da talte hun sommetider om sin bror. Hun tog sig meget af ham. Jeg tror at han var hendes eneste ven.

– Fortalte hun noget om hvorfor hun ville flytte hjem til sin biologiske far?

– Nej. Kun at hun ville bo hos ham altid. Det sagde hun allerede første gang vi mødtes. Det var i øvrigt det eneste hun sagde dengang. Og hun fortsatte med at bo hos ham al den tid hun gik hos os.

– Fik I nogen indikationer på at Magnus Eriksson havde udsat Sophie for nogen form for overgreb?

– Den mistanke havde vi selvfølgelig, men vi fik aldrig nogen belæg for at der var foregået noget i den retning. Men hun bar helt sikkert på en hemmelighed. Noget hun ikke ville fortælle. Og det gjorde hun heller ikke i de år hun gik her.

– Hvad skete der med hende da hun var holdt op hos dig?

Psykologen tøvede lidt med svaret. Lidt efter svarede hun:

– Jeg hørte at Sophie klarede sig ret godt på Danseinstituttet, og bagefter ville hun uddanne sig til koreograf. Hendes mor sagde flere gange at Sophie var en dygtig danser, men alt for høj og kraftig. Jeg bad hende om ikke at sige den slags når Sophie hørte på det eftersom pigen havde alvorlige spiseforstyrrelser. Men … mellem os, så tror jeg ikke rigtigt moderen forstod alvoren. Det virkede hele tiden som om mor og datter aldrig havde nogen rigtig god kontakt.

– Angelica Malmborg-Eriksson forstod sig med andre ord ikke på sin datter.

– Netop. Det var synd for Sophie. Hun var begavet og sød, men afvigende i sin personlighed. Den eneste der lod til at forstå hende, var faderen. For øvrigt var hun meget ensom. Men hun kæmpede for at finde sin plads i livet, og jeg tror … nej, jeg ved at hun fandt den i dansen.

Irene havde kun lige nået at takke Majvor Granath for samtalen og lægge røret på da døren til hendes kontor blev revet op, og en ung mand med sort kasket stak hovedet ind ad døråbningen.

– Er det dig der er Huss? spurgte han hurtigt.

– Er det dig der er Frej? kvitterede Irene. Irene var straks klar over at det var ham, for ligheden med faderen sås tydeligt. Lyse totter stak ud under kasketten. Frej havde dyrket et lille skæg, men det var for tyndt til at skjule at han havde samme vigende hage som Magnus Eriksson. Da han trådte ind over dørtærsklen, affyrede han et charmerende smil mod Irene. Hun kunne se at han også havde fået et eller andet fra sin mor. Han gav høfligt hånd og præsenterede sig korrekt inden han slog sig ned i gæstestolen. Håndtrykket var fast, og hans blå øjne mødte Irenes uden at vige. Det virkede ikke som om Frej led af nogen større mangel på social begavelse. Han havde jeans på og en tyk dunjakke med pelskantet hætte. Under den åbne jakke kunne man se en lyseblå, strikket trøje med snoninger. Han rejste sig hurtigt igen og tog dunjakken af. Inden Irene nåede at sige noget, sagde han:

– Jeg tager også trøjen af. Den er for varm at have på indendørs. Vi har fotograferet udendørs hele dagen.

Under trøjen havde han en sort T-shirt hvor der stod “U2 4ever”. Til sin overraskelse noterede Irene sig at Frej virkede veltrænet, for ikke at sige muskuløs. Der var ingen spor af faderens slaphed.

– Min faster har strikket trøjen. Jeg synes den er nice, men jeg kan kun have den på udendørs når det er koldt, du ved.

Han smilede sit søde smil, og Irene besvarede det samtidig med at hun sagde:

– Ser du tit din faster?

– Jeg besøger hende engang om ugen eller sådan, du ved?

– Hun er jo kommet til skade ved en bilulykke …

Bevidst lod Irene spørgsmålet blive hængende i luften. Frej nikkede.

– Ja. Hun blev påkørt af en spritbilist. De fangede ham. Han kørte ind i Ingrid da hun skulle over gaden til døgnkiosken, og bagefter kørte han lige ind i en lygtepæl. Fulderikken havde to og en halv promille, du ved, og kunne ikke stå på benene da strisser… politifolkene trak ham ud af bilen.

– Hvor slemt kom Ingrid til skade?

– Hun brækkede den ene arm og … bækkenet eller hvad det nu hedder. Jo, bækkenet. Men hun var bevidstløs, du ved, i en uge eller sådan noget. Fik brud på kraniet da hun landede på vejen. En slem flyvetur, sagde dem der så det hele.

– Kan hun tale?

– Ja da. Men elevatoren kører ikke altid helt op. Hun glemmer ting. Bliver deprimeret og begynder at tude. Sådan har hun ikke været før.

– En af mine kolleger hørte at hun vil sælge gården …

– Ja. Hun kan ikke klare at bo der længere. Inden døre kan hun gå korte strækninger med sådan en rulletingest som alle gamle mennesker har.

– En rollator?

– Lige præcis. Men udendørs skal hun køres i rullestol.

– Har hun ingen dyr tilbage?

– Næ.

– Lejede hun ikke stalden ud?

– Jo. Men rideklubben byggede deres egen stald. Ingrid syntes det var skønt at slippe for folk der rendte rundt på gården, så hun lejede ikke ud igen.

Irene var positivt overrasket angående Frej. Der var ikke den mindste lighed mellem denne samtale og hendes møde med Sophie, selv om det var mange år siden. Frej virkede åben og snakkesalig, enhver politikvindes drøm.

– Hvem sørger for gården nu hvor hun ikke selv kan gøre det?

– Mig.

– Det bliver da besværligt? Du bor i Änggården og skal køre helt ud til Björkil. Og du har jo skolen.

– Det er ikke noget problem. Jeg har bil. Har fået lov til at overtage Ingrids.

– Det gør det selvfølgelig lettere. Hvor længe har du boet hos Sophie?

– Siden foråret. Jeg lejer kvistlejligheden.

– Jaså. Sophie og Marcelo boede altså sammen i resten af huset … sagde Irene, men stoppede op da hun så Frejs ansigtsudtryk.

Han hævede øjenbrynene let og smilede svagt.

– Var Sophie ikke Marcelos samlever? spurgte Irene.

– Samlever? Sophie … næ. Hvor har du det fra?

– Der var en der sagde …

– Så var der en der tog fejl. Sommetider lejede Sophie værelser ud til danselærere. Som kom og underviste på forskellige danseskoler, nogle uger eller måneder, du ved. Tit boede de ikke inde i Göteborg, og så lejede Sophie ud til dem. Og Marcelo har boet der siden udgangen af august.

– Bor han der stadig?

– Ja.

– Hvor boede Sophie så selv?

– I stueetagen, selvfølgelig.

– Det må være et stort hus, gættede Irene.

– Ja, fire hundrede kvadratmeter eller sådan noget, du ved.

Frej så afslappet ud. Han smilede tit og svarede beredvilligt på spørgsmålene. Irene havde ikke mærket nogen tendens til tøven i hans svar. Hun besluttede at gå videre med mere personlige spørgsmål.

– Vi er nødt til at forhøre alle de personer igen vi allerede har talt med da Sophie forsvandt. Dengang handlede det om en forsvunden person, men nu opklarer vi et mord.

Han blegnede synligt, men sagde ikke noget. I stedet nikkede han for at vise at han forstod.

– Jeg vil altså endnu engang spørge dig hvad du lavede i timerne omkring midnat den 23. og 24. september.

– Jeg har allerede fortalt at jeg knoklede i laboratoriet hele aftenen og et stykke tid ud på natten.

– Hvad lavede du bagefter?

– Gik i seng.

– Hvad var klokken da?

– Sikkert over to. Muligvis tre. Jeg kigger ikke på uret når jeg er i laboratoriet.

– Du havde ikke kontakt med din søster i løbet af aftenen?

– Næ. Vi så lige hinanden i forbifarten da jeg kom hjem fra skolen ved femtiden, du ved.

– Sagde hun noget om hvad hun skulle lave om aftenen?

– Næ.

Det var nøjagtigt de samme oplysninger han havde givet ved tidligere forhør. Irene tænkte så det knagede for at prøve at finde en ny indfaldsvinkel.

– Du ved ikke hvornår hun forlod huset?

– Ingen anelse.

En tanke slog ned i Irene.

– Hvor er det der laboratorium?

– På kvisten. Det var derfor jeg flyttede ind i Sophies hus. Lokalet var tomt. Min lejlighed ligger også der.

– Har du nogen som helst anelse om hvor Sophie tog hen efter at hun forlod Park Aveny den dér nat?

– Næ.

– Du aner det ikke?

– Næ.

Irene besluttede at stille sine spørgsmål på en anden måde.

– Hvem var Sophies bedste venner? spurgte hun neutralt.

– Hun havde ingen venner.

Svaret kom uden tøven. Det var en tør konstatering.

– Havde hun nogen hun kom sammen med?

– Joda. Folk hun mødte via dansen. Men hun inviterede jo aldrig nogen hjem eller sådan.

– Havde Sophie nogen uvenner?

– Ikke så vidt jeg har hørt.

– Kender du nogen der kan have hadet Sophie tilstrækkeligt meget til at myrde hende på denne forfærdelige måde?

– Næ.

Svaret kom stille og dæmpet efter en kort betænkningstid.

– Hvad tror du det betyder at Sophie blev brændt?

– Hvad mener du med tror? sagde han og så spørgende ud.

– Hvorfor tror du at hun blev lukket inde i det skjul, og hvorfor tror du morderen satte ild til? uddybede Irene sit spørgsmål.

Frej rystede stille på hovedet og så på Irene. I hans øjne kunne hun se noget som kun kunne tolkes som dyb sorg.

– Ikke den fjerneste anelse, svarede han alvorligt.

– Hvad kan du huske fra den eftermiddag og aften hvor husmandsstedet ude i Björkil brændte?

Han så ud til at overveje det inden han mødte Irenes blik igen og sagde:

– Ikke andet end at Ingrid og jeg kørte i hendes bil og kom hen til …stedet. Jeg kan huske politibiler og en masse mennesker, du ved. Så kan jeg faktisk ikke huske mere. Egentlig mærkeligt …

– Kan du huske noget fra før I kørte ud til brandstedet?

– Næh. Jeg sov jo. Hele den dag er blank. Husker nada. Må vel skyldes en slags chok eller sådan noget.

Han så ud til virkelig at anstrenge sig for at tænke efter. Det beklagende blik han sendte Irene, talte sit tydelige sprog: Han kunne ikke huske mere fra den aften hvor hans far døde. Irene besluttede at droppe emnet. I stedet for sagde hun:

– Jeg er også nødt til at stille spørgsmålet om hvad du lavede natten den 16. oktober, mellem klokken to og fire om morgenen.

Han så eftertænksomt på hende inden han svarede:

– Det var vel dengang udhuset hvor Sophie … brændte … Jeg trænede til halv otte fredag aften. Så kørte jeg direkte ud til Ingrids hus og tjekkede det. Mægleren skulle komme og kigge på huset. Altså om lørdagen, du ved.

Han tav og så på Irene med vågne, klare blå øjne, så forskellige fra søsterens tillukkede, mørke. Eller halvsøsterens, rettede Irene sig selv.

– Hvornår forlod du Björkil? fortsatte hun udspørgningen.

– Engang ved titiden. Købte en kebab med fra pizzeriaet på Björlandavägen og spiste den da jeg kom hjem. Så arbejdede jeg i laboratoriet et stykke tid. Men jeg var skidetræt så jeg gik i seng ved tolv-halvettiden, du ved.

– Hvor ligger pizzariaet?

– Næsten nede ved Brunnsbro. Pizzeria Napoli.

Det var tilsyneladende ikke muligt at komme ret meget længere. Irene syntes dog at Frej havde været hjælpsom. Hun sagde tak for hans samarbejde og lovede at slå på tråden hvis der kom noget nyt frem.

Klokken var næsten seks, men hun blev siddende længe endnu og tænkte over samtalen med Frej Eriksson. Der var flere ting der var faldet på plads, ligesom der var flere ting som stadig krævede svar.

Havde de to søskende hverken set eller talt med hinanden hele aftenen? Havde de dårlig kontakt? De boede trods alt i det samme hus og havde gjort det i næsten et halvt år. På den anden side havde de måske ikke haft noget godt forhold siden Frejs far døde. Sophie var flyttet hen til sin far, og Frej havde boet hos Angelica. Frej havde ingen der kunne bekræfte hans alibi. Selv om pizzaejeren mod al forventning skulle kunne huske at han havde været inde i butikken netop den aften, havde Frej ikke noget alibi for timerne omkring mordbranden.

Hvordan var Sophies og Marcelos forhold egentlig? Ifølge Frej var han bare en lejer blandt mange andre. Vidnerne fra Park Aveny havde alle fået indtryk af at Marcelo og Sophie havde været et par.

Og hvorfor boede Marcelo stadigvæk i huset? Det havde hun glemt at spørge Frej om. Han havde jo sagt at danselærerne boede der i kortere perioder. Næsten et helt semester var da ikke en kort periode? Det var på tide at se den elegante brasilianer nærmere efter i sømmene.

Hannu havde ikke fået fat i Marcelo Alves dagen før. Og nu havde Andersson taget Hannu og Jonny med som forstærkning i opklaringen af Bandemordet på hovedbanegården sidste weekend. Der var mange der skulle forhøres, og alle var lige uvillige til at samarbejde. Alle de involverede løj eller nægtede overhovedet at svare på spørgsmål.

Inden de tog hjem for den dag, havde Irene sagt til Tommy at hun ville prøve at få fat i Marcelo. “Fint. Så prøver jeg at få en snak med Angelica. Det er på høje tid. Der er faktisk gået femten år siden sidst”, havde han sagt med et underfundigt smil. Dét smil efterlod en uro der blev siddende i Irene.

Næste morgen kørte Irene direkte til Högsbo for at besøge Dansehuset. Hun skulle bare tage en lille afstikker fra sin sædvanlige vej til arbejdet. Dette danseuddannelsens Mekka, som det blev kaldt i reklamen inden semesterets start, holdt til i en gammel skolebygning i røde mursten. Det var bygget i slutningen af 50’erne og lå tæt på Axel Dahlströms torv. Tyve år tidligere havde man bygget en ny, moderne skole knap en kilometer derfra fordi det ikke længere var muligt at udbygge den gamle skole til nogen sider. I stedet for var Dansehuset – og efter et stykke tid også Danseinstituttet – flyttet ind. Skolen var blevet bygget om lidt efter lidt. Man havde revet vægge ned, hævet lofterne og beklædt de tilbageværende indervægge med høje spejle. Der var også lokaler til teoretisk undervisning, omklædningsrum og skoleadministration. Nu blev skolen anset for at være en af Sveriges bedste uddannelsesinstitutioner for danseundervisning. Oplysningerne havde stået på skolens hjemmeside, som Irene havde læst inden hun kørte hjemmefra.

Klokken var præcis otte da hun trådte ind ad indgangen til Dansehuset. På den ene side lå en garderobe, og på den anden et stort cafeteria. Nogle unge mennesker i 17-19-årsalderen hang sløve omkring et bord med dampende krus foran sig. Ingen af dem svarede til Irenes billede af disciplinerede dansere. Deres farvede hår og ekstreme tøjvalg fik dem til at se ud som alle andre studerende unge inden for de kreative fag. Irene kom til at tænke på Jenny. Hun gik sidste år på gymnasiets kreative/æstetiske linie med fokus på musik. Alle hendes klassekammerater så ud som dem omkring bordet. Irene lagde mærke til en bleg, sortklædt pige med rosafarvet, langt hår som hun havde skilt i to fletninger og sat op midt på issen i en Gretchenfrisure. Helt inde ved hårbunden lyste en centimeterbred lys udvækst. Ved siden af hende sad en mørkhudet fyr, som gabte så højt at Irene trods afstanden kunne konstatere at han var en halslæges våde drøm. Den blege drøbel vibrerede af spændingen. På hovedet havde han en kæmpe baskerhue der så ud til at være hæklet af forskellige restgarner. Hvilket den formodentlig også var.

Længere henne på gangen hang der et hvidt skilt på væggen hvor der stod “Administration”. Irene vidste af erfaring at det var klogt at begynde der. Da hun ville presse døren op, viste den sig at være låst. Det samme gjaldt glasdøren som lukkede for fortsættelsen af gangen. Udenforstående kom åbenbart ikke længere end til cafeteriet.

– Signalknappen er gået i stykker. Bank hårdt, så kommer der snart nogen, råbte pigen med de rosa fletninger.

Irene bankede med knoerne på glasruden, og næsten omgående kom en kvinde ned ad trapperne. Hun havde en lysegrå ballettrikot på og hvide, strikkede benvarmere og svarede på alle måder til Irenes forventninger om hvordan en danser skulle se ud. Hun var formodentlig lærer. Det svagt grånende, mørke hår var sat op i en stram knude, og ansigtets linier røbede at hun var midaldrende. Kvinden smilede til Irene og lukkede hende ind uden at spørge hvem hun var eller hvem hun ville tale med.

Dårlig sikkerhedsbevidsthed, tænkte Irene først, men skiftede mening mens hun gik op ad trapperne. Hun indså at hun næppe så ud som en kommende elev eller som en gal terrorist. Hun lugtede sikkert som sædvanlig langt væk af strisser.

Trappen mundede ud i en reception. Irene gik hen til den ældre kvinde der sad bag skranken, præsenterede sig og fremførte sit ærinde.

– Marcelo Alves? Jeg mener at jeg genkender navnet, men jeg er ikke helt sikker … et øjeblik så skal jeg hente Gisela.

Den hvidhårede dame gik med spændstige skridt hen mod gangen og bankede på en dør inden hun trådte ind. Kort efter kom hun tilbage med en lille, fiks kvinde i kølvandet. Kvinden gik frem med hånden rakt ud til hilsen.

– Hej, Gisela Bagge. Jeg er uddannelseschef her på Dansehuset.

Hun virkede gennemsigtig. Det lyse hår var klippet i en kort frisure som krøllede rundt om hendes hoved. Sammen med de runde, blå øjne og den smilende mund fik den tynde skikkelse Irene til at tænke på en engel. Men det kunne også skyldes den hvide kjole. Gisela var klædt i en flødefarvet, tynd, strikket kjole som sluttede lige over knæet. Polokraven var så vid som den kunne være uden at kjolen gled ned og lagde sig omkring anklerne. Om den smalle tajle sad der et bredt, rødt elastikbælte der matchede hendes røde ruskindsstøvler perfekt.

– Vi går ind på mit kontor, sagde Gisela Bagge.

Hun drejede yndefuldt om på sine høje støvlehæle og gik foran Irene hen ad gangen. Hun holdt døren til sit kontor, som var overraskende lille, men havde store vinduer ud mod den gamle skolegård. Udenfor hang efterårsdisen tungt i kastanjetræernes stadig mere tynde kroner. Gisela Bagge satte sig på sin kontorstol og gjorde tegn til Irene om at sætte sig på stolen overfor. Uden dikkedarer indledte hun:

– Lilly sagde at du gerne ville tale med Marcelo Alves.

– Ja. Det drejer sig om opklaringen af mordet på Sophie Malmborg. Marcelo lejer en lejlighed hos hende.

– Det ved jeg. Det var mig der formidlede kontakten. Sophie plejer … plejede at udleje til vores gæstelærere til en billig leje. Det har hun gjort siden hendes far døde.

– Marcelo har ikke noget telefonnummer hvor vi kan nå ham, så jeg tænkte at det nok var bedst at prøve at finde ham her, sagde Irene og smilede.

Gisela smilede tilbage, og i det skarpe lys fra loftslampen sås de tynde linier stråle ud i vifteform fra de ydre øjenkroge. Hun var formodentlig i fyrrerne, men kunne på lidt afstand gå for at være højst femogtyve.

– Hvis du vil have fat på Marcelo, bør du ikke søge ham her på dette tidspunkt af dagen. Han kommer sjældent her før ved totiden om eftermiddagen, og for det meste endnu senere.

– Men han har vel undervisningstimer at passe? Han er jo lærer, sagde Irene undrende.

– Jovist. Men vi har lagt alle hans undervisningstimer så sent som muligt. Helst om aftenen. Ser du – han er sydamerikaner. Brasilianer.

Gisela så ud som det ville forklare alt. Irene forstod ingenting.

– Jeg ved at han er brasilianer, men hvorfor kan han ikke have undervisning i dagtimerne?

– Fordi han er brasilianer, sukkede Gisela og himlede med øjnene.

Irene begyndte i sit stille sind at spørge sig selv om studiechefen lavede sjov med hende. Gisela smilede og lo lavmælt.

– Marcelo kan simpelthen ikke passe tiderne. Det er som om klokken ikke eksisterer for ham. Han kommer slentrende når han synes det passer ham.

– Men det må da være vældig besværligt med sådan en lærer, udbrød Irene.

– I begyndelsen var vi urolige, men faktum er at det for det meste fungerer. Han er på stedet når det er tid for hans undervisning sidst på eftermiddagen og om aftenen. Og hans kurser er fuldtegnede. Eleverne elsker ham!

– Hvilken slags dans underviser han i?

– Sydamerikansk. Han underviser eleverne på skolen og instituttet, men han har også kurser på Dansehuset hvor alle kan søge ind. Salsa, merengue og lambada er utrolig populært. Så har Marcelo også haft kurser i focho, som er en brasiliansk variant af foxtrot. Men der er vist ikke så meget der minder om vores europæiske foxtrot, hvis jeg skal være ærlig. Det kursus henvender sig til en gruppe som vi ikke har set så tit her på Dansehuset, nemlig pensionister. Kurset er enormt populært, og deltagerne tilbeder Marcelo som en afgud. Han flirter med de gamle damer og laver sjov med mændene, så de er tyve år yngre når de går herfra! Det er virkelig en præstation når man tænker på at han nærmest overhovedet ikke kan tale svensk.

Hun lo højt samtidig med at hun åbnede den øverste skrivebordsskuffe. Efter at have rodet rundt i skuffen lidt fandt hun hvad hun søgte. Hun rakte Irene en tynd brochure med tekst på et uforståeligt sprog. På forsiden stod der “Capoeira. Boa vontade, Mestre Canelâo. Natal – Brasil.” Oven over teksten var der et billede af to unge, muskuløse mænd med bare overkroppe og hvide, brede bukser. Den ene af dem stod med hovedet nedad og balancerede på én hånd. Resten af kroppen holdt han i vejret samtidig med at han rettede et lige spark mod den anden mand. Denne undveg ved at gå dybt ned i knæene og bøje ryggen lige bagover og tage imod støtte med den ene hånd i gulvet bag sig. Efter Irenes mange år som udøver af kampsport opfattede hun straks styrken hos manden, og hvor farligt sparket ville have været hvis det var gået ind.

– Som om det ikke var nok, så har han startet en gruppe som træner i capoeira, sagde Gisela og nikkede hen mod brochuren.

– Men det ligner ikke en dans, indvendte Irene.

– Det er det faktisk. Og alligevel ikke.

– Alligevel ikke? gentog Irene.

Gisela så ud til at tænke lidt over det. Så sagde hun:

– Kom.

Inden Irene nåede at spørge mere, havde hun rejst sig op og var begyndt at gå hen mod døren. De gik ned ad trapperne og ud på gangen. Gisela låste glasdøren op som afspærrede gangen. Den svage svedlugt og lyden af rytmisk musik bebudede at de nærmede sig træningssalene. Men musikken var vist ikke passende til Svanesøen. Irene følte sig snarere bragt dybt ind i Afrikas mørkeste jungler. De standsede uden for en lukket dør. Inde fra salen hørtes dundrende trommer og et skærende strygeinstrument som ensformigt skar gennem trommelyden.

Gisela lagde hånden på dørhåndtaget uden at åbne.

– De unge her har Marcelo trænet sammen med Felipe Medina. Felipe er halvt brasilianer. Svensk mor og brasiliansk far. Nu er faderen pensioneret danser, men arbejder vist med noget helt andet. Felipe har danset her siden han var lille. I dag er han tyve. Vældig dygtig. Og eftersom det er tidligt om morgenen, så er det ham der leder træningen i capoeira i dag. Marcelo dukker nok ikke op.

Hun smilede sigende til Irene og holdt en lille pause inden hun fortsatte:

– Den brochure som du så, er en reklame for et projekt for gadebørn i Natal som Marcelo og Felipe er engageret i. Ungerne skal have attester på at de passer deres skolearbejde, og gør de det, får de gratis undervisning i capoeira. Hvis ikke, så ryger de ud. Barskt, siger Marcelo, men det er den eneste måde man kan få dem til at lade være med at skulke og rende rundt på gaderne. Han ved det, for han kommer selv fra Natal. Den løn som Felipe og Marcelo får for at undervise i capoeira her på Dansehuset, går ubeskåret til gadebørnsprojektet. Jeg ved det, for det er mig der overfører pengene.

– Pengene går altså til capoeiralærernes løn i Natal, gættede Irene.

– Nej. De arbejder gratis. Pengene går til leje af lokale, og til at børnene får mad efter skole. For det meste er det det eneste måltid mad de får hele dagen.

Gisela trykkede håndtaget ned, og de trådte ind i et stort træningslokale, luftigt og rummeligt. Foran en af spejlvæggene stod en gruppe på to piger og fire unge mænd, som varmede op inden træningen. Den mørkhudede unge mand som hun havde set i cafeteriet, havde taget den hæklede baskerhue af og så ikke længere spor træt ud. Der hang hundredvis af små fletninger ned ad hans ryg. Når han drejede hovedet, raslede træperlerne som sad for enden af hver fletning. Ligesom manden på brochurens forside havde han bar overkrop og hvide, brede bukser. Han var smidigt veltrænet uden det mindste tegn på at være pumpet op. Irene forstod at det var ham der var Felipe Medina.

Ved siden af ham varmede pigen med de rosa fletninger op. Hun havde hvide jazzbukser på og en top i limegrønt. Pigen var næsten lige så tynd som Irene havde opfattet hende ved bordet i cafeteriet, men under hendes blege hud spillede musklerne.

Opvarmningen var anderledes end den Irene var vant til inden for jiu-jitsuen. Den her var hurtigere og bevægelserne mere voldsomme. Pludselig blev der skruet ned for musikken, og tempoet blev roligere. Alle i gruppen stod på hovedet. Felipe spredte benene i luftspagat, pigen med fletningerne holdt benene ret op. Alle i gruppen blev stående på hovedet i flere minutter. Da tempoet og lyden blev skruet op igen, gik de ned fra hovedstand og begyndte at lave vejrmøller rundt på gulvet. Musikken blev stadig hidsigere, og de unge menneskers bevægelser hurtigere. Drengenes bare overkroppe glinsede af sved. Som på et givet signal stillede de sig i en halvcirkel og begyndte at klappe i hænderne i takt til musikken. Felipe Medina og en af de andre unge mænd trådte frem og stillede sig lige over for hinanden. De begyndte at bevæge sig i noget som i Irenes øjne så ud som en meget avanceret kata. De skiftede lynhurtigt positioner. Irene genkendte en del af grundteknikkerne, men samtidig var der store forskelle på capoeira og jiu-jitsu. I capoeiraen havde man ingen kropskontakt, men ligesom i karate blev slagene markeret i luften. Ganske vist forekommer der karatekonkurrencer med kropskontakt, full touch, men de er usædvanlige fordi skaderne tit bliver alvorlige. En anden lighed med karate var at man brugte benene til kraftige spark. Sommetider så Felipe ud som om han svævede op og ned i luften og roterede med benene som propellen på en helikopter. Irene indså at kraften i et sådant spark var direkte dræbende. Indimellem blev der udført bevægelser som mest var ren akrobatik. Men det hele fulgte musikkens æggende rytme, og det var virkelig dans, men alligevel ikke, som Gisela havde sagt.

De forlod capoeiragruppen og gik ud på gangen igen med trommerytmerne dunkende i ørerne.

– Nu forstår jeg hvad du mente da du sagde at det ikke kun er dans, sagde Irene.

– Capoeira er en gammel, afrikansk kampmetode. Slaverne, som blev solgt til plantageejerne i Brasilien, bevarede traditionen. For at slaveejerne ikke skulle ane uråd, så påstod man at det var afrikanske folkedanse. Navnet capoeira er indiansk og betyder buske. Når slaverne stak af, gemte de sig i buskene. Indianerne sladrede og sagde at slaverne gemte sig i capoeiraen. Dansen lever stadig i Brasilien, og den er blevet meget populær som kampsport. Den er også begyndt at brede sig til Europa. Og den passer vældig godt til dansere eftersom der er mange danseindslag i den.

– Og Marcelo kan capoeira?

– Ja. Og han har lært Felipe og de andre det på et år. Marcelo havde et intensivt kursus i sommer. Det er derfor de er blevet dygtige på så kort tid. Plus det at de alle sammen i bund og grund er dansere.

De gik ind i cafeteriet og hentede hver sit papkrus med kaffe. Irene modstod fristelsen til at putte fem kroner i kageautomaten. Hun var pludselig blevet overmandet af den samme følelse som hun havde fået for femten år siden sammen med Angelica: Hun følte sig som en størrelse XXXL. Den følelse kunne hvem som helst sikkert få som gik ved siden af den æteriske Gisela.

De gik i tavshed tilbage til Giselas kontor. Irene satte kruset på skrivebordet og pustede på fingerspidserne.

– Jeg har nogle flere spørgsmål. Har du tid? spurgte hun.

– Ja da. Jeg har et møde klokken ti, men indtil da står jeg til rådighed. Lilly tager mine telefonsamtaler, så vi bliver ikke forstyrret.

– Tak. Hvordan gik det til at Marcelo havnede her på Dansehuset?

– Han kom her første gang for lidt mere end et år siden. Dengang ville eleverne på instituttet gerne have et modul med med salsa. Det er jo stadig virkelig in, men dengang var det superhedt. Gennem en bekendt i Oslo fik jeg fat i Marcelo. Han havde kurser i latinamerikanske danse og var blevet et navn. Det lykkedes mig at lokke ham hertil, og han trivedes godt. Forrige semester pendlede han i perioder mellem Oslo og Göteborg, men dette semester er han kun i Göteborg. Det er nok i høj grad Sophies fortjeneste. Marcelo stortrives i den lejlighed han har fået lov at leje hos hende.

Irene besluttede at få stillet et vigtigt spørgsmål som hun gerne ville have besvaret.

– Ved du om Sophie og Marcelo kom sammen? Altså om de dannede par?

Gisela sendte hende et langt, blåt blik inden hun svarede:

– Både Marcelo og Sophie er … problematiske. Hvis vi begynder med Marcelo, så er problemet at han har alt for let ved at få fat i kvinder. Men han ville aldrig selv se det som et problem. Han tager hvem han har lyst til. Og han har tit lyst. Det mærkelige er at kvinderne aldrig bliver vrede på ham. De er bare så taknemlige over at han har givet dem sin opmærksomhed og varme et stykke tid. Fanden må vide hvordan han bærer sig ad!

Det sidste sagde hun med en kort latter, og Irene lo samtykkende. Samtidig var hun forbløffet over den uventede banden. Lige indtil hun så glimtet i Giselas øjne. Åbenbart en farlig mand hvis varme efterlod sig svedne kvindehjerter, tænkte Irene. Hun besluttede taktfuldt at droppe emnet Marcelo.

– Hvorfor var Sophie problematisk?

– Jeg lærte Sophie at kende da jeg kom her som lærer for femten år siden. Hun er … var en meget speciel person. Hun var tillige en utrolig dansebegavelse. Hun så og tænkte på dans alle vegne. Det første år gennemførte hun koreografuddannelsen med topkarakterer. Faktum er at en gruppe her på instituttet er ved at indøve et værk af Sophie som skal have premiere næste onsdag. Det bliver en totaloplevelse, og jeg synes virkelig at du skal komme.

Gisela rejste sig og tog et rødt A4-ark ned fra bogreolen. Med sort tekst på rød baggrund stod der: “ILDDANSEN. Et danseeventyr. Elever fra Danseinstituttet danser i samarbejde med Teater Ildsjælene. Koreografi af Sophie Malmborg. Musik af Ernst Malmborg.”

På billedet så man sorte silhuetter i forskellige poseringer mod den dybrøde baggrund.

Irene tænkte længe over billedet og teksten. Der var noget der rørte på sig i hendes underbevidsthed. Et billede. En genkendelse … nej, hun kunne ikke helt få fat i hvad det var.

Gisela så også på papiret og sagde med sorg i stemmen:

– Nu kan Sophie ikke være med ved uropførelsen af sit værk.

Hun tav og sank nogle gange inden hun fortsatte:

– Sophie var usikker i sin omgang med andre mennesker, og især i forhold til mænd. Mig bekendt kom hun aldrig sammen med en fyr. Helt ærligt tror jeg at man blev skræmt af hendes alvor. Hun indbød ikke til flirt og pjank. Hun forstod sig ikke på den slags. I stedet for blev det sådan at hun trak sig ind i sin skal. Jeg så det ske nogle gange. Sommetider havde jeg stærkt på fornemmelsen at Sophie havde brug for … at blive beskyttet.

– Beskyttet mod hvad?

– Menneskene og livet. Jeg kan ikke forklare det bedre. Jeg ved jo hvad hun gik igennem da denne Eriksson indebrændte. Hun blev faktisk mistænkt!

Det blå engleblik rettedes anklagende mod Irene.

– Du tror ikke hun kunne have gjort det? returnerede Irene hurtigt.

– Bestemt ikke! Hun angreb aldrig noget menneske. Prøvede bare at beskytte sig mod dem.

– Havde hun nogen … tja, god ven her på skolen?

Gisela så bedrøvet på Irene, og sorgen kunne også tydeligt høres i hendes stemme da hun svarede:

– Det var nok mig der stod hende nærmest. Man kan vist godt sige at jeg var hendes mentor. Hun havde brug for en der var der for hende og opmuntrede hende … hun var sommetider så ked af det. Selv om hun ikke viste det udadtil.

– Jeg går ud fra at du også kender Sophies mor, Angelica?

– Jo da. Jeg kender Angelica ret godt. Hun har faktisk arbejdet her i sytten år, hvilket gør hende til den lærer der har været her længst. Men vi kendte hinanden fra tidligere, for vi blev uddannet nogenlunde samtidig.

– Hvordan var forholdet mellem Sophie og hende?

Gisela så ud til at være i tvivl om hvorvidt hun skulle sige sin ærlige mening, men efter et øjeblik fik hun et beslutsomt udtryk i ansigtet og sagde:

– Angelica har nok aldrig været nogen reel støtte for Sophie. Hun betragtede hende som … lidt af en fiasko. Angelica påpegede altid at pigen var for høj og ikke god nok som danser. Sophie var ganske vist 175 centimeter høj, men hun var så utroligt dansebegavet. Men fra sin mor fik hun aldrig nogen anerkendelse. Og det var det Sophie så fortvivlet gerne ville have.

– Hvordan er Angelica som person?

Nu begyndte de at gå over til sladder, det var Irene helt klar over. Samtidig havde hun en fornemmelse af at det var vigtigt at få noget mere at vide om familierne Malmborg og Eriksson.

– Angelica er faktisk en meget dygtig lærer. Men som mor … desværre så har hun brugt langt mere tid og energi på sine mænd end på sine børn. Hun har altid noget kørende med en ny mand. Den seneste lader til at være topchef i Volvo. En af kollegerne sagde lidt ondskabsfuldt for et stykke tid siden at Angelica vælger sine mænd efter skattekortet og ikke af kærlighed. Der er vist noget om det. Siden hendes mand døde i branden, så er hun og Frej flyttet tre eller fire gange. Mellem nye mænd og nye bopæle. Sophie gjorde klogt i at flytte hjem til sin far.

– Har Angelica nogensinde giftet sig igen?

– Nej.

– Hvordan var Sophies far?

– Jeg kendte ham ikke selv om vi mødtes nogle gange. Men jeg forstod at han og Sophie stod hinanden meget nær. Hun var utrolig ked af det da han døde. Heldigvis var hun ved at uddanne sig som koreograf og trivedes så godt, så hun kunne koncentrere sig om arbejdet. Jeg ved at hun lavede det første udkast til Ilddansen allerede dengang.

Irene opdagede at uret på væggen var ved at nærme sig ti. Det var på tide at runde samtalen med Gisela af.

– Hvordan skal jeg komme i kontakt med Marcelo Alves? spurgte hun.

Gisela tænkte sig længe om inden hun svarede:

– Problemet med Marcelo er at han taler virkelig dårligt svensk og næsten lige så elendigt engelsk. Du får brug for en tolk når du snakker med ham. Jeg foreslår at du kommer herind i aften efter halv syv. Så træner Marcelo og Felipe capoeiragruppen. Felipe taler portugisisk og kan hjælpe dig med at tolke.

Irene tænkte over forslaget om at at komme igen i aften. Krister skulle arbejde, og Jenny skulle øve med sit band. Måske ville Katarina med og se på capoeira? Det var slet ikke utænkeligt.

– Jeg kommer tilbage i aften. Vil du godt være sød at forberede Felipe og Marcelo på det?

– Det skal jeg nok, sagde Gisela.

Hun greb hårdt om Irenes højre hånd med begge sine smalle hænder. De føltes tynde som fuglevinger.

– Lov mig at du gør alt hvad du kan for at fange Sophies morder. Hun … havde det ikke så let. Ingen fortjener en så grusom død. Og bestemt ikke hende!

Tårerne løb ned ad hendes kinder, og hun lod dem strømme. Gisela var den første Irene var stødt på i sagen, der virkelig sørgede og græd over Sophies grumme skæbne. Måske var hun den eneste rigtige ven Sophie havde haft.

Irene drejede af fra Dag Hammarskjöldsleden for at se lidt på Sophies hus i Änggården og prøve at komme i kontakt med Marcelo Alves. Hvis han var hjemme, ville hun prøve at få lejlighed til at gå huset efter.

Naturligvis var Sophies bopæl blevet gennemsøgt allerede i slutningen af september da hun blev rapporteret savnet. Efterforskerne havde ikke fundet noget som virkede mistænkeligt. Der var intet der tydede på at hun havde holdt sig skjult frivilligt. Hun havde aldrig ejet noget pas, og alle hendes bankkonti havde været urørte siden den dag hun forsvandt. Dagen efter at retsmedicinerne havde fastslået at det brændte lig var Sophie, var Fredrik Stridh og Jonny Blom kørt derud og havde foretaget en ny gennemgang af bopælen. De havde ikke fundet noget usædvanligt, ikke andet end at Fredrik havde syntes at der var “fandens beskidt i betragtning af at den tilhørte en pige. Bortset fra dér hvor hun havde sine danseting”.

Hverken kollegerne fra ordenspolitiet eller hendes egne fra drabsafdelingen havde gransket Marcelo Alves lejlighed eller Frejs kvistlejlighed.

Som beskyttelse mod den stærkt trafikerede vejs støj og udstødningsgasser tårner høje støjværn af planker sig op. Bag dem ligger Änggårdens gamle, smukke rækkehuse med deres forskelligfarvede facader. Der står et rosamalet hus ved siden af et lyseblåt, et gråt hus er nabo til et mosgrønt. Det er smukt og hyggeligt, om end meget usvensk. Irene genkendte måden at male rækkehuslængerne på fra en tur til London for nogle år siden.

De fleste huse i Änggården er bygget i første halvdel af 1900-tallet. Rækkehusene har som regel træfacader, mens villaerne ofte er beklædt med puds. Langs med de rolige gader vokser der høje, skyggefulde træer. De er sjældne eftersom mange ansatte i den nærliggende Botaniske Have har boet i kvarteret i årevis. Irene kendte en hel del til Änggården fordi hendes mors bedste veninde, Rut, havde boet der i mange år. Irenes forældre havde været meget tæt på at købe rækkehuset ved siden af Ruts da det blev sat til salg for 35 år siden. Til sidst havde de dog trukket sig på grund af prisen og var blevet boende i lejligheden, hvilket stadig ærgrede Irenes mor.

Underligt nok havde Irene ikke været i Änggården en eneste gang i de sidste tyve år. Det er et område som politiet sjældent behøver at komme i tjenstlige ærinder. Der sker allerhøjest et indbrud.

Nymalet, restaureret og velplejet ligger kvarteret på fornem afstand af resten af byen. Indtrykket af pæn velstand var stærkt selv om alt lå indhyllet i en gråspættet efterårståge. Irene kørte lidt rundt i de små gader inden hun fandt den rigtige adresse. Et stykke væk var der en ledig parkeringsbås hvor hun stillede bilen. Hun spadserede langsomt tilbage til den høje smedejernslåge samtidig med at hun opmærksomt iagttog huset på den anden side af murstensmuren. Mellem de ustynede buske og frugttræer kunne hun skimte det store træhus.

Gitterlågen havde oprindeligt været sortmalet, men nu var den rødbrun af rust. Den svingede modvilligt op på knirkende, sløve hængsler. Hele haven duftede tungt af fugtig jord og forrådnelse. Ingen havde sørget for at fjerne frugterne fra de gamle frugttræer. De nedfaldne frugter lå og rådnede i det visne græs, som efter højden at dømme ikke var blevet slået hele sommeren. Hvis haven vidnede om vanrøgt og forfald, så var det intet imod hvad huset gjorde. Flere steder var pudset faldet af husmurene, og de ødelagte tagrender hang dårligt nok fast. Omkring vinduer og døre sås det blotlagte, grånende træ. Hele huset trængte i den grad til en gennemgribende renovering. Det her var virkelig undtagelsen fra områdets velplejede indtryk.

Irene gik op ad den store stentrappe og ringede på døren. Oven over knappen sad der et irret messingskilt hvor der stod “Malmborg” indgraveret med snirklet håndskrift. Inden for den bastante egedør hørte hun ringetonerne klinge ud uden at der kunne fornemmes nogen bevægelser inde fra huset. Hun trykkede på knappen engang til, med samme negative resultat.

Da hun gik tilbage ad den fedtede og næsten tilgroede flisegang, føltes det som om huset borede sit blik ind i hendes ryg. Det var naturligvis indbildning, men hun kunne ikke modstå indskydelsen til at vende sig om da hun lukkede lågen. Det vanrøgtede gamle hus så truende og rugende ud i den dystre have og stirrede på hende med sine sorte, tomme vinduer. Irene kom uden at ville det til at gyse. Sommetider havde hun en alt for livlig fantasi af en politikvinde at være. Max Frankes mail lå og ventede på hende på computeren efter frokost. Irene printede filen ud og blev overrasket over hvor mange sider der var. Men det var vel hvad man kunne forvente af en forfatter.

Med en pirrende følelse af lige dele forventning og nysgerrighed satte hun sig til rette på stolen og begyndte at læse:

Jeg vil understrege at dette er “for your eyes only”. Teksten er skrevet i al hast og uden noget som helst krav om litterær kvalitet. Mit håb er at disse nedskrevne erindringer om Ernst og Sophie og de andre i familien Malmborg skal kunne tjene som en eller anden hjælp til at opklare mordet på Sophie.

Allerede fra den tidlige barndom var der stærke bånd mellem fætter Ernst og mig. En af grundene var at vi havde samme fødselsdato, den 2. august, men var født med ti års mellemrum. Den anden grund var at vi var de eneste drenge i familien i vores generation.

Ernst havde en fire år ældre søster, der hed Elsy. Selv om hun kun var fjorten år ældre end mig, opfattede jeg hende som en kølig, højrøvet gammel dame. Jeg plejede at kalde hende for “blærerøven”. Men ikke så hun hørte det, for jeg vidste godt at hun ikke ville bryde sig om betegnelsen. Hun var ærlig talt født klinisk blottet for humor (efter min mening det alvorligste handicap et menneske kan fødes med). Ligesom sin bror var hun stille og tilbageholdende. Desuden var hun høj, benet og bestemt ikke smuk. Hun gjorde sig heller ikke nogen som helst anstrengelser for at forbedre sit udseende. Derfor blev hun aldrig gift. I stedet for uddannede hun sig til farmaceut. Rygtet sagde at hun kunne hele apotekets sortiment udenad og vidste præcist hvilke bestanddele alle medikamenterne indeholdt. Så vidt jeg ved, forlod hun aldrig Stockholm – ikke engang i ferierne! – men blev boende i familiens store lejlighed på Östermalm hele livet. Hun arbejdede i 40 år på det samme apotek og døde et halvt år efter hun blev pensioneret. Af tristesse vil jeg tro, men min søster Bettan siger at hun havde en medfødt hjertefejl.

Elsy og jeg havde aldrig nogen god kontakt, hvilket måske delvist kan forklares af den store aldersforskel. Vi mødtes til større familiebegivenheder i årenes løb, men det var også alt. Grunden til at jeg fortæller om Elsy, er at hun og Ernst havde en hel del fælles personlighedstræk. Disse træk stammede oprindeligt fra deres far, Hilding Malmborg. Han var gift med min moster Alice og var hendes direkte modsætning i det meste. Min mor og moster Alice var enæggede tvillinger, og faktisk lignede de hinanden så meget at ikke engang familien kunne kende forskel på dem. Begge var muntre og livlige. De fulgtes ad i alt, undtagen når det gjaldt valget af ægtemænd. Min mor giftede sig med en journalist, min far, Gustaf Franke, som var en social kompetent og meget udadvendt person. Moster Alice valgte altså Hilding Malmborg, som var fars direkte modsætning.

Hilding var docent i botanik og studerede bregnernes spændende liv. Han var helt ærligt mere interesseret i kryptogamernes liv og levned end sin families og den øvrige menneskeheds. Med tiden blev han en sær snegl, og mod slutningen af sit liv viste han tydelige symptomer på tiltagende demens. Moster Alice var 59 år da hun døde af tarmkræft. Efter hendes død blev Elsy boende sammen med sin mere og mere senile far i den store lejlighed. Jeg mener han døde af et slagtilfælde i 1973 eller 1974. Elsy så jeg sidste gang ved Hildings begravelse. Derefter sendte vi postkort til hinanden på runde fødselsdage og til jul. Hun døde i 1990, og jeg er overbevist om at hun aldrig læste nogen af mine bøger.

Af mine tre ældre søstre var det kun Bettan som sporadisk så Elsy. Den væsentligste årsag var at de boede tæt ved hinanden på Östermalm, men ifølge Bettan skyldtes det også at hun havde ondt af vores kusine. De havde meget lidt tilfælles bortset fra at begge forblev ugifte. Bettan er den ældste i vores søskendeflok. Hun er Sophiasøster og arbejdede hele sit liv på Sophiahjemmet og er vel den af mine søstre som er mest omsorgsfuld af natur. Hun sagde tit: “Det er synd for Elsy. Hun er så ensom. Jeg prøver at muntre hende op og inviterer hende hjem til lidt mad og en sludder. Hun kommer gerne men inviterer aldrig igen. engang imellem har jeg forsøgt at lokke hende med i teatret eller til en hyggelig restaurant, men hun vil aldrig med. Så undskylder hun sig med at hun føler sig halvsløj, eller også siger hun ganske enkelt at det bliver for dyrt. Helt ærligt, hun er ikke særlig spændende.”

I mine mere ondskabsfulde stunder havde jeg en mistanke om at stakkels Elsy var Bettans variant af middelalderens bodsskjorte.

Ernst lignede meget sin søster, men det der var grimt og ukvindeligt hos hende, blev mandigt flot hos ham. I hvert fald hvis man skulle dømme efter kvindernes reaktioner. Men det kom senere i hans liv da han begyndte at opnå en vis berømmelse, hvilket i sig selv sikkert øgede hans tiltrækningskraft.

Ernst var min erstatning for den storebror jeg aldrig selv fik. Formodentlig så han til gengæld i mig den yngre bror han aldrig fik. Jeg beundrede ham enormt og var utrolig smigret over at han havde lyst til at holde sine fødselsdage sammen med mig. Vi kunne være ret mange i syrenlysthuset ude ved sommerhuset i Roslagen. Jeg inviterede altid alle mine venner fra nabolaget, plus mine søstre og sommetider også nogle af deres veninder. Onkel Kalle og hans store familie kom også af og til fra Gävle. De plejede at bo på pensionatet, og jeg var meget misundelig på dem. Pensionatet var berømt for sine storslåede morgenbuffeter. Rygtet gik at der blev serveret nybagte vafler med flødeskum og syltetøj hver morgen, noget som jeg ihærdigt forsøgte at propagandere for inden for familien, men som aldrig vandt genklang.

Ernst kom altid sammen med sine forældre og med den surmulende Elsy på slæb. Hun havde aldrig nogen kammerat med. De boede i vores gæstehus på grunden. Det var ret stort og rummede faktisk to soveværelser. Bettan og Ernst var lige gamle og plejede at se en del til hinanden. Sommetider kom der også en af hendes veninder. Elsy sad altid tavs ved siden af når vi andre spillede kort eller Kinaskak. Når jeg tænker efter, så må hun have været knap tyve år i de første erindringer jeg har af hende, men jeg syntes allerede dengang at hun var en tudsegammel, kedelig hejre. Familien Malmborg plejede at blive fire-fem dage for at tage sol og bade hvis vejret tillod det. Derefter tog de hjem. Onkel Hilding var vel bange for at hans bregner skulle visne.

Ernst viste sig at være matematisk begavet allerede i fireårsalderen. Også Elsy var dygtig til matematik, men Ernst var et geni. Far Hilding gned sig i hænderne og troede vel at sønnens karriere som verdensberømt matematiker var 100% sikret. Nu blev det ikke som botanikdocenten havde tænkt sig, for Mozart og Bach kom imellem. Som otteårig slæbte Ernst en stabel lakplader ned som han havde fundet på loftet. Derefter sad han hver dag og trak moster Alices gamle grammofon op og lyttede til pladerne. Efter nogle uger erklærede han at han ville lære at spille på familiens klaver. Hans stakkels søster havde trakteret instrumentet i nogle år uden nogen som helst fremgang. Hendes hårdt prøvede klaverlærer havde omsider sagt til forældrene at hun var totalt tonedøv og umusikalsk, og derefter var Elsy sluppet for sine klavertimer.

Nogle år senere blev Ernst udråbt som musikalsk vidunderbarn. Han afsluttede Musikakademiet i Stockholm med topkarakter. Han modtog tilbud fra musikkonservatorier rundt om i Europa om at komme og studere hos dem. Han afviste dem altid. Sandheden var at han ikke mente han var i stand til at klare noget større miljøskift i sine omgivelser, hvilket også var grunden til at han ikke ville være koncertpianist. Turnélivet var ikke noget for ham. Efter eksamen erklærede han at han ville være komponist.

Det der så skete, var fuldkommen ubegribeligt for mig som var midt i puberteten og havde opdaget efterkrigstidens swing og jazz. Og der begyndte at komme endnu mere lokkende og vilde toner fra den anden side af Atlanten: rock’n’roll! Så trak min beundrede fætter sig tilbage i sine forældres – han var aldrig flyttet hjemmefra – dystre lejlighed og sad dér og begyndte at klimpre helt uforståelig musik på flyglet.

“Atonalt!” sagde min søster Bettan og himlede med øjnene.

Jeg syntes det lød som noget obskønt og begyndte at spekulere på om fætter Ernst var blevet bøsse. For der var aldrig nogen piger at se omkring ham skønt han efterhånden var blevet fireogtyve. Der havde vist, ifølge moster Alice, været en på akademiet, men ingen havde nogensinde truffet hende. Selv blev jeg mere og mere overbevist om at hun aldrig havde eksisteret.

Ernst sad dag ud og dag ind og komponerede. Han gik dårligt nok ud af lejligheden. Bunkerne med nodepapir voksede omkring ham. Moster Alice blev urolig for “hans mentale sundhedstilstand” og talte til sidst med min far. Han syntes det var på tide at Ernst kom ud i virkeligheden og mødte nogle mennesker. Som ansat ved avisen havde han et stort netværk. Efter ihærdig trækken i diverse tråde lykkedes det ham at arrangere en forestilling med Ernsts nykomponerede musik.

Eventet løb af stablen på Musikakademiet i en af de mindste sale. Koncerten blev annonceret som “eksperimentel”, og jeg havde nok mine bange anelser da vi tog derind. Der var kun fem musikere på scenen, inklusive Ernst selv. De fire andre var nogle af hans gamle studiekammerater fra akademiet. Hele familien var indbudt, og vi lagde beslag på mere end halvdelen af gæstestolene. Det var heldigt at vi var der og fyldte op, for der var kun cirka ti andre gæster i lokalet. Hvad vi ikke vidste, var at mellem dem var der en af landets mest toneangivende (sic!) musikkritikere, den frygtede Bertil Neanderthal fra Dagens Nyheter. Han skulle vise sig at rose forestillingen til skyerne og skrive om “et epokegørende gennembrud for den nyskabende musik” og “musikalske provokationer i verdensklasse” og som slutsalut “en musikalsk karriere er født”!

Via den artikel i DN var Ernsts fremtidige lykke gjort. Hvilket held at der havde været en professionel musikkender blandt publikum, for efter koncerten havde hele familien været rørende enige om at det var den mest kummerlige larm og kattejammer vi nogensinde havde hørt. Vi havde naturligvis bare været uvidende og uvante med det, prøvede min søde mor at glatte ud. Men mine søstre og jeg var for en gangs skyld helt enige: Det kunne ikke kaldes musik, det som Ernst komponerede. “Det bimlede og jamrede så jeg troede dommedag var nær”, sagde onkel Kalle med påtaget gravalvorlig mine. Så kunne min far ikke holde sig længere. Han lo så tårerne trillede, og vi andre stemte i.

Men den der ler sidst, ler bedst.

Ernsts stjerne steg støt på den eksperimentelle musikhimmel. Allerede efter et års tid var han et anerkendt navn. Han begyndte at vise sig i forskellige kulturelle sammenhænge, og håbefulde unge damer begyndte at dukke op ved hans side. Ingen af dem lod til at gøre indtryk på Ernst på et dybere plan, han talte aldrig om nogen af dem. Derfor ramte nyheden om at han kom sammen med skuespilleren Anna-Greta Lidman som en bombe i familien! Det var ikke noget han fortalte sin familie, men min mor læste en artikel om romancen i sladderbladene. Fætter Ernst steg straks adskillige grader i min agtelse, mor og moster Alice hylede op, onkel Hilding fordybede sig i sine bregner, og min far gned sig i hænderne. Som pressemand var han klar over vigtigheden af at have et forsidescoop bogstavelig talt på sit eget dørtrin.

Anna-Greta Lidman var et par og tredive da de mødtes, men så betydeligt yngre ud. Hun blev ofte beskrevet som en blanding af Doris Day og Brigitte Bardot hvad angik udseendet, men som skuespillerinde var hun ifølge eksperterne fuldt ud på niveau med Ingrid Bergman. I begyndelsen af karrieren var hun blevet lanceret som “Sveriges sweaterpige nummer ét”, men det viste sig ret hurtigt at den blonde sexbombe også kunne spille. Instruktøren Ingmar Bergman sørgede for at få Anna-Greta med i nogle film, og dermed var hendes lykke gjort. Hun kom til at indspille mange film i 50’erne og 60’erne, som næsten alle er blevet ægte klassikere. Ernst og Anna-Greta traf hinanden under premieren på en film som filmhistorien har glemt i dag. Den var smal og svær at forstå og var inspireret af Salvador Dalis og Luis Buñuels film “Den andalusiske hund”. Anna-Greta havde en ganske lille rolle som hun stillede op i “for gammelt venskabs skyld” – instruktøren og hun var gode venner – og Ernst havde naturligvis komponeret filmmusikken.

De giftede sig i 1958 under stor pomp og pragt i Riddarholmskirken, med hele opbuddet af familie, den svenske kulturelite og den forsamlede verdenspresse. Ernst var så elegant i kjole og hvidt at damerne var ved at dåne, og Anna-Gretas dekolletage fremkaldte tilsvarende reaktioner hos de mandlige tilskuere. Eller i hvert fald noget i den stil …

Under bryllupsmiddagen drak bruden for meget champagne og afslørede at hun var gravid. Verdenspressen var ved at springe i luften af glæde: Det her var bare for godt til at være sandt!

Bryllupsrejsen gik til Italien, og familien kunne følge de to unges lykke gennem avisernes reportage. Det var også via dem at vi fandt ud af at Anna-Greta var blevet indlagt på sygehuset i Rom på grund af pludselige blødninger. Efter et par dage blev det kort meddelt at hun havde haft en abort.

Den første abort blev tæt efterfulgt af to mere. Så sagde lægerne til Anna-Greta at hun aldrig mere måtte blive gravid. Den sidste abort indtraf ret sent i graviditeten og var lige ved at koste hende livet.

Anna-Greta indspillede nogle film i Frankrig og Italien. Ernst komponerede flittigt og nåede kultstatus inden for en snæver kreds af musikkendere. Det forekom næsten ideelt at de begge kunne skabe hver deres karriere uden at der opstod nogen konkurrence mellem dem. Ernst kommenterede aldrig sit ægteskab, men der blev spekuleret en del i familien. Udadtil virkede deres liv harmonisk, og vi fornemmede aldrig nogen større kriser de første ti år.

Min fætter tjente næsten intet på sin musik, men Anna-Greta fik skyhøj betaling for sine roller. Økonomien var god eftersom hun heller ikke havde manglet penge fra begyndelsen. Hun var født i en velhavende Göteborgfamilie og var enebarn. Lige modsat af hvad man måske skulle tro, så havde forældrene støttet hende i hendes skuespillerambitioner. De havde bekostet uddannelser i skuespil, sang og dans. Dertil kommer at hun var meget sprogbegavet og havde taget studentereksamen på humanistisk linie. Hun kom ind på Kalle Flygares teaterskole i Stockholm, og hendes videre succesrige karriere har jeg allerede fortalt om.

Men i begyndelsen af 70’erne skete der det som uundgåeligt rammer alle sexsymboler: Det begyndte at kunne ses at hun var blevet ældre. Barnløsheden sled formodentlig også hårdt på hende, og det svirrede med vedholdende rygter om at hun stadig oftere søgte trøst i flasken. Desværre viste rygterne sig at være sande. Hendes øgede spiritusmisbrug satte også sit tydelige spor. Det spillede ingen rolle at hun var en dygtig skuespillerinde, der blev længere og længere mellem tilbuddene om roller. Midt i alt dette døde hendes forældre ret hurtigt efter hinanden. Den depression som hun udviklede, blev så svær at hun måtte indlægges på psykiatrisk afdeling.

Da hun blev udskrevet, havde hun bestemt sig for at flytte tilbage til Göteborg og overtage forældrenes hus. Til min og de andre familiemedlemmers overraskelse gik Ernst med til det. Hvis man skal være rigtig barsk, så havde han næppe noget valg. Uden Anna-Greta havde han i praksis ingen penge og ingen bopæl. Så måtte han være flyttet hjem til Elsy og den senile far. Hilding døde et års tid efter, og så vidt jeg husker, var det første gang siden flytningen til Göteborg at Ernst kom tilbage til Stockholm. Jeg kan også huske han sagde at han var tilfreds med tilværelsen i det store hus i Änggården. Han fortalte at han havde en hel etage med forskellige musikværelser. I et af værelserne tronede det store flygel i ensom majestæt. Det største værelse havde han indrettet til indspilningsstudie.

Nogle måneder efter Hildings begravelse opholdt jeg mig i Göteborg og tog hen og hilste på dem. Alt hvad Ernst havde fortalt om sin musiketage, var sandt. Desværre passede rygtet om Anna-Gretas psykiske og fysiske forfald også. Det var tragisk at se hvordan den feterede stjerne på nogle år havde forvandlet sig til et menneskeligt vrag. Noget som ugebladene ikke vidste, var at hun havde fået foretaget en mislykket ansigtsløftning. Dels var operationsarrene blevet inficerede, dels havde hun fået en varig nerveskade. Infektionen havde medført grimme ar, og den beskadigede nerve gjorde at den ene kind og mundvigen hang slapt ned. Når hun spiste eller drak, løb der altid lidt ud ad den følelsesløse mundvig. Hendes tale var utydelig, hvilket naturligvis er en katastrofe for en skuespillerinde. Plastikkirurgen var en af Stockholms mest kendte, og han betalte en stor skadeserstatning til Anna-Greta for at hun ikke skulle slæbe ham i retten. Hvad hjalp det når de sidste rester af hendes smukke udseende var forsvundet for altid.

Det meste af døgnet tilbragte hun i narkotiseret dvale, den vågne tid gik med at arbejde på hurtigt at vende tilbage til tågerne. Da jeg mødte dem, var Anna-Greta dybt deprimeret.

Ernst lignede fortsat sig selv. Han helligede sig sin musik og ansatte på min søster Bettans opfordring en husholderske som tog sig af huset og madlavningen. Hun blev aldrig kaldt andet end “fru Larsson”, og mig bekendt havde hun ikke noget fornavn. Denne kvinde var en perle, og hun blev hos Ernst helt frem til hans død i 2002. Først da han døde, gik hun på pension. Jeg tror at hun må have været tæt på de 70.

I 1977 sprang bomben: Ernst havde truffet en tyveårig kvinde – en balletdanserinde! – og hun var gravid med hans barn! Selv var jeg midt i en svær 40-årskrise og var måske den eneste i familien som til en vis grad forstod ham. Efter at have set billeder af den smukke Angelica blev min forståelse større. Jeg havde ikke set Anna-Greta i næsten syv år, men når man tænker på i hvilken sørgelig forfatning hun havde været ved vores sidste møde, gjorde jeg mig ingen illusioner om hendes tilstand nu. Fætter Ernst havde åbenbart fået nok og havde indset at livet er for kort til bare at lade årene glide forbi. At prøve at rette Anna-Greta op var et håbløst projekt. Helt ærligt havde han nok slet ikke forsøgt, i betragtning af at han var den han var. Ernst havde altid levet i sin egen verden og for sin musik. Han var formodentlig ikke den ideelle terapeut for en person der var psykisk syg og stofmisbruger.

I denne periode begyndte Ernst og jeg at have mere regelmæssig kontakt. Det var for det meste mig der ringede, men det skete også sommetider at han gjorde det, hvilket aldrig var sket før. Selv var jeg midt i en opslidende skilsmisseproces, og måske havde vi begge behov for støtte. Eftersom Anna-Greta var så syg – og jo absolut ikke fik det bedre da hun hørte at Angelica var gravid – måtte Ernst finde sig i meget kritik fra forskellige sider. Men jeg tror faktisk at Ernst for første gang i sit 50-årige liv var oprigtigt forelsket. Han klarede at stå op imod alle anklager og holde fast ved beslutningen om at leve sammen med Angelica. Men Ernst ville ikke have været Ernst hvis han ikke havde gjort det på sine præmisser.

Han var flyttet hjem til Angelica i hendes lille lejlighed i Kortedala. Hver morgen stod han op klokken seks, spiste morgenmad og tog sporvognen. Som de andre medlemmer af familien Malmborg havde han aldrig taget kørekort. Ernst kørte så ud til Änggården og tilbragte hele dagen der ved sit elskede flygel. Der var nemlig ikke plads til det i den etværelses i Kortedala. Som bekendt må bjerget komme til Muhammed hvis ikke Muhammed kan komme til bjerget. “Jeg skal jo arbejde”, forklarede Ernst, og forstod overhovedet ikke Angelicas vrede og temperamentsfulde udbrud. Hun havde mange indvendinger mod arrangementet, men kunne ikke komme med nogen ordentlig løsning på problemet.

Mærkeligt nok overfusede Anna-Greta ham aldrig med anklager når han var der. Tværtimod virkede det som om hun blev roligere og tryggere. Ernst og hun talte ikke meget med hinanden, men hun kunne komme ind på værelset når han arbejdede og sætte sig i en stol ved døren. Dér kunne hun sidde tavs i timevis uden at det forstyrrede Ernst det mindste. Hun faldt vel sommetider i søvn, men hovedsagen for hende var at han var i nærheden af hende. Ernst og jeg talte af og til om dette i vores telefonsamtaler, og han sagde at han var taknemlig for at hun ikke brokkede sig.

Det gjorde Angelica derimod. Hun nød virkelig at kunne stå i rampelyset i skandalebaskerne, og pressede citronen så meget som muligt for at få sin egen offentlige opmærksomhed. Det stod ret snart klart at hun var alt for ung og intellektuelt begrænset til at forstå sig på en så kompliceret person som Ernst. Skønt han i grunden var ganske ligetil: hvis han bare kunne arbejde med sin musik, var han fuldt ud tilfreds. Angelicas hang til fester og udeliv var slet ikke noget for ham. Allerede nogle måneder inden barnets fødsel kunne jeg fornemme at han tilbragte mere og mere tid i sit gamle hjem. Han ringede aldrig til mig når han var hjemme hos Angelica, men altid når han var i Änggården.

Det var også dér han opholdt sig den februaraften i 1978 da Angelica ringede og sagde at det var på tide at tage ind på fødeafdelingen. Da hun hørte ind under Östra sygehus, skulle Ernst bare sige farvel til Anna-Greta og springe på sporvognen til en times køretur til sygehuset. Han fortalte mig langt senere at da han skulle gå, og forklarede grunden for Anna-Greta, havde hun set på ham med et pludselig helt klart blik. “Så er det altså nu”, havde hun roligt konstateret uden at tale det mindste utydeligt. Ernst havde naturligvis troet at hun mente barnets fødsel, og svarede stresset ja. Senere gik det op for ham at hun havde talt om sit eget selvmord.

Mens Sophie blev født, døde Anna-Greta. Hun skyllede en masse piller ned med vodka og trak en stor plastikpose over hovedet. Døden måtte have været hurtig og smertefri. Hun sov ind. Denne kendsgerning måtte jeg understrege mange gange for Ernst de følgende dage. Han var utrolig ked af Anna-Gretas død selv om han ikke lod til at være plaget af nogen støre skyldfølelse. “Pillerne og spiritussen var Anna-Gretas valg af flugtvej. Ikke min”, plejede han at sige.

Sorgen over Anna-Greta blev blandet med glæden over Sophie. Han var virkelig lykkelig for sin datter. Samtidig virkede det som om forholdet til Angelica blev bedre nu da Anna-Greta var ude af billedet.

Underligt nok havde hverken Ernst eller Anna-Greta taget ordet skilsmisse i deres mund. Der var ikke noget testamente efter hende, men som hendes overlevende ægtemand arvede Ernst alt. Igen blev han kritiseret voldsomt af folk som syntes at han var skyld i hendes død. Jeg holdt med Ernst når han sagde at “Anna-Greta begik selvmord, men det arbejdede hun på i femten år”. Jeg støttede ham altså i beslutningen om at acceptere arven.

En der også støttede ham, var Angelica. Pludselig vejrede hendes søde, lille næse masser af penge. Hun havde overhovedet ingen anfægtelser over at flytte ind i huset i Änggården og blive fru Malmborg nummer to. Det havde Ernst til gengæld. Selv om han kunne virke totalt virkelighedsfjern, så var han ikke dum. Han var begyndt at indse et og andet hvad angik Angelica. For sin elskede datters skyld gik han med til at blive gift, men ikke før Angelica havde skrevet under på en ægtepagt.

Allerede inden Sophie var fyldt et år, begyndte ægteskabet at knage alvorligt i fugerne. Ernst fik kendskab til at Angelica havde været utro med en franskmand, som også var en eller anden slags danser. Hun benægtede det ihærdigt, men Ernst lod sig ikke overbevise. Han havde indset at hun var upålidelig. Cirka et halvt år senere mødte hun denne undermåler Magnus Eriksson og erklærede at hun ville skilles. Ernst sagde til mig at han mest følte lettelse. Naturligvis var han meget ked af det på Sophies vegne, men samtidig fast besluttet på ikke at slippe hende. På min foranledning skaffede han sig en af Sveriges bedste advokater, Antonio Bonetti, som faktisk stadigvæk arbejder i Göteborg.

Der blev en bitter strid mellem Angelicas og Ernsts advokater. Hun påstod at hun ikke havde forstået hvad det indebar da Ernst “tvang” hende til at skrive under på ægtepagten inden giftermålet. Hendes krav var at hun skulle have ret til halvdelen af alt hvad Ernst ejede. Til gengæld ville hun lade Ernst overtage hele forældremyndigheden over Sophie. Måske havde Ernst været parat til at lade hende få hvad hun forlangte, men advokat Bonetti var det afgjort ikke. Han gennemhullede Angelicas krav og påstod at et barn altid har ret til begge sine forældre. Domskendelsen blev fælles forældremyndighed og ikke en øre til Angelica. Hun var rasende men kunne intet gøre.

Alligevel fungerede det ret godt i flere år. Angelica og hendes nye mand boede ved Linnégatan. Der var kun nogle minutters kørsel med sporvognen når Sophie skulle ud til Ernst i Änggården. Problemerne opstod da den båtnakke til Eriksson havde spillet familiens penge væk. De blev nødt til at forlade lejligheden og bosætte sig i et lille hus ude på bøhlandet, uden for lands lov og ret. Sophie måtte skifte skole, og det fungerede ikke længere med fælles forældremyndighed. Hun kunne ikke bo hos Ernst hver anden uge, for så kunne hun ikke nå at komme i skole. I stedet blev det klaret ved at hun i princippet tilbragte hver weekend hos ham. Så fungerede det nogenlunde indtil den ulyksalige brand i 1989.

Jeg kan stadig huske ordret hvad Ernst sagde da han ringede til mig. Uden at præsentere sig sagde han:

“De tror at hun har gjort det!”

Først var jeg ikke klar over at det var ham. Stemmen lød svag og rystende og slet ikke som hans sædvanlige, rolige stemme.

“Hvem de? Og hvem hun?” spurgte jeg.

“Politiet! De tror at Sophie satte ild til huset. Med … med vilje!”

Han var så oprevet at stemmen svigtede ham.

Efter at have fået ham til at falde til ro lykkedes det mig at lirke ud af ham hvad der var sket. Denne del af historien kender du sikkert meget bedre end jeg gør, men ifølge Ernst var Sophie blevet indkaldt til forhør på politistationen gentagne gange. Angelica havde været til stede og åbenbart også noget personale fra børnepsykiatrien. Den fortvivlede Ernst havde haft en længere samtale med sin ekskone for første gang efter skilsmissen. Ifølge hende var det den omstændighed at det var begyndt at brænde lige efter at Sophie forlod huset, der gjorde at pigen blev forhørt. Sophie havde dog nægtet at lukke munden op. Ifølge Ernst havde hun sagt til ham at hun ikke havde sat ild til huset.

Nogle uger senere flyttede Sophie hjem til Ernst og skiftede skole. Hver anden weekend kom hun på besøg hos Angelica og Frej. I begyndelsen havde Angelica været imod det, men efter et stykke tid kunne hun mærke at arrangementet egentlig passede hende rigtig godt. Hun behøvede ikke at betale noget for Sophie, Ernst tog sig af alle hendes udgifter. Det virkede faktisk som om mor og datter fik bedre kontakt efter et års tid via deres fælles interesse for dansen.

Jeg så Ernst og Sophie med ujævne mellemrum, sommetider kunne der gå både et og to år imellem. Telefonsamtalerne blev også mere sporadiske. Det skyldtes sikkert først og fremmest at Ernst ikke havde samme behov for at tale med mig som før. Han trivedes godt sammen med Sophie. Hvad angår kvinderne omkring Ernst, så var de der stadig. Han havde et par længerevarende forhold, men flyttede aldrig sammen med en kvinde igen. Fru Larsson tog sig af hjemmet, og Sophie af ham. Det gik åbenbart rigtig godt.

Det blev et chok for Sophie da hun fik at vide at Ernst led af langt fremskreden tarmkræft. Efter meget tvivl gik han med til at blive opereret. Til gengæld nægtede han alle former for stråling og kemoterapi. “Jeg kan mærke at det under alle omstændigheder er slut. Det bliver bare en masse ekstra lidelser til ingen nytte”, sagde han til mig.

Selve operationen gik fint, men Ernst kunne aldrig forlige sig med at han havde fået en stomi. Han syntes det var ulækkert at skulle tømme tarmindholdet i posen. Sophie lærte hvordan den skulle passes, og hun og fru Larsson passede Ernst hjemme de sidste måneder af hans liv. De fik hjælp af en distriktssygeplejerske, der kom og gav ham piller og sprøjter. Ernst sov stille og roligt ind i sit hjem, midsommerdag 2002, med Sophie og fru Larsson hos sig.

Jeg kørte ned til begravelsen, og det var sidste gang jeg så Sophie inden den ulyksalige nat under bogmessen i september i år. Mit vidnesbyrd om hvad der skete, er allerede hos jer. Det sidste jeg husker om Sophie, er at loftlamperne skinner i hendes mørke hår da hun begynder at gå hen mod trapperne. Så gled elevatordørene i, og jeg så hende aldrig mere.

Hverken Sophie eller hendes far var nemme at komme ind på livet af, men jeg synes alligevel at jeg lærte dem ret godt at kende. Ingen af dem viste nogensinde det mindste tegn på aggressivitet. Begge reagerede modsat ved konflikter: De trak sig tilbage.

At mordet på Sophie formodentlig hænger sammen med branden, som hun var under mistanke for at have påsat for femten år siden, har vel både du og jeg vores tanker om. Læg mærke til at jeg skriver “var under mistanke for at have påsat”. Jeg tror ikke et sekund på at hun gjorde det.

Derfor er der heller ingen logisk forklaring på at hun flere år senere skulle holdes fanget og koldblodigt henrettes. Det ville kunne tolkes som en straf for mordbranden. Men hvis hun ikke påsatte branden, var det heller ikke noget at straffe hende for. Måske viser det sig alligevel at mordet på hende slet ikke har noget med branden i 1989 at gøre.

Hvis du har flere spørgsmål, kan du bare kontakte mig når som helst. Jeg har forstået at Viktor Borgsten har forsynet dig med alle mine numre og adresser.

Med venlig hilsen

Max Franke

– Angelica Malmborg-Eriksson kommer herind klokken to, sagde Tommy.

– Så vil jeg gerne være med, sagde Irene hurtigt.

Tommy løftede det ene øjenbryn og smilede ironisk. Irene mærkede til sin ærgrelse at hun rødmede let. For at skjule det sagde hun:

– Her. Læs lige det her. Det kom fra Max Franke for lidt siden. Der står faktisk også en del om Angelica. Han tog imod papirbunken som hun rakte ham, og gav sig til at læse.

Det var ikke fordi hun ikke stolede på Tommy, det var Angelica hun ikke stolede på. Ingen mand burde opholde sig alene sammen med den dame i længere tid. Irene måtte indrømme for sig selv at det lød urkomisk, men hun huskede stadig den feromonmættede atmosfære som det var lykkedes Angelica at skabe i samme øjeblik hun trådte over dørtærsklen og fik øjenkontakt med Tommy. Det var ganske vist femten år siden, men Irene gjorde sig ingen illusioner: Tommy havde brug for en anstandsdame. Han var nyskilt og havde tilsyneladende ikke et fast forhold til en kvinde endnu. Hvordan det stod til med Angelica på kærestefronten lige her og nu, vidste hun ikke med sikkerhed, ikke andet end at der gik rygter om en chef på topniveau inden for Volvo. Men Irene vidste at denne dame var yderst fleksibel.

Hun rejste sig og gik ned til teknisk afdeling for at høre om de havde nogen nyheder om branden.

Svante Malms fregnede ansigt lyste op da han fik øje på hende.

– Davs! Du må være telepatisk. Jeg skulle lige til at ringe til jer. Nu slipper jeg for det, sagde han tilfreds.

– Har I fundet frem til noget nyt? spurgte Irene.

– Ja. Angående Sophies tøj, så fik vi oplysninger om at hun havde en skindjakke med nitter på da hun forsvandt. Nu kan vi med sikkerhed sige at den havde hun ikke på da hun døde. Vi har fundet dem her.

Han tog en af sine obligatoriske plastikposer op af skrivebordsskuffen og lagde den på bordpladen. Gennem plastikken kunne Irene se nogle små, aflange, sortsvedne genstande. De var flade og uregelmæssige i formen.

– Hvad er det? spurgte hun.

– Ved det ikke rigtigt, men det er ikke nitter. De blev fundet på liget, og vi tror at de har været udsmykning på noget tøj hun havde på. Vi vil rense dem, så bliver det måske lettere at gætte hvilken slags tøj de har siddet på.

Irene tænkte så det knagede. Tøjudsmykning? Smykker? Der var noget der rørte på sig langt inde i hendes underbevidsthed, men det lykkedes hende ikke at få fat i det. Foreløbigt skød hun det til side:

– Det kan jo have været teaterudklædning eller et dansekostume. Hendes mor kommer i eftermiddag. Så må jeg huske at spørge hende om hvad hun tror det kan have været Sophie havde på.

– Gør det. Og analyserne af hvad det var der brændte i udhuset, er færdige. Sophie lå på en tynd polyestermadras. Morderen havde lagt en stak papirer og tekstiler over hende. Han hældte formodentlig benzin på og satte ild til. Ilden havde et hurtigt og eksplosivt forløb. Takket være et tykt uldtæppe han havde lagt over den nederste halvdel af kroppen, blev den del af liget reddet fra total kremering. Selv om tæppet blev voldsomt brandskadet, er det interessant. Under liget har vi fundet nogle ret uberørte stykker. Det var ægte, og ifølge vores tæppeekspert Ahmed temmelig dyrt. Lad mig lige se …

Svante bladrede i blokken foran sig og lyste op da han fandt hvad han søgte.

– Her! Sikkert et antikt Karabagh. Værdi tyve-tredive tusind, afhængig af størrelsen.

– Og det satte han ild til. Men man tager jo som bekendt hvad man har. Hvad var der mere af brændbart materiale i bunken?

– Nogle uldfibre. De brænder dårligere end syntetiske stoffer og bomuld. Avispapir og rester af noget ternet bomuldsstof. Kan være gardiner eller lagner. Det sandsynligste er nok lagner.

– Tæppet er altså af fin kvalitet ligesom uldtæpperne. En enkel, tynd madras. Bomuldsstoffet ved vi ikke så meget om, opsummerede Irene.

– Netop.

– Gav dæksporene noget?

– Nej. Desværre kom vi jo ikke derud og opdagede liget før mandag eftermiddag. Der var masser at lave i weekenden, og en brand i en gammel rønne, som alligevel skulle rives ned … tja, det fik ikke førsteprioritet. Regnen væltede ned om søndagen og om mandagen, så eventuelle spor er forsvundet i sølet.

– Ærgerligt. Selv om jeg ville blive mere end tilfreds hvis vi kunne finde det sted hvor Sophie blev holdt fanget i næsten tre uger. Selv om hun blev dopet, så er det ikke let at holde et menneske skjult uden at naboerne opdager noget.

– Led efter et hus der ligger afsides eller står tomt. Helst begge dele.

Bondegården. Den var ikke blevet gennemsøgt fordi alle var gået ud fra at Ingrid Hagberg stadig boede på gården. Det var først lige inden samtalen med Frej at Irene havde fået at vide at stedet havde stået tomt i tre måneder. Omkring gården lå der marker og skov. Selv om der var en del mennesker der færdedes i selve Björkil, lå gården et stykke fra naboerne og vejen. Efter mørkets frembrud ville det ikke være noget problem at køre i bil ud til Högsbo industrikvarter med den dopede Sophie, bære hende ind i udhuset og sætte ild til. Eftersom branden var brudt ud hen på de små timer, havde ingen vidner set noget mistænkeligt i området. Der var overhovedet ingen der havde set selve branden. Først dagen efter var brandresterne blevet opdaget.

– Det kan du have ret i. Vi burde nok se nærmere på bondegården. Den gamle dame der ejer gården, har ligget på sygehuset i tre måneder. Men en anden kan have brugt hendes hus og holdt Sophie fanget dér, sagde hun eftertænksomt.

Frej. Han havde selv sagt at han holdt øje med stedet for sin faster. Han havde bil. Men hvilket motiv havde han? Hvorfor skulle han tage sin egen søster – eller halvsøster – til fange i tre uger, dope hende og derefter dræbe hende? På brandtidspunktet da hans egen far døde, havde han kun været otte år. I årenes løb havde han og Sophie set hinanden uden større kontroverser. Hun havde oven i købet ladet ham flytte ind i sit hus.

Mordet på Sophie havde været hadefuldt og grusomt. Hun var blevet mishandlet og dopet. Hvorfor skulle Frej gøre sådan noget? Penge? Nej, han arvede hende ikke, det gjorde Angelica.

Angelica var altid på jagt efter penge. Ifølge flere personer som Irene havde talt med i løbet af efterforskningen, mente hun at rigdom var en tiltrækkende egenskab hos mænd. Kunne Angelica stå bag mordet på datteren? Hun havde bil. Hun havde et motiv. Havde hun kunnet klare at udføre det? Næppe, hvis ikke Frej var hendes medhjælper. Ville han have overladt sin fasters hus til sin skøre mor for at hun kunne holde sin datter fanget og i sidste ende myrde hende? Det lød faktisk for bizart selv for Irene, som trods alt var stødt på en hel del barske tilfælde gennem årene.

– Hallo, hallo! Earth is calling! råbte Svante. Irene blev revet ud af sine tanker.

– Undskyld. Jeg kom til at tænke på det du sagde, og fortabte mig i forskellige teorier, sagde hun.

– Fint hvis jeg har sat dig på et spor som leder et sted hen i denne her sag. Mordet her er forbandet ulækkert, og jeg håber vi fanger ham.

– Det gør vi. Helt sikkert.

Irene prøvede at lyde meget mere sikker end hun følte sig.

Under frokosten diskuterede Irene og Tommy de overvejelser som var dukket op under besøget hos Svante Malm. Tommy rørte fraværende rundt med skeen i den vandede suppe som spisestedets menu påstod var minestrone. Den eneste trøst var æblekage med vaniljesovs til dessert.

– Det er logisk. Tomt hus står tilgængeligt for nogle af de involverede. Vi burde selvfølgelig undersøge det nærmere. Behøver vi at bede om en husransagelse?

Irene tænkte sig om.

– Det tager tid. Jeg har en bedre idé. Først tager vi hen og køber hver sin baguette. Det her pjask kan vi ikke klare os med i eftermiddag.

Irene gik på internettet og begyndte metodisk at gennemgå de mæglere som solgte huse i Björkilsområdet. Allerede efter tredje forsøg fik hun bid. Ingrid Hagbergs ejendom var til salg hos mæglerfirmaet Berzéns. Den blev annonceret med flere farvebilleder og med teksten: “Stor hestegård. 18 ha græsgang/mark, 5 ha skov. Jagtret. Beboelseshuset bygget i 1921 og grundigt renoveret i 1972-75. Total beboelse på 310 kvadratmeter. Husmandslod. Nyt combifyr til brænde. Der er installeret el i 1998. Stueplan: stort, dejligt bondekøkken, dagligstue, spisestue, tv-stue, badeværelse med toilet. Bryggers med påklædningsværelse og vaskerum, fyrrum og sauna med bruser er i tilbygningen fra 1974. Første sal: fire værelser, stor hall med indretningsmuligheder, balkon, badeværelse med toilet. Erhvervsbygninger ialt 520 kvadratmeter. Stald med 10 bokse. Dejlig stor frugthave. Uforstyrret beliggenhed nær ved busstoppested og butikker. Kun 20 kilometer fra centrum. Skal ses! Pris: 8.000.000 kroner eller højstbydende.”

Ingrid Hagberg ville blive velhavende efter salget af ejendommen. I den situation hun var i nu, ville hun nok ikke få nogen større glæde af pengene. Dem ville Frej formodentlig engang komme til at arve.

Irene tastede nummeret til mæglerfirmaet. En ung mand med energisk stemme svarede rapt og præsenterede sig som Erik Johansson. Hans stemme mistede mærkbart energien da det gik op for ham at Irene ikke var interesseret i at købe huset. Efter nogen tids lirken og officiel politijargon fra Irenes side lovede han at stille op og vise hende gården. Han havde ikke mulighed for det før tidligst engang næste dag. De blev enige om at mødes klokken ni på gårdspladsen uden for huset, “fordi der kommer en seriøs kunde klokken elleve”.

Ved første øjekast så Angelica ikke ud til at være blevet én dag ældre på femten år. Hun havde heller ikke taget på, og bevægede sig lige så let og graciøst som dengang. Muligvis kunne man ane at hendes naturlige hårfarve var piftet op med en tone af blank mahogni, men det behøvede ikke være for at skjule nogle grå hår. Farven klædte hende rigtig godt og passede perfekt til den korte, brune skindjakke. Derudover var hun klædt i sort. I angorablusens V-udskæring skinnede et stilrent guldkors i gruben mellem nøglebenene. På skyhøje støvlehæle trippede hun hen over gulvet med blikket fast rettet mod Tommy. Irene værdigede hun kun et hurtigt blik ud ad øjenkrogen i forbifarten.

Tommy rejste sig og smilede bredt da han rakte hånden frem for at sige goddag.

– Hej. Værsgod at sidde ned.

Også Angelica smilede, men ikke helt så strålende som for femten år siden. I hendes øjne sås en træthed som ikke havde været der dengang.

– Det er mange år siden vi sås sidst, men du har overhovedet ikke forandret dig, forsikrede Tommy.

– Det var sødt sagt, svarede Angelica med skyggen af et smil.

Hun smøgede skindjakken af og lagde den over knæene da hun havde sat sig. Hun så på ham igen, og der glimtede tårer i hendes mørke øjne. Med rystende stemme sagde hun:

– Hvornår må jeg tage mig af hende?

Tommy blev bragt ud af fatning for et kort øjeblik inden han forstod hvad hun mente.

– Du mener Sophies lig?

– Ja.

– Det kan godt vare en uges tid. Men prøver og den slags er færdige. Sommetider kan man få brug for at supplere et prøvesvar … Vil du have mig til at finde ud af hvornår det er muligt at hente hende?

– Ja … tak. Jeg har været hos et begravelsesfirma i dag.

Hun dukkede ned i tasken og rodede rundt lidt inden hun fik fumlet en pakke papirlommetørklæder frem. Hun tørrede tårerne væk og pudsede diskret næse. Irene kunne se at Tommy var noget ude af balance. Det her forhør havde taget en drejning som han ikke helt havde regnet med. Som om han læste hendes tanker, rømmede han sig og rettede ubevidst ryggen samtidig med at han prøvede at tage styringen igen.

– Vi talte jo sammen i telefonen dagen efter at liget var blevet identificeret som Sophies. Da var du selvfølgelig meget oprevet og ulykkelig, og jeg besluttede at udskyde samtalen med dig en uges tid. Nu er vi kommet et stykke vej i efterforskningen af mordet på din datter, og vi har en hel del spørgsmål som vi har brug for svar på. Er det i orden?

– Selvfølgelig. Det er bare så ufatteligt at … nogen kunne … myrde hende.

Tårerne begyndte igen at strømme, og hun fandt pakken med papirlommetørklæder. Hun pressede forsigtigt et lommetørklæde mod øjnene og mumlede næppe hørligt:

– Undskyld … jeg er så ulykkelig … begravelsesfirmaet i dag. Kan ikke fatte at hun er … død.

Irene kunne se at Angelicas sorg var dyb og ægte. Det var ikke svært at forstå hendes fortvivlelse over mordet på datteren. Samtidig var Irene en smule forbavset, for efter Magnus Erikssons død havde hun ikke fremvist nogen større fortvivlelse. Det havde mest været praktiske problemer der havde oprørt hende, såsom manglen på forsikringspenge og den slags.

Inden Tommy nåede at komme i gang med at stille sine spørgsmål, skyndte Irene sig at flette et spørgsmål ind som hun havde gået rundt med i så mange år.

– Nu hvor Sophie er død, vil du så svare mig ærligt på om du tror at det var hende der satte ild til husmandsstedet.

Angelica tørrede omhyggeligt øjnene og næsen inden hun svarede:

– Hun brændte ikke huset. Aldrig i livet! Det gjorde Magnus selv. Det er jeg helt overbevist om. Han var fuld og faldt i søvn fra cigaretten. Det havde han gjort nogle gange før …

Hendes øjne var pludselig helt tørre, og hun gled langt frem på stolesædet da hun ivrigt begyndte at gestikulere for at understrege det hun sagde.

– Sophie fortalte mig faktisk engang at hun overhovedet ikke var klar over at Magnus var inde i huset. Hele huset havde været totalt mørkt og stille da hun kom hjem fra skole. Hun havde spist en mad, og så skulle hun på toilettet. Hun havde åbenbart lidt dårlig mave, for hun sad ret længe derinde. Og derfor måtte hun cykle alt hvad hun kunne for at nå frem. Tessans mor kørte altid pigerne til Dansehuset, og så hentede hun Sophie ved butikken. Og jeg kørte dem altid hjem efter træningen.

Det stemte med hvad Frej havde sagt, og også med det som Max Franke havde skrevet at Sophie havde fortalt sin far. Hun havde åbenbart virkelig fortalt sine nærmeste hvad der var sket den godt og vel halve time hun havde været hjemme. Det var kun over for politifolkene og børnepsykologerne at hun havde tiet. Hvorfor?

Uden at røbe sine tanker fortsatte Irene med at videreudvikle sit spørgsmål:

– Hvis Sophie ikke havde noget med branden i Björkil at gøre, hvorfor tror du så at hun netop blev brændt ihjel femten år efter?

Tårerne kom igen op i Angelicas øjne, og hendes svar kom som en næppe hørlig hvisken:

– Det ved jeg ikke.

– Har du ikke engang en teori? fortsatte Irene og følte et stænk af dårlig samvittighed fordi hun var nødt til at plage Angelica med sine spørgsmål.

– Nej.

Angelica rystede på det svagt rødskinnende, mørke hår og bøjede samtidig hovedet. Det var umuligt at se hendes ansigt når det korte pagehår faldt frem. Irene fik en stærk fornemmelse af at det var det der var meningen. Eller var det hende selv som var overmistænksom? Måske var det virkelig sådan at Angelica ikke havde nogen anelse om hvad der var sket med hendes datter. Irene ville have kunnet acceptere det hvis det ikke havde været for den der blinkende advarselslampe som sad i hendes hjerne, midt i Centret for Politiinstinkter. At Sophies lig blev brændt op, var en meget tydelig parallel til Magnus Erikssons død. Alt for tydelig til at den kunne ignoreres.

Tommy hastede igennem spørgsmålene om Sophies bekendtskabskreds og eventuelle fjender uden at der kom noget nyt frem. Alligevel varmede det Irenes hjerte da Angelica sagde:

– Jeg er så glad for at Sophie og jeg fik en bedre kontakt med hinanden i de senere år.

– Hvorfor havde I en dårlig kontakt da hun var yngre? spurgte Tommy.

– Dårlig og dårlig … Hun var vanskelig da hun var lille. Jeg forstod mig vist aldrig rigtigt på hende. Jeg var ærlig talt for ung da jeg fik hende. Og jeg fik hende med den forkerte mand. Ernst var sgu endnu mere lukket end Sophie!

Nu sørgede Irene for at stille et spørgsmål mere som hun havde gået og grundet over siden efterforskningen i 1989.

– Hvordan mødte du og Ernst Malmborg hinanden?

Angelica for sammen og sendte Irene et forundret blik, som om hun havde glemt hendes tilstedeværelse i lokalet. Hun rynkede utilfreds panden og så ud til at tænke efter. Så trak hun på skuldrene og svarede med et uinteresseret tonefald:

– Jeg var stadig i gang med at uddanne mig, men fik arbejde i en dansegruppe. Vi medvirkede på en festival med moderne ballet og musik. Ernst havde skrevet musikken til et nummer som jeg og en pige der hedder Gisela, dansede. Stykket hed “Nat og Dag”, og Ernst syntes at vi var som nat og dag. Hun er meget lys i det, næsten som en albino. Og jeg har jo betydeligt mere pigment.

For første gang under samtalen smilede hun svagt og sendte Tommy et sigende blik under de sænkede øjenvipper. Han så helt klart ud til at foretrække damer med farve, og Irene kunne igen mærke en ubestemt uro i mellemgulvet. For at ødelægge stemningen mellem dem brød hun ind med et nyt spørgsmål:

– Var det Gisela Bakke du dansede sammen med? Uddannelseslederen på Dansehuset?

Angelica så meget overrasket ud da hun svarede:

– Kender du Gisela? Ja, det var hende.

Interessant at Gisela uventet dukkede op i historien igen. Hvorfor havde hun ikke fortalt det her? På den anden side havde spørgsmålene til hende været koncentreret om Sophie og ikke om Ernst eller Angelica.

– Jeg var på Dansehuset og mødte hende i morges. Hun fortalte at der snart skal være premiere på Sophies ballet, Ilddansen, sagde Irene.

Angelica nikkede.

– Ja. Sophies første selvstændige værk som koreograf. Hun kaldte det et danseeventyr. Jeg har ikke fået lov til at være med til prøverne, for hun ville have det skulle være en overraskelse. Men Frej er med i forestillingen.

– Danser Frej også? udbrød Irene forbløffet.

– Selvfølgelig. Det har han gjort siden han var lille. Men nu hvor han er begyndt på fotouddannelsen og har bestemt sig for at blive fotograf, er det kun capoeira han træner. Han kan ikke nå mere.

– Capoeira? Er det en capoeiraballet hun har lavet? spurgte Irene forvirret.

– Der findes ingen capoeiraballetter. De er mere en slags opvisninger, sagde Angelica og smilede gennem tårerne.

Hun tørrede sine øjne og pudsede næse igen. Det lod til at have en beroligende indflydelse på hende når samtalen kredsede om dans. Måske var det fordi hun i danseverdenen bevægede sig frit og havde et grundigt forspring i forhold til politifolkene.

– Jeg er selvfølgelig nysgerrig og har forsøgt at pumpe Frej. Af den smule han har sagt, så forstår jeg at hun benytter sig af capoeiraindslag i balletten. Nyt og dristigt gået. Jeg er virkelig glad for at de bestemte sig for at fortsætte træningen og skal have premiere som planlagt. Det er absolut hvad Sophie selv ville have ønsket.

Tommy og Irene sad i lang tid efter Angelica havde forladt lokalet, og diskuterede sagen igennem. Irene gik hen til Göteborgskortet som hang på væggen. Hun bankede hårdt med pegefingeren på et sted og sagde:

– Her er mordstedet. Det ligger i udkanten af den ældste del af Högsbo industrikvarter. Der er ingen virksomhed i denne del af området fordi alt skal rives ned for at give plads for det nye medicinalkompleks. Netop det pågældende skjulested lå ekstra øde da bagsiden af grunden grænser op til Änggårdsbergens naturreservat. Og kun to kilometer fra huset i Änggården.

Hun flyttede fingeren og pegede på et andet sted på kortet.

– Her bor Angelica, på Distansgatan, og det er omtrent lige så langt fra brandstedet. Men Sophie forsvandt fra Park Aveny, som ligger midt i byen. Her.

Irene vendte sig mod Tommy og begyndte pædagogisk at holde fingrene op én for én mens hun talte spørgsmålene:

– Hvorfor forsvandt Sophie fra Park? Hvor tog hun hen? Hvem mødte hun? Hvor blev hun ført hen? Hvor blev hun holdt fanget i tre uger? Hvorfor blev hun bragt til industrikvarteret? Var det vigtigt at hun skulle brændes? Hvorfor blev hun udsat for mishandling, og hvorfor blev hun dopet? Og det vigtigste spørgsmål: Hvem udsatte hende for alt dette?

Tommy lænede sig tilbage i stolen og sendte hende et ironisk blik.

– Det, min kære Watson, får vi svar på når vi har fanget morderen. Indtil da må vi fortsætte med at lægge puslespil.

– Det forekommer mig at Sherlock skulle bruge kokain for at kunne tænke. Lige nu kan jeg mærke suget efter stimulanser, sukkede Irene.

Hun rejste sig for at gå hen efter to krus kaffe i automaten.