Epilog

– Lægen siger at jeg ikke må begynde at arbejde før efter jul, sukkede Krister og sank længere ned i sofaen.

– Du må vel parere ordre, formodede Irene.

Krister sendte hende et irriteret blik og snerrede:

– Det kan ikke lade sig gøre! Forrige weekend havde vi den første julefrokost. Nu går det i en køre helt frem til nytår! Jeg er nødt til at være der!

– Du plejer jo selv at sige til mig at ingen er uundværlig …

I samme øjeblik hun havde sagt det, gik det op for hende at det var de helt forkerte ord. Kristers ansigtskulør gik over i det mørkerøde, og han så ud som om han ville stikke hende en.

– Og det kommer fra dig! Som aldrig er hjemme! Han rejste sig hidsigt op fra sofaen og gik med faste skridt hen mod soveværelset og knaldede døren i.

Irene sad målløs tilbage i sofaen. Hvad var der sket med hendes søde mand, som sjældent eller aldrig hævede stemmen? Som aldrig klagede sig eller brokkede sig. Som elskede sin familie og sit arbejde.

Krister var gået med til at tage piller selv om det havde holdt hårdt. Han begyndte langsomt at indse at han virkelig havde brug for hvile. Efteråret havde været alt for hårdt. Helt ærligt, så havde de senere år nok været for stressede. Han kunne stadig ikke huske hvad der var sket i de timer der var forsvundet ud af hans hukommelse.

Nytårsdag sad de og drak formiddagskaffe ved køkkenbordet. Krister dyppede årets sidste safranbolle i kaffen og slubrede den nydende i sig. Irene havde været ude med Sammie og varmede hænderne omkring det varme kaffekrus. De for begge sammen da telefonens kimen skar gennem søndagsfreden. Krister rejste sig og sagde:

– Bliv du bare siddende. Jeg tager den.

Han gik ud i entreen. Lidt efter gik det op for Irene at det var hans kusine Inga-Maj fra Arvika der ringede. De talte længe og intenst sammen. Irene hørte flere gange ordet “udbrændt” blive nævnt.

Da Krister kom ud i køkkenet igen, kluklo han lavmælt for sig selv.

– Det var Inga-Maj.

Hun fortalte at hun har to arbejdskammerater på plejehjemmet der er udbrændte. For at trøste mig lidt, så jeg ikke skal føle at jeg er den eneste der kommer ud for det. Men arvikaboerne siger ikke at der er mange mennesker der er udbrændte nu for tiden. Ved du hvad de siger?

Han begyndte at fnise igen og så drillende på Irene. Hun rystede på hovedet.

– Nej. Hvad siger dem i Arvika?

– Nu å æ tid æ der manne som æ opbrændt, sagde Krister på bredt värmlandsk med arvikadialekt.

Irene smilede samtidig med at hun indså at hendes og mandens associationer gik i hver sin retning. Hun så for sit indre billedet af et hjerteformet pigeansigt. Pigen havde store, brune øjne som så lige ind i hendes. Omkring pigens alvorlige mund begyndte et svagt smil at lege, og i øjnene kunne man se et glimt. Langsomt tonede billedet bort. Irene havde en anelse om at det var sidste gang hun så det.

– Opbrændt, gentog hun.