Prolog

Støjen og varmen fra alle menneskene steg op mod loftet og blandede sig med cigaretrøgen til en tung tåge omkring lysekronerne. Folk trængtes omkring den store bardisk og forsøgte at fange en stresset bartenders opmærksomhed. Stemningen var høj og ophedet, som den plejer at være i hotel Park Avenys bar under den årlige bog- og biblioteksmesse i Göteborg. Hos nogle gæster kunne man begynde at ane en vis tendens til udmattelse. Nogle kendte og mindre kendte kulturpersonligheder hang tungt ind mod bardisken eller sad sammensunkne i nogle af klubstolene og halvsov.

Folk kom og gik gennem svingdøren. Minglerne bevægede sig rundt mellem baren og grupperingerne omkring bordene. Flere holdt øje med indgangen – der kunne faktisk komme en rigtig berømthed ind ad døren eftersom de fleste af de store kanoner boede på hotellet. Det var som regel kun forlagsfolk og bibliotekarer plus en eller anden lallende digter eller forfatter der dumpede ind.

Derfor var der mange som bagefter kunne huske det øjeblik hvor hun trådte ind i lobbyen og standsede op inden for de roterende døre. Selv om andre erindringer var diffuse – og i visse tilfælde helt forsvundet – reagerede flere personer på hendes ankomst. Reaktionen skyldtes ikke hendes fantastiske udseende, det var noget helt andet. Flere vidner skulle senere tale om “en udstråling” og “en aura”.

Hun var høj og slank, havde en sort mininederdel på som sluttede lige under rumpen, og knaldrosa tights i et blankt syntetisk materiale. Omkring anklerne hang sorte strikkede benvarmere som hun havde trukket ned i folder mod de flade sko. På trods af de lave hæle så hendes ben sensationelt lange ud. Over den tynde, rosa T-shirt, som mere fremhævede end skjulte hendes små, spidse bryster, havde hun en sort læderjakke med nitter. Hendes påklædning var helt klart opsigtsvækkende, men det var hendes blege ansigt der tiltrak sig alles blikke. Det var hjerteformet, med høje kindben og en fyldig mund. En mund som var skabt til at blive kysset. Men det anspændte drag om munden viste tydeligt at det ikke kunne betale sig at prøve. Og øjnene bekræftede det. De var let mandelformede med lange, tætte øjenvipper, og hun havde fremhævet dem ved at bruge en kraftig, sort eyeliner.

I hendes brune øjne afspejledes der ingen følelser. “Hendes øjne var bundløse, sorte brønde, helt ned til sjælens permafrost”, som en digter med tømmermænd skulle sige under et senere forhør.

Hun vendte og drejede hovedet og ledte i menneskemylderet. Omsider fandt hun det ansigt hun søgte, og begyndte målrettet at bane sig vej hen mod et bord længst væk i lokalet. Hendes bevægelser var smidige og yndefulde.

En mand der stod med ryggen til indgangen, havde ikke set da hun kom ind. Da hun gik forbi lige bag ham, slap han for et øjeblik taget om sit duggede ølglas. Han pustede sig i hånden og begyndte at bevæge fingrene som om de var blevet stive af kulde. En stærkt beruset børnebogsforfatter begyndte klodset at trække sin plettede jakke på og ævle om kulden fra svingdøren. Den unge kvinde kunne rent faktisk komme uhindret igennem den kompakte folkemængde. Alle veg til side for hende, bevidst eller ubevidst.

Hun standsede da hun var nået hen til bordet og så tavst på det larmende selskab. Én efter én blev de sortklædte unge mænd og kvinder bevidst om hendes tilstedeværelse, tav og så undrende på hende. Kun en af dem så ikke ud til at lægge mærke til hende, men fortsatte med at synge:

– Poeira, poeira, poeira, Levantou poeira.

Hans stemme var mørk og behagelig som hele hans fremtoning, der afveg fra kammeraternes sorte uniformitet. En højrød, kropsnær T-shirt fremhævede den veltrænede overkrop, og hans jeans smøg sig om de smalle hofter. Om halsen glimtede en bred guldkæde mod hans café au lait-farvede hud. Flere små guldringe i øreflipperne skinnede om kap med hans tænder, som virkede meget hvide i det solbrændte ansigt.

Da han var færdig med sangen, vendte han roligt blikket mod den tavse kvinde. Hans ansigt lyste op i et smil.

Olá! udbrød han glad.

Han slog ud med hånden med en indbydende bevægelse for at vise at hun skulle sætte sig ved bordet.

En nedslidt blondine med sorttværede øjne og sort læbestift sendte den nyankomne et utilfreds blik. Hun forlod sin stol ved siden af den mørke mand for på usikre ben at krydse over mod toiletterne.

Den tavse kvinde satte sig stift afventende på stolen ved siden af manden og så ufravendt på ham. Han virkede totalt ubevidst om den isnende kulde hun spredte omkring sig, og lagde armen om hendes skuldre. Hun lod sig modvilligt trække nærmere til ham. Spændingen i hendes krop og ansigt begyndte at aftage lidt. En af de unge mænd deklamerede højlydt et digt med stærk indflydelse fra poetry slam. Den mørkøjede sad hele tiden og iagttog ham. Selv om hun ikke så ud til at forstå digtet, klappede hun høfligt da det var slut. Hun lo oven i købet ad en joke, som den sortklædte digter fyrede af.

En vagt i mørk uniform gik rundt blandt de tilbageværende gæster og oplyste dem om at det var lukketid. Nogle ældre personer havde sluttet sig til gruppen omkring bordet længst væk i lokalet. En høj mand med karseklippet, hvidt hår så ud til at være selskabets midtpunkt. Han var dobbelt så gammel som de fleste af de unge, men han var en kendt forfatter og kendte åbenbart nogen i gruppen. Den afdankede blondine var kommet tilbage efter et bemærkelsesværdigt langt toiletbesøg.

– Vi tager op til mig og fortsætter. Jeg har en suite på øverste etage, snøvlede den hvidhårede forfatter.

De rejste sig fra bordet og gik hen mod elevatorerne. Da dørene gled til side, møvede alle sig ind under larm og latter. Alle, bortset fra kvinden i mininederdel og rosa tights.

– Jeg går, sagde hun.

Det var de første ord hun havde sagt hele aftenen. De andre råbte til hende og prøvede at lokke hende ind i den allerede overfyldte elevator. Uden at vende sig om gik hun hen mod de brede trapper. Sikkerhedsvagten lod hende smutte igennem da han vidste at hun hørte med til forfatterens selskab. Det sidste de så inden elevatordørene gled i, var lysekronernes reflekser i hendes korte, pageklippede hår.