“Jeg har det lidt underligt.” Stuepigen, Isabelle, vrider sig i stolen. Tungen fugter læberne. Øjnene er tunge, slørrede. Hun gisper. Tegner cirkler på inderlårene med coladåsen.
“Jeg tror, det virker,” hvisker Candy i mit øre.
“Hvor meget har du givet hende?”
“Et godt drys.” Hun rejser sig, går over til Isabelle og tager hendes hånd. “Kom med mig. Jeg har noget til dig.”
“Hvad er det?” spørger Isabelle og synker en klump. Hun rører ved Candys hals, lader fingeren danse nedad, fumler ved den øverste knap i Candys skjorte.
“En mand.”
Et kuldegys får Isabelle til at skælve. “Hvor?”
“Nu skal jeg vise dig det.”