Som mange andre succesfulde franske filminstruktører har Luc Besson også været lokket til Hollywood. Det kom der filmen, Det Femte Element, ud af. En Linda og Valentin-agtig sci-fi historie om guddommelige rumvæsener og jagten på det femte element, som ikke overraskende viser sig at være kærlighed – Besson er jo franskmand.
Milla Jovovich spiller den perfekte skabning, Leeloo, og hun bliver til efter noget genmanipulation på basis af et rumvæsen. Hun kommer til live i en slags kuvøse af panserglas. Nøgen, indtil en automatisk mekanisme ifører hende en dragt af noget de kalder ‘varmebandager’. Dragten dækker kun lige det mest nødvendige.
Leeloo har forresten skrigende orange hår gennem hele filmen, men hold øje med hendes øjenbryn. De skifter farve mellem orange, rød og brun.
Nå, hun bryder ud af kuvøsen og flygter med politiet i hælene gennem ventilationsrørene. Hun ender ude på gesimsen af bygningen, meget højt oppe. Hun er tydeligt bange og forpint. Politiet er stadig bag hende, så hun kanter sig videre hen ad gesimsen, men så dukker der en svævende politibil op. Hun overgiver sig, løfter hænderne op. Hun er selvfølgelig blevet beskidt efter flugten gennem ventilationskanalerne. Hænderne er især sorte. Men hun virker afslappet nu, som om det hele er overstået.
Politimændene i svævebilen tager et billede af hende for at identificere hende i vognens computer. Vi ser det inde fra vognen. Ser Leeloo stå roligt med hænderne oppe, måske lidt forundret. Hun har lukket mund og håret er væk fra ansigtet. Så fryser billedet på bilens lille computerskærm, da de fotograferer hende, og computer giver sig til forgæves at lede efter hendes id. Men billedet på computerskærmen ligner slet ikke Leeloo, som hun så ud, da de fotograferede hende. På computerens billede er hun bange, der hænger en stor tot hår ned i ansigtet, og hendes mund er åben. Billedet svarer faktisk til, sådan som hun så ud, da hun lige var kommet ud af ventilationskanalen, men da var politisvævebilen slet ikke dukket op endnu.
Mit hjerte slår langsommere nu. Sidder i metroen. Rumler af sted. Godt. Mere.
Leeloo stikker igen af. Hun springer simpelthen ud fra højhuset og lander meget længere nede i en taxa. Braser gennem taget og giver Bruce Willis noget af et chok. Han spiller en taxachauffør ved navn Korben Dallas. Hun kan ikke tale engelsk, men kan underligt nok godt læse engelsk, og hun læser ordene ‘Please Help’ op fra et skilt. Og det vil Korben Dallas heldigvis gerne. Så han forsøger at ryste politiet af. Det mærkelige er bare, at Leeloos hænder er helt rene nu. Inden hun sprang ud fra højhuset, var de kulsorte.
Det lykkes dem at flygte. Med nød og næppe, selvfølgelig. Nu har Leeloo pludselig en tatovering på håndledet. Hun siger navnet på en præst, Korben kører hende hen til præsten, og det viser sig, at tatoveringen har en meget vigtig betydning. Mærkeligt, at hun ikke havde den tidligere.
Luc Besson har brug for mig. Den slags fejl plejer jeg ikke at begå. Jeg skal bare lige have lidt styr over mig selv. Det er det hele.
Før Korben Dallas tog på arbejde, så vi ham sige farvel til sin hvide kat. Den sad på hans seng og så tv. Men da han kommer hjem, efter at have kørt Leeloo over til præsten, er sengen slået op, tv’et væk og katten et helt andet sted.
Leeloo er selvfølgelig det gode, og sammen med Korben må hun finde kærligheden, det femte element for at overvinde det onde. Det ondes tjener spilles af Gary Oldman, men selve det onde er visualiseret i en stor, sort, lavaagtig måne, der kommer nærmere og nærmere Jorden. Månen ... månen ... månen ... Jeg kan ikke det her.