Marcel venter på os henne ved bilen. Jeg ved ikke, hvordan han har fundet frem til bilen, kun at han sidder på vognens front og venter med et meget træt blik i øjnene.
“Fik du din hævn?” spørger han koldt. “Har du det så godt nu?”
“Marcel, helt ærligt ...”
“Føler du dig fri nu?” Han tager hårdt fat i min arm. “Ella! Du har lige ødelagt en masse menneskers liv. Flere end der var på den restaurant. Richard Citadel for at tage én. Har han gjort dig noget? Har deres børn?”
“Slip mig!”
“I to er ikke andet end sexterrorister. Og det har jo ikke en skid med hævn at gøre. Det er bare fornøjelsen ved at bringe folk ud af kontrol. Det gør dig mindre fri, Ella. Den, der må have hævn, bliver aldrig fri.”
“Slip mig, Marcel. Det gør ondt.”
“Kom, Ella, han er bare jaloux. Lad ham køle af.”
Der kommer et par punkere med meterhøje hanekamme ned ad fortovet. De stopper op små 10 meter fra os og begynder at grine.
“Marcel,” siger jeg. “Kan vi ikke tale om det her derhjemme? Jeg kan ikke lide den måde, de to fyre der griner af os.”
“Dem ordner jeg,” siger Candy og vender sig mod dem. “Skrid med jer, drenge!”
Deres ansigter lyser op i forbløffelse, latteren tager til, men så vender de om og løber deres vej, da Candy med svingende taske løber hen mod dem.
“Ved I, hvorfor den, der må have hævn, aldrig bliver fri?” siger Marcel og ser meget træt ud, da Candy bredt smilende kommer tilbage til os.
“Nej,” siger jeg. “Og jeg er ikke sikker på, jeg gider høre det.”
“Fordi hævn er en flugt, hævn er en stimulans, der skal dulme en smerte. Præcis som alkohol. Men det virker ikke, det er bare en undskyldning for ikke at gøre noget. Det er bare distraktion.”
“Jeg skal altså hjem nu. Kan vi være alle tre i din bil, Marcel?” Candy låser vognen op og sætter sig ind bag rattet. Få sekunder senere starter hun motoren. Marcel slipper min arm, men holder en løftet finger foran mit ansigt, og af en eller anden grund får det mig til at blive stående.
“Ella. Vil du vide, hvorfor du ikke er fri?”
Jeg får øje på månen højt over tagryggene bag ham. Den er stor og fuld. Den skræmmer mig. Jeg synker en klump, føler mig tør i halsen. “Nej, ikke i aften.”
“Du gemmer på en hemmelighed, Ella.”
“Nej, jeg gør ikke. Du er for langt ude nu, Marcel.”
Månen falder fra himlen, rammer et hustag og hopper op igen som en bold, videre til det næste hustag.
“Du er lænket til den hemmelighed. Hele dit liv handler om den hemmelighed. Og alt det her i aften er ikke andet end distraktion. Du er bange for at blive fri. Du er bange for din hemmelighed.”
Månen deler sig, bliver til 12 små måner, der hopper rundt på hustagene og deler sig igen og igen, hundreder af måner, nogle falder fra tagene og springer rundt på gaderne og bliver til flere og flere. De kommer nærmere, og jeg er ikke sikker på, det vil være sundt at blive ramt af dem. Jeg er lige ved at tro, man kunne dø af det.
“Marcel, månerne, månerne, pas på,” råber jeg og fægter med armene.
Han brøler af skræk, træder baglæns, falder indover vognens front, mens jeg vender mig og løber og løber og løber.