“Jeg kan ikke finde Jean ... Marcel.” Candy har grædt, nu står hun i min entré og ser fortabt ud.
“Hvad sker der nu?” råber Svetlana inde fra stuen.
“Kom med ind,” siger jeg og lægger en hånd på ryggen af Candy, skubber let til hende. “Vi har lige åbnet den 3. flaske hvidvin.”
Det er aften. Mine ben er en ulmende ømhed efter at have styrtet rundt i forretninger hele dagen. Der står og ligger indkøbsposer med tøj og sko omkring sofabordet. Jeg kan se månen uden for vinduet, men i aften generer den mig ikke.
Candy sætter sig i sofaen, og jeg finder et vinglas mere. Svetlana siger ikke noget, sidder bare og ser på mig. Jeg trækker på skulderen. “Det er Candy, som jeg har fortalt dig om.”
“Åh,” siger hun og drikker af vinen.
“Han er ikke på hotellet.” Candy tager imod vinen og tømmer glasset i én mundfuld. “Jeg kan ikke lide det.”
Der skete et eller andet, da Candy kom. Før det havde Svetlana og jeg grinet, fjollet og snakket på livet løs, som vi havde gjort hele dagen. Candy kom ind, satte sig i sofaen og dræbte alt liv. Nu sidder vi hver med vores vin og siger ikke noget. Efter nogle lange minutter, rejser jeg mig og sætter en cd på, men det gør på en eller anden måde bare stilheden endnu mere larmende.
Så jeg slukker lidt efter igen.
Candy sukker dybt og begynder så at snakke med dæmpet, tung stemme. Hun stirrer ned i sofabordet, mens hun taler, ansigtet røber ingen følelser.
“Min far tog min mødom, da jeg var 5. Min mor holdt mig, mens han gjorde det. Senere begyndte de at filme det. Min bror, jeg har en storebror, han medvirkede også af og til. Nogle gange blev vi bundet og slået med alt muligt, hårbørster, bøjler, piske, hundesnore. Det skete, der kom fremmede mænd, som vi skulle ... Jeg forsøgte flere gange at stikke af hjemmefra. Men min far fandt mig altid igen. Jeg kom i puberteten ret sent, jeg var 14, før jeg fik bryster og hår forneden. Jeg vidste, min far ville slå mig ihjel, hvis jeg sagde noget til nogen. Engang slog han en kat ihjel. Han havde fanget den ude i haven. Jeg skulle ... det hele blev filmet. Jeg tror, han solgte filmene. Det var ... jeg var altid bange.”
Hun rejser sig pludselig. “Jeg må finde Marcel. Hvis du ser ham, gider du så sige til ham, at jeg leder efter ham?”
“Skal jeg nok.”
Hun går uden at sige mere. Jeg sidder lidt og leger med den sidste sjat vin i glasset.
“Fuck,” mumler Svetlana og ser ud på månen.