“Larsen.”
“Hej, Pia. Det er Helle. Jeg står nede på stationen, kan I komme og hente mig?”
Det er nogle timer og et par togskift senere. Jeg står i telefonboksen på stationen og ser ud på en bus, der holder ved stoppestedet og venter, mens en ældre dame går forbi under en sort paraply.
“Nå, nu passer det dig at komme hjem?”
Jeg sukker. Piller ved telefonen. “Kan I komme og hente mig?”
“Ved du hvad, Helle? Vi har faktisk meget at se til. Begravelsen og alt muligt. Og nogen skal jo tage sig af mor. Det er ikke det bedste tidspunkt.”
“Kan Jan ikke lige smutte ned og hente mig? Det tager jo ikke 5 minutter.”
“Jan ser tv.” Hun er væk et kort øjeblik. Jeg kan høre hende tale med børnene. “Helle, kan du ikke bruge den der superhukommelse, du render rundt med, og komme i tanke om telefonnummeret på taxaen her i byen?”
“Helt ærligt!” men hun har allerede lagt på. Jeg står et par lange sekunder med telefonrøret i hånden og ser ned i gulvet. Så puffer en mand til mig.
“Er du færdig med telefonen? For så er vi andre, der godt vil til.”