Jeg sætter mig på bænken og ser ud over søen. Der drypper tunge dråber regn fra den gamle eg bag bænken, og jeg bliver kold og våd bagi af at sidde på bænken, men jeg er ligeglad.
Søen ligner sig selv, selv bænken er den samme. Jeg ridsede et hjerte og skrev John T indeni på bænkens ryglæn, da jeg gik i 8. klasse. Det står der endnu. Rører ved det med fingerspidserne.
Ser ud over vandet. Dette var mit sted. Her kom jeg ned, når jeg havde det svært. Sad alene og tænkte. Jeg havde en dåse gemt i det hule egetræ. Sådan en kaffedåse med plasticlåg. Nede i den havde jeg tændstikker og mentolcigaretter.
Søen er ikke særlig stor. Der er høje træer hele vejen rundt. Den ligger ikke ret langt fra mine forældres hus, lige i begyndelsen af skoven. Her er ret sumpet. Der er en sti, der fører rundt om søen og videre hen til åen og den lille iskiosk, der har åbent hele sommeren. Hvis den altså stadig er der. De andre børn kom ikke her. Hvorfor ved jeg ikke. De kom nede ved kiosken nogle gange. Og helt ude ved den store sø, men ikke her ved den lille sumpede sø. Eller mose. Det er mest siv og træer.
En andemor kommer sejlende forbi med to ællinger i kølvandet. Det er begyndt at blive mørkt. Det er ikke behagelige minder, der fylder mit hoved.
8. klasse.
14 år.
Skraldespand.
Luder.
Jeg kom herned næsten hver eneste dag. Havde ingen andre steder at gå hen.