Tilbage i Paris. På bagsædet af en skinnende hvid taxa. Chaufføren er en halvskaldet østriger, der nynner med på musikken fra cd-afspilleren. Det lyder som Bjørn & Okay tilsat et tykt lag glassur og så på tysk.
Jeg skæver nervøst til de store billboards langs motorvejen. Men det er bare reklamer for sodavand, biler, musik, undertøj, det sædvanlige – ingen trusseløs Ella fra Danmark.
Chaufføreren mumler noget på tysk og træder hårdt på bremsen, da en varevogn trækker ud foran os. Min taske ryger på gulvet, og jeg samler den op og tager den på skødet.
Min far er død. Det er først nu, her i taxaen, at det for alvor går op for mig, hvad det betyder. Jeg vil ikke komme til at savne ham. Det tror jeg i hvert fald ikke. Jeg sørger ikke. Jeg føler mig fri. Måske vil jeg aldrig behøve at tage hjem til Danmark igen. Tanken får mig til at smile.
“Livet starter nu,” siger jeg på dansk til taxachaufføren.
“Was?” Han drejer hovedet og ser på mig.
“Undskyld,” smiler jeg på fransk. “Jeg kom bare til at tænke højt.”