“Svetlana,” siger jeg og tager fat i begge hendes hænder. “Du har mødt Candy, ikke?”
“Hvem?” Store, åbne øjne.
“Candy. Hun kom her. Du snakkede med hende. Det var aftenen, før jeg tog til Danmark. Mandag. Vi havde været ude at købe tøj hele dagen. Hun kom her. Du så hende, du snakkede med hende, Svetlana.”
Hun tager hænderne til sig, ser ned, væk, et flakkende smil. “Hold op med det der. Du gjorde mig bange. Du gjorde mig så bange.”
“Bange?”
“Vi er bekymrede for dig, Ella,” siger Bénédicte, som er kommet ind i stuen, uden jeg har hørt hende. Hun står med et glas hvidvin i hånden og ser på mig med det blik, hun sikkert bruger til besværlige flypassagerer.
Jeg træder et skridt tilbage, synker en klump, og forsøger at se på dem begge på en gang. “Hvad sker der her?” gisper jeg. Men jeg ved det jo godt. Jeg famler bare efter et sidste halmstrå.
“Det var dig hele tiden, Ella!” siger Svetlana. “Det var dig! Du sagde, det ringede på døren og gik ud for at lukke op. Da du kom ind, var du ... Du var en anden. Du fortalte mig om nogle overgreb, du ...”
“Måske skulle du tale med en læge.” Bénédicte lægger en hånd på min nakke. “Du har været udsat for en masse pres på det sidste. Din fars sygdom, det der videobånd. Jeg har en god læge. Jeg vil godt ringe til hende i morgen.”
Jeg synker sammen i skuldrene. “Jeg ved ikke ... Var det virkelig bare mig?”
“Du gjorde mig så bange.”
Jeg står nogle lange sekunder og ser på en knast i gulvet. “Hvad med skandalen på Le Grand? Hele restauranten i gang med et gigantisk orgie. Aurelle Citadel var midtpunktet. Det var for helvede i aviserne!”
“Jeg ved ikke, hvad du taler om, Ella. Hvem er Aurelle Citadel?”
“Det var i aviserne.”
“Hvornår?”
“Det kan jeg ikke huske. For en uge siden. Måske mere.”
“Det kan du ikke huske?” Svetlana ser bare på mig. Tomt ansigt. “Det kan du ikke huske, Ella?”
“Jeg er ikke helt mig selv.” Sætter mig på sofaens ryglæn, smiler træt. Der er ikke flere tårer.
“Du har brug for hjælp. Men du er ikke alene.”
Det siger hun nu. Men. Men. Men.
“Jeg må se at komme i bad,” siger jeg og rejser mig igen. “Jeg snakker med din læge i morgen, Bénédicte. Men i aften skal vi på La Bataille XxX.”