“Godt. Den sad lige i øjet.” Georges Baillot, instruktøren, slår ud med hænderne. “Det er ved at være tid til frokost.”
“Vent lige,” siger jeg og peger på Bruno Putzulu med min kuglepen. “Hvilken hånd havde du telefonen i?”
Vi er ved at optage scene 7, en ret simpel scene i starten af filmen, hvor Bernard, som Putzulu spiller, taler i telefon med sin mor. Vi er stadig i stuen, hvor vi også optog et par scener i går. Det er aften i filmen nu, så lyset uden for vinduet er et andet, og der er endda tændt lys i et par af vinduerne på husene på det gigantiske billede, der udgør udsigten. Inde i lejligheden er lamperne tændt, og tv’et kører uden lyd, hvilket altid kan drille, da det, man ser på skærmen, jo skal passe sammen i de forskellige skud, scenen bliver optaget i. I dette tilfælde en total og en halvtotal. Heldigvis har filmfotografen og instruktøren besluttet at klare denne scene ved at filme med to kameraer samtidig, og det letter mit arbejde en del. Så behøver jeg ikke holde øje med, hvor Putzulu ser hen under telefonsamtalen eller hvornår og hvordan han klør sig i nakken, da det jo automatisk kommer til at passe, når klipperen skal sætte de to optagelser sammen.
Scenen slutter med, at Bernard afbryder samtalen og stormer ud i køkkenet. Derude smider han telefonen i skraldespanden, men det er scene 8, som vi optog i sidste uge.
“I højre,” siger han og smiler selvsikkert. “Jeg har altid telefoner i højre hånd.”
“Du havde den i venstre hånd, da vi skød scenen ude i køkkenet.”
“Næ, jeg havde den i højre.”
Jeg ser hen på Georges, der trækker på skuldrene. “Jeg kan ikke huske det.”
“Okay,” siger jeg stille. Et polariod kan ikke bruges her, da han jo kunne have skiftet telefonen over i den anden hånd, før vi optog scenen. Jeg bladrer om til scene 8 i min notesbog og skimmer hurtigt mine kragetæer. Det er en blanding af forkortelser og tegn, jeg selv har fundet på. Ulæseligt for andre end mig selv, af og til også for mig selv. Her er der dog ingen tvivl.
Start op BP tlf hh.
Jeg sidder helt stille, hvad der føles som meget længe, og ser ned i notesbogen. Min stemme er tynd, da jeg retter blikket mod Putzulu og siger: “Du har ret, undskyld.”
Georges trækker igen på skuldrene, men jeg er for rystet til at gengælde hans nå-hvad-fanden-smil.
“Så lad os få noget at spise!” siger han og klapper i hænderne.
Sættet tømmes hurtigt omkring mig, men jeg bliver siddende med notesbogen i skødet.